Gates Memoirer siger krigen i Libyen var forkert; Krig en hårsbredde væk i Washington

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

LaRouchePAC, 8. januar 2014 – Robert Gates, tidligere forsvarsminister under George W. Bush og Barack Obama og en tidligere CIA-direktør, var forfatter bag en lang kommentar, som er en tilpasning fra hans seneste bog »Pligt: En krigsministers memoirer«[1] , i dagens Wall Street Journal. Kronikken med titlen »Robert Gates’ tavse vrede« begyndte med en bredside af et angreb på kongresmedlemmers opførsel under kongreshøringer.

»Jeg var fristet til [under de 4½ år som forsvarsminister] at rejse mig, smække briefing-bogen sammen og sige op på stedet. Afgangssætningerne lå lige på tungen: ’Nok er jeg forsvarsminister, men jeg er også en amerikansk borger, og der er ingen forbandet karl, der kan tale sådan til mig.« Han siger, at alt imens individuelle medlemmer af Kongressen kan være »hensynsfulde«, så har kameraernes virkning i en åben høring samme effekt, som »fuldmånen har på en varulv.«

New York Times rapporterer, at han kæmpede hårdt mod Det nationale Sikkerhedsråds »mikro-direktører«, imod krigen i Libyen, men blev »underkendt«. Men alt imens Times og Washington Post fokuserer på godbidder af sladder fra bogen (søm først udkommer i næste uge), så zoomer Gates egen beretning ind på et af de vigtigste spørgsmål: den kendsgerning, at [beslutningen om] krig er et spørgsmål om en hårsbredde, og han kæmpede hårdt mod Obamas krig i Libyen.

Gates siger:

»Indtil jeg blev forsvarsminister var mit kendskab til krig og til dem, der udkæmpede den, kommet fra antiseptiske kontorer i Det hvide Hus og CIA. Da jeg tjente som forsvarsminister, blev det abstrakte virkeligt, det antiseptiske blev blodigt og frygteligt. Jeg fik et førstehåndskendskab til omkostningerne i form af ødelagte liv og tabte liv.

Det er meget lettere at komme ind i en krig end at komme ud af den. De, der stiller spørgsmål om exit-strategier, eller hvad der vil ske, hvis antagelserne viser sig at være forkerte, er sjældent velkomne ved konferencebordet, når ildslugerne kræver, at vi skal angribe, som de gjorde, da de talte til fordel for at invadere Irak, intervenere i Libyen og Syrien, eller bombe Irans atomkraftværker. Men de seneste årtier har præsidenter, der konfronteres med vanskelige problemer udenlands, alt for ofte været alt for hurtige til at gribe ud efter riflen. Vores udenrigspolitik og sikkerhedspolitik er blevet for militariseret, anvendelsen af magt for let for præsidenter.

I dag er der for mange ideologer, der kræver amerikansk magt som den første valgmulighed snarere end den sidste udvej. På venstre side hører vi om »ansvaret for at beskytte« (R2P, -red.)civile for at retfærdiggøre militær intervention i Libyen, Syrien, Sudan og andetsteds. På højre side bliver den manglende gennemførelse af et angreb på Syrien dømt til at være en abdikation af det amerikanske lederskab. Og således ser resten af verden USA som et militaristisk land, der er hurtig til at lancere fly, krydsermissiler og droner dybt ind i suveræne lande eller områder uden regering. Der er grænser for, hvad selv den største og stærkeste nation på Jorden kan gøre, og en hvilken som helst grov krænkelse, aggressive handling, undertrykkelse eller krise bør ikke udløse en amerikansk militærreaktion.

Dette er især værd at huske, efterhånden som teknologi ændrer krigens ansigt. Man trykker på en knap i Nevada, og få sekunder senere eksploderer en pickup i Mosul. En bombe ødelægger det tiltænkte hus på højre side og efterlader det til venstre intakt. For alt for mange mennesker – inklusive forsvars-’eksperter’, kongresmedlemmer, embedsmænd i den eksekutive gren og almindelige borgere – er krig blevet et slags videospil eller en actionfilm: uden blod, uden smerte og uden lugt. Men mine år i Pentagon efterlod mig endnu mere skeptisk over for systemanalyser, computermodeller, spilteorier eller doktriner, som indikerer, at krig skulle være noget som helst andet end tragisk, ineffektiv og uvis.«

(Stop 3. Verdenskrig)

 


[1] Org. titel: ’Duty: Memoirs of a Secretary of War’