Hvad gav Prometheus menneskene?

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

Uddrag af N. V. Dorphs oversættelse fra 1854: Den bundne Prometheus

 

Prometheus:

Men hører nu, hvad skyld jeg har

mod mennesken: hvordan jeg danned dem, som før var sløve,

til forstandighed og sjælekraft.

Jeg taler ikke for at dadle Jordens børn,

men for at vise mine gavers ædle maal.

Thi fordum, om end seende, de så dog ei,

og hørende de fatted ei; men længe alt,

lig drømmebilleder, de blandte alting blindt

tilsammen; og ei kjendte de steenbyggede, solvarme huse,

heller ikke tømmerværk.

Men under jorden, som de vimse myrer, de

i skumle huler boede og foruden sol.

De sikkre tegn ei kjendte paa, naar vintren kom,

ei heller blomstervaaren, eller sommeren

med sine frugter; men i alting tankeløs

var deres gjerning, indtil stjerners opgang jeg

og dunkle nedgang lærte dem at mærke klart.

Jeg ogsaa tallenes høiherlig snilde kunst

opfandt for dem, og skrifttegns sammenføininger,

og saa erindring, moderen til hver en kunst.

Jeg slutted ogsaa i kobbel stærke dyr

og trælle under aag. Og at med kroppens kraft

de kunde spare manden mangen tung besvær,

for vogn jeg spændte tøilevæligt hestepar,

stolt prydelse for mægtig rigdoms yppighed.

Og ingen uden jeg opfandt til sømænds lyst

seilvinget fartøi til at flyve vidt paa hav.

   Deslige kunster har jeg arme fundet op

for Jordens børn; men selv jeg veed ei haab, hvordan

jeg skal fra disse mine kvaler mig befrie.

 

Chor:

Du lider svarlig ondt, og sanseløs du nu

forseiler veien. Som den slette læge, der

er bleven syg, du taber modet, og du kan

ei finde noget middel til at læge dig.

 

Prometheus:

Naar resten du nu hører, du vil undres meer,

hvad kunster og hvad midler jeg har fundet paa,

du høre kun det vigtigste: Faldt en i sot,

der gaves intet hjelpemiddel spiseligt,

ei salve, og ei drikke, men af mangel paa

hver lægedom henvisned de, før jeg endnu

dem milde lægemidlers blanding havde viist,

ved hvilke hver en sygdom sikkrest drives bort.

Og mangen skik ved seerkunsten ordned jeg.

Jeg var den første, som af drømme tydede

det kommende; og dunkle forbetydninger

jeg tolked dem og varselstegn for reisende.

Krumkloede fugles flugt dernæst forklared jeg

bestemt; og hvilket slags af dem bebuded held,

og hvilket uheld; hvilken levevis der var

hver af dem egen; om der fiendskab hersked blandt

dem, eller maaske venskab og samdrægtighed;

indvoldes ligemaal, og hvilken farve helst

de maatte have for at vække Guders lyst;

og galdens, leverens mangehaande skikkelser.

I det jeg brændte de med fedt indhyllede laar

og brede ryg, jeg leded Jordens børn ind i

den dunkle kunst; og offerildens flammetegn,

som før var mørke gaader, tyded nu jeg klart.

   See saadan har jeg virket. Og hvad dybt der er

i Jordens skjød hengjemt til gavn for mennesket,

sølv, guld og jern og kobber – hvo tør rose af

at have fundet disse skatte førend jeg?

Nei ingen, tro mig, som med løgn ei prale vil.

   Saa hør nu alt i korthed fatted med eet ord:

Fra Prometheus flammer hver en kunst blandt Jordens børn.

 

Chor:

Sørg ei for meget for de dødeliges slægt,

men heller for dig selv, ulykkelige! Thi

jeg har det haab, at du, af disse lænker løft,

engang vil ikke vorde mindre stærk end Zeus!

 

Prometheus:

Nei! Moera, den fuldbyrdende, har ei endnu

bestikket dette. Først af tusindfoldig kval

og smerte bøiet, løses jeg af disse baand.

Al kløgt er kraftløs mod nødvendighedens magt.

 

Chor:

Men sig: hvo styrer vel nødvendighedens ror?

 

Prometheus:

Tre moerer, og erinyer, som husker alt.

 

Chor:

Er Zeus da underkastet disse væsners magt?

 

Prometheus:

Ja, han vil aldrig undgaae sin bestikkede lod.

 

Chor:

Hvad anden er da vel hans lod end evig magt?

 

Prometheus:

Det tør du ikke vide. Spørg da ikke meer!

 

Chor:

Er det en hellig løndom du bevare maa?

 

Prometheus:

Bring anden ting paa bane! Denne dag det er

ei tid at tale om, men den bør holdes skjult

saameget muligt; thi naar jeg bevarer den,

jeg frelses vil fra disse lænkers skam og kval.