Tom Gillesbergs tale på BüSo’s konference i Tyskland: »Giv menneskeheden den fremtid, den fortjener«

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Kære Helga, ærede medlemmer og gæster, på vegne af Schiller Instituttet i Danmark vil jeg gerne takke for, at jeg må være til stede her i dag for at fejre noget, som jeg har forventninger om vil blive et fundamentalt vendepunkt for den politiske situation i Tyskland og Europa.

Vi har netop afsluttet en meget intens kommunalvalgkamp i Danmark, hvor jeg stod i spidsen for en kandidatliste på 7 personer fra »Schiller Instituttets Venner«. Formålet var at advare om den ekstremt farlige, aktuelle situation – faren for et kommende finanskrak, efterfulgt af en fascistisk politik og krig - men også at fremlægge et positivt alternativ: indførelsen af en Glass/Steagall-bankopdeling, der ville berede vejen for en økonomisk genrejsning og fred gennem udvikling.

Vort hovedvåben i denne kamp var valgplakaten, som vakte stor diskussion i valgkampen. Den siger: »Glass-Steagall – ikke EU-fascisme. Bankunionen vil tage dine penge og dit liv«. I baggrunden er der henvisninger til vore økonomiske forslag: en bro over Kattegat, et dansk magnettognet og fremme af kernefusion.

Jeg havde egentlig ventet, at begrebet »EU-fascisme« ville udløse store protester, men det var ikke tilfældet. Når jeg havde lejlighed til at beskrive, hvordan en kombination af bailout og bail-in ville ruinere samfundet og føre til massive nedskæringer – også nedskæringer, der ville øge dødeligheden, som vi allerede ser det i Sydeuropa - var der ingen, der protesterede. Jeg fik lejlighed til at bringe dette budskab flere gange på landsdækkende radio og tv og i aviser, og mange vælgere reagerede stærkt på det. Der var ingen, der hævdede, at det ville være klogt af Danmark at tilslutte sig den kommende, europæiske bankunion eller et fælles europæisk banktilsyn.

Valgkampen overraskede mig positivt, idet jeg for første gang fik lejlighed til at tale direkte til den danske offentlighed via massemedier, og der var en temmelig ærlig rapportering om vor valgkamp. Journalisterne henviste udtrykkeligt til, at jeg i mine valgkampagner i 2005 og 2007 havde advaret om finanskrakket. Dette sagde journalisterne på en fremtrædende plads, så publikum på forhånd var advaret om, at jeg dengang havde ret, og at de nok hellere måtte høre godt efter, hvad jeg nu havde at sige.

Da vi fik stadig mere landsdækkende mediedækning, og indholdet af vor politiske kampagne og vore idéer brød igennem, fik jeg det indtryk, at vi står over for et paradigmeskifte. Der er stadig større anerkendelse af, at Lyndon LaRouche og hans medkæmpere havde ret med hensyn til finanskrakket og det, der er gået galt, og at vi nu, før vi også mister den lille chance og det håb, der er tilbage, må tænke alvorligt over at omsætte de løsninger, som LaRouchebevægelsen som de eneste har fremsat.

Den anden forandring i den form og måde, på hvilken vi blev behandlet i denne valgkamp, var en slags tørst fra mange kredse efter de store, visionære idéer, som vi alene har stået for.

En dansk journalist, Michael Jeppesen, havde endda en to timer lang udsendelse på et landsdækkende radioprogram, hvor han talte om mediernes skrækkelige vane med at gøre grin med mennesker, der kommer med nye, store idéer. Og han gav en offentlig undskyldning for, at han i 2006 gjorde grin med mig, fordi jeg advarede om finanskrakket, og for, som medierne forsøgte, at latterliggøre idéen om et dansk magnettognet. Idéen om at skabe et nationalt trafiknet for fremtiden bliver i stigende grad et symbol for den form for visionær tænkning, som vi må vende tilbage til.

Mediernes dækning, såvel som andre former for kontakt, var årsag til, at flere mennesker stemte på os. Stemmetallet er ganske vist stadig lille, men vi fik i København seks gange så mange stemmer som i sidste kommunalvalgkamp, og i andre områder fik vi mere end dobbelt så mange stemmer.

Jeg håber, at den forandring, som vi har set i Danmark, er et udtryk for en udvikling, der er af en langt dybere natur – en erkendelse hos et voksende antal personer og institutioner af, at civilisationen kun vil overleve de farer, vi står overfor, hvis vi får et fundamentalt paradigmeskifte: Et paradigmeskifte tilbage til idéerne om fremskridt, sådan, som de repræsenteredes af statsmænd som præsident John F. Kennedy, og i dag på enestående vis repræsenteres af LaRouchebevægelsen og de her i dag forsamlede politiske institutioner.

Hvis vi går frem med den faste beslutning om at levere det politiske lederskab til verden, som den så presserende har brug for, så er jeg overbevist om, at flere og flere individer og institutioner vil erkende, at de selv må bidrage til at skabe de platforme, som vi behøver for at kunne skabe det kommende lederskab i verden.

Lad os ikke miste modet over fortidens kampe, men lad os blive inspireret af de kommende generationers berettigede håb til at vinde de afgørende politiske kampe, der ligger foran os, og give menneskeheden den fremtid, den fortjener. Som en vis, gammel mand, som vi alle kender her, en gang sagde: »Du kan ikke tabe, hvis du aldrig ophører med at kæmpe!«