Hyperinflation!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Hyperinflation: A Graphic Presentation by Dennis Small

 

February 23, 2013, LaRouchePAC TV

Videoen er nu med danske undertekster.

 

Dansk oversættelse af videoen:

 

Hyperinflation: En grafisk præsentation

af Dennis Small
fra den 23. februar 2013

 

Den 15. februar fastslog Lyndon LaRouche i sin fredagswebcast eftertrykkeligt, at USA og verden stod foran valget: »Glass-Steagall eller dø!« – Glass-Steagall eller folkemord. Han forklarede mere specifikt, at en udvikling var blevet udløst hen imod en hyperinflationær eksplosion af sådanne dimensioner, at det ikke alene var umuligt at opretholde denne fiktive boble, men at en voksende gruppe inden for den britiske imperialistiske fraktion, der styrer det nuværende system, havde indset dette. Det, der derfor var undervejs – hvad enten de ansvarlige var klar over det eller ej – var en situation, hvor de ville udskifte det nuværende, finansielle system, de penge, der nu var i omløb, og som ville blive gjort værdiløse, afskrive dem, og fra den ene dag til den anden ville der blive udstedt en ny valuta – som de også ville kontrollere – med henblik på, at disse penge og denne kredit kun skulle bruges til de udvalgte få. Og til helvede med resten af verden og finanssystemet.

Konsekvensen heraf ville blive – som det før er sket i historien – et massivt deflatorisk sammenbrud: et frit fald, som i en elevator (det håber jeg ikke, du har oplevet), og det hele bliver simpelthen kørt ned til grunden. Konsekvensen af et sådant massivt deflatorisk sammenbrud ville være den fysiske økonomis fald til et niveau, der er lavere end selv det nuværende, hvor verdens befolkningstal – i overensstemmelse med Det britiske Imperiums faktiske hensigt – ville falde fra de nuværende syv milliarder til omkring en milliard.

Et fingerpeg om, at der er en vis erkendelse af problemet, kom interessant nok nogenlunde samtidig fra en af verdens førende sponsorer af den cancer, der har overtaget finanssystemet. Jeg taler om Bill Gross [Gross betyder Ulækker] – et passende navn – chef for et selskab ved navn PIMCO [pimp betyder alfons]– ligeledes et passende navn – som er verdens førende selskab for handel med værdipapirer. Bill Gross skrev en artikel med titlen »Kredit-Supernova«, som fremkaldte skandale i den informerede presse og kredse i Washington og andetsteds, for han sagde, at hele det globale finanssystem var blevet en selvfortærende ildstorm, der skulle fodres med flere og flere finansinstrumenter for at opretholde et hver dollar i bruttonationalproduktet, BNP. Han formulerede det på den lidt mærkelige måde, at det f.eks. i 1970'erne og 80'erne krævede en gældsætning på 4 dollar at »producere for 1 dollar BNP«, og jeg er naturligvis uenig i verbet »producere«, for gæld producerer ikke BNP. Men det han beskrev, var altså forholdet mellem en voksende gæld - USA's gæld – og et fladt BNP.

Vi ser her hr. Gross' grafiske fremstilling, som han kalder »den eksploderende supernova«. Her viser han simpelt hen den totale amerikanske kredits hastige vækst, der inkluderer husstands-, virksomheds- og statsgæld, som er vokset fra ca. 4.000 mia. dollar i 1975 til ca. 55-60.000 mia. dollar i dag. Hans forklaring er den – som det fremgår af den grafiske fremstilling – at hvor der i 1975 skulle en gæld på 4 dollars til for skabelsen af hver ny dollar af BNP, så skal der i dag 20 dollars til. Dette beskrev han som en kredit-supernova. Selv om Gross' argument er interessant og peger på et problem, så er kendsgerningen den, at det er en kolossal underdrivelse af arten af den hyperinflationære boble, der er bygget op og som nu er ved at eksplodere. Det er en hyperinflation, der er gået amok.

Vi har lavet denne grafiske fremstilling for at give en idé om, hvor meget værre end Gross' vurdering, det står til. Dette fremgår også klart af en fodnote i Gross' artikel, hvor han skriver, at hans tal ikke tager det, han kalder »skyggegæld«, i betragtning. »Skyggegæld« refererer faktisk til en enorm boble af finansværdier – især derivater – der er vokset hurtigere end gælden, der er vokset hurtigere end BNP. Med andre ord er de finansværdiernes stigningsgrad langt større end hr. Gross' tal viser. Og som denne grafiske fremstilling illustrerer, har vi her den blå linje nede i nærheden af x-aksen, som jeg viste før og som viser Gross' forhold mellem gæld og BNP – men »det er småting«, må man sige. Man må se på totaliteten af hele verdens finansværdier, der hovedsagelig er derivater, dvs. at man vædder på væddemål om væddemål. Stigningsraten af disse værdiers vækst i forhold til BNP er ikke femdoblet, som Gross' tal indikerer, men faktisk 50-doblet i denne periode. Det vil sige, at man i dag har en gæld på 500 dollars pr. dollar skabt BNP.

Vi står med en situation, der er kommet helt ud af kontrol. Lad mig først gøre opmærksom på, hvad disse globale finansværdier består af. Bemærk, at disse tal er fra 2005, hvilket er sidste gang, vi foretog en detaljeret beregning, men dengang udgjorde verdens totale finansværdier nær ved en billiard dollars, hvilket er en million milliarder dollars – en fuldstændig meningsløs størrelse, som finansværdierne selv. Men pointen her er, at det virkelige billede af verdens finansværdier ikke hovedsagelig udgøres af aktiemarkedet – overvurderet, som det er – det udgøres ikke hovedsagelig af USA's gæld (som Gross så på), eller hele gælden af landene i Den tredje Verden, eller af nogen anden direkte gæld. Broderparten består af finansielle derivater.

Hvad er så et derivat? Det er et godt spørgsmål! Derivater er, efter min mening, korrekt blevet beskrevet som en måde at lyve om og tilsløre et finansielt tab, som man har haft. Så i stedet for at sige: »Åh Gud, jeg er bankerot, jeg kan ikke betale min gæld«, så siger man i stedet: »Jeg gældsætter mig yderligere for at dække det tab ind og håber, at jeg sluttelig ikke kommer til at betale yderligere tab, der stammer fra derivat-væddemålet.« En anden måde at beskrive derivater på er som den evige hasardspiller, der altid taber i Roulettespil, og som i stedet for at betale og forlade spillebordet siger: »Lad os spille kvit eller dobbelt!«

Han taber igen, men i stedet for at betale siger han igen: »Kvit eller dobbelt!« Derivater er en måde at klare de massive tab, som man lider overalt i finansverdenen. Dette er arten af de finansværdier, der er vokset og som udgør sprængstoffet i denne hyperinflationære situation, der er gået amok, og som hr. LaRouche har talt om.

Lad mig lige sige, at de sædvanlige definitioner på inflation er det rene nonsens. Især hvis man har studeret økonomi, for så får man at vide, at der er forskellige former for inflation. Inflation, siger de, betyder flere penge for færre varer – hvilket er latterligt; det er ikke deraf, det kommer. Eller de siger, at der er en »dyrtidsinflation«. Dermed mener de, at skylden skal lægges på prisstigninger pga. den løn, som arbejderne får, og at denne meromkostning fremkalder inflation. Det er blot en let gennemskuelig undskyldning for at sænke lønningerne yderligere. Så er der »inflation, drevet af efterspørgsel«. Hvis man forstår det, kan man bestå mindst en eller to eksamener i økonomi og forstå absolut intet. Efter min mening driver økonomerne gæk med dig for at få dig til at forstå, at her foregår noget vigtigt. Det er ikke, hvad der foregår.

Heller ikke mht. dagens hyperinflation skal årsagen findes ved en simpel forklaring, såsom prisstigninger på forbrugsgoder. Den viser sig også der. Det er rigtigt, at prisen på benzin i Obamas tid er fordoblet. Man ser det også på priserne i supermarkederne, der er stadig stigende. For denne finansboble overføres til forbrugsvareøkonomien gennem derivatspekulation i det fremtidige marked for forbrugsvarer og så fremdeles.

Man kan i virkeligheden sammenligne hyperinflation med en trykkoger. Denne hyperinflation finder sted inden for selve finansværdierne. Det ses f.eks. her på denne stigning. Men trykket i kedlen vokser, og det hele vil springe i tusind stykker og spredes til mange forskellige økonomiske områder. Lige nu sker der en hastig eskalering – en overdreven eskalering – af finansværdierne, der cirkulerer på basis af absolut ingenting, der vokser på grundlag af princippet om kvit-eller-dobbelt, på basis af en tilsløring af tab.

Lyndon LaRouches berømte typiske kollapsfunktion, eller »trippelkurven« (vises på skærmen), som han skabte som en pædagogisk fremstilling af denne økonomiske proces, viser tydeligt, hvad problemet med hyperinflation virkelig er. Det eneste overraskende ved Bill Gross' udtalelse er folks overraskelse, for Lyndon LaRouche skabte denne grafiske fremstilling helt tilbage i 1995-96. Den er altså næsten to årtier gammel. LaRouche taler om denne bombe i finanssystemet, der på et tidspunkt ville eksplodere med et kæmpe brag, og han skabte denne heuristiske1 grafiske model, som han fremlagde på en konference i Vatikanet tilbage i midten af 1990'erne.

Nu til trippelkurven: Det mest relevante her – og den del, hvor folk har sværest ved at forstå, hvad LaRouche taler om – er, at det drejer sig om én helhedsproces, ikke tre selvstændige kurver. En helhedsproces, hvor man har tilvæksten i finansværdier, og en tilvækst i monetære værdier, der på et givet tidspunkt overstiger tilvæksten i finansværdierne, når man som i dag har en kræftlignende boble under udvikling. Men lad mig forklare nærmere. Det, vi viser, er ikke tilvæksten i absolutte tal og hvor meget, der er i omløb. De monetære værdiers vækstrate overstiger finansværdiernes, fordi det simpelt hen er nødvendigt for at holde gang i denne kvit-eller-dobbelt-boble. Men det afgørende punkt– og det er her, LaRouches økonomiske model er absolut enestående – er at forstå forholdet mellem dette og den tredje nederste kurve over det fysiske input/output.

Problemet med hyperinflation er ikke, at der er for mange penge i forhold til for få varer. Det har intet at gøre med bruttonationalproduktet, BNP, for BNP reflekterer ikke den reelle fysiske økonomi. BNP er en monetær beregning, der grundlæggende er baseret på, hvordan markedet er. Med andre ord, hvad der sælger. Derfor fastslår Den internationale Valutafond i offentlige dokumenter udtrykkeligt det argument, at narkotikaproduktion i lande som Columbia skal indregnes i bruttonationalproduktet, fordi det sælger! Hvis det sælger, hvis nogen vil have det – det, der hedder den effektive efterspørgsel – skal det medregnes i BNP.

BNP er derfor et fuldstændig falsk måleredskab; det er falsk, ikke kun fordi det indbefatter reelt uproduktive og skadelige elementer, såsom f.eks. narkotikaproduktion eller honorarer til professionelle økonomer for at undervise ved universiteterne – det er næsten ligeså skadeligt, eller mere, end narkotika, fordi det faktisk legitimerer den – men det er også et falsk redskab pga. dets aksiomatiske antagelser. De forudsætter, at man kan lave en krone-til-krone monetær beregning, en monetær regneenhed, som kan bruges til at beskrive økonomien, den fysiske økonomi, hvorimod det som det reelt drejer sig om i den fysiske økonomi, det der reelt udgør den nødvendige måleenhed, og i forhold til hvilket en hyperinflationær sprængning er i gang, er forøgelsen af arbejdskraftens produktive evner.

Det, der afgør, om den fysiske økonomi er en succes eller en fiasko, er, i hvilken grad ens politik forøger arbejdskraftens produktive evne, dvs. hvor effektivt menneskets generelle aktivitet, baseret på kreative fremskridt, videnskab og teknologi, kan mobilisere en forøgelse af tætheden i energigennemstrømningen, eller en større energigennemstrømningstæthed i produktionsmidlerne, som kan ændre menneskets forhold til det univers, som det er en del af.

Det er den eneste brugbare måleenhed i fysisk økonomi. Det er en foranderlig måleenhed. Det er ikke en lineal, hvor en enhed er en enhed, som er en enhed. Det er foranderligt og det skal være foranderligt, for det drejer sig om en dynamisk proces, hvor den forudsatte kreativitet forandrer hele den fysiske økonomis parametre.

Det er netop, hvad LaRouches trippelkurve reflekterer, og som Shakespeare sagde om en lignende sammenhæng, så er tiden gået op i limningen. Vi har en situation, hvor der overhovedet ingen sammenhæng er i forholdet mellem finansværdiernes kræftlignende tilvækst, som reflekteret i derivaterne, og sammenbruddet af den reelle, fysisk-økonomiske udvikling, som reflekteret i energigennemstrømningstætheden og menneskets evne til at reproducere sig på den næste epokes højere niveau: Til at forøge den potentielle relative befolkningstæthed.

Lad os med denne konstatering gå videre til næste grafiske fremstilling, der giver en klar idé om, hvad pokker det er, der foregår med denne politik med kvantitative lempelser, der ikke blot har været Obamas politik, men også hans forgængers, Bush'; og som det gælder for al Bush' politik, så har Obama forværret den.

Her drejer det sig om kvantitative lempelser, hvilket også er, hvad man gør i Europa gennem Den europæiske Centralbank, ECB, hvad japanerne og Japans centralbank er i gang med, Bank of England, og selvfølgelig »Helikopter Ben« Bernankes Federal Reserve-politik. I løbet af de fem år fra 2008 til 2012 inkl., dvs. på Obamas vagt, beløber den reelle nye pengemængde, der er udstedt af Federal Reserve og pumpet ud i det amerikanske banksystem, sig til mere end 2.500 milliarder dollars.

Det totale beløb til bankredninger var meget større end dette. Jeg taler her om de nye penge, som Federal Reserve pumpede ind med argumentet: »Vi må komme bankerne til undsætning, så de kan låne penge ud«.

Men se, hvad der i virkeligheden skete: De kvantitative lempelser beløb sig til 2.500 milliarder dollars. Bankernes indeståender steg faktisk over denne 5-års periode til 1.600 – 1.700 milliarder, men gik disse penge til udlån? Selvfølgelig gik de ikke til udlån! Pengene gik til kvit-eller-dobbelt-kasinospillet. De gik ikke til udlån, og faktisk faldt det totale bankudlån med 1.000 milliarder i den periode, hvor 2.500 milliarder i nye penge blev kastet ind i banksystemet.

Hele Obama-regeringens argument er en komplet farce. Der står helt åbenlyst bedrag skrevet på panden af det. Faktisk står det meget værre til, også med kredit-supernovaproblemet, end Gross siger. Det er i en helt anden størrelsesorden: det er en kredit-supernova i anden potens. Men også her, fordi bankernes udlån ikke kun er til produktion.

Som tommelfingerregel går måske reelt det halve af bankernes udlån i et givet år til den produktive økonomi. Den anden halvdel går til totalt spekulative formål, til lån bankerne imellem, til spekulation på ejendomsmarkedet og så videre. Så det virkelige problem vi står med er langt værre, end det fremgår af sådanne tal.

Jeg tror, at den eneste måde at få et virkeligt indtryk af, hvor galt det står til, er at se resultaterne af denne politik. Jeg vil gerne kommentere dette, for folk siger ofte: »Jamen, Den internationale Valutafonds (IMF’s) politik er slået fejl; den har ikke haft den lovede virkning«, eller »Federal Reserves politik har slået fejl, den har ført til en dårlig situation.«

Jeg ville snarere sige det modsatte. Jeg mener, at IMF's politik er en succes, for hensigten med deres politik var at slå folk ihjel. Federal Reserves politik er fuldstændig lykkedes, for det var aldrig hensigten med dens politik at bevirke en eller anden form for økonomisk genrejsning. Hensigten med politikken var netop at frembringe de hyperinflationære bankredninger og det folkemord, som politikken rent faktisk frembringer.

Dagens Grækenland er altså ikke en IMF-fiasko. Det er en succeshistorie! De er ved at slå dem ihjel! Det er, hvad de havde til hensigt. Det britiske Imperiums politik er affolkning. Og det er, hvad det er i færd med at opnå. De er i færd med at lykkes, og vil fortsat lykkes med det, med mindre hele systemet udskiftes ved hjælp af Glass/Steagall-loven.

Man kan se på spørgsmålet om fysisk økonomi på flere måder, men jeg mener, at det man virkelig skal se på er arbejdskraften. Den bedste måde at se på den tredje kurve i LaRouches diagram, den fysiske økonomi, er at se på, hvad der sker med arbejdskraften.

Hvis det er tilfældet, og det er det, at den eneste reelle kilde til rigdom er forøgelsen af arbejdskraftens produktive evne, så er det vigtigste, man skal gøre for økonomien tydeligvis ikke blot at generere nye jobs, men produktive jobs til de unge, og uddanne og træne folk således, at man øger det videnskabelige niveau, det klassiske kulturniveau, det teknologiske niveau, så energigennemstrømningstætheden øges, og man således får en basis for en reel forøgelse af arbejdskraftens produktive evne generelt.

Se på Spanien i dag – og jeg kunne lave en tilsvarende grafisk fremstilling vedr. Grækenland, hvor ungdomsarbejdsløsheden ligger på 62 %. For Spaniens vedkommende kan man her se, hvad der er sket på lidt under et årti, det er den samlede officielle arbejdsløshed – som ikke er den reelle arbejdsløshed, der er meget værre – men den blå søjle viser arbejdsstyrkens officielle arbejdsløshed, og den er steget til omkring 26 % af den totale arbejdsstyrke. Det er skrækindjagende nok i sig selv, men hvis man ser på udviklingen af ungdomsarbejdsløsheden, er situationen i Spanien med udgangen af 2012 den, at mere end 50 % af den totale arbejdsstyrke i alderen 18 – 24 var uden arbejde. Og der er udsigt til, at dette tal når op på 60 % ved årets slutning. I Grækenland er tallet allerede oppe på 60 % - de seneste officielle tal fra Grækenland viser en ungdomsarbejdsløshed på 62 %.

Stands et øjeblik og tænk på, hvad det betyder. Hvad betyder det for et lands eller en økonomis reelle overlevelse, at tæt ved 2/3 af de unge er blevet skrottet? De har ikke noget job, og slet ikke et produktivt eller hightech job. De har ingen fremtid! Landet er ved at blive dræbt, det er ved at blive tilintetgjort. Og mit spørgsmål lyder: Hvad er forskellen mellem denne form for ødelæggelse af et land og Adolf Hitlers koncentrationslejre (der også var inspireret af briterne)? Der er absolut ingen systematisk forskel mellem de to. Der foregår folkemord, og det er overlagt folkemord. Og det er denne politik, der må ændres. Det er derfor LaRouche siger, at vi i dag står over for valget mellem to alternativer: en tilbagevenden til Franklin Delano Roosevelts Glass/Steagall-princip fra 1933 eller folkemord.

Jeg vil gerne slutte med at minde folk om, eller gøre folk opmærksom på noget, der faktisk ikke er særlig kendt vedr. den originale Glass/Steagall-lov fra 1933. Det er almindelig kendt, at det var et meget kort, præcist og rammende dokument, der ganske enkelt fastslog, at kommercielle banker skal være adskilt fra spekulative investeringsbankaktiviteter. Og loven etablerede FDIC2 som et statsstøttet forsikringsselskab, hvis formål var at beskytte og støtte de produktive udlån. I dag er det lige omvendt. Med fjernelsen af Glass-Steagall – og ikke kun selve loven, men det underliggende princip - er der sket det, at sluserne er blevet slået op på vid gab for denne cancer. Canceren har overtaget organismen. Men den oprindelige Glass/Steagall-lov har, ligesom vores forfatning, et forord; med andre ord, en kortfattet, indledende erklæring, der med få ord – i en eneste sætning – fastslår, hvad hele princippet går ud på. Den allerførste sætning i Glass/Steagall-loven, som jeg læser her, lyder således: »En lov, der skal tilvejebringe en mere sikker og effektiv anvendelse af bankernes aktiver, regulere kontrollen med bankernes indbyrdes aktiviteter, forhindre utilbørlig omdirigering af midler til spekulative operationer, og endnu andre formål. «

Det eneste vi behøver at gøre er at vende tilbage til denne standard, og så kan vi skabe et nyt finanssystem, blive den spekulative boble kvit, standse folkemordet omgående, og skabe det grundlag, på hvilket vi dernæst kan konstruere et kreditsystem, der kan stille kredit til rådighed for disse aktiviteter og de store udviklingsprojekter som NAWAPA, for at sikre at der ikke alene er arbejde til de unge – i modsætning til ungdomsarbejdsløshed –, men reelt arbejde til de unge inden for felter, der definerer den menneskelige art som unik, inden for videnskab, klassisk kultur og evnen til at skabe. Det er derfor, Lyndon LaRouche siger, at valget hedder »Glass-Steagall, eller dø!«

 

1) Heuristik er en pædagogisk metode, der fører til, at eleven selv gør opdagelser (-red.)

2) Federal Deposit Insurance Company (-red.)