Direktøren for Den amerikanske Føderalbank, Alan Greenspan, har opnået kultstatus hos alverdens spekulanter og investorer. Et par gange om måneden holder alle vejret, når "oraklet fra føderalbanken" med sin hæse stemme mumler uforståelige tvetydigheder om den amerikanske økonomi. "Hvad sagde han? Hvad sagde han?" råber alle i munden på hinanden, hvorefter markedets skriftkloge og bankernes ypperstepræster udlægger teksten og tolker oraklets ord. Derpå farer alle hen og køber og sælger aktier og obligationer, som om de har forstået det hele.
For mange, mange år siden var der én ligesom Greenspan i Frankrig. John Law hed han. Født og opvokset i en rig bankfamilie i Skotland. En ubændig spillelidenskab, en svaghed for smukke kvinder, en duel, hvor modstanderen døde, og udsigten til dødsstraf for mord tvang ham til at forlade De britiske Øer og søge lykken på kontinentet. Således gik det til, at han befandt sig i Paris i 1715, da Solkongen, Ludvig XIV, døde. Hertugen af Orleans blev regent. Ham havde John Law mødt et par år tidligere i en af Paris' mange spillesaloner. Frankrigs økonomi lå i ruiner. Staten var dybt forgældet, og i desperation sænkede man guld- og sølvmønternes lødighed. Det underminerede befolkningens tillid til betalingssystemet. Revolutionen lurede under overfladen.
Så trådte John Law ind på scenen. Han foreslog sin gamle spillepartner, regenten, at der blev oprettet en privat bank til håndtering af statens finanser. Den skulle også have ret til at udstede pengesedler. Ligesom Den amerikanske Føderalbank i dag. Den er også en privat bank med egen seddelpresse. Den 5. maj 1716 åbnede banken Law & Co. i Paris. Den blev en gigantsucces. Befolkningen havde større tiltro til Laws pengesedler end til kongens mønter. Både regering og befolkning nærede afgrundsdyb tillid til den skotske finansmands evner. Derfor fik John Laws nyoprettede handelsselskab, Mississippi Company, naturligvis alle de kongelige rettigheder, da der opstod rygter om store guldfund i den franske koloni i Amerika, Louisiana. I de næste fire år blomsterede Frankrigs økonomi som aldrig før. Med Mississippiselskabet og drømmen om guld i centrum nåede aktiehandelen svimlende højder. John Laws bank måtte trykke stadig flere pengesedler for at dække al den velstand. Det hele endte med et brag i 1720. John Law flygtede via København hjem til Skotland.
Der har aldrig været guld i Louisiana. Der har heller aldrig været den produktivitetsstigning i den amerikanske økonomi, som Alan Greenspan lægger til grund for de sidste fem års himmelstormende aktiekurser på Wall Street. Alligevel bliver han ved med at trykke nye penge op. Resultatet er den største kreditinflation siden John Laws Mississippiprojekt i 1717.
USA'S KREDITBOBLE
Den amerikanske føderalbankdirektør, Alan Greenspan, var tæt på at få Wall Street-investorernes tilbagevendende frygt for et oktoberkrak til at gå i opfyldelse (de store børs-krak i 1929 og 1987 kom begge i oktober -red.). I en tale til en gruppe bankdirektører den 14. oktober sagde Greenspan, at det nok ville være klogt, hvis bankerne lagde lidt penge til side, så man blev i stand til at overleve eventuelle tab i forbindelse med pludselige og uventede kursfald på aktiemarkederne. Greenspan kaldte det en slags "brandforsikring", som mange jo mener er overflødig - i hvert fald indtil skaden er sket.
Greenspans udtalelser blev straks tolket som en henvisning til det, alle godt ved i forvejen, nemlig at aktiekurserne på Wall Street er massivt overvurderede. Så dagen efter faldt Dow Jones-indekset på aktiemarkedet i Wall Street med 2,59% og trak de fleste af verdens børser med sig i faldet. Men det store krak udeblev - indtil videre. I de følgende dage viste en række økonomiske nøgletal atter engang, at USA's økonomi tilsyneladende fortsat vokser helt uden inflation. Det fik aktiemarkederne til at falde til ro igen.
Men hvad er egentlig sandheden om denne mirakuløse og inflationsløse vækst, som tilsyneladende har styret den amerikanske økonomi siden 1995? Det spørgsmål har den 81-årige, tidligere cheføkonom i den tyske storbank Dresdner Bank, Kurt Richebächer, også stillet sig i en lederartikel i de tyske børsers officielle avis, Börsen-Zeitung, den 19. oktober.
Richebächer er mere end skeptisk overfor den officielle forklaring på USA's mirakuløse vækst, nemlig at den amerikanske økonomi skulle have undergået et såkaldt "paradigmeskifte", hvor introduktionen af informationsteknologi og den hertil knyttede produktivitetsstigning har fjernet "den gamle" sammenhæng mellem stigning i privatforbrug og stigning i forbrugerpriserne. Han er også dybt bekymret over, at Alan Greenspan tilsyneladende har overbevist sig selv og andre om sandheden i denne forklaring til en sådan grad, at man helt overser nogle grundlæggende økonomiske faktorer - og faresignaler.
Inflation er ikke bare et spørgsmål om forbrugerpriser. Richebächer understreger: "Et grundlæggende kriterium for inflatorisk udvikling af enhver art er den på det givne tidspunkt igangværende kreditekspansion; nærmere bestemt kreditudvidelsen i forbindelse med to almenøkonomiske forhold: 1) den indenlandske opsparing og 2) den nominelle vækst i BNP". Tager man disse forhold i betragtning, skriver Richebächer, befinder USA sig slet ikke i et "inflationsløst" økonomisk mirakel, snarere det modsatte: "USA er fanget i den største kreditinflation i historien".
I 1998 steg det amerikanske bruttonationalprodukt, BNP, med 400 mia. dollars, mens de private husholdninger og virksomheder (ekskl. finanssektoren) øgede deres gældsætning med 995 mia. dollars. Denne udvikling fortsatte i de første 6 måneder af 1999, hvor det amerikanske BNP steg yderligere 200 mia. dollars, mens den private gældssætning steg med 552 mia. dollars. Så for hver dollar det amerikanske BNP er steget, er den private gældsætning vokset med 2,5 dollars.
Ser man på udviklingen over de sidste fire et halvt år og lægger de lån, som bankerne og finanshusene har taget i Den føderale Bank oveni, så er den samlede private gældsætning i USA vokset med 7.200 mia. dollars eller 40%, siden det "økonomiske mirakel" begyndte i 1995. Den totale private gæld er i dag på 24.428 mia. dollars, 363% af BNP! Det værste er, ifølge Richebächer, at denne enorme kredit-ekspansion accelererer, og i 1998-99 er den løbet helt ud af kontrol. Alene i 1998 øgede finanssektoren sin optagelse af nye lån med 64%, mens nye lån til den øvrige private sektor voksede med 41%.
Det helt store spørgsmål er derfor: Er det denne enorme kreditboble, som er den virkelige årsag til aktiekursernes himmelflugt, eller er det, som Alan Greenspan påstår, den af informationsteknologien skabte produktivitetsstigning i den amerikanske økonomi? Kurt Richebächer mener det første, Alan Greenspan det sidste.
Den 28. oktober holdt Alan Greenspan en tale til amerikanske virksomhedsledere i Boca Raton, Florida. Emnet var "teknologiens indvirkning på økonomien". Her gentog han sin grundlæggende tese: "Informationsteknologien har øget den amerikanske økonomis produktivitet, og det er årsagen til, at USA i disse år oplever økonomisk vækst uden inflation". Han indrømmede dog, at det ikke er alle økonomer, som accepterer de beregninger over produktiviteten, som ligger til grund for denne konklusion. Han advarede også om, at en teknologibåren produktivitetsstigning (hvis den altså eksisterer -red.) ikke for evigt kan holde inflationen fra døren.
I sin artikel i Börsen-Zeitung henviste Kurt Richebächer til en undersøgelse, der blev offentliggjort den 14. juni af økonomiprofessor Robert J. Gordon fra Northwestern University i Chicago. Ifølge professor Gordon har indførelsen af ny computerteknologi slet ikke medført nogen produktivitetsstigning i den amerikanske økonomi. Kun indenfor selve computersektoren, der stadig kun udgør 1% af det amerikanske BNP, kan man spore en sådan stigning, takket været nye og hurtigere com-puterchips. I de øvrige 99% af økonomien er der ikke tale om nogen som helst produktivitetsstigning. For industrisektoren er der endda tale om et direkte fald i produktiviteten, når man sammenligner perioden 1995-99 med 1970-95.
Hvad er så forklaringen på, at de amerikanske forbrugerpriser ikke stiger, når økonomien tilsyneladende "buldrer frem"? Den 28. oktober offentliggjorde Det amerikanske Arbejdsministerium tallene for 3. kvartal, som viste en årlig vækst i BNP på hele 4,8%. Men samtidig viste tallene for virksomhedernes ansættelsesomkostninger kun en stigning på 0,9% (det fik straks Dow Jones-indekset på Wall Street til at skyde 219 point i vejret). Altså økonomisk vækst uden lønstigninger. Hovedparten af den økonomiske vækst er privatforbrug. Hvordan kan forbruget stige, uden at folk får mere i løn?
Det er det, Kurt Richebächer giver forklaringen på: Kredit, masser af kredit. Amerikanernes opsparing er negativ. De bruger flere penge, end de tjener. Uden lønstigninger stiger virksomhedernes omkostninger kun minimalt. Derfor ingen prisstigninger. Derfor ingen inflation. Desuden sparer de amerikanske virksomheder yderligere milliarder af dollars ved at ansætte folk på deltid i stedet for på fuldtid. Det er den væsentligste forklaring på den rekordlave arbejdsløshed. Derved undgår virksomhederne at betale de ansattes sygesikring og pension, hvilket kun er lovpligtigt for fuldtidsansatte. Antallet af amerikanere uden sygesikring og uden pension er det højeste siden depressionen i 30'erne. Men deltidsansatte tjener mindre end fuldstidsansatte. Derfor har den almindelige amerikaner både to og tre jobs for at kunne betale huslejen.
Hvordan kan Hr. og Fru Amerika så låne alle disse penge? Hele 48% af den amerikanske befolkning har investeret i aktier på Wall Street. Disse aktier er i gennemsnit steget med 80% siden 1995. I stedet for at sælge aktierne for at hæve gevinsten, har man ladet "formuestigningen" stå som sikkerhed for lån i banken til et nyt hus, en ny bil, universitetsuddannelse til børnene eller en god middag på Manhattan. Den samlede aktieværdi på Wall Street er 16.000 mia. dollars, mere end det dobbelte af USA's BNP.
Endelig hører USA's rekordstore handelsunderskud, der p.t. ligger omkring 25 mia. dollars om måneden, også med til billedet. Konstant faldende råstofpriser og en evig strøm af billige importvarer fra bl.a. Asien, har været medvirkende til at holde den amerikanske inflation i ro. Så længe det varer.
USIKKER KRISESTYRING
15 europæiske centralbankers uventede beslutning den 26. september, om at begrænse salget og udlånet af guld over de næste fem år, skabte en hurtigere stigning i guldpriserne, end det frie marked kunne klare (se også Agro-Nyt, okt. '99). På bare to uger steg guldprisen med 30% til 331 dollars per unse. Det skabte alvorlige problemer for de banker og spekulationsfonde, som havde satset store beløb på en fortsættelse af de sidste mange års konstant faldende guldpriser. Den 27. oktober udløb købs- og salgsoptioner for 870 tons guld. Havde guldprisen holdt sig over 300 dollars per unse, ville ikke bare spekulationsfondene, men også store amerikanske banker som Chase Bank, J.P. Morgan og andre, være truet af meget store tab. Også flere guldminer ville have stået overfor konkurs. Mange af dem havde forsøgt at sikre sig imod alt for lave guldpriser gennem udstedelsen af optioner.
Derfor måtte Den amerikanske Føderalbank og andre centralbanker diskret manipulere med de "frie markedskræfter" for at presse prisen nedad. Da optionerne udløb om aftenen den 27. oktober, stod prisen i 289 dollars per unse, og lige så snart kontrakterne var indløst, begyndte guldprisen atter at stige. Den værste massakre blev undværget, men der var alligevel mange i finansverdenen, som fik sig en alvorlig økonomisk blodtud.
Affæren med guldprisen er typisk for den krisestyring, som den amerikanske føderalbankdirektør, Alan Greenspan, har forsøgt at praktisere, siden finanskrisen kulminerede i oktober sidste år. I stedet for den gennemgribende reorganisering af det internationale finanssystem, som politikerne faktisk lovede i forbindelse med Verdensbankens og Den internationale Valutafonds årsmøder sidste efterår, har Greenspan og de øvrige centralbanker forsøgt at holde finanssystemet flydende gennem diskrete kriseinterventioner. I foråret skabte en pludselig stigning i den japanske yen alvorlige problemer for en række spekulationsfonde. I stedet for at lade de "frie markedskræfter" råde og lade de fonde falde, som ikke kunne stå, manipulerede både den japanske centralbank og den amerikanske føderalbank yenkursen nedad. Siden sammenbruddet af den store spekulationsfond LTCM den 23. september sidste år har finanssystemet både tre og fire gange været i næsten lige så alvorlige kriser. Kun gennem diskret manipulation af markedet har man undgået et totalt sammenbrud - indtil nu.
Den amerikanske økonom og demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har gentagne gange advaret om, at det er selve finanssystemet som er i krise, og at det derfor er givet, at Alan Greenspans krisestyring før eller siden svigter.
MAGTKAMP BAG KRIG I TJETJENIEN
Alt i og omkring Rusland, inkl. krigen i Tjetjenien, er en del af en hastigt voksende magtkamp i Moskva, siger russiske kilder til Agro-Nyt's samarbejdspartner Executive Intelligence Review, EIR. På den ene side har man "stabilitetsfraktionen" omkring tidligere premierminister Jevgenij Primakov. Han får bl.a. opbakning af seniorkredse i det russiske militær og sikkerhedsapparat. Denne fraktion er modstander af krigen i Tjetjenien, og vil gøre alt for at undgå, at Rusland synker ned i kaos med efterfølgende diktatur. Den anden fraktion er kredsen i Kreml omkring præsident Jeltsin. I Rusland kaldes den "Familien". Her klamrer man sig desperat til magten i frygt for at blive stillet til regnskab for flere års korruption og magtmisbrug. Denne fraktion eskalerer krigen i Tjetjenien i et forsøg på at vinde popularitet i befolkningen gennem anti-tjetjensk propaganda. En tredje fraktion er den hårde mafiakerne omkring Boris Beresovskij. Denne fraktion ønsker et jernhårdt diktatur, med Alexandr Lebed som mulig kandidat.
EIR's kilder advarer om, at krigen i Tjetjenien og det økonomiske kaos i Rusland er ved at skabe et hysteri, hvor en middelalderagtig og blodtørstig "Tredje Rom-ideologi" er ved at vokse frem i befolkningen (fanatiske ortodokse "raskolnikij" - "de gamle troende" - er overbeviste om, at Moskva skal blive centrum i et ortodokst imperium, Det Tredje og endelige Rom -red.).
Den 28. oktober sagde den russiske militærkommentator Pavel Felgenhauer til EIR, at Rusland har fanget sig selv i en strategisk fælde i Tjetjenien, der bliver særdeles svær at komme ud af. Man har tilsidesat alle historiske, politiske og militære erfaringer, mener Felgenhauer, og det bliver forfærdeligt dyrt for Rusland. Desuden er krigen i Tjetjenien ved at "kriminalisere" den russiske hær. Den bliver gradvist brutaliseret, så den også kan sættes ind imod Ruslands egen befolkning. Det passer fint ind i "kleptokratiets" planer om diktatur, advarer Felgenhauer.
MADELEINE ALBRIGHT BØR FYRES
I en omfattende artikel den 26. oktober gennemgik den amerikanske avis The New York Times omstændighederne omkring bombningen af medicinalfabrikken Al Shifa i Sudans hovedstad Khartoum den 20. august 1998. Ifølge The New York Times var den amerikanske regering dybt splittet i spørgsmålet. Ledende regeringsmedlemmer og embedsmænd var stærkt imod bombningen, som kom efter de frygtelige terrorangreb på USA's ambassader i Nairobi og Dar-Es-Salaam den 7. august 1998. The New York Times gør det dog klart, at bombningen allerede var forberedt inden de to terrorangreb.
Den officielle forklaring på udraderingen af Al Shifa-fabrikken var, at den skulle have været involveret i fabrikation af kemiske våben til terroristen Osama bin Laden. Den historie troede ikke engang CIA's chef George J. Tenet på. Derfor var han og flere kabinetsmedlemmer stærkt imod, at USA sådan uden videre bombede Sudans hovedstad. Ifølge The New York Times var det udenrigsminister Madeleine Albright, som manisk kæmpede for at få bombningen gennemført. Hun fik støtte fra viceudenrigsminister Thomas Pickering og Richard Clarke, medlem af det Nationale Sikkerhedsråd. Sammen tilbageholdt de en efterretningsrapport, der stillede alvorlige spørgsmåltegn ved historien om fabrikkens forbindelser til bin Laden. En uafhængig FN-kommission har siden fastslået, at fabrikken slet ikke var involveret i fabrikation af kemiske våben.
Den 29. august 1998 skrev nyhedsbureauet MSNBC's internationale redaktør, Michael Moran, at de sudanesiske myndigheder allerede den 8. august, dagen efter terrorangrebene på USA's ambassader, havde arresteret to mænd i Khartoums lufthavn, da de steg ud af et fly fra Nairobi. Sudans regering tog straks kontakt til de amerikanske myndigheder, og ifølge Morans kilder kunne FBI bekræfte, at de to mænd havde kontakt til Osama bin Laden. FBI indledte omgående forhandlinger med Sudan om udlevering af de to mistænkte, men det blev saboteret af det amerikanske udenrigsministerium. I stedet kom bombningen af Al Shifa-fabrikken.
Udnævnelsen af Madeleine Albright til posten som udenrigsminister var et kompromis, Clinton-regeringen blev tvunget til at indgå med den ærkekonservative leder af Senatets Udenrigskomité, Jesse Helms. Albright var elev af den anglofile geopolitiske strateg og tidligere chef for det Nationale Sikkerhedsråd Zbigniew Brzezinsky. Sammen med vicepræsident Al Gore har hun været det vigtigste bindeled til den britiske regering, ikke mindst udenrigsminister Robin Cook. Hun støttede åbent storspekulanten George Soros, da han i 1997 kom under angreb for at have startet finanskrisen i Asien gennem sin omfattende valutaspekulation. Hun stod fuldt bag Al Gores pinlige angreb på Malaysias premierminister Mahathir bin Mohamad under APEC-topmødet i Kuala Lumpur i november 1998. Hun var uden sammenligning den største høg under krigen i Kosova, og sammen med Robin Cook saboterede hun adskillige forsøg på en hurtig og fredelig afslutning på konflikten. Hun er nu den drivende kraft i et forsøg på at splitte Sudan i to nationer.
Madeleine Albright tilranede sig aggressivt ekstra politisk magt, mens præsident Clinton var lammet af rigsretssagen i efteråret og vinteren '98. Derfor opfordrede Lyndon LaRouche den 28. oktober præsident Clinton til at fyre Madeleine Albright, så præsidenten selv kan genvinde kontrollen over USA's udenrigspolitik det sidste år af hans embedsperiode.
PRESSEKONFERENCE PÅ INTERNETTET
Som den første præsidentkandidat nogensinde holdt Lyndon LaRouche den 13. oktober en international pressekonference, som blev transmitteret direkte over internettet. 20 journalister fra USA, Rusland, Peru, Grækenland, Tyrkiet, Japan og Kina stillede via telefon spørgsmål til LaRouche. Blandt de amerikanske medier var Associated Press og den store landsdækkende aviskæde Knight-Ridder samt Sarah McClendon, veterankorrespondent ved Det hvide Hus.
I sine indledende bemærkninger understregede La-Rouche, at valgkampen denne gang vil blive noget helt andet end det, vi har været vidner til i alle de øvrige amerikanske valgkampagner i dette århundrede. Den primære forskel vil blive effekten af det finansielle sammenbrud, vi står på kan-ten af. Ingen kan med sikkerhed sige, nøjagtigt hvilken dag eller måned finanssystemet bryder sammen, men da krisen er en systemkrise, er sammenbruddet uundgåeligt. Derfor understregede Lyndon LaRouche atter en gang nødvendigheden af en total reorganisering af finanssystemet med Franklin D. Roosevelts Bretton Woods-konference som model.
Adskillige regionale og lokale aviser over hele USA bragte korte referater af pressekonferencen. Den 20. oktober bragte det russiske ugemagasin Slovo en længere artikel, skrevet af professor Stanislav Menshikov, som deltog i pressekonferencen. Artiklens overskrift var: "Platon blandt tyre i porcelænsbutikken". Set med russiske øjne er hverken vicepræsident Al Gore eller den republikanske kandidat George W. Bush særligt attraktive kandidater til posten som USA's næste præsident, mener professor Menshikov. Derfor er det forfriskende at følge Lyndon LaRouches valgkampagne. Menshikov videregav en detaljeret gennemgang af LaRouches politiske og økonomiske analyse samt en beskrivelse af diskussionen under pressekonferencen.
Den 25. oktober bragte Kinas førende engelsksprogede avis, China Daily, et referat af pressekonferencen. Referatet kom fra det kinesiske nyhedsbureau Xinhua, som leverer internationale nyheder til en stor del af Kinas aviser.
Interesserede kan høre denne og fremtidige pressekonferencer på www.larouchecampaign.org