Glass-Steagall, USA: Den tredje mulighed

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

LaRouchePAC, 7. januar 2014 – Af Leandra Bernstein[1]: Den 113. [amerikanske] Kongres træder igen sammen i denne uge, og på dagsordenen er uenigheden om budgetaftalerne, som man indgik gør vinterpausen. Budgettet, som det nu er vedtaget, behandler stort set ikke nogen af nationens underliggende økonomiske problemer – lige fra arbejdsløshed og en stadig mere ukvalificeret arbejdsstyrke, til fysisk-økonomisk underskud, en generel mangel på produktivitet, og den overhængende katastrofe med finanssystemet under post-Glass-Steagall-systemet.

Den 7. januar afholdt Information Technology and Innovation Institute (ITIF) et arrangement i Washington DC med titlen »En plan for vækstorienteret reduktion af underskuddet«, som fremlagde et pralende forslag om at »give amerikansk produktivitet, innovation og konkurrenceevne et opsving« og bryde med »budgetsamtykket i Washington«, der behandler underskuddet som et uhyre, der skal nedskæres, skæres op eller lægges i lænker.

Dr. Robert Atkinson, præsident for ITIF, åbnede arrangementet med at argumentere, at vi, faktisk, burde overveje at grave os dybere ned i gæld. »Den amerikanske økonomi har præsteret ringe, både på kort og længere sigt. Folk er bekymrede over, at gæld vil indvirke på væksten, men gæld er ikke et problem, med mindre den fører til andre problemer.« Atkinson skitserede et program for investeringer og statskreditter til stimulering af vækst, idet han sagde, at vækst er en økonomis mest korrekte resultat. I rene tal, sagde han, vil budgettet komme til at se værre ud, men gevinsterne i fremtiden vil være af større betydning end disse tal; den overordnede indvirkning på budgettet kunne være nul. Han talte som forkæmper for idéen om at investere i innovation, anlægsaktiver, transport over land og anden infrastruktur, og understregede behovet for at investere i forskning og udvikling.

I 2010 lå USA som nummer 28 af 34 OECD-lande mht. statslig forskning og udvikling, der ikke er relateret til forsvaret. Med hensyn til forskning og udvikling på universiteterne lå USA som nummer 24 af 39. (For eksempel: finansiering af forskning i fusion i universitetslaboratorier.[2])

Alt imens han udpegede åbenlyse problemområder, som har desperat behov for fornuftig budgettering, undgik Atkinson og de øvrige talere imidlertid ikke den typiske budgetfælde og lod sig fange mellem budgetnedskæringernes Scylla på den ene side og skattestigningernes Charybdis på den anden. Som i alle tilsyneladende umulige situationer, er der næsten altid en tredje mulighed (fremhævet af red.), men det er en mulighed, der kræver forestillingsevne og evnen til at tænke i ikke-traditionsbundne baner. Som følge heraf intervenerede jeg på vegne af LaRouchePAC med morgenens eneste spørgsmål og fremkom med følgende kritik af de debatterede forslag:

Idéen om at bruge penge for at forøge produktiviteten og udbedre »investeringsunderskuddet« (dvs. manglen på langfristet investering i infrastruktur, anlægsaktiver, osv.) ved at få økonomien til at vokse er den rigtige fremgangsmåde. Det spørgsmål, som imidlertid rejser sig, er: Hvordan har man tænkt sig at betale for dette? Som studerende af amerikansk historie er det chokerende, at så få beslutningstagere i politik vælger at gøre sig fortrolige med de principper og fortilfælde, som var succesfulde, såsom præsident Franklin D. Roosevelts Reconstruction Finance Corporation[3], eller Alexander Hamiltons Nationalbank. Der er en tredje mulighed, som ikke involverer beskatning af CO?-udledning, udsættelse af pensionsalderen, nedsættelse af sundhedsydelser, nedskæring af arbejdsløshedsdagpenge eller nedskæring af landbrugsstøtte – hvilke forslag alle blev stillet under begivenheden. Denne tredje mulighed begynder med Glass-Steagall [4](fremhævet af red.).

Glass/Steagall-loven forhindrer omgående bankinstitutioner, der modtager almindelige indskud, i at investere i hasardspilsaktiviteter, som lover dem en gevinst på 30 % eller mere … med mindre de taber væddemålet, naturligvis. Uden det tillokkende ved den slags profitter vil bankerne være begrænsede i deres udlånsvirksomhed. På dette tidspunkt vil den amerikanske regering være den mest sikre investering, og de banker, der er i overensstemmelse med Glass-Steagall, kan igen begynde at låne ud, idet de anbringer midler til anvendelse i et revideret program af RFC-typen, eller, ideelt set, USA’s Tredje Nationalbank[5].

Som Isabel Sawhill fra Brookings Institute gjorde opmærksom på, så har selskaber i den private sektor tilbageholdt deres indtjeninger; de har penge til at geninvestere, men de geninvesterer ikke. Noget lignende gør sig gældende i banksektoren, hvor udlån generelt er styrtdykket med omkring 1 billion dollars fra 2012 – 2013, til trods for tilførslen gennem kvantitativ lempelse. Alt dette betyder ganske enkelt, at midlerne til udlån findes; potentialet til produktivitet og vækst er til stede. Franklin Roosevelt udtrykte dette på den bedste måde i sin budgettale i 1940, hvor han sagde, at USA lettede Depressionen ved »at udlåne uvirksomme midler for at sætte uvirksomme mænd og uvirksomme fabrikker i arbejde.« Han fortsatte, »Den bevidste anvendelse af statsmidler og statskredit til at give energi til privat foretagsomhed … havde en dybtgående virkning på både de statslige og private indkomster.«[6])    

I kølvandet på kritikken og spørgsmålet, om de ville støtte en genindførelse af Glass-Steagall, påberåbte talerne ved dette arrangement sig uvidenhed i finansielle affærer. Imidlertid er løsningen, som LaRouchePAC har fremlagt den, hverken dunkel eller kan ikke praktiseres. Idet Kongressen vender tilbage, vil de blive nødt til at håndtere en økonomisk og finansiel krise af episke dimensioner. Kongressen skal have at vide, hvad konsekvenserne og fordelene af deres støtte til et program, der vil virke, er, og de må høre det fra deres vælgere snarere end fra eksperter uden for Kongressen. På hver kongresmedlems skrivebord, både i Repræsentanternes Hus og i Senatet, ligger et lovforslag for den omgående genindførelse af Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov (HR129 og HR3711, samt S.1282), startskuddet til begyndelsen af reel økonomisk vækst.

 

(Glass-Steagall; Fusionsenergi; Infrastruktur)

 


[1] Læs også: Specialrapport, dansk:http://schillerinstitut.dk/drupal/node/873 »Dodd-Frank dræber. Hvordan USA blev en del af det internationale Bail-in-system«

»LaRouchePAC’s Glass/Steagall-mobiliserin g ryster nationen« http://schillerinstitut.dk/drupal/node/849

»Hvorfor Wall Street skal lukkes ned« http://schillerinstitut.dk/drupal/node/95

 

[2]Læs rapporten (eng.); »NAWAPA XXI: Gateway to Fusion Economy« http://larouchepac.com/node/28017

Video, eng.: Tur rundt i NAWAPA XXI, 30 min. http://larouchepac.com/nawapaxxi/feature

Video, dansk tale: »En vision for fremtiden«, 25 min. http://schillerinstitut.dk/drupal/node/1139

 

[3] Læs: Hovedartikel: »80-års dag for Glass-Steagall!« http://www.schillerinstitut.dk/drupal/node/889

Hovedartikel: »Med hans egne ord: Hvordan Franklin Roosevelts Første 100 Dage lagde grunden til fremtidens fremskridt« http://www.schillerinstitut.dk/drupal/node/908

 

[4] Læs: Schiller Instituttets Trepunktsprogram for en økonomisk genrejsning i Danmark, efterår 2013 http://www.schillerinstitut.dk/drupal/system/files/KA16.pdf

 

[5] Læs: Specialrapport (da.): »Udkast til Lovforslag om genindførelse af USA’s oprindelige Nationalbank« http://www.schillerinstitut.dk/drupal/node/786/edit

  

[6] Læs (eng.): »Franklin Roosevelts Credit Budgetting« http://larouchepac.com/node/29273