Helga Zepp-LaRouche: »De spekulerer bedstemors lille hus bort, bedstemors lille hus … «

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

BüSo, 13. oktober, 2013 – Washington fremstillede sig i den forgangne uge som den store teaterscene. Ganske vist var det ikke »menneskehedens store spørgsmål«, der blev behandlet, som Friedrich Schiller engang sagde om Paris i begyndelsen af Den franske Revolution, men der blev budt på et effektivt medie-opvisningsshow, hvor publikums opmærksomhed blev afledt ved hjælp af gøglertricks, mens tyve samtidig var i gang med at stjæle alt: pengepunge, bankkonti, alderspensioner og reserverne.

På en af de to hovedscener spillede man stykket: »Den amerikanske regerings nedlukning«, hvor der, gennem USA’s truende insolvens og den påbudte tvangsferie af hen ved 800.000 statsansatte, blev sørget for den nødvendige atmosfære af samtidspanik og fremtidsangst, for at alle parter, enerverede efter ca. to ugers politik på afgrundens rand, vedtager et »kompromis«. De »slemme« republikanere vedtager en (tidsbegrænset) forhøjelse af statens gældsloft, og den »stakkels« Obama accepterer nedskæringer inden for det sociale område. Og det i mellemtiden af angstens sved gennemblødte publikum bifalder: Hellere finde sig i tab end statsbankerot.

Hvad publikum, der tryllebundet ser til, derimod ikke kunne se, var de forberedelser, som teaterchefen og regissøren forud for opførelsen havde truffet.

 

Iscenesættelsen aftales

Gennem beretninger fra pålidelige kilder var det blevet kendt, at en lille gruppe af Wall Street-topdirektører havde begivet sig til et »privat« møde med Obama i Det hvide Hus for at diktere deres betingelser for de fortløbende forhandlinger. Obama blev i vendinger, der ikke kunne misforstås, mindet om, at det var hans hovedopgave at forhindre en afstemning i Kongressen om de fremlagte lovforslag til genindførelse af Glass/Steagall-bankopdelingen. I stedet skulle politikken med pengetrykning - »kvantitativ lempelse« -, såvel som de gennem skattemidler finansierede redningspakker til insolvente banker, for enhver pris fastholdes; men frem for alt skulle »bail-in«, økonomisk medinddragelse af et kreditorhierarki af aktieejere og indehavere af lån, såvel som kontohavere, vedtages. Med andre ord: omkostningerne for fejlslagen spekulation skulle helt og holdent væltes over på befolkningen.

I denne delegation fra Finacial Sevices Forum, en sammenslutning af de 19 største banker og forsikringsselskaber, var Lloyd Blankfein, chef for Goldman Sachs, Jamie Dimon, chef for JPMorgan Chase, Brian Moynihan, chef for Bank of America, Michael Corbat fra Citibank og – Anshu Jain, chef for Deutsche Bank – disse herrer, der om sig selv mener, at de udgør den transatlantiske verdens egentlige regering.

Hvorledes disse herrer, der angiveligt hører hjemme på Olympen, forestiller sig løsningen på krisen, kom tydeligt frem i en høring om regeringens truende insolvens i det amerikanske Senats Bankkomite i torsdags. Her gjorde ikke én senator indvendinger imod eksperternes argumenter om, at bankerne for enhver pris måtte finansieres, og at befolkningens ret til sociale ydelser, som socialhjælp, sundhedsforsikring og alderspension, tilsvarende måtte skæres ned.

De mest brutale udtalelser kom fra Frank Keating, præsident for American Banking Association (ABA), der er trådt frem som voldsom modstander af Glass/Steagall-loven. Hans enkle budskab lyder: Amerikanerne lever for længe, udgifterne til sociale ydelser og sundhedsforsikring vil ruinere os, altså må vi – som konsekvens – reducere gennemsnitslevealderen.

Keating, en tidligere FBI-medarbejder og guvernør for Oklahoma, opregnede: »I 1950 gik folk gennemsnitligt på pension ved de 59, eller undskyld, gik på pension ved de 62 og døde i en alder af 69, eller 65 og 69. I dag går folk gennemsnitligt på pension ved de 62 og dør i en alder af 80 … Altså er alle beregningstabeller fra forsikringsselskaber ugyldige.« Denne forlængede levealder udgør et voldsomt pres, og derfor må forhøjelsen af gældsloftet forbindes med en afvikling på længere sigt af landets forpligtelser. Derfor må et »levealdersindeks« indbygges i de sociale ydelser for atter at bringe beregningstabellerne fra forsikringsselskaberne i ligevægt. (Frank Keating fyldte 69 den 10. februar, 2013, -red.)

I klar tale: Mennesker, der kunne have den lykke at opnå en høj alder, må forhindres i det, idet de straffes gennem nedskæringer af deres ydelser og således er så venlige at dø tidligere. Denne argumentation om »unyttige spisere« kender vi unægtelig allerede. Den er allerede gledet temmelig langt ned ad det skråplan, som dr. Leo Alexander, chefkonsulent ved Nürnbergprocesserne, talte om, da han erklærede, hvorledes undermineringen af menneskelivets værd sluttelig førte til systematisk eutanasi.

 

Showets andel del

Den store Washington-happenings anden hovedscene var naturligvis Den internationale Valutafonds og Verdensbankens halvårlige konference, som tusinder af bankierer og regeringsrepræsentanter som sædvanlig var strømmet til. Og her fandtes også den utrolige uoverensstemmelse mellem den offentlige retorik og den ikke så skønne virkelighed, som det i virkeligheden drejer sig om.

Officielt var USA’s truende insolvens naturligvis den store pisk, med hvilken hele den monetaristiske politik skulle blåstemples: Redningspakke = bailout, plyndring af konti = bail-in, pengetrykning = kvantitativ lempelse, finanspolitisk konsolidering = nedskæringspolitik. Og imens de officielle bankierer og regeringsrepræsentanter gentog finansoligarkiets litani indtil kedsommelighed, talte mange repræsentanter fra først og fremmest de tidligere udviklingslande et helt andet sprog indbyrdes. De ved udmærket godt, at Valutafondens politik dræber dem.

Men lige i rette tid til IMF-cirkusset i Washington sørgede en IMF-whistleblower for, at lige netop Wall Street Journal kom i besiddelse af en højeksplosiv, hemmelig protokol fra et IMF-bestyrelsesmøde den 9. maj 2010, hvor redningspakken til Grækenland blev diskuteret. Af denne protokol fremgår det krystalklart, at de delegerede var bevidst om, at det her ikke drejede sig om at redde Grækenland, men de europæiske banker, og at de desuden absolut vidste, at denne politik ville mislykkes og føre til Grækenlands undergang.

Mere end en tredjedel af bestyrelsesmedlemmerne, som repræsenterede mere end 40 ikke-europæiske stater, meddelte store forbehold imod politikken med redningspakker og fremlagde alternative forslag, som f.eks. en reguleret gældssanering. Den brasilianske adm. direktør advarede om, at Grækenland efter realiseringen af programmet ville være dårligere stillet end før. Den indiske repræsentant på sin side advarede om, at programmet ville føre til en deflationsskabende spiral med efterfølgende sammenbrud af hele konceptet. Alle disse advarsler blev ignoreret af USA og de fleste europæiske repræsentanter.

Hvorfor skulle man altså i dag stole på disse menneskers recept, som så åbenbart ikke var i stand til at tage ved lære? Men netop denne Valutafond kræver nu yderligere nedskæringer på det græske budget for 6,6 mia. euro (3,5 % af BNP) og dermed en politik, der vil lede til, at gælden stiger fra 120 % af BNP til 175 % ved slutningen af 2013 og samtidig betyder den totale forarmelse af langt over en tredjedel af den græske befolkning.

Er det ikke langt om længe på tide, at IMF’s politik, som i de forgangne årtier har forhindret enhver udvikling i de såkaldte udviklingslande og, som en del af Trojkaen, nu styrter mennesker i Sydeuropa ud i elendighed, endegyldigt smides ud på historiens losseplads?

Det er slet og ret løgn, at den igennem et livs arbejde og af grundlæggende rettigheder garanterede ret til sociale ydelser som pension, socialhjælp og sundhedsforsikring ikke mere kan finansieres og derfor må nedskæres eller stryges. Det drejer sig derimod om, at befolkningens retmæssige krav bliver udplyndret, for at oligarkiets højrisikospekulation og profitmaksimering kan fortsætte, og »nytteløse spisere« blive ryddet af vejen.

Det er, hvad den tilsigtede konsekvens af en politik med Bankunion og en afviklingsmekanisme på tværs af landegrænser for insolvente banker i Europa og bail-in-mekanismen under ESM’s kontrol er, og intet andet. Denne politik vil slå mennesker ihjel, og det på befaling af en institution, ESM, der repræsenterer et retsløst område, hvis medarbejdere har livslang immunitet, og som overhovedet ikke er underlagt parlamentarisk opsyn.

De store iscenesættelser à la Hollywood, som den amerikanske insolvenskrise eller IMF’s halvårlige konference, er lige så lidt en legemliggørelse af virkeligheden som koalitionsforhandlingernes marionetkasse i Augsburg i Tyskland. Allerede pipper spurvene fra tagene, at den næste redningspakke til Grækenland er planlagt, så snart den nye tyske regering er dannet. Og dernæst den spanske bankkrise, og så den italienske, og så bail-in for Europa, og så? Kaos!

Der er kun en måde at forhindre et globalt kaos med uoverskuelige konsekvenser på, og det er gennem den omgående genindførelse af Glass/Steagall-bankopdelingen. Der må gøres en ende på kasinoøkonomien, og realøkonomien for mennesker må atter opbygges.