Nej til det andet Versailles-gældsdiktat! Opdeling af banksystemet og en ny d-mark nu!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

af Helga Zepp-LaRouche,

Schiller Instituttets

internationale præsident

30. juni, 2012

Følgende artikel er uredigeret.

Euroen har netop medført den krise, som dens opfindere ville opnå, nemlig at afskaffe alle statsregeringer, privatisere de statslige institutioner i stort omfang, sænke skatterne og kaste den europæiske socialstat på møddingen. Hvis fru Merkels kapitulation er endegyldig, så vil vi ikke få "mere Europa", men et Europa, der går ned. Vi må have suveræniteten over egen møntfod tilbage og en opdeling af banksystemet imod spekulanterne!

Hvis forbundskansler Merkel endegyldigt har kapituleret på EU-topmødet og givet sit samtykke til, at ESM i fremtiden varetager den direkte rekapitalisering af de europæiske banker, og til, at Italien og Spanien, og sikkert snart flere stater, kan gøre krav på yderligere EU-midler, så vil dette vise sig at være fatale fejltagelser, der vil føre til en katastrofe for hele den europæiske civilisation. I betragtning af det transatlantiske banksystems tilstand betyder dette intet mindre end en nyudgave af Versailles-traktaten, i hvilken Tyskland skal hæfte for udenlandske bankers og spekulanters gæld. På kort sigt truer resultatet med at blive det samme som i 1923,: Hyperinflation – men denne gang ikke i et enkelt land, men i hele Europa og i USA.

Samtidig udtalte fru Merkel endnu i tirsdags, at der, "så længe jeg lever", ikke ville blive tale om en "fælles gældsforpligtelse". Hvad er der da sket? Hvordan er denne 180 graders vending sket? Hvorfor har fru Merkel under indflydelse af den italienske ministerpræsident Monti og den spanske ministerpræsident Rajoy skiftet standpunkt, når hun endnu kort tid forinden havde udtrykt skepsis over for de fire EU-præsidenter Van Rompuys, Barrosos, Draghis og Junckers såkaldte "masterplan", netop på grund af, at man i denne etablerer den fælles gældsforpligtelse?

Ministerpræsidenterne Monti og Rajoy havde forstået, hvori akilleshælen i fru Merkels position bestod. Med udsigt til hjemme at have stående, alvorlige forfatningsklager i Karlsruhe [forfatningsdomstolen, -red.] mod ESM og Finanspagten, ville hun få begge traktater vedtaget med to-tredjedels flertal i Forbundsdagen, dvs. med hjælp fra SPD og De Grønne, for hvilket SPD til gengæld, og efter aftale med præsident Hollande, forlangte den såkaldte vækstpakke til 120 mia. euro, som fru Merkel først havde afvist.

Monti og Rajoy truede nu med at nedlægge veto mod denne vækstpakke og dermed sabotere det potentielle to-tredjedels flertal i Forbundsdagen. Præsident Hollande opdagede nu ganske praktisk sin sympati for Spanien og Italien og øgede dermed presset på fru Merkel.

Mistanken om, at dette pres i højeste grad var upassende, vokser, og det er presserende, at de omstændigheder, under hvilke fru Merkel har givet tilsagn til en faktisk fælles gældsforpligtelse af en yderligere størrelsesorden, bliver klarlagt, fordi hele Europas eksistens står på spil.

I hvert fald havde Sarkozys tidligere rådgiver, Alain Minc, i dagene forinden i et interview til den franske avis Les Echos bebrejdet Hollande, at han havde anvendt den samme taktik over for Tyskland som Francois Mitterand, da Tyskland skulle genforenes, hvor han havde gennemtvunget opgivelsen af d-marken og indførelsen af euroen som prisen for genforeningen. Mitterands tidligere rådgiver, Jacques Attali, skrev oven i købet i sin Mitterrand-biografi, at denne sågar havde truet Kohl med krig i tilfælde af, at Kohl vægrede sig.

Selv hvis man ser bort fra, at det øjensynligt drejede sig om et absurd bluffforsøg, omtalte Kohl hele tiden den europæiske møntunion som et spørgsmål om krig og fred i Europa. Man må heller ikke glemme, at Hollande, ligesom Sarkozy før ham, netop presser på for at få en fælles, europæisk gældsforpligtelse, fordi de franske banker har store udeståender i Middelhavslandene. De tyske vælgere og skatteydere har alverdens ret til at få denne baggrund at vide.

Hollande var tidligere blevet ringet op af Obama, der straks havde gentaget kravet om, at krisen i eurolandene skulle løses efter EU's, ECBs og IMF's forskrifter, da han øjensynligt var bange for, at en yderligere eskalering af situationen yderligere ville reducere hans chancer for at blive genvalgt. Dette er også grunden til, at den amerikanske finansminister Timothy Geithner og formanden for Federal Reserve, Ben Bernanke – der bærer øgenavnet "Helikopter-Ben", fordi han i tilfælde af en systemkrise vil "kaste pengesedler ud af helikoptere" -, ifølge medarbejdere i Den amerikanske Kongres har opfordret denne til at forberede en nødlov om vedtagelse af en yderligere megaredningspakke, der denne gang ville hælde meget mere likviditet ud, end man pumpede ud på markedet efter Lehmann-fallitten i 2008 – dengang drejede det sig om mellem 17 og 25 bio. dollars. Disse nye penge skal så, ved hjælp af Swab-derivater mellem Federal Reserve og ECB, også stå til rådighed for de marode europæiske banker. I forventning om, at krisen vil skærpes dramatisk, skal der allerede være en lov parat med nye fuldmagter, en lov, der kræver omgående intervention for at "redde systemet", grundet krisens omfang.

Krisen var planlagt

Enhver, der vil forstå situationen, må desuden læse Greg Palasts artikel i den britiske avis Guardian af 26. juni, hvori han skriver: "Den idé, at euroen skulle være fejlslagen, tyder på en farlig naivitet. Euroen er præcis det, som dens opfinder [Robert Mundell – forfatterens anm.] – og de 1% rige, der støtter den – forudså og tilsigtede." Mundell, opfinderen af "enhedsvalutazonen" og euroens "teoretiske" fader, understregede over for ham i en personlig samtale, at når krisen slog til, ville euroen virkelig opfylde sit formål. Hvis man fjerner regeringens kontrol over møntfoden, vil besværlige, små folkerepræsentanter ikke længere have mulighed for at bruge finansielle redskaber til at trække deres land ud af en recession. Mundell sagde til ham, at med euroen "kommer finanspolitikken ud af politikerens rækkevidde. Og uden en finanspolitik ville nationer så kun kunne bevare deres arbejdspladser, hvis de bøjer sig for markedskræfterne og på denne måde bliver konkurrencedygtige." Arbejdsrettigheder, miljøregler og skatter – det vil alt sammen blive fejet til side af euroen, og det eneste, som staten har tilbage at gøre, er at afskaffe alle statslige reguleringer, i stort omfang privatisere statslige industrier, sænke skatterne og ekspedere socialstaten ud på møddingen.

Det er præcis disse finansinstitutioners interesser, der normalt menes med synonymet "globalisering", og som bærer takken for, at G-20-landenes regeringer nu i mere end fem år (!), siden ejendomsmarkedskrisen i USA brød ud i juli 2007, intet, jamen absolut intet, har gjort for at regulere banksektoren. Tværtimod, regeringerne drives frem af "markederne", respektive gør alt for at opfylde deres krav, som SPD og De Grønne gør i Tyskland.

Efter mødet i år i det billedskønne bjergpanorama i nærheden af Dulles i Virginia, i hvilket Jürgen Trittin meget betegnende deltog, afstak Josef Ackermann i en telefonkonference i Det atlantiske Råd den strategi, at man blot skulle vente, indtil panikken havde nået et absolut højdepunkt, så ville politikerne vedtage samtlige de af bankerne ønskede pakker. Netop dette trusselsscenario blev i dagene op til EU-topmødet opbygget af medierne og diverse politikere. Monti talte om en truende apokalypse, George Soros om et umiddelbart forestående sammenbrud.

Disse finansinteresser, som politikerne øjensynligt lægger øre til, er allerede nået meget langt med et statskup imod grundloven og de nationale forfatninger. Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe er, ud over de kendte euroskeptikere, tilsyneladende den sidste instans, der endnu overholder grundloven. Man må blot håbe, at den i vor alles interesse afsiger kendelse over de anlagte forfatningsklager efter hensigten i Grundlovens art. 20.

Et er i hvert fald sikkert: Ifald ESM og Finanspagten kommer så langt med den fælles gældsforpligtelse, og Europa altså bliver til et fuldkomment udligningssamfund, da, og kun da, truer freden i Europa med at bryde sammen. Allerede nu er Europas folk splittet på grund af dybere fjendtlige følelser end nogensinde før siden 1945. Allerede nu er billedet af Tyskland tilsværtet, og de usaligste associationer bliver fremmanet. I tilfælde af en hyperinflationær eksplosion, i hvilken befolkningens opsparing i alle stater bliver tilintetgjort, vil hele Europa blive styrtet ud i et ufatteligt socialt kaos og social elendighed, med ubodelige skader til følge.

Der findes en udvej!

Der findes en udvej: EU-traktaterne fra Maastricht til Lissabon må ophæves, national suverænitet over den monetære og økonomiske politik må genopnås, under hvilken Tyskland træder ud af eurozonen og indfører den nye d-mark. Et opdelt banksystem i traditionen efter Roosevelts Glass/Steagall-lov må indføres, for én gang for alle at bringe en ende på kasinoøkonomien. Faste valutakurser må bringe en ende på valutaspekulation. Et nyt kreditsystem i traditionen efter KfW (Kreditanstalt für Wiederafbau) [Kreditanstalt for genopbygning, - red.] fra genopbygningen efter 1945 må stille kreditter til rådighed for realøkonomien. Man må straks gå i gang med det af os udviklede "Program for opbygning af et nyt økonomisk mirakel i Sydeuropa, Middelhavsområdet og Afrika".

Politikerne bør tænke over, at deres handlinger vil blive dømt af historien. De må allerede nu stille sig det spørgsmål, om de begår forræderi imod befolkningen. Der bliver intet spillerum tilbage, hvis fru Merkels kapitulation er endegyldig; så vil vi ikke få "mere Europa", men et Europa, der går under.

?

 

(-overs. ASTJ)