Den farlige Obama

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Visse iagttagere havde forudset, at han måske ville tage sin sko af og begynde at banke den ned i podiet som en efterligning af den sovjetiske leder, Nikita Khrusjtjovs opvisning i FN i 1960, så »in-your-face« – aggressiv – var Barack Obamas hævdelse af sin ret til at gå i krig i modstrid med international lov, under sin tale til FN’s Generalforsamling den 24. september. Obamas gentagne hævdelse under denne tale af sin angivelige ret til at overtræde den nationale suverænitet – gennem udspionering og diverse krigshandlinger – bør minde alle om, hvor ustabile aftalerne om en fredelig løsning af krisen i Syrien er, så længe præsidenten beklæder embedet.

Undertiden syntes manuskriptet at være kommet direkte fra tidligere vicepræsident Dick Cheney – vi er »rede til at bruge alle elementer af vores magt, inklusive militær magt, for at sikre vore kerneinteresser i Mellemøsten«, truede Obama. På andre tidspunkter lød det som et karbongennemslag af opskrifterne fra arkitekten bag Irakkrigen i 2003, Tony Blair, når han hævdede sin angivelige ret til at overtræde den nationale suverænitet gennem krigshandlinger, uden samtykke fra FN’s Sikkerhedsråd og, selvom det forblev usagt, Den amerikanske Kongres.

Den amerikanske præsidents løgnagtige hævdelse af, at det splintrede Libyen har det bedre nu end før invasionen, og at det er en »fornærmelse mod fornuften« at mene, at oprørerne anvendte kemiske våben i Syrien, understreger faren ved at overlade beslutninger om krig og fred til en mand, der enten er gået fra forstanden, er slet og ret ond, eller begge dele.

Nogle vil måske afskrive Obamas hævdelse i FN som en gang buldren, et forsøg på at »redde ansigt« efter at være blevet trængt op i en krog af sit eget militær, russerne og den amerikanske befolknings overvældende modstand mod at gå i krig. Men i en verden med termonukleare våben og sydende spændinger, der næres af et Imperium, der er fast besluttet på at tilintetgøre nationalstater og knuse verdens befolkning, kunne en sådan retorik i sig selv føre til fejlberegninger og igangsætte en ubodelig katastrofe.

Vi kan ikke tillade os at spilde tid med hensyn til at gøre arbejdet færdigt med at neutralisere denne præsidents magt gennem de forfatningsmæssige midler, der står til rådighed. Et afgørende slag mod dem, der kontrollerer ham i London og Wall Street, ved at gennemtvinge vedtagelsen af Glass-Steagall, er en af de presserende nødvendige forholdsregler, der må tages. Men der kræves også andre tiltag.

Obama har, for øjnene af hele verden, erklæret sin ret til at lancere en aggressionskrig. Selv hans eget militær er uenigt. Tidligere forsvarsminister Robert Gates talte meget ligefremt i en tale den 18. september i Dallas, hvor han sagde, at Obamas forslag om militære angreb i Syrien ville være som at »hælde benzin på en ekstremt kompleks ildebrand i Mellemøsten.« »Har Irak, Afghanistan og Libyen ikke lært os noget om de utilsigtede konsekvenser af militære aktioner, når disse først er udløst?« spurgte han.

Tidligere CIA-officer Philip Giraldi drog den passende konklusion i sin spalte fra 19. september »’I’ står for ’Impeachment’«. Giraldi identificerede to problemer: Obamas førelse af nationen til randen af krig uden om Kongressens samtykke, og hans bemyndigelse af bevæbning af oprørsgrupperne i Syrien, inklusive fjender af USA, dvs. al-Qaeda.

Vi har ikke råd til at vente. Obamas erklærede planer, såvel som hans forudgående handlinger, repræsenterer en klar og aktuel fare for USA’s velfærd, og vor Forfatning giver os midlerne til at håndtere dem. Når manglende handling kan betyde atomkrig, må alle undskyldninger fejes bort.