Et månedligt nyhedsbrev fra Schiller Instituttet
årgang 16 nr. 9, august 2004
STRATEGISKE JORDSKÆLV
Det er ikke let at ramme essensen af verdensbegivenhederne på de fire korte sider, vi har til rådighed hver måned i Agro-Nyt. Nogle gange kan man blive helt svimmel, når »deadline« bare skrider og skrider, fordi vi lige skal nå at få det sidste med, inden vi går i trykken. Andre gange er der simpelthen sket så meget, at vi ikke har en chance for at dække det hele.
I denne måned har vi atter fokuseret på den politiske udvikling i Tyskland. Årsagen er den enkle, at et politisk jordskælv er under opsejling, som kan få vidtrækkende konsekvenser for os alle. Kilder i den internationale bankverden har bekræftet, at den politiske elite i Tyskland meget snart vil blive stillet overfor valget: Enten at gøre op med dogmet om uhæmmet eksport af produktive arbejdspladser, kaldet globaliseringen, eller tage konsekvenserne af et totalt sammenbrud af verdens tredje største industriøkonomi. Schiller Instituttet er sammen med partiet Bürgerrechtsbewegung Solidarität og Lyndon LaRouches Internationale Ungdomsbevægelse, LYM, dybt engageret i de massedemonstrationer, der hver mandag lægger pres på politikerne for at hjælpe dem til at træffe det rette valg.
Vi har også anvendt en del spalteplads på situationen i Rusland efter den ufattelige tragedie i Beslan. Her er et strategisk skifte med globale konsekvenser også under opsejling. Rusland føler sig i dag lige så udsat for angreb udefra, som USA gjorde det efter terrorangrebene den 11. september 2001. Derfor er det skræmmende, at magtfulde kredse i Vesten, heriblandt USA's tidligere sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, i årtier har arbejdet på at svække Rusland gennem konflikter i Kaukasus og Centralasien. Det er også urovækkende, at den Amerikanske Komité for Tjetjeniens Frihed huser folk som Richard Perle, Elliott Abrams, Kenneth Adelman, James Woolsey og Michael Ledeen m.fl. De var alle hovedaktører i løgnen om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, der gav os krigen imod Irak.
Desværre fik vi ikke plads til historien om FBI's mistanke om en israelsk spion i det amerikanske forsvarsministerium. Ifølge pressen er den hovedmistænkte Larry Franklin, der skulle have videregivet fortrolige oplysninger til den amerikansk-israelske organisation AIPAC. Afsløringerne kom tidsnok til at punktere AIPAC's stort anlagte lobbykampagne for et hurtigt amerikansk militærangreb på Iran.
Vi fik heller ikke plads til historien om Italiens fhv. finansminister Giulio Tremonti, der fornyligt har indrømmet, at han hentede stor inspiration til sin handlingsplan for vækst i EU fra Schiller Instituttets program for en Eurasisk Landbro. Eller til at fortælle, at IMF's tidligere direktør Michel Camdessus nu har erklæret sig enig med Schiller Instituttets forslag om etableringen af et Nyt Bretton Woods-finanssystem.
TYSK TRUSSEL MOD GLOBALISERING
Massedemonstrationerne i Tyskland imod regeringens planlagte sociale nedskæringer bliver ved med at vokse, og de har nu nået et omfang, som vækker dyb bekymring i den tyske politiske elite og den internationale finansverden. I slutningen af august gik mere end 150.000 tyskere på gaden i 200 byer spredt over hele landet for at protestere imod den såkaldte »Hartz IV«-pakke, Schröder-regeringens drakoniske »socialreform«, der til næste år vil fjerne eksistensgrundlaget for millioner af arbejdsløse og bistandsmodtagere i Tyskland (se også Agro-Nyt, juli og aug. `04). Og i de kommende uger forventes yderligere hundredetusinder at slutte sig til demonstrationerne, som begyndte den 12. juli, da 25 unge fra Lyndon LaRouches internationale ungdomsbevægelse, LYM, som led i valgkampen for partiet Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, marcherede gennem Leipzigs gader for at genoplive de berømte »mandagsdemonstrationer«, der i 1989 bragte DDR-regimet til fald.
På overfladen og i medierne drejer konflikten sig om det tyske velfærdssystem, der på mange punkter kan virke »gavmildt« i sammenligning med andre landes sociale sikkerhedsnet, også det danske. Utallige økonomiske beregninger har påvist, at Tyskland ikke har en snebolds chance i helvede for at bevare efterkrigstidens hårdt tjente sociale standard efter genforeningen med delstaterne i det hedengangne Østtyskland. Den tyske produktivitet er ganske enkelt sunket under det niveau, der er påkrævet for at bevare det gamle velfærdssystem, siger finansverdenens højt betalte økonomer. Men de samme økonomer glemmer at fortælle, at finansverdenen placerede en velvoksen håndgranat under hele den tyske økonomi ved at påtvinge det genforenede Tyskland det gamle Østtysklands udenlandsgæld _ ikke beregnet i den kommunistiske papirvaluta, »ostmark«, men i Europas hårdeste kontanter, D-mark.
En anden faktor, der ikke indgår som en variabel størrelse i økonomernes beregninger, er Tysklands ubetingede loyalitet overfor globaliseringens »velsignelser«, og det vil i praksis sige en nærmest ukontrollabel eksport af produktive arbejdspladser til lavtlønsområderne i Det fjerne Østen. Allerede under 80'ernes nyliberalistiske opblomstring, anført af Ronald Reagans USA og Margaret Thatchers Storbritannien, blev det daværende Vesttyskland udsat for et uhørt politisk pres for at dirigere de offentlige og private investeringer væk fra den højteknologiske industrisektor, der havde været hjørnestenen i efterkrigstidens berømte »wirtschaftswunder«, og i stedet placere pengene i den moderne finanssektor, der, i det mindste på papiret, kunne garantere et hurtigere og højere afkast.
Da Berlin-muren faldt i efteråret 1989 steg den anglosaksiske finansverdens pres på Tyskland til hidtil usete højder. De to førende fortalere for den gamle tyske industrimodel, Deutsche Banks direktør Alfred Herrhausen og genforeningsfonden Treuhands første direktør, Detlev Rohwedder, blev begge myrdet af en ikke-eksisterende »tredje generation« af den venstreorienterede terrororganisation Rote Armee Fraktion. På foranledning af Frankrigs præsident Francois Mitterand blev daværende forbundskansler Helmut Kohl stillet overfor et ultimativt krav om en tysk opgivelse af D-marken til fordel for en fælles europæisk valuta, euroen, som betingelse for en europæisk accept af en tysk genforening. Således blev Maastricht-traktaten født, og således sikrede man sig, at den vestlige verdens tredjestørste økonomi, Vesttyskland, ikke gav alle andre lande økonomisk baghjul, når det blev sammenlagt med Comecon-sektorens teknologiske kraftcentrum, Østtyskland.
Adskillige meningsmålinger viser, at den tyske befolkning er mere end villig til at acceptere endog dramatiske forandringer i velfærdssystemet, hvis blot regeringen iværksætter troværdige programmer for at mindske arbejdsløsheden. Ifølge de officelle tal stod 4,36 mio. tyskere uden arbejde i juli 2004. De var fordelt med 2,76 mio. (10,5%) i vest og 1,6 mio. (18,5%) i øst. Samlet var mere end en trediedel, 998.000 (36%) i vest og 707.000 (44%) såkaldte »langtidsledige«, som vil blive ubønhørligt hårdt ramt af Hartz IV-reformen (se også Agro-Nyt, juli `04). Men det er ikke hele billedet. Knap 1,4 mio. tyskere er parkerede i forskellige former for »jobtræningsprogrammer«, og ifølge regeringens eget arbejdsmarkedsforskningsinstitut, IAB, har yderligere 1,8 mio. helt opgivet ævred og meldt sig ud af arbejdsmarkedet. Mennesker, der ifølge IAB, med glæde ville træde tilbage i arbejdsstyrken, hvis blot der var arbejde at få. Så den reelle arbejdsløshed i Tyskland er altså ikke 4,36 mio. men snarere 7,5 mio.
Ifølge IAB koster den tyske arbejdsløshed 82,7 mia. euro hvert år i direkte understøttelse og tabte skatteindtægter. Hertil skal så lægges værdien af den uudnyttede arbejdskraft, så de samlede omkostninger ved arbejdsløsheden løber op i 165 mia. euro i vest og 65 mia. euro i øst, altså sammenlagt 230 mia. euro, ifølge IAB.
Kilder i finansverdenen siger til Agro-Nyt, at man overhovedet ikke var forberedt på styrken i modstanden mod de bebudede nedskæringer, som er kommet til udtryk i de hastigt voksende mandagsdemonstrationer. Nok havde man ventet protester, men ikke at hundrede tusinder af tyskere ville gå på gaden uge efter uge. Derfor har den første frygt meldt sig for, at forbundskansler Gerhard Schröder i sidste ende vil give efter for kravene om lempelser i de bebudede nedskæringsprogrammer. Alene frygten kan medføre markante rentestigninger på det tyske obligationsmarked, og, koblet med stigende oliepriser, kan det udløse en ny og forstærket spiral af massearbejdsløshed. Sker det, vil den tyske regering blive tvunget til at gribe ind. Og ifølge Agro-Nyt's kilder kan et sådant katastrofeindgreb kun betyde en eller anden form for opgør med Maastricht-traktatens snævre rammer for offentlige investeringer og globaliseringens eksport af produktive arbejdspladser. Men hvad bliver konsekvenserne, hvis verdens tredje største industrination tvinges til at bryde med finansverdenens allerhelligste ko: Globaliseringen?
Indtil videre har forbundskansler Schröder udvist større frygt for bankverdenens reaktion på eventuelle lempelser i nedskæringsprogrammerne end for den tyske befolknings voksende vrede. På en pressekonference efter det ugentlige regeringsmøde den 18. august fastslog han, at Hartz IV vil blive gennemført uden ændringer. Men massedemonstrationerne har også gjort indtryk. Forbundskansleren var meget oprørt over, at protesterne bliver kaldt for »mandagsdemonstrationer«, og at der således blev sat lighedstegn mellem hans egen regering og Erich Honeckers regime i det hedengangne DDR.
Men Schröders desperate omklamring af Hartz IV vil få konsekvenser, der rækker langt ud over Tysklands grænser. Det fastslog den tidligere demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche i en artikel til Agro-Nyt's samarbejdspartner, det amerikanske ugemagasin Executive Intelligence Review, så snart han hørte om forbundskanslerens bemærkninger på pressekonferencen. Under overskriften »Verdens finanssystem brød sammen i Tyskland i dag« skrev LaRouche blandt andet:
»Den tale, som forbundskansler Schröder holdt i Berlin i dag, markerer den faktiske begyndelse på det bundrådne finanssystems sammenbrud. Det hele begyndte for et par uger siden med nogle tilsyneladende små, let oversete arrangementer, der ironisk nok kan sammenlignes med den måde, hvorpå spørgsmålet om retten til at rejse udenlands udløste den serie af begivenheder, som hurtigt førte til den østtyske republik, DDR's, allerede uundgåelige sammenbrud. Ser man bort fra ironien, er der tale om den største og farligste globale finans- og betalingskrise i den moderne verdenshistorie. Det er ikke noget som snart vil ske; det er allerede i gang, en krise som ikke kan stoppes med mindre visse kriseindgreb, som jeg allerede har fremlagt, gennemføres umiddelbart.«
»Nøglen til de spørgsmål som aktualiseres i Berlin i dag er, at der ikke er tale om en tysk krise. Det er en verdenskrise, som har nu valgt at bryde ud i Tyskland. Det er en allerede igangværende verdenskrise, der ikke bare involverer de europæiske og amerikanske økonomier, men er en almen sammenbrudskrise i verdens nuværende finans- og betalingssystem. Det nuværende system med flydende valutakurser organiseret omkring Den internationale Valutafond, IMF, vil ikke overleve de rikochetterende globale effekter af den krise, der lige nu strømmer ud fra Tyskland. Intet område i verden, ej heller Kina, vil undslippe den globale storms rasen.«
»Hvis ikke EU ændrer sine regler på de relevante områder og »globaliseringen« afmonteres øjeblikkeligt, er der intet der kan stoppe den verdensomspændende flodbølge, der startede i den tyske delstat Sachsen for fire uger siden.«
»Lad mig forklare: Teknisk set er det indlysende, hvilke midler den tyske regering har til rådighed. Tilsvarende regeringsindgreb blev i store træk præsenteret på et møde i Friedrich List Selskabet i Berlin i 1931 af den eminente dr. Wilhelm Lautenbach. Havde man gennemført Lautenbachs forslag, ville Adolf Hitler aldrig være blevet til noget. De forslag, som Lautenbach fremlagde, var stort set identiske med de indgreb, som den nyindsatte præsident Franklin D. Roosevelt iværksatte overfor den politik, som den amerikanske »Brüning«, præsident Hoover, havde stået for. Det, der sker i Tyskland i dag, er strategisk set tæt sammenligneligt med det, der skete i Tyskland dengang.«
»Der er hovedsagelig tre problemer, som står i vejen for passende indgreb fra forbundskansler Schröders side:
1) Globaliseringen, som der i bund og grund må gøres op med, hvis ikke bare Tyskland, men hver eneste nation i Vest- og Centraleuropa skal have en chance for at overleve den hastigt voksende krise.
2) EU's klinisk sindssyge regler, der står i vejen for de eneste genopbygningsprogrammer, som den tyske regering på nuværende tidspunkt har mulighed for at iværksætte.
3) Standard & Poors' afpresning af Tyskland (bl.a. med trusler om massive kursfald på tyske obligationer _red.), der bakkes op af en klike af finansoligarker med samme holdninger og karaktertræk, som den såkaldte Synarkistiske Internationale, der stod bag etableringen af fascistregimer rundt om på det europæiske kontinent i perioden 1922-1945.«
8 MIO. NYE ARBEJDSPLADSER
Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, Helga Zepp-LaRouche, har i sin egenskab af formand for det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität, BüSo, der opstiller kandidater til delstatsvalget i Sachsen den 19. september, udarbejdet et manifest til omdeling blandt deltagerne i de voksende mandagsdemonstrationer. Heri beskriver hun de historiske paralleller til krisen i 30'erne og efterkrigstidens kulturelle paradigmeskift i retning af anti-teknologiske »grønne« ideologier, der nu har gravet en dyb kløft mellem store dele af den tyske befolkning og den industri og de teknologiske redskaber, der er landets eneste chance for komme helskindet ud af krisen. Hun understreger også vigtigheden af at bevare befolkningens forbindelse til landets dybe rødder i den klassiske europæiske kultur, så vrede og frustrationer kan vendes til en konstruktiv politisk indsats.
I sine taler til demonstrationerne i Leipzig har Helga Zepp-LaRouche lagt vægt på, at det ikke nytter at kræve forbundskansler Schröders afgang, for den konservative opposition står klar med endnu skrappere nedskæringer. Derfor skal målet være at lægge politisk pres på den siddende regering og indgyde den mod til at stå op imod finansverdenens trusler og gennemføre de nødvendige offentlige investeringsprojekter, der kan sætte gang i den tyske økonomi og sænke arbejdsløsheden.
Til det formål har BüSo opstillet detaljerede økonomiske beregninger, der viser, at med målrettede offentlige og private investeringer i størrelsesordenen 200 mia. euro om året over det næste årti, kan der skabes 8 mio. nye arbejdspladser. Dermed vil Tyskland atter have fuld beskæftigelse. Beregningerne er udarbejdet af Lothar Komp, økonomisk redaktør ved Executive Intelligence Review.
Ifølge officielle tal er de tyske kommuner og delstater bagud med infrastrukturinvesteringer i størrelsesordenen 630 mia. euro. Lægger man forbundsadministrationens udskudte anlægsudgifter oveni, står Tyskland i behov for offentlige infrastrukturinvesteringer på mindst 1.000 mia. euro. Ifølge den normale målestok skabes der omkring 25.000 jobs for hver milliard, der investeres i sådanne store byggeprojekter.
Men den tyske arbejdsløshed kan ikke nedbringes med offentlige arbejder alene. Derfor må der også investeres i den private sektor. Men det skal ikke være finansverdenens sædvanlige »vidundermiddel« med investeringer i service- og turistsektoren, hvor kapitalinvesteringerne i maskiner og bygninger kun ligger på en brøkdel af kapitalbehovet for ægte, varige industriarbejdspladser. Tanken er at lade nye, offentlige investeringsinstitutioner, sammen med den gamle offentlige investeringsbank, Kreditanstalt für Wiederaufbau, der bar æren for efterkrigstidens »wirtschaftswunder«, skabe de nødvendige kreditter til investering i de offentlige og private projekter. Derfor skal hovedvægten lægges på »dyre« kapitalintensive arbejdspladser, som et profithungrende privat kapitalmarked normalt ville holde fingrene fra. Det dyreste ved arbejdspladserne i finanssektoren er normalt de latterlige glas- og stålpaladser, bankfolkene og børsmæglerne bevæger sig rundt i. Sådan er det ikke i transportsektoren, landbruget og i mineselskaberne, hvor hver enkelt arbejdsplads kan koste over 250.000 euro i bygninger og maskiner. I vand- og energisektoren kan de enkelte arbejdspladser endda komme op på 1,3 mio. euro i nødvendige kapitalinvesteringer. Skal den tyske industri opgraderes til at kunne levere sin andel af 8 mio. nye, varige jobs, og sætter man den gennemsnitlige kapitalomkostning per arbejdsplads til 120.000 euro, vil der blive tale om investeringer i størrelsesordenen 1.000 mia. euro. Så 8 mia. nye arbejdspladser i den offentlige og private sektor vil sammenlagt koste i nærheden af 2.000 mia. euro. Over en ti års-periode vil det betyde ca. 200 mia. euro om året. Men da arbejdsløsheden allerede nu koster det tyske samfund 230 mia. euro årligt, så kan de nye investeringer i høj grad finansieres gennem besparelser på arbejdsløshedsudgifterne.
TRAGEDIEN I BESLAN
Ruslands præsident Vladimir Putin var netop hjemvendt fra topmøde med Tysklands forbundskansler Gerhard Schröder og Frankrigs præsident Jacques Chirac, da Skole nr. 1 i den nordossetiske by Beslan blev stormet tidligt om morgenen den 1. september af 27 sværtbevæbnede terrorister, der tog mere end 1.000 mænd, kvinder og børn som gidsler. To døgn senere forfærdedes hele verden af de gruopvækkende billeder af hundreder af døde og sårede skolebørn. Tragedien i Beslan har rystet Rusland så dybt, at den meget vel kan få ligeså langtrækkende internationale strategiske konsekvenser som terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001.
Præsident Putin besøgte Beslan den 4. september og samme aften holdt han en tv-transmitteret tale til hele nationen. I usædvanligt åbne vendinger indrømmede han, at regeringen og myndighederne ikke fuldt ud har forstået de farlige og komplekse processer, der foregår både i Rusland og rundt om i verden. Og at man derfor ikke havde været i stand til at reagere tilstrækkeligt handlekraftigt. Han indrømmede også, at livet i Rusland efter Sovjetunionens fald ikke har formet sig, som de fleste havde håbet og drømt om, hverken økonomisk eller sikkerhedsmæssigt. Derfor rettede han en følelsesladet appel til befolkningen om at stå sammen med regeringen i en fælles indsats for at forhindre en åben krig i Kaukasus og yderligere terrorangreb i det øvrige Rusland.
Adskillige strategiske eksperter, som Executive Intelligence Review, EIR, har talt med i dagene efter terrorangrebet i Beslan, siger samstemmende, at hele Rusland, både befolkning og myndigheder, nu føler sig truet af omverdenen i en grad, man ikke har set siden det gamle zarvælde. Derfor skal man også forvente dramatiske forandringer i det russiske militær og sikkerhedsapparat, af en type og hårdhed, som man skal helt tilbage til zartiden for at finde magen til. Ligeledes skal man forvente en betydelig skærpet russisk holdning i internationale strategiske spørgsmål. Hvem, der end måtte forsøge at svække Rusland, gennem en »spændingens strategi«, skal være forberedt på en kraftig russisk modreaktion, sagde flere eksperter til EIR.
Som noget helt usædvanligt samlede præsident Putin den 6. september 30 udenlandske journalister og »Ruslandseksperter« til præsidentboligen Novo Ogarevo udenfor Moskva til en 3½ times lang briefing og diskussion. Regeringen i Kreml har ikke offentliggjort noget officielt udskrift fra mødet, men både The Guardian og The Independent i Storbritannien har bragt uddrag af diskussionen. Det mest omfattende referat blev dog bragt i den franske avis Le Monde den 7. september. Ifølge Le Monde slog præsident Putin det helt fast, at gidselaffæren i Beslan intet havde at gøre med Ruslands politik overfor Tjetjenien. »Formålet med denne form for international terrorisme, som støttes mere eller mindre åbent af fremmede stater, som den russiske præsident ikke vil sætte navne på, er at svække Rusland indefra; ved at kriminalisere økonomien, fremprovokere landets opløsning ved at støtte separatismen i Kaukasus, og ved at omdanne hele regionen til et samlingspunkt for angreb på Den russiske Føderation«, skrev Le Monde. Og på sit eget retoriske spørgsmål om hvorfor der er nogen, der kan finde på at efterligne Bin Laden og dræbe børn, svarede Putin: »Fordi visse politiske kredse i Vesten ønsker at svække Rusland, nøjagtig som romerne ønskede at ødelægge Kartago«.
SCHILLER INSTITUT-KONFERENCE I USA
Den 4.-6. september afholdte Schiller Instituttet sin halvårlige konference i Reston, Virginia med en parallelkonference via videotransmission i Los Angeles, Californien.
Talerne fra konferencen, inkl. Lyndon LaRouches tale om det amerikanske præsidentvalg og dets afgørende historiske betydning, og en præsentation af Helga Zepp-LaRouche om baggrunden for de genopståede mandagsdemonstrationer i Tyskland, kan ses på www.larouchepac.com.