Helga Zepp-LaRouche: Appelret i New York: Retssag om Saudi-Arabiens rolle i 11. september skal finde sted!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

BüSo, 22. december 2013 – At appelretten i New York (US Second Circuit Court of Appeals) den 20. december, imod dommen i første instans, har besluttet alligevel at tillade det søgsmål mod den saudiske regering og deres stiftelse, »High Commission«, som familierne til ofrene for angrebet den 11. september 2001 har anlagt, betyder et sensationelt vendepunkt i opklaringen af terrorangrebet for 12 år siden, der som ingen anden begivenhed siden mordet på Kennedy har forandret verden. Og det vil få dramatiske, strategiske konsekvenser.

Appelretten fandt, at de »usædvanlige omstændigheder«, der omgiver angrebet den 11. september, overtrumfer argumentet om udenlandske magters suverænitet. Derved kommer den sag, som familierne til de 3000 ofre, der mistede livet ved angrebet på World Trade Center, allerede forsøgte at bringe for retten i 2006, nu faktisk til at køre. Det drejer sig om anklagen mod fire saudiske prinser, en saudisk bankier og saudiske velgørenhedsorganisationer for at have finansieret al-Qaedas operationer og angrebet den 11. september.

Det drejer sig her ikke blot om de virkelige omstændigheder omkring, hvem det var, der trak i trådene bag angrebet, som bragte USA meget langt frem på vejen til en politi- og overvågningsstat, hvorom NSA-overgrebene kun er de mest åbenbare resultater, men frem for alt også om den systematiske tilsløring af de virkeligt varme spor, der kunne have ført til forbrydelsens opklaring.  I Den amerikanske Kongres forårsagede medlemmerne Walter Jones (republikaner fra North Carolina) og Stephen Lynch (demokrat fra Massachusetts) betydelig tumult med deres krav om, at de 28 sider i den oprindelige 800-siders rapport fra 11. september-udvalget, som præsident George W. Bush i sin tid uden forklaring erklærede for hemmelige, endeligt skulle offentliggøres.

15. december var der i New York Post en sensationel artikel med overskriften »Inside The Saudi 9/11-Coverup« (»Inde i tilsløringen af 11. september«) om tophemmelige elementer af de 28 sider, som drejer sig om memoranda fra CIA og FBI, i hvilke der tales om »uigendrivelige beviser«, ifølge hvilke medlemmer af den saudiske regering, højtrangerende saudiske diplomater og agenter far efterretningstjenesten har understøttet flykaprerne finansielt og logistisk. Efterretningstjenestens dokumenter pegede på, at den saudiske ambassade i Washington og det saudiske konsulat i Los Angeles var direkte delagtige i angrebene, som dermed ikke blot har karakter af en terrorhandling, men hvor det drejer sig om krigshandlinger.

»Beskytte den saudiske regering?«, spørger Post. Agenter fra efterretningstjenesten skulle have fortalt avisen, at de gentagne gange var blevet afholdt fra at forfølge spor, der førte til den saudiske ambassade i Washington, som tydeligvis har haft en besynderlig magt over Det hvide Hus’ og FBI’s holdning med hensyn til opklaringen af angrebene.  Præsident Bush skulle, umiddelbart efter, at han havde mødtes med den saudiske ambassadør Prins Bandar i Det hvide Hus, have beordret FBI til at evakuere dusinvis af saudiske embedsmænd, såvel som familiemedlemmer til Osama Bin Laden, ud af USA.

Disse, og mange andre kendsgerninger, er længe blevet dokumenteret i avisen Neue Solidarität[1] og EIR (»LaRouche mobiliserer imod den anglo-saudiske terrormaskine«,(»LaRouche Declares War on Anglo-Saudi Cabal Behind 9/11«) og Obama, Bandar og 11. september – krigsfaren vokser (Obama, Bandar and 9/11: The War Danger Grows)). Det er derimod nyt, at New York Post, en avis med en halv million læsere, har bragt historien i sammenhæng med kongresmedlemmerne Jones’ og Lynchs kampagne. De fulde resultater af 11. september-undersøgelseskommissionen skal offentliggøres, kræver NYP slutteligt, selv, hvis det ville forandre de amerikansk-saudiske relationer for evigt; faren for et lignende, forfærdeligt angreb i dag er for stor.

Også den tidligere senator Bob Graham fremhæver i en række interviews og artikler, at det er absolut presserende at afsløre den saudiske rolle i angrebet den 11. september. Graham var en af formændene for den fælles Senats- og Kongresundersøgelseskommission af 11. september og har i mellemtiden ofte gentagent givet udtryk for sin frustration over forpligtelsen til at hemmeligholde de omtalte 28 sider.

I et interview med The Real News Network understregede han for nylig, at hvis Saudi-Arabiens rolle i understøttelsen af angrebene blev afsløret, ville dette have en enorm effekt på den aktuelle, amerikanske politik på et tidspunkt, hvor Saudi-Arabien udøver pres på USA for en militær intervention imod Syrien og imod en afspænding i forholdet til Iran. Det ville have enorme konsekvenser, hvis det kom frem, at den saudiske regering var kilden til den finansielle og logistiske understøttelse og en del af et system, gennem hvilket disse folk kunne forblive anonyme og ukendte i landet i så lang tid. Det ville vende grundlaget for relationerne til Saudi-Arabien fuldstændigt på hovedet: Det ville ikke længe være en loyal forbundsfælle, men et land, der var parat til at sælge sin sjæl til det største onde i verden selv, når dette måtte bringe USA i fare og koste 3000 mennesker livet. Men saudierne har kunnet lulle sig ind i sikkerheden om, at deres rolle ikke ville blive afsløret, og at de ville nyde immunitet.

Senator Graham kræver en omgående genåbning af undersøgelsen af 11. september. Og også heri ligger det eksplosive i dommen fra New Yorks appelret, for når de anklagedes immunitet bliver ophævet, vil en hel række yderligere, ekstremt eksplosive spørgsmål komme på bordet. Til disse spørgsmål hører ligeledes en undersøgelse af Bush-familiens forhold til diverse saudiske klaner såvel som spørgsmålet om, hvorfor præsident Obama har brudt sit valgløfte til de pårørende for ofrene for angrebet på World Trade Center om at offentliggøre de omtalte 28 sider, og hvis hemmeligholdelse han frem til i dag fastholder.

Det vil således også dreje sig om Prins Bandars nuværende rolle som chef for Saudi-Arabiens efterretningstjeneste og den allerede flere gange fremkomne mistanke om finansiering af al-Qaeda-netværk i Syrien, og naturligvis om omstændighederne ved mordet på den amerikanske ambassadør Stevens ved angrebet på konsulatet i Benghasi den 11. september 2011 og dettes tilsløring, som nu ligeledes er blevet et meget vigtigt spørgsmål i flere undersøgelseskommissioner i den amerikanske Kongres.

Man bør huske på, at Lyndon LaRouche allerede otte måneder før 11. september 2001 havde advaret om faren for en »Rigsdagsbrand« i USA. Gennem et sådant statskup, advarede LaRouche, ville magthaverne under den økonomiske og sociale krise forsøge at beholde kontrollen med diktatoriske midler, som ellers ville glide dem af hænde. Og i et to timer langt radio-liveshow med Jack Stockwell, mens angrebet på World Trade Center stod på, og som i mellem tiden er blevet historisk, understregede LaRouche, at det var utænkeligt, at dette kunne være blevet udført uden medskyldighed fra kriminelle elementer i selve USA.

Hvis det nu imidlertid kommer frem, at det ikke var en skægget Bin Laden i en afsides beliggende klippehule i Afghanistan, som var hovedmanden, der trak i trådene bag 11. september, men at Saudi-Arabiens regering har spillet en central rolle, der nu bliver undersøgt af amerikanske domstole, så må man også sætte spørgsmålstegn ved krigen i Afghanistan, som bl.a. Forbundshæren måtte deltage i på grundlag af NATO’s artikel 5.

Så må kravet fra den demokratiske senator Ed Markey (Massachusetts), formanden for Kommissionen for international udvikling, en underkommission af Senatets Kommission for udenrigsanliggender, og som i et brev af 9. november til præsident Obama har givet udtryk for stor bekymring over, at Saudi-Arabien fremskynder sit atomvåbenprogram, inklusive overførslen af pakistanske atomvåben, som Saudi-Arabien har købt der og nu vil hente hjem til saudisk territorium, også få højeste opmærksomhed.

Så må Forbundsrepublikkens våbeneksport til dette land, hvis angivelige »stabiliserende funktion i området« (!) regeringens talsmand Steffen Seibert endnu den 20. november fremhævede, omgående stoppes.

Konsekvenserne af hele denne historie er uhyrlig. For selv institutionelle kræfter i USA har i mellemtiden fastslået, at hele »krigen mod terror« har været en total fiasko, at, helt i modstrid med Obamas påstand om, at al-Qaeda var besejret, hele det mellemøstlige og sydvestasiatiske område helt frem til det nordlige og centrale Afrika er blevet til et udbredelsesområde med netværk, der er knyttet til al-Qaeda. Først og fremmest advarer den franske efterretningstjeneste om, at dette truer med at blive en enorm trussel også for Europa.

Afsløringen af denne uhyrlige historie er først og fremmest påtrængende nødvendig, fordi sandheden om de seneste tolv års politik, som uvægerligt vil føre til sandheden om det seneste kvarte århundredes politik siden Sovjetunionens sammenbrud, vil være et elementært bidrag til at standse den aktuelle kurs for krig mod Rusland og Kina. For det var og er Imperiets politik – forsøget på at gøre sig verden underdanig under et globalt, oligarkisk system –, som har affødt alle disse uhyrligheder.          

 

 

 

 


[1] Organ for det tyske parti Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet (BüSo), som repræsenterer LaRouche-bevægelsens idéer i Tyskland, og som Helga Zepp-LaRouche er formand for.