Helga Zepp-LaRouche: Nu må Tyskland virkeliggøre sin suverænitet og sine interesser!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

3. november, 2013 - Edward Snowdens afsløring i begyndelsen af juni måned af totaludspioneringen af den tyske befolkning forårsagede den første sprække i osteklokken, under hvilken virkeligheden i Tyskland indtil da havde udspillet sig. Men først, da det den 23. oktober, altså godt fire måneder senere, blev kendt, at også forbundskansler Merkels mobiltelefon blev aflyttet, bristede denne osteklokke og hele den under klokken ansamlede hørm af politisk virkelighed – nemlig, at Tyskland stadig er et besat land, og at de allerfleste af vore politikere og naturligvis også vort efterretningsvæsen er besættelsesmagtens tjenende ånder – kunne undslippe og gøre plads til frisk luft. Denne luft er ganske vist ret så rå, men den har da i det mindste vækket nogle mennesker.

 

Under en udsendelse for nylig forklarede den tidligere amerikanske ambassadør i Berlin, John Kornblum, på et spørgsmål fra Günther Jauchs om, hvad USA dog var for venner af Tyskland, når de udspionerede kansleren, det tyske talkshow-publikum i bedste Lord Palmerston-tradition: USA og Tyskland var netop ikke venner, men partnere. Heraf følger, at stater ikke har venner, men derimod interesser. Godt, så byder NSA/GCHQ[1]-affæren iflg. en omvendt konklusion på den udmærkede chance til at definere, hvad Tysklands interesser egentlig er i dag ud fra et helt frisk standpunkt. Her ville forholdet til USA komme i første række. I de amerikanske medier diskuterer man stadig, om præsident Obama har løjet, eller om han bare ikke ved, hvad der foregår i hans regering, eller om briefingerne til ham holdes så vage, at han i tvivlstilfælde altid kan benægte alting. Denne flertydighed gælder ikke kun fru Merkels mobiltelefon, men også sundhedsreformen »Obamacare« eller de talrige andre skandaler, der for tiden undersøges i Kongressen, frem for alt omstændighederne omkring mordet på den amerikanske ambassadør Stevens i Benghasi.

 

Er det troværdigt, når Obama påstår, at han intet vidste om aflytningen af Merkels mobiltelefon? Eller beordrede han kun overvågningen til at stoppe i sommeren 2013, fordi man gik ud fra, at Snowden før eller senere ville afsløre denne overvågning? Obama har også lovet, at alle amerikanere under Obamacare kunne beholde deres aktuelle sygdomsforsikring, hvis de ønskede det. Nu kommer det frem, at Obama-regeringen allerede i 2010 vidste, og har skrevet memoranda om, at 93 mio. (!) amerikanere ville miste deres forsikringer og dernæst kun kunne erstatte dem med forsikringer, der ville blive to eller tre gange så dyre. Under Obamacare mister hele kategorier af patienter adgangen til livsnødvendig behandling, og hvis de er så uheldige at være fattige, så betyder dette en hurtig dødsdom for dem.

 

Efter ordre fra Det hvide Hus stoppede demokraterne i Kongressen »Konjunkturprogrammet« fra 2009, og dermed bliver der skåret fem mia. dollars ned på fødevarehjælp, som 48 mio. (!) amerikanere imidlertid anvises, og også denne forholdsregel vil have en livsforkortende virkning for mange mennesker.

 

Og hvorfor er alle disse barbariske nedskæringer nødvendige? Udelukkende på grund af diktat fra Wall Street-bankerne – hvis »redningspakker« i det hele taget oprindelig var årsag til statens gældsættelse, og som naturligvis ønskede at bibeholde højrisiko-spekulationen på statens bekostning – og på grund af de fuldstændig fejlslagne krige i Irak, Afghanistan og Libyen og den verdensomspændende militære tilstedeværelse.

 

Er det, under disse omstændigheder – listen kunne forlænges med et par emner –, virkelig i Tysklands interesse at ønske at deltage i den såkaldte »Five-Eyes-aftale«, som USA, Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand, sådan som fru Merkel iflg. Spiegel-Online skulle have givet udtryk for under det seneste EU-topmøde? Dette forbund er baseret på, at dets medlemmer ikke gensidigt udspionerer hinanden, men derimod deler informationer og kilder. Er det, under disse omstændigheder, virkelig i Tysklands interesse at tilbyde sig som Commonwealth-Imperiets juniorpartner?

 

Virkelige patrioter i Amerika – og dem er der lykkeligvis i det mindste nogle stykker af – er derimod højst bekymret for, at USA skal udvikle sig til en politistat, hvor Kongressens forfatningsmæssige magt erstattes af regering pr. dekret, og hvor de brutale nedskæringer inden for det sociale område modsvarer den ånd, med hvilken man for 80 år siden i Tyskland gik til værks over for »unyttige spisere«.

 

Sceneskift. Belgien er det første land på verdensplan, hvor eutanasi over for, i juridisk forstand, voksne mennesker over 18 år anvendes, for hvilket der allerede findes en lov, men hvor en yderligere lov planlægger eutanasi over for børn og mennesker med demens i de tidlige stadier. I Holland findes der allerede love, der tillader eutanasi for børn fra 12 års alderen, såvel som for mennesker over 70 år, også uden deres samtykke. Har vi ikke efter 1945 svoret, at vi »aldrig mere« ville tillade folkemord og eutanasi? Er det virkelig i Tysklands interesse at blive medlem af et »værdifællesskabs«-EU, i hvilket en så monstrøs underminering af menneskerettigheder og forfatningsmæssighed finder sted?

 

Den græske avis Ethnos beretter, at den græske regering forbereder en lov, ifølge hvis vedtagelse enhver, der enten kritiserer EU’s politik eller forkaster beslutninger fra FN’s Sikkerhedsråd, kan straffes med op til seks måneders fængsel. Hvor er vi henne, i Pol Pots Cambodja? Er det det Europa, der angiveligt skal garantere freden? Kirkegårdens fred måske?

 

Hvis vi bruger den måske stadig uvante frihed, hvis vi kigger på virkeligheden uden osteklokke, hvad ser vi da? Vi ser et transatlantisk diktatur, der er baseret på monetarisme og grøn ideologi, der som konsekvens ødelægger livsgrundlaget for stadig flere mennesker og i praksis går ud på en befolkningsreduktion, sådan, som det er Prins Philips erklærede mål? Europa dør som følge af denne politik; i Sydeuropa går befolkningens forventede levealder helt åbenlyst ned, og i lande som Storbritannien, Belgien og Holland rammes de gamle og svage.

 

Og Tyskland er i færd med at styre sig selv som industrination, der har råd til et godt socialsystem, hen imod en forudseelig katastrofe, for det første på grund af en selvpåført sygdom, det grønne vanvid, og for det andet på grund af den påtvungne møntunion. Det er på høje tid at kappe ledebåndene til sådanne imperium-statholdere som Commander of the British Empire, CBE Schellnhuber, der er afgørende ansvarlig for energiskiftet, eller Jörg Asmussen, for hvem det slet ikke kan gå hurtigt nok med bankunion og Cypern-model for hele Europa.

 

Hvis Tyskland skal overleve som fri republik, må vi opnå og hævde vor suverænitet. Og denne suverænitet begynder ved hovedet. Den begynder med, at et stadig større antal borgere afviser sætningen: »Jamen, man kan jo ikke gøre noget«, for denne sætning er kendetegnet for et oligarkisk systems undersåtter.

 

Vi må blive enige om en politik, hvor det almene vel og det enkelte menneskes lykke er i centrum for politikken. Og dette mål kan kun nås, hvis vi målrettet anvender de videnskabelige og tekniske fremskridt til forøgelse af økonomiens produktivitet, hvilket kun kan opnås gennem en stigning af den energigennemstrømningstæthed, der anvendes i produktionsprocessen.  Dette betyder i praksis, at Tyskland, sammen med andre suveræne stater, må sætte gang i et forceret program for den hurtigst mulige realisering af kernefusion.

 

Netop for Tyskland, som ikke råder over nævneværdige råstoffer, men som siden Bismarcks industri- og socialreformer ikke desto mindre har haft råd til en relativ høj levestandard og et eksemplarisk socialsystem, er opnåelsen af energi- og råstofsikkerhed, som kan blive mulig gennem plasmabrændermetoden, den absolutte nøgle til et sikkert fremtidsperspektiv.

 

En ting er imidlertid sikker. Hvis Tyskland vil opnå og hævde sin suverænitet, og dermed handlekraften og kontrollen over sin egen politik, så må vi finde frem til vore bedste kulturelle rødder, og det er den klassiske kulturs storslåede rigdom. Vi har i Tyskland en sådan overflod af klassiske komponister og banebrydende videnskabelige opdagere, at de fleste andre stater kun kan misunde os af denne grund.

 

Problemet i dag er bare, at de to eller tre yngste generationer er afskåret fra at have adgang til disse skatte. Og heri var frem for alt netop den besættelsesmagt, hvis overvågning vi siden Snowden i fuldt omfang kender, ansvarlig. For det var netop disse magter, som, med »Kongressen for Kulturel Frihed« – en gigantisk CIA-operation for kulturel krigsførelse – og lignende kampagner, systematisk ville fjerne os fra den klassiske kultur, og som har erstattet den med den anglo-amerikanske popkultur. Resultatet er den ungdomskultur, som vi har i dag, og som sætter lærerne på førtidspension i en alder af 40 år.

 

Hvis vi atter vil gøre klassisk musik, klassisk digtning og en humanistisk uddannelse til levende kultur, og dermed fremkalde en forøgelse af vor befolknings kreativitet til en nyt højkulturelt niveau, så bliver vi ikke blot suveræne gennem traktater, men også i ånd og sjæl.     

     



[1] UK Government Communications Headquarters