Lavrov citerer behovet for at undgå verdenskrigens tragedie i tale på Sikkerhedskonference i München

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

2. februar 2014 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov indledte sin tale på sikkerhedskonferencen i München med nødvendigheden af at forhindre en gentagelse af verdenskrigens tragedie. Hans bemærkninger faldt på 70-året for Slaget om Stalingrad. Han indledte med følgende:

»Det er umuligt at ignorere symbolikken i datoen for mødet i dag. For 70 år siden sluttede et af de vanskeligste, blodigste og mest afgørende slag i Anden Verdenskrig, Slaget om Stalingrad. Hundrede tusinder af mine landsmænd, der ofrede deres liv på Volgas bredder, forsvarede ikke blot Moderlandet, men kæmpede også for opnåelsen af universel fred, ligesom alle vore allierede.

Diplomatiets indsats havde også til formål ikke at tillade en gentagelse af verdenskrigens tragedie. Det resulterede i skabelsen af De forenede Nationer. Men kort tid senere trak den kolde krig skillelinjerne i Europa, som udsatte mulighederne for at opbygge et system for fælles sikkerhed, som er indlejret i FN’s charter, i lang tid.

Jeg taler ikke om dette for at fremprovokere endnu en søgen efter de skyldige. At rode op i fortiden er ikke for troværdige politikere. Som den russiske præsident Vladimir Putin understregede i et brev i december måned til den Føderale Forsamling, så går Rusland kun fremad, går kun mod fremtiden. Det er derfor, vi frem for alt ser meningen med vor deltagelse i München-konferencen som et forsøg på at finde en fælles fremgangsmåde for at opbygge et trygt samfund, baseret på autentisk, strategisk partnerskab. Det var selve det mål, som blev sat af lederne af de euro-atlantiske lande i 2010 ved OSCE-topmøder i Astana og ved Rusland-NATO-Rådet i Lissabon.

Det ville bestemt være en fejltagelse at erklære, at man intet gør for at opnå dette ædle mål. Rusland og USA indgik START-aftalen, og mangesidet samarbejde om bekæmpelse af terrorisme, narkohandel, pirateri og trusler fra Afghanistan er under udvikling. Afvisningen af psykologien fra den kolde krigs æra er udråbt offentligt. Rusland og NATO-medlemmer har erklæret, at de ikke ser hinanden som fjender.

Vi er imidlertid ikke kommet for at overøse hinanden med ros og komplimenter, men for at forstå de fremgangsmåder, som må koordineres med henblik på en succesfuld løsning på de tilbageværende problemer. Med dette for øje må vi indrømme, at vi, ikke i ord, men i handlinger, slet ikke er i nærheden af en virkelig fælles euro-atlantisk arkitektur, som er baseret på solidt, juridisk grundlag. Der findes stadig en tendens til at opbygge militær-politiske affærer i Europa, ikke på basis af principper, der blev proklameret på OSCE og NRC, men gennem fremme af NATO-centrerede sikkerhedsstrukturer som eneste fremgangsmåde.

Vi anser en sådan fremgangsmåde ud fra snævre blokhensyn for at være til ingen nytte og vanskelige at tænke sig ved hjælp af objektive, rationelle overvejelser; det kan næppe lade sig gøre at opbygge en politik i nutidens globale verden, når vi er fælles om truslerne. Det er på tide at tage et bredt og omfattende kig på hele komplekset af euro-atlantiske relationer og forsøge at definere, hvori fremgangsmåderne og de tilbageværende uoverensstemmelser mellem os består, inklusive hvad angår konfliktsituationer i andre dele af verden, som har indflydelse på vor gensidige sikkerhed.«

 

Lavrov afslører EU-støtte til blodsudgydelser i Ukraine og Syrien

Moskva kan ikke se, hvorfor prominente europæiske politikere vælger ikke at undsige besættelsen af regeringsbygninger i Ukraine og angreb på politifolk, som bestemt ikke har noget som helst med »demokrati« at gøre, sagde den russiske udenrigsminister Lavrov, da han talte på Sikkerhedskonferencen i München i morges.

»Hvorfor er der ingen, der fordømmer dem, der besætter regeringsbygninger, angriber politiet og synger racistiske og antisemitiske slagord? Hvorfor opmuntrer prominente europæiske politikere faktisk disse hændelser, til trods for, at de i deres egne lande omgående slår ned på ethvert overgreb på lovens bogstav?«, sagde Lavrov. »Hvordan ville Den europæiske Union reagere, hvis den russiske regering åbent støttede gadeoptøjer i London, Paris eller Hamburg og sendte sine ministre til disse byer for at opmuntre demonstranterne? spurgte han.

Derudover påpegede Lavrov, at i Syrien, alt imens nogle forsøger at bekæmpe terrororganisationerne al-Nusra Front og Den islamiske stat Irak og Levanten (ISIL) ved at etablere en ny sammenslutning kaldet Den islamiske Front, så er de grupper, der udgør Den islamiske Front, ligesom disse terrorgrupper. Mindst en af dem var, sammen med al-Nusra Front, involveret i Adra-massakren i Syrien, i hvilken dusinvis af kristne, drusere og andre minoriteter blev slagtet, tilføjede han. De militante oprørere migrerer mellem Den islamiske Front, al-Nusra Front og Den islamiske stat Irak og Levanten, afhængig af, hvem der betaler mest, og Rusland tvivler derfor stærkt på, at Den islamiske Front kan være et alternativ til terrorister, sagde Lavrov.

Disse anklager var blandt de hårdest formulerede passager i en tale, der ellers var temmelig reserveret og diplomatisk, og som opfordrede Vesten til at bidrage til institutioner sammen med Rusland med henblik på at arbejde konstruktivt med, og ikke mod, Rusland – som Genève II-møderne om Syrien, eller det russiske forslag om at skabe samarbejde mellem den euro-atlantiske del af Europa og den eurasiske del frem til 2020.

En anden passage, der havde en mere barsk tone, var Lavrovs svar på de anklager, som blev fremsat tidligere samme morgen af NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, som anklagede Rusland for at have en destruktiv tilnærmelse til spørgsmålet om missilforsvar og udvidelsen af NATO (program for »partnerskab« for post-Sovjet-æraen). Lavrov sagde, at, som en integreret del af USA’s strategiske styrker er missilskjoldet, der er opbygget i Østeuropa, offensivt, og man kan derfor ikke forvente, at Rusland bifalder det. Det er værd særligt at bemærke, at Lavrov indtrængende opfordrede Vesten, især europæerne, til endelig at lære lektion om, hvad det var, der forårsagede udbruddet af to verdenskrige, og fokusere på samarbejde, snarere end på konfrontation i stedet.

(Stop 3. Verdenskrig)