Stop 3. Verdenskrig: Ruslands Glazyez om Ukraine: Truslen om krig og alternativet

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

LaRouchePAC, 31. december 2013 – Den førende russiske økonom Sergei Glazyev, en gammel ven til Lyndon LaRouche og nu rådgiver til den russiske præsident om regional økonomisk integration, har i dag en intellektuelt skarpsindig og informativ seks siders gennemgang af den ukrainske krise i dagens udgave af The National Interest, et magasin, som den tidligere amerikanske professionelle topefterretningsagent Paul Pillar er en førende forfatter af. Det er værd at læse hele artiklen, fordi så meget af, hvad Glazyev fremstiller, i øvrigt ikke er tilgængeligt i Vesten.

Hans artikel starter med de aktuelle politiske og økonomiske spørgsmål og bygges op frem til slutningen med valget mellem fred og verdenskrig, sidstnævnte fremstillet i analogi til Anden Verdenskrig. Alternativet er trilaterale forhandlinger, som det foreslås af Ukraine og accepteres af Rusland – men ikke af EU.

Glazyev viser, at EU-tilslutningsaftalen ville have anbragt Ukraine under europæisk jurisdiktion som en ensidigt afhængig koloni, der var forpligtet på Den europæiske Kommissions direktiver, som de ikke ville have nogen indflydelse på. Ukrainske varer ville være blevet skubbet ud af dets eget marked med et tab til en værdi af 2 mia. dollars på den konto alene. Udlandsgælden ville være vokset, valutaen ville være blevet devalueret, inflationen ville være toppet og slutteligt ville levestandarden være faldet. »Ukraines indtræden i Toldunionen og Det fællesøkonomiske Område er projekteret til at forøge BNP med et sted mellem 3 og 9 procent; under Tilslutningsaftalen er det projekteret, at BNP ville falde omkring 2-3 procent.«

Artiklen konstaterer gentagne gange, at »Den euro-atlantiske integration har udtalte imperieovertoner. Anvendelsen af militær magt for at etablere en orden i Mellemøsten og Sydvestasien, organiseringen af revolutioner i post-Sovjet-området og territoriel udvidelse via inkorporeringen af tidligere Sovjetstater sker i vid udstrækning udelukkende for at etablere geopolitisk herredømme … det er let at se, at aftalens virkelige formål er at rive Ukraine væk fra Rusland og isolere det [Ukraine] fra udviklingen imod eurasisk økonomisk integration … vi må indrømme, at EU-projektet for Partnerskab mod Øst i sin natur er anti-russisk og usædvanlig skadeligt for etableringen af gode naboforhold og stabilitet i Europa.«

Han afslører også den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nulands afpresning af ukrainske foretagender, som fulgte med hendes »cookies«:

»Viceudenrigsminister Victoria Nulands besøg i Kiev var et afgørende øjeblik. Medbringende krav fra Kongressen om at gennemføre sanktioner over for mange ukrainske embedsmænd og forretningsfolk, der var illoyale over for Washington, havde hun møder med de mest indflydelsesrige af disse og truede med, at de ville komme på en liste over sanktionerede personer, der var udelukket fra indrejse i USA og andre NATO-medlemsstater, og ville få deres konti og ejendomme beslagslagt. Afpresningen af de mest indflydelsesrige ukrainere blev ledsaget af en maduddeling, der offentliggjordes, til nødlidende tilhængere af euro-integrationen, samt beskyldninger mod Rusland for at lægge hårdt pres på Ukraine.«

Her følger hans konklusion:

»For det femte bør vi kombinere både EU’s og Toldunionens indsats inden for rammerne af Den eurasiske økonomiske Komite for at optimere handel og økonomisk samarbejde med Ukraine.

Sidstnævnte forslag, som den ukrainske premierminister Azarov fremkom med, har et fremragende potentiale for forbedringer af de handelsmæssige, økonomiske og politiske relationer i Europa. Som vi ved, er det ikke lykkedes EU at etablere en konstruktiv dialog, siden Aftalen om Partnerskab og Samarbejde udløb for et par år siden. Den væsentlige drivkraft bag dette er politiske spændinger, forårsaget af det anti-russiske Partnerskab mod Øst. Præsident Putin støttede Azarovs forslag, som dernæst blev afvist af vildt ophidsede litauiske politikere og nogle europæiske embedsmænd. Lykkeligvis er disse embedsmænds embedsperiode ved at være slut, og det vil muligvis også bringe en afslutning på Maidan-skizofrenien, som forgifter samarbejdsmiljøet i hele Europa.

Hvis afpresningen af Ukraines elite skulle fortsætte, vil politikeres og NATO-landes hemmelige tjenesters indblanding i Ukraines indenrigspolitiske forhold også vare ved. Dette kunne få konflikten til at flyde ud over grænsen for Maidan i Liev og overtage hele Ukraine, idet den trækker Rusland og EU med i fælden og yderligere forværrer relationerne alle parter imellem. Optrapningen af denne konflikt ville uvægerligt føre til en splittelse af Ukraine, hvilket ville kaste hele det østeuropæiske område ud i en spiral af ustabilitet og politisk spænding. I sammenhæng med den fortsatte, globale økonomiske krise ville dette få alvorlige konsekvenser for handelsrelationerne mellem Toldunionen, Ukraine og EU, som utvivlsomt ville medføre tab. Det er muligt, at amerikanske politiske orakler med overlæg manipulerer ukrainske politikere og oligarker, som er afhængige af dem, men virkeliggørelsen af en sådan plan ville imidlertid skade USA selv, fordi det yderligere ville svække EU, USA’s hovedallierede i verden efter Sovjetunionen.

Iscenesættelsen af trilaterale diskussioner mellem Ukraine, EU og Rusland sammen er den bedst tænkelige løsning på det aktuelle dødvande. Hvis EU ignorerer dette forslag, vil det give bagslag og være en afspejling af den aktuelle EU-kommissions involvering, såvel som af de polske og litauiske politikeres forsøg på at inddrage EU i deres egne anti-russiske eventyr, som gamle mindreværdskomplekser i deres egne lande puster til. Det er på tide at stoppe den voksende konfliktzone rundt om EU, som stadig betaler for krigene på Balkan efter Jugoslaviens sammenbrud. Ruslands interesse ligger i en stærk og stabil Europæisk Union, eftersom den er landets væsentligste handelspartner. Fristelsen med Ukraine, som var og er et historisk og spirituelt center i den russiske verden med Kiev – alle russiske byers moder – kunne ende i en katastrofe for EU, og er allerede blevet udforsket i tidligere forsøg på at integrere Rusland i Europa med magt.«

Glazyev skrev artiklen som privatperson, ikke som talsmand for den russiske regering.