Helga Zepp-LaRouche: Går Europa, ligesom i 1914, i søvne, direkte mod Tredje Verdenskrig?

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

BüSo[1], 4. januar 2014 – Det er på allerhøjeste tid, at folk i Tyskland vågner op. Situationen ville være grotesk, hvis den ikke var så farlig. Her advarer dusinvis af historikere, forfattere og avisjournalister om parallellerne til 1914 og beskriver, hvordan folk dengang som søvngængere marcherede lige lukt ind i katastrofen – og så gør vi i dag i princippet alligevel nøjagtig det samme. Med den afgørende forskel, at Tredje Verdenskrig ville være en atomkrig og ville udslette menneskeheden. Bagefter ville det være forbi.

Den statslige, udenlandske radiotjeneste Ruslands Stemme (Voice of Russia) har netop advaret om, at verden befinder sig tættere på en total atomkrig, end den gjorde selv på højdepunktet af den kolde krig, under Cubakrisen. 

Dernæst gør artiklen, som en slags bortforklaring, udhulingen af aftalen om ikke-spredning af atomvåben ansvarlig for denne fare. Ud over den oprindelige atomklub, altså de stater, der havde antændt et atomvåben før 1. januar 1967, skulle i dag Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea være i besiddelse af sådanne våben, og endnu andre skulle være blot en hårsbredde fra at besidde dem, og alt i alt stræber 30 til 40 stater efter atomstatus.

Sandheden er endnu mere ubehagelig. Anne Appelbaum, som er en polsk-amerikansk historiker og hustru til den polske udenrigsminister Sikorski, konstaterede for nylig i Washington Post den pludselige tilbagevenden af taktikker, som var hverdagskost under den kolde krig, hvorved hun ganske vist bytter rundt på årsag og virkning. For opstillingen af russiske raketter ved landets vestlige grænse var ikke starten på denne udvikling, men derimod en reaktion på opførelsen af det amerikanske missilforsvarssystem i Polen og Tjekkiet. Etableringen af det kinesiske luftforsvarsrum er en reaktion på den amerikanske »Air-Sea-Battle«-doktrin, hvis erklærede mål er at gennembryde forsvaret af det kinesiske fastland.

Bag ved NATO’s (og EU’s) udvidelse mod øst, såvel som Obamaregeringens politik om den såkaldte »asiatiske akse«, står forsøget på at etablere et nyt verdensimperium på baggrund af det anglo-amerikanske særforhold, et forsøg, der først blev fremmet af Bush sen. og Thatcher, dernæst Bush jr. og Blair og nu af Obama og Cameron. I det stykke fungerer EU som Imperiets regionale juniorpartner.

Denne politik har nu igennem længere tid ført til et nyt, globalt rustningskapløb. Dertil kommer forskellige, offensive militærdoktriner fra USA og NATO, som må ses som en del af en overordnet strategi. På den ene side »Ansvar for at beskytte«-doktrinen (R2P), som annullerer staternes suverænitet, som FN-charteret garanterer, til fordel for »humanitære« interventioner. Ikke mindre farlig er den mangfoldigt tilslørede forskel mellem atomvåben og konventionelle våben, som det f.eks. er tilfældet med doktrinen om »Prompt Global Strike« eller det såkaldte præventive angreb med »små« atomvåben, til bl.a. sprængning af bunkers. I relevante militærtidsskrifter, som det amerikanske flyvevåbens officielle tidsskrift, annoncerer man afslutningen på NATO’s MAD[2]-doktrin, og den påstand fremføres, at det i dag skulle være muligt at neutralisere ethvert lands atomkapacitet uden, at det kommer til radioaktivt nedfald[3]. I Yale-universitetets tidsskrift forlanger prof. Etzioni en offentlig debat om spørgsmålet om, hvem i Pentagon, der har autoriseret forberedelsen til en krig imod Kina.[4]

Som reaktion på alle disse udviklinger har såvel Rusland som Kina nu utvetydigt gjort det klart, at de i høj grad råder over gengældelseskapacitet med atomvåben og også ville tage dem i anvendelse for fuld styrke, hvis de blev angrebet. Forskellige repræsentanter for den russiske regering har også understreget, at de ikke ville vente, indtil Vesten opnåede den tilstræbte tekniske overlegenhed, men om nødvendigt også ville udføre et atomart førsteangreb.

Enhver, der overvejer den overordnede situation, må erkende, at skakbrættet for den tredje, denne gang atomare, udslettelseskrig af menneskeheden i dag er langt mere minutiøst forberedt, end det var tilfældet mht. Første Verdenskrig inden skuddene i Sarajevo. Det burde ødelægge alles nattesøvn at forestille sig, hvor hurtigt en dum tilfældighed, eller en provokation fra tredje hold, kan bevirke menneskehedens udslettelse.

I tilfælde af, at det skulle komme til det umiddelbart forestående krak af det transatlantiske finanssystem, hvilket kan ske hvert øjeblik, og som selv sådanne traditionelle økonomer som Dennis Snower fra Kieler Institut for Verdensøkonomi imidlertid advarer mod, er det sandsynligt, at det deraf følgende kaos meget hurtigt ville få militære konsekvenser, der ville ende med Tredje Verdenskrig.

Alternativet

Man ved, at det aldrig ville være kommet til Første Verdenskrig, hvis Bismarck fortsat havde været kansler i Tyskland, og at forhistorien til denne krig startede med hans afskedigelse. Hvilken lære kan vi i dag, i dette øjeblik med den højeste fare, drage af Bismarcks politik?

I stedet for, gennem organiserede mediekampagner med PR-formål, at bygge Rusland og Kina op som et fjendebillede og dermed bidrage til en selvopfyldende profeti, og igen, som i tilfældet med Syrien, stille sig på terroristernes side, må vi, i betragtning af terrorangrebet i Volgograd og andre steder i Sydrusland, erklære vor fulde solidaritet med Rusland. Forbundskansler Merkel og forbundspræsident Gauck burde lade denne solidaritet give sig praktisk udslag gennem at deltage i de olympiske lege i Sochi med en repræsentativ delegation.

De europæiske nationer burde omgående acceptere præsident Putins og viceministerpræsident Rogosins tilbud om udvikling og opstilling af et fælles missilforsvarssystem. Problemet med udhulingen af ikke-spredningsaftalen om atomvåben, inklusive faren for, at disse våben kunne komme under terroristernes kontrol, kan kun bringes under kontrol gennem et effektivt samarbejde mellem Øst og Vest.

Viktor Ivanov, chefen for den russiske narkobekæmpelsesmyndighed, har gentagne gange tilbudt, at Rusland samarbejder med NATO, USA og EU i kampen mod dyrkning af narkotika i Afghanistan og mod hvidvaskningen af profitten fra denne narkohandel. I stedet for at acceptere dette tilbud, er narkoproduktionen, i løbet af Afghanistankrigens tolv år under NATO’s beskyttelse, steget til det fyrre(40)-dobbelte! Som følge heraf bliver en stor del af befolkningen i Rusland, Kina, Centralasien, men også den europæiske ungdom, ødelagt. De europæiske nationer burde omgående tage »Rainbow-2«-forslaget fra Collective Security Treaty Organisation (CSTO), om ødelæggelse af narkoproduktionen i Afghanistan, op, og som også omfatter et program for økonomisk opbygning. Ruslandseksperten Alexander Rahr støttede for nylig denne idé, såvel som et forslag, som BüSo har fremstillet i mange år, nemlig at integrere, og dermed stabilisere, Afghanistan i en økonomisk union med alle dets naboer.

De europæiske nationer burde omgående acceptere premierminister Asarovs og Sergei Glazyevs[5] forslag om trepartsforhandlinger mellem dem selv, Ukraine og Rusland om et fælles, økonomisk udviklingsperspektiv.

Dette økonomiske samarbejde kunne blive en del af opførelsen af Den eurasiske Landbro, som den kinesiske præsident Xi Jinping for nylig i Kazakhstan erklærede for en prioritet i den kinesiske politik, i form af den Ny Silkevej. Den kinesiske ministerpræsident Li Keqiang har konkretiseret dette perspektiv i sin seneste rejse til Øst- og Mellemeuropa med banebrydende aftaler med Rumænien, Ungarn og Serbien om konstruktion af et kinesisk højhastighedstog i disse lande. Alle europæiske nationer lider i øjeblikket under et dramatisk dødvande inden for investeringer i infrastruktur og kunne få et massivt udbytte ud af et sådant samarbejde. Den fælles opbygning af Verdenslandbroen ville også være en solid basis for en fredsordning i det 21. århundrede.

Asteroidenedslaget den 15. februar 2013 i Chelyabinsk i Rusland har nok engang på dramatisk vis mindet verden om, at vi i øjeblikket ikke disponerer over nogen som helst forsvarsmekanisme for at beskytte vor planet imod nedslag af asteroider, meteoritter og kometer. I værste fald kunne et nedslag af et af disse objekter, af hvilke der er millioner på vej i verdensrummet, og som NASA og ESA indtil videre blot kan identificere en brøkdel af, lige så godt udslette menneskeheden, som det udslettede dinosaurerne for 65 mio. år siden. Det fælles forsvar af vor planet kan kun sikres gennem internationalt samarbejde inden for forskning og udvikling af forsvarssystemer.

Kina har med sin landing af robotten »Jadehare« på Månen bevist – der har ikke været en månelanding i 40 år (!) – at det er godt på vej til at blive verdens førende rumnation. Internationalt samarbejde om rumfart og erobringen af nye, videnskabelige grænseområder hører til menneskehedens fælles mål, som tillader os at lade jordiske uoverensstemmelser og angivelige, geostrategiske interessekonflikter bag os og indlede en bedre epoke for menneskeheden.

Det er altså på høje tid at vågne op og selv arbejde med på, at menneskeheden i det hele taget har en fremtid, og at denne fremtid bliver storslået. Der findes vidunderlige alternativer til Tredje Verdenskrig, og de her nævnte samarbejdsområder kunne udvides til mange vigtige områder, som f.eks. samarbejde om opbygning af en verdensøkonomi på basis af kernefusion, eller samarbejde om og udveksling af klassisk kultur, og skabelsen af en helt ny epoke for menneskeheden, som passer til menneskehedens værdighed og natur som en unik, kreativ art.

Kæmp for en bedre fremtid sammen med os; Slut dig til Schiller Instituttet!    

 

  (note: 'Yutu' betyder 'Jadehare' et dyr, der har den kinesiske månefe Chang'e om sig. AStj)    

     

 


[1] Artiklen er publiceret som lederartikel på det tyske parti Bürgerrechtsbewegung Solidaritäts hjemmeside; BüSo er LaRouchebevægelsens modstykke i Tyskland, med Zepp-LaRouche som formand. http://www.bueso.de/

[2] Mutually Assured Destruction, gensidigt garanteret ødelæggelse

[3] Keir A. Lieber og Daryl G. Press: ’The New Era of Nuclear Weapons, Deterrence and Conflict’, Strategic Studies Quaterly

[4] Amitai Etzioni: ’Who Authorized Preparations for War with China?’, Yale Journal of International Affairs

 

[5] Se ’Seneste Nyt’: Glazyev: Truslen om krig og alternativet; http://schillerinstitut.dk/drupal/node/1244