Opdel Dong i stedet for at forære en formue til Goldman Sachs – så kan vi efterfølgende opdele bankerne

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

Udtalelse af Tom Gillesberg,

formand for Schiller Instituttet i Danmark, den 13. januar 2014:

Der er med rette et voksende oprør i den danske offentlighed over, at den danske regering med opbakning fra oppositionen har indgået en aftale om at sælge 19 % af Dong Energy til investeringsbanken Goldman Sachs, et af de absolutte værste rovdyr på Wall Street, og det på betingelser, der er så fordelagtige for banken, at dets forhandlere sandsynligvis stadig rødmer over at have misbrugt den danske naivitet på så åbenlys en måde. Som det blev fremført af Lars Trier Mogensen i Information den 21. december, så fremstår Danmark som en mellemting mellem en koloni og en bananrepublik – bortset fra, at vi ikke får betalingen i glasperler og heller ikke har fordel af varmt vejr.

Aftalen, som man har forhandlet på plads med Goldman Sachs, garanterer banken en god profit og muligheden for at skyde papegøjen og tjene op til 400 % på sin investering, hvis Dong Energy som forventet bliver børsnoteret inden 2018. Samtidigt bliver den danske energigigant bundet på hænder og fødder, fordi Goldman Sachs har vetoret over ændringer i Dong Energys ledelse eller forretningsplan.

Salget sker med argumentet om, at staten ellers selv måtte pumpe ekstra penge i Dong for at dække Dongs tab på internationale, spekulative investeringer i energimarkedet, men det er blot et røgslør.

Aftalen indeholder nemlig en garanti til Goldman Sachs om, at Danmark vil tilbagekøbe aktierne til en pris over den nuværende, så Goldman Sachs er garanteret en fortjeneste, hvis de mod forventning ikke kan sælge dem med den forventede profit. Denne statsgaranti er et de facto statsbidrag til Dong, der blot ikke er kommet til udbetaling endnu. Hele aftalen er en skandaløs ofring fra den danske regering til Wall Streets guder på bekostning af den danske befolkning. Det må stoppes, mens tid er.

 

Dansk Folkepartis forslag om opdeling

Dansk Folkeparti, som er en del af den kreds af partier, der er en del af energiforliget, og som blev enige om aftalen, har i et alvorligt anfald af bondeanger foreslået, at man dropper den nuværende aftale med Goldman Sachs, der slet ikke er gældende, før den er vedtaget af det danske folketing. I stedet foreslår man så at opdele Dong Energy i to dele: En del, der omfatter de aktiviteter i Danmark, som vedrører den danske forsyningssikkerhed, og en anden del, der er de aktiviteter, som er kritiske for dansk økonomi og den danske befolkning. Så mener Dansk Folkeparti, at man kan tage de resterende dele af Dong, der således ikke er af vital betydning for Danmark, og, hvis man ønsker det, sælge dem på kommercielle vilkår til f.eks. Goldman Sachs.

Om det er en god idé at involvere sig med Goldman Sachs på nogen anden måde, end at lægge dem i håndjern og sætte dem bag tremmer kan diskuteres, men Dansk Folkepartis forslag har en korrekt kerne, som alle folketingets partier burde kunne tilslutte sig: De aktiviteter, der er af vital betydning for den danske økonomi og befolkningens ve og vel, må staten regulere, beskytte og om nødvendigt støtte økonomisk. Her er det afgørende, at staten sikrer en landsdækkende god, stabil og billig elektricitetsforsyning til hele landets befolkning og erhverv. Andre økonomiske aktiviteter, som f.eks. investeringer i udlandet eller spekulative investeringer, der foretages udelukkende med henblik på at skabe en hurtig profit, bør være i et separat selskab, der konkurrerer på markedsvilkår, og som i tilfælde af tab eller fejldispositioner selv må bære konsekvenserne – også, hvis det betyder en fallit.

 

Først Dong - så bankerne

Denne opdeling bør ikke blot gøre sig gældende i den konkrete sag om Dong, men bør udstrækkes til resten af det økonomiske område – frem for alt når det gælder bankerne. Havde man haft denne opdeling – den Glass/Steagall-bankopdeling, der var grundlaget for et stabilt finanssystem i USA fra 1933-1999 – så havde vi ikke haft finanskrisen i 2008. Havde vi ligeledes holdt fast i princippet om, at danske banker KUN kan operere i Danmark, og at banker ikke skal have lov til at eje eller drive realkreditinstitutter – så havde den danske bankkrise fra 2008 og fremefter været langt mindre og ikke været en trussel imod hele den danske økonomi. Det var denne trussel, der førte til, at man risikerede den danske stats og befolknings ve og vel ved at stille en ubegrænset statsgaranti for de danske banker med Danske Bank i spidsen, og at man efterfølgende accepterer, at bankerne bruger realkreditinstitutternes kunder – og det vil sige de danske boligejere – som malkekøer for at dække bankernes tab på spekulation.

Lad os opdele Dong Energy i stedet for at forære det til Goldman Sachs, og lad os derefter få gennemført en Glass/Steagall-bankopdeling, hvor vi opdeler bankernes aktiviteter: De dele, der har at gøre med normal bankaktivitet i form af ind- og udlånsvirksomhed, placeres i en bank for sig, der ved lov har forbud imod at spekulere eller involvere sig i udenlandske finanseventyr. De spekulative dele af banken placeres i særlige investeringsbanker, der ikke har lov til at foretage normale bankforretninger og ikke er dækket af en statslig indskudsgaranti. På den måde kan vi sikre, at vi aldrig igen skal bruge offentlighedens penge eller kredit for at redde banker, der trues af fallit pga. af fejlslagne projekter i deres grådige jagt på hurtig profit – og [vi sikres mod] en trussel om, at nationaløkonomien er truet, hvis bankerne ikke reddes. En opdeling bør selvfølgelig også medføre et forbud for banker mod at eje eller drive realkreditinstitutter, så realkreditinstitutterne igen som deres eneste formål får at yde billige, let omsættelige boliglån til de danske boligejere og erhvervskunder, i stedet for at være en finansiel malkeko for bankerne.

(Glass-Steagall)