HOVEDARTIKEL: Lyndon LaRouche: Det historiske individ

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Den sande statsmand:

 

Det historiske individ 

 

af Lyndon H. LaRouche, jr.

oktober 2002

 

 

Indhold:

 

* Indledning

* Hvor findes den sande forestillingsevne?

* Hvad Noösfæren lærer os

* Hvorfor lederskab er absolut nødvendig

* Det komplekse domænes politik

* Hvordan en leder skabes

 

 

Indledning:

 

I en krisetid, som for eksempel den, vi i dag befinder os i, opfører den typiske, mislykkede politiske leder sig ligesom en narcissistisk skuespiller, der poserer for sit publikum på scenen, eller foran kameraet, mens han hoverer sotto voce, »Se mig!«. De virkelige forhold, under hvilke han poserer, lader ham uanfægtet; formålet med hans optræden er, ligesom den prostituerede på rov i de billige gader, forførelse.

I stærk kontrast til sådanne patetiske skabninger har vi den store, klassiske skuespiller, der tænker og agerer fra oldtidens klassiske, græske scene, og åbenbarer den rolle, han spiller, idet han taler skjult bag en maske. Som Shakespeares karakter Chorus formaner tilhørerne, i begyndelsen af King Henry V; se, hvad I hører opført på scenen i dag, ikke ved at betragte billederne på dette teaters ringe scene, men ved at betragte din egen forestillingsevnes ædlere, højere scene.

Shakespeares Chorus gav publikum et meget sigende blik, der var et stumt forvarsel om, at de ved stykkets slutning ville blive overraskede over at vende tilbage fra forestillingsevnens ophøjethed for da at se, dér, hvor Chorus stod, de skuespillere, der ikke er lig med de roller, de netop har spillet. Og i livet, som på den klassiske scene, bærer den sande, store statsmand sig ad på samme måde, som Benjamin Franklin, Abraham Lincoln og Franklin Roosevelt bar sig ad, og som den historiske, sublime Jeanne d'Arc eller pastor Martin Luther King jr. bar sig ad. Når sådanne skuespillere i det virkelige liv ikke længere optrådte på den flygtige scene, levede disse exceptionelle lederes sjæl videre, usynlig, udødelig, mere magtfuld i døden end i det forudgående liv.

Den klassiske kunstner, som en skuespiller eller en komponist, er en kopi af sådanne exceptionelle, store politiske ledere. Han eller hun er et forbillede, der lærer folket og deres rigtige ledere kunsten at videreformidle til publikums forestillingsevne det, som digteren Shelley identificerede som dybsindige og lidenskabelige idéer om mennesket og naturen. Det er med samme målestok, som kræves af den exceptionelle, politiske leder, at kunstnerens optræden, som en kunstner, bør bedømmes.

Jeg forklarer.

I alle store kriseperioder befinder enhver nation, enhver kultur sig i et jerngreb, der udgøres af nødvendigheden af et brat og dybtgående skift i kvaliteten af sit lederskab. Nationens eller kulturens overlevelse er da afhængig af, om den er villig til at vælge et lederskab, der er i besiddelse af de kvaliteter, der karakteriser de usædvanlig exceptionelle ledere, udødelige sjæle i tilbageblik, der skilte sig ud fra, og stod over, det, der blot var samtidens populære præferencer. I hele menneskehedens fremtidige historie, såvel som i dens fortidige, vil enten denne tilstedeværelse eller dette fravær af det exceptionelle individs afgørende rolle altid være, og har altid været, en af disse milepæle, der markerer den vej, vi vælger at gå, mod enten afklarethed eller selvdestruktion, valg, der trænger sig ind på en kultur i perioder med så store, selvpåførte farer som dem, vi i dag står overfor.

Jeg vil på de følgende sider vise, at ligesom i de store, klassiske tragedier, der opføres på scenen, er en nation i en tid som denne, hvor den europæiske civilisation som helhed er truet, en nation, hvis befolkning nærer afsky for det exceptionelle individ til fordel for populære meninger, en sådan nation er allerede dømt til undergang; bragt til fald ligesom de tåbelige romere, berusede af deres hyldestråb til den populære masseunderholdning i datidens Colosseum, eller som det tåbelige publikum i nutidens fodboldstadier, rockkoncerter eller fjernsynsorgier, en befolkning, der er fordømt af sin egen vanemæssige, populære, i sagens natur tragiske, falske tro på behagelighed og nydelse.

I vor fremtidige historie vil den eneste sandsynlige forbedring af listen over det exceptionelle individs indsats forhåbentlig aldrig overstige en håndfuld af sådanne exceptionelle individer, der udgøres af lidt flere end det ulykkeligvis sjældne individ, der er aktiv i vor truede nation i dag. Den største fare for en krisehærget nation som vor egen er udbredelsen af moralsk middelmådighed, eller værre endnu, middelmådigheder, som besætter ledende poster, der kræver intellektuelle og moralske kæmper.

I løbet af de tusinder af år, hvor europæisk historie udsprang fra oldtidens Grækenland, som et barn af Egypten, har det exceptionelle individs rolle været emne for de store legender, historiske tragedier og dialoger, der afspejler hele fortidige kulturers nedskrevne åndsliv. De store klassiske historikere, som Aischylos, Platon, Shakespeare, Lessing og Schiller, har udstillet det virkelige livs valg mellem det tragiske og det sublime på en scene. Atter igen er det vor nations tur, og Jer, befolkningen, som bor i den, som står for tur til at blive bedømt af fremtidens publikum, når Jeres historie genopleves på samme klassiske scene.

Nationen har et valg; man må vælge sine ledere i overensstemmelse med denne valgmulighed. Skal det blive til en tragedie eller en triumf? Der er intet magisk i dette valg. Det kan blive et klart og fornuftigt valg, hvis folk er villige til at se det således, ulig det mislykkede Danmark i Shakespeares Hamlet.

 

Hvor findes den sande forestillingsevne?

Sandt at sige refererer betegnelser for det, Schiller kaldte det sublime, såsom spiritualitet, forestillingsevne og sandhed, til forædlende oplevelser, der kun finder sted i mennesket, aldrig i lavere former for liv. Det menneskelige individ har fået en naturlig evne til at erkende sådanne højere oplevelsestilstande, hvis han eller hun bruger denne evne.

I vor hidtidige historie er det ulykkeligvis meget få af os, der overhovedet er nået frem til faktisk at udvikle vor medfødte evne til at erkende den virkelighed, som disse specifikt menneskelige egenskaber refererer til. De fleste har anbragt deres fornemmelse for personlig identitet i det fængsel, som udgøres af bedragets elfenbenstårn, som for eksempel det guldfiskebowle-agtige mentale fængsel, man finder hos empirikeren eller kartesianeren (tilhænger af Descartes, -red.), der faktisk intet ved om den virkelige verden, idet han kun erkender billedet på den skærm, hvor de illusioner, der er tilgængelige for sanserne, fremvises og fornemmes. I alvorlige krisetider kan samfundet kun reddes, hvis lederskabet overlades de relativt få, frie sjæle iblandt os, visse af de »grimme ællinger«, som af tåber kaldes »excentrikere«.

De absolut uundværlige ledere i sådanne tider er dem, for hvem det fra den tidligste barndom er lykkedes at lade sig overtage af den naturlige evne for det sublime. De, der er forblevet tro mod denne evne, som er medfødt i os alle, er derfor de eneste, kvalificerede ledere af nationer i sådanne tider. De er derfor at betegne som exceptionelle.

I det tidsrum, der strækker sig fra oldtiden til nutiden, hvor den moderne, europæiske civilisation har opnået global udbredelse, fremstår ét navn, Platon, som den bedst kendte model for forståelsen af denne definition af en exceptionel, sokratisk samfundsskikkelse. Dette er grunden til, at Platons dialoger undertiden klassificeres som spirituelle øvelser. Alle opdagelser af universelle, fysiske principper, hvis gyldighed er efterprøvet eksperimentelt, som Johannes Keplers unikt originale opdagelse af den universelle tyngdekraft, er opstået som frugt af hypotesemetoden, som kommer til udtryk i den platoniske dialog.

Relevansen heraf for vor definition af det exceptionelle individ er elementær. Platon giver mange eksempler herpå.

Menneskets sanseoplevelser er udtryk for et samarbejde mellem sanseorganerne og centralnervesystemet. Det, vi erfarer via vore sanseoplevelser, er evnen til at erkende indvirkningen af visse, fra universet mod disse sanseorganer rettede, påvirkninger. Det, vi på denne måde opfatter, er ikke virkeligheden, men blot en skygge af et, hovedsagelig uden for vor krops afgrænsning beliggende, virkeligt eksisterende, usynligt univers' mod vore, i vor levende, biologiske organisme beliggende, sanseorganer rettede påvirkning. I sin Republikken sammenligner Platon således de sansebaserede erfaringer med de skygger, der kastes på væggene i en svagt oplyst klippehule. Det er det samme fænomen, som Paulus beskriver i 1. Korinterbrev, kapitel 13.

Mennesket besidder imidlertid en evne, der kan bevises eksperimentelt, der ligger over blot og bar biologi, en egenskab, der kaldes fornuftsevnen, en højere evne, der er unik for vor art. Denne evne kaldes også evnen til at opstille en hypotese. Ved hjælp af denne evne er vi udstyret til at gøre opdagelser, der af samfundet kan erkendes som universelle, fysiske principper, hypoteser, hvis gyldighed kan demonstreres ved hjælp af den samme slags passende eksperimenter, som fremlægges i Keplers Nye Astronomi.1 Sådanne principper ville aldrig kunne erkendes af de fysiske sanser, lige så vel som vore fysiske sanser, uden forstærkning, aldrig ville kunne erkende, hvad der findes inde i atomets kerne; men når dette princip én gang er blevet bevist, kan vi, ved at anvende dette princip, gøre effektive forandringer i den virkelige, men usynlige verden uden for rækkevidden af vore fysiske sanser, beviselige.

I vore moderne tider kan den opfindsomme anvendelse af videnskabelige fremskridt i stigende grad muliggøre en kompensering for selv en næsten total svækkelse af syns-, høre- og følesansen og så videre. Helen Kellers berømte tilfælde belyser dette princip; tabet af en sanseevne formindsker ikke menneskesindets medfødte evne til at erkende universet, selv ikke, når der er tale om kunstige erstatninger for sanseorganer. Det er ved hjælp af sindets spirituelle evne til at formulere en hypotese, og ikke på basis af sanseerfaringer, at mennesket erkender universet.

Denne anskuelse om den effektive, eksperimentelt funderede evne til at opstille en hypotese, definerer det virkelige univers, et højere univers, hinsides sanseperceptionens skyggeverden af dunkle bedrag. Som tilfældet med Helen Kellers bemærkelsesværdige uddannelse viser, kan denne virkelige verden korrekt beskrives som den videnskabelige forestillingsevnes univers. Det er denne verden af videnskabelig sandfærdighed, der altid bør være videnskabsmandens grundlag i hans arbejde for en tilnærmelse af sandheden. Det er personer, hvis bevidstheds ånd opholder sig i denne sandheds virkelige verden, hinsides sanseerfaringernes skyggeverden, der er de exceptionelle individer, som vi kan erkende som de store, sande, klassiske videnskabsmænd i den platoniske tradition, som Leonardo, Kepler, Leibniz og Gauss, de store, klassiske kunstnere som Bach og Beethoven, og de store ledere i de alvorlige krisers farlige tid.

I arven efter Biblens Moses definerer denne evne til fornuft, denne evne til at tænke i hypoteser, der også kendes som den spirituelle egenskab, manden og kvinden som ligeværdigt skabt i den personligheds billede, som vi kender som universets Skaber, og definerer dem som værende i besiddelse af evner og ansvar beslægtet med denne Skabers.

Før vi vender os mod politik, må jeg forklare betydningen af ovenstående for den fysiske videnskab, som følger.

 

 

Hvad Noösfæren lærer os

Vladimir I. Vernadskij, så vel som Mendeleyev, et af det moderne Ruslands exceptionelle videnskabelige genier, var den første, der fremlagde tilfredsstillende definitioner på det, han henholdsvis kaldte for Biosfæren og Noösfæren.

Han kombinerede sit arbejde inden for biokemi med Louis Pasteurs og dennes efterfølgeres opdagelser, for mere præcist at kunne definere et universelt princip for liv, som en universel orden af fysiske principper, der skiller sig ud fra kemifysikerens eksperimentelle definition af ikke-levende processer. Han definerede den, gennem eksperimenter udviste, stigende indflydelse over de ikke-levende processer på vor planet, idet han præsenterede os for Biosfæren.

Ved at anvende samme eksperimentelle metode demonstrerede Vernadskij, at princippet om opdagelse af universelle, fysiske principper, der udelukkende finder sted i det menneskelige individs sind, udøver en evne til at forandre selve biosfæren, udefra, så at sige. Eftersom disse menneskelige evner skaber lovbundne virkninger, der ellers ikke ville eksistere, har sådanne evner ikke blot en fysisk virkning; de er universelle, fysiske principper. Siden disse principper eksisterer på en måde, der skaber en fysisk effekt, men i sig selv eksisterer hinsides grænserne af sansebaseret erfaringsdannelse, må de karakteriseres som fysisk effektive, spirituelle evner, der er specifikke for det menneskelige sind, og besidder en effektiv magt over det, man kalder det materielle univers. Dette definerer Noösfæren.

Inden for en bredere referenceramme var Vernadskijs noösfærebegreb ikke en helt igennem ny idé om måden, hvorpå universet er organiseret. For eksempel havde jeg antaget en lignende idé om den generelle, kategoriske organisation af vort univers i mine sene ungdomsår, som et resultat af mit personlige forsvar for Leibniz' monadologi kontra Kants Critiques. Vernadskijs begreb om en Biosfære var en arv fra et klassisk, græsk begreb om en hylozoisk universalitet, et begreb, der også findes iboende i Platons værker. Platons dialoger, særligt Timaeus, definerer dette hylozoiske univers som værende begrænset af en stadig højere, fysisk effektiv, spirituel kraft, der modsvarer den menneskelige fornuft; deri lå allerede, hvad Vernadskij kaldte Noösfæren. Den afgørende forskel er, at Vernadskijs gennemgribende udvikling af det eksperimentelle begreb om biogeokemi til et punkt, hvor han eksperimentelt definerer en Biosfære, tilvejebragte den empirisk-videnskabelige basis for også at definere en Noösfære på en lignende måde.

De spirituelle evner, der kommer til udtryk som evnen til hypotesetænkning, udgør det klassiske domæne for den sande, effektive forestillingsevne, der via vor vilje agerer med henblik på at forandre det univers, vi lever i.

Disse opdagelser præsenterede Vernadskij for to yderligere udfordringer, som han ikke kunne løse ved hjælp af nogen som helst relevant afhandling, skrevet i hans samtid. For det første, eftersom opdagelsen af et princip udelukkende kan skabes inden for de suveræne grænser af det individuelle, menneskelige sinds kognitive (hypoteseskabende) processer; ved hvilke principper foregår da overførslen af sådanne idéer mellem samfundets individer, og fra et samfund til et andet, som det sker i den klassisk-humanistiske undervisningsmetode? For det andet, hvis denne kognition er en effektiv form for fysisk indvirkning på universet, hvad er da den korresponderende, Gauss-Riemannske, fysiske geometri af et sådant univers, der gør, at det lader virkningen af den menneskelige kognitive evnes skabende handling forandre universet?

Jeg har fremlagt de afgørende principper, der peger hen imod svarene på disse to spørgsmål, i andre publicerede artikler. Det exceptionelle individ, der er egnet til at gøre tjeneste som leder i en krisetid, er forskellig fra den almindelige politiske skikkelse på en specifik, og sædvanligvis fundamental, måde.

Jeg forklarer.

 

Hvorfor lederskab er absolut nødvendig

Selv om det, man kalder Euklids skolegeometri, er mindre forkert end almindelig skoleregning, så betinger den studentens vildledte sind til at acceptere videnskabsanalfabetens forfalskede idé om rummets, tidens og stoffernes verden. En euklidisk geometri er et forsøg på at forklare de fænomener, der er resultat af sansebaseret erfaringsdannelse, på en måde, der stemmer overens med den måde, hvorpå det ringe udviklede sind på tåbelig vis forveksler sansebaserede erfaringer med den fysiske virkelighed.

Ikke desto mindre indeholder dele af Euklids geometri nyttige optegnelser om visse hårdnakkede, interne selvmodsigelser, optegnelser, som vi har fået overleveret fra det klassiske Grækenland i form af den tradition, som repræsenteredes af Arkytas og Platon og videre til Erastothenes og Arkimedes. Disse uoverensstemmelser, som omfatter de implikationer, som konstrueringen af kvadratets fordobling medfører, eller terningens fordobling, samt de fysiske implikationer, der er knyttet til det, man kalder de fem platoniske legemer, fører frem til moderne opdagelser inden for en fysisk geometri, der eksisterer uden for rammerne af enten en barnlig form for tælleregning, eller en euklidisk, eller hermed sidestillet, form for elfenbenstårnsgeometri (à priori geometri).

En moderne anerkendelse af dette arbejde fra den klassiske græske tid kan typisk bestemmes som fem hovedkategorier inden for moderne, europæiske, videnskabelige opdagelser: (a) Keplers opdagelse af den universelle tyngdekraft; (b) Fermats opdagelse af princippet om den korteste tid, i modsætning til den korteste afstand; (c) det kombinerede resultat af Huygens', Leibniz' og Jean Bernouillis arbejde, som kommer til udtryk i Leibniz' unikt originale opdagelse af kalkulussen (calculus) og det hermed forbundne »korteste tid«-princip og den ægte infinitesimal og den elementære kædelinjes (catenary) universelle mindstemodstand; (d) Gauss' første afhandling af 1799 om hans unikt originale opdagelse af den fundamentale læresætning om algebra; og, (e) Riemanns fortsættelse af Gauss' offentliggjorte afhandling fra 1799, i sin definition af den fysiske geometris universelle principper fra 1854. Disse fem udvalgte eksempler på opdagelser peger i retning af grundlaget for mine egne originale opdagelser inden for en videnskabsgren, der grundlagdes af Leibniz, videnskaben om fysisk økonomi.

           

Anvendelsen af videnskaben om fysisk økonomi, således defineret, til det noösfæriske begreb, giver os en fornemmelse af den form for anti-euklidisk geometri2, som vi må anvende for en moderne forståelse af det virkelige univers, der eksisterer hinsides den naive, sansebaserede erfaringsdannelse.

Denne korrigerede, Riemannske opfattelse af Noösfæren giver os en begrebsramme, inden for hvilken vi kan undersøge forskellene mellem et samfunds faktiske adfærd, og opfattelser, der er forenelige med en Riemannsk form for Noösfære. Denne fremgangsmåde gør det muligt for os at danne os et begreb om det problem, der udgøres af de patologiske effekter af nogle af de implicit aksiomatiske antagelser, der for tiden udgør den fremherskende, offentlige mening. Disse patologiske effekter behandler vi dernæst som de karakteristiske, systemiske, patologiske fænomener i den pågældende kultur. Denne måde at vurdere politisk-økonomiske systemer på har været kilden til min uforlignelige succes i udgivelsen af langtrækkende, økonomiske prognoser hen over de seneste femogtredive år.

Selv om de potentielt fatale, systemiske sygdomme, der udgøres af de for tiden fremherskende, amerikanske, populære og på anden vis førende meninger, ikke er begrænsede til den nuværende, post-1964 amerikanske, praktiske, økonomiske politiks tiltagende, aksiomatiske tåbeligheder, må alle væsentlige sådanne aksiomatiske sygdomme, hvad enten de er af økonomisk eller anden art, sættes i forbindelse med de særlige, politisk-økonomiske tåbeligheder.

For at give læseren et reelt indtryk af, hvordan det exceptionelle individ i en ledende position forholder sig til nutidens amerikanske, eksistentielle krise, så lad os fokusere på den udvikling, der fandt sted i perioden 1964 - 2002, der forvandlede USA's tidligere karakteristik fra at være verdens førende produktionssamfund, til at være et »postindustrielt« forbrugersamfund, en følge af den tiltagende dekadence i perioden 1964 – 2002, et samfund, der er en efterligning af henholdsvis oldtidens og middelalderens eksempler på imperiale, maritime stormagter som Rom og Venedig.

De socialpolitiske systemer, som dem, der opstod i 1964 – 2002, og som er herskende i USA i dag, disse systemers potentielt fatale, systemiske tilstande kommer til udtryk som de fundamentalt fejlagtige forudsætninger, der ligger til grund for den usikre måde, hvorpå et samfund, mere eller mindre ubevidst, vælger at handle, eller ikke handle. Før eller senere vil overbærenheden med sådanne fejlagtige, forudsatte, aksiomatiske antagelser føre til, at konflikten mellem samfundet og naturen (universet, -red.) nærmer sig en eksistentiel krise. Da må det, som USA i dag, enten ændre sine forudsatte aksiomer, eller bryde sammen. Det er en sådan krisetilstand, som kun samfundets accept af et exceptionelt individs lederskab kan redde nationen fra. Så Hamlets tåbelige troskab mod sit Danmarks herskende sædvaner dømte tragediens Danmark til undergang, som Wallensteins undladelse af at trodse sin aflagte ed til fordel for naturlig lov, hans manglende evne til at omstyrte den Habsburgske samfundsorden, dømte Europa til mere end tolv års rædsler i en uafbrudt religionskrig3.

Hamlets dårskab bestod deri, som han også tilstår i monologen i tredje akt, at, da det kom til stykket, forblev han, ligesom sin tids Danmark, tro mod de sædvaner, der førte til landets selvdestruktion. Som Shakespeares Horatio formaner, endnu, mens den døde Hamlet bæres ud af den dårskabens scene, hvis opsætning er den fortsatte sædvanekultur, så dømte han ikke blot sig selv til undergang, men også det kongerige, hvis sædvanebetingede dårskab han fulgte ind i døden.

I senere tider genopførte de tyske generaler atter dårskaben hos Shakespeares Hamlet og Schillers Marquis de Posa eller Wallenstein, da de svigtede Hitlers modstander, kansler von Schleicher, ved begivenhederne den 28.-30. januar 1933, og igen ved begivenhederne i sommeren 1934. Det kom generalstaben dyrt at stå i juli 1944, som også den tåbelige kejser Wilhelms og hans nations tåbelige opførsel, da de støttede den tåbelige Habsburgske kejser i sommeren 1914. I disse, og mange, mange andre historiske eksempler, er de hæsligste tragedier oftere det skæbnesvangre resultat af at være tro mod fejlagtige traditioner, end de er et resultat af at bryde dem på den betimelige måde, der er i overensstemmelse med den højere autoritet, der udgøres af den samme naturlige lov, som De forenede Stater påberåbte sig den 4. juli 1776.

Til brug for den moderne videnskab, inklusive økonomiske analyser, lægger Gauss' afhandling om algebraens fundamentale læresætning grunden til en moderne, matematisk form for anti-euklidisk geometri ved et knusende angreb på D'Alemberts, Eulers og Lagranges empiriske tåbeligheder. Denne trio havde, ligesom Descartes, dedikeret deres karrierer til forsvaret af en proempirisk fortolkning af de første ni tekster af Euklids Elementerne, ved forskellige, svigagtige fornægtelser af den sande eksistens af det, de på tåbelig og fanatisk vis satte sig imod som »imaginære tal«. Gauss behandlede med succes samme problem, som disse førende, empiriske matematikere på aksiomatisk vis nægtede at fatte, det såkaldte »Cardanparadoks«.

Gauss erkendte det, som de gamle, græske videnskabsmænd, inklusiv Arkytas, Platon og Erastothenes, havde defineret som det fysiske konstruktionsprincip, som kommer til udtryk gennem løsningen af sådanne paradokser som kvadratets og terningens fordobling, og Platons legemer. Gauss anerkendte den samme idé om fysisk potentiale, som Platon nævner i forbindelse med terningens fordobling. Gauss anerkendte dette igen, idet han overførte til algebraens område resultatet af Leibniz' og Bernouillis arbejde med at påvise, at kædelinjen (catenary) var en refleksion af et universelt princip om mindstemodstand (least action), og ligeledes i deres påvisning af den relaterede betydning af naturlige logaritmer. Disse matematiske paradokser er en refleksion af den naturlige, fysiske geometri i det, som Gauss definerede som det komplekse domæne, der befinder sig uden for de lovpriste matematikere Eulers og Lagranges unaturlige, »elfenbenstårns«-matematik.4

Gauss' arbejde tilvejebringer grundlaget for en almen forståelse af formel matematik ud fra eksperimentel, fysisk videnskab, snarere end ud fra den såkaldte »rene« matematiks »elfenbenstårns«-metode (à priori). Denne fremgangsmåde er nødvendig for den heldige, videnskabelige behandling af ethvert måleligt, fysisk træk i en moderne økonomisk politik. Denne begrebsmæssige tilnærmelse gør det muligt at udvikle fornuftige målinger af en nations, eller en gruppe af nationers, fysiske økonomis vækst eller sammenbrud. Denne begrebsmæssige tilnærmelse kræver, at der lægges vægt på undersøgelser af det mellem- og langsigtede forløb af opbygningen af fysiske kapitalforbedringer, samt disses udtømmelse over tilsvarende tidsperioder.

Og således er det, at videnskabeligt fremskridt beror på anvendelsen af eksperimentelt efterprøvede opdagelser af universelle, fysiske principper, opdagelser, der udelukkende forekommer som resultatet af den individuelle opdagers suveræne evne til at opstille hypoteser. Og således tilvejebringer de samme skabende evner hos det exceptionelle individ, der har en position i samfundet, de korrigerende skift i måden at tænke på, den standard af exceptionelt lederskab, på hvilket overlevelsen af en nation eller kultur, der selv har bragt sig i fare, til stadighed beror.

Jeg forklarer.

 

Det komplekse domænes politik

Det komplekse domæne, som det defineres hovedsagelig i Gauss' og Riemanns pionerarbejde, skænker os en fysisk geometri med et virkeligt potentiale, et virkeligt univers, i modsætning til en ren skyggeverden, skabt af naiv sansebaseret erfaringsdannelse. Det, der er »imaginært«, er den euklidiske, eller kvasi-euklidiske, form for »elfenbenstårns«-geometri, der kun kan se skyggerne af en virkelig, fysisk geometri, og ikke det virkelige, fysiske indhold, som skyggerne reflekterer. I enhver kompetent forståelse af årsagerne til og kuren mod systemiske kriser, såsom verdens selvpåførte, nu fremstormende monetær-finansielle sammenbrud, er årsagen til denne katastrofe ikke desto mindre de fejlagtige antagelser, der implicit vurderes, samfundsmæssigt og politisk, at have autoritet som selvindlysende sandheder, der nogenlunde fungerer, som om de faktisk var det virkelige univers' sande grundsætninger. I denne blanding af kombineret sandt og falsk, populære antagelser, findes årsagen til tendensen til systemiske kriser, der undertiden resulterer i tilintetgørelsen af engang mægtige imperier, som den bibelske Belshazzars Babylon, og Rom.

En kritisk undersøgelse af de patologiske træk i den euklidiske geometri hjælper den studerende til at udvikle indsigt i de relevante egenskaber i de systemer, hvis præmisser udgøres af antagne, à priori, deduktive definitioner, aksiomer og postulater, som man finder det i sådanne euklidiske, deduktive (»logiske«) systemers læresætninger og modstykker hertil.

En undersøgelse af de usandheder, der er uløseligt forbundet med et hvilket som helst sådant deduktivt system, er nøglen til en forståelse af de patologisk systemiske tilstande af almene overbevisninger, der er ansvarlige for selvforårsagede, cykliske systemkriser, som for eksempel den temmelig umiddelbare trussel om USA's snarligt forestående disintegration af i dag.

Hovedårsagen til enhver kulturs undergang er de populære meningers vanvid, der består i at antage for gyldig sandhed enhver formodning, der for tiden er antaget af en professionel akademiker, eller en religiøs lære, eller som, mere primitivt, er antaget som »den alment accepterede offentlige mening«. Ligesom en tåbelig geometriklasse således altid, direkte eller indirekte, vender tilbage til den formodede autoritet af en eller anden samling ubestridelige definitioner, aksiomer og postulater, således søger også et tåbeligt folk disse samme falske, aksiomatiske vildfarelsers tryghedsskabende autoritet, som, hvis det fortsætter længe nok, vil sende samfundet hovedkulds ud i selvforårsaget ruin.

Den romerske vox populi-tradition, der var den mekanisme, der lå til grund for Italiens selvforårsagede undergang, er et eksempel på denne form for massevanvid. Immanuel Kants patologiske system, som Kant udarbejdede som et argument imod den erkendbare sandhed, bør refereres, fordi det blotter de patologiske, mentale mekanismer, ved hvis indflydelse en patologisk, traditionel tilstand kan føre til selv en engang mægtig kulturs undergang. Med dette formål for øje refererer jeg til forsvaret for irrationalisme med vendingen »negationens negation«, som Kant sætter stort op i kapitlet »Den praktiske fornufts dialektik« i sin Kritik af praktisk fornuft.

Kant, der i alle sine skrifter af princip forkaster sandhedens eksistens, argumenterer, at ofrets accept af samfundets undertrykkelse (»negation«) af tilskyndelser, som det misbilliger (som »negative«), fremkalder en »positiv« tilskyndelse, der er i overensstemmelse med samfundets påtvungne »sædelighed«. Denne frembringelse af en positivistisk, etisk tilskyndelse, ved hjælp af »negationens negation«, gør det ud for Kants forslag til et alternativ til sandheden.5 I skrifterne af en tilhænger af den positivistiske fanatiker, Ernst Mach, dr. Sigmund Freud, møder vi den samme »undertrykkelsesdoktrin«, blot i en mere uklar, og også mere smudsig, form end i Kants original. Kant har ulykkeligvis ret, når han beskriver de udbredte, åbenbare følger af defekte kulturer i befolkningen. Kants indsættelse af en substitut i form af en sådan patologisk fremkaldt mangel på tro på sandfærdighed udgør den vidt udbredte, moralske fordærvelse af nationale kulturer, der giver næring til et sådant samfunds næsten cykliske synken ned i de systemiske, potentielt fatale kriser, som man ser i de nationale og mere udbredte kulturer.

Under disse omstændigheder udfører den exceptionelle politiske leder, der redder sit folk fra den selvforårsagede, kulturelle undergangs afgrund, en funktion, der har de samme karakteristiske træk som opdagelsen af et eksperimentelt efterprøvet, universelt, fysisk princip. I stedet for at strides om en afhjælpning af problemerne inden for rammerne af den alment accepterede kultur, der truer med at ødelægge nationen, gør den kompetente leder i en sådan krisetid nøjagtig det, som Shakespeares Hamlet, der har dømt sig selv til undergang, vægrede sig ved at gøre:

 

... Hvem ville bære byrder

og svede, stønne, træt af livets møje,

hvis ikke frygt for noget efter døden -

det ubekendte land som ingen vandrer

er vendt tilbage fra - forvirred viljen,

så at vi heller tåler livets onder

end flyr til andre, - dem vi ikke kender?

Ja, denne viden gør os alle feje;

beslutsomhedens medfødt friske rødme

får sygdomsfarve af det blege mismod,

og foretagender med marv og kraft

bortvender deres strøm ved dette hensyn

og mister navn af handling. ...

 

 

Den kompetente leder, i en tid, hvor man står på randen af en systemisk krise, ligesom opdageren, der er kommet til et afgørende punkt i sit arbejde, må føre nationen bort fra sit selvmorderiske instinkt og lede det frem til at antage omfattende ændringer af de aksiomatiske formodninger, på baggrund af hvilke samfundet hidtil har handlet. Den indbildte, »praktiske« leder, der søger at opnå godkendelse fra den herskende folkelige menings autoritet, før han foretager en handling, udgør, ligesom Hamlet, en trussel for sin nation. Den leder, der behøves, er det exceptionelle individ. Ingen anden type leder kan bruges, hvis nationen skal undgå den umiddelbare fare, den befinder sig i.

 

Hvordan en leder skabes

Den kompetente, fremtidige leder for en systemisk krisetid, som i dag, må være en person, der lige fra barndommen og ungdommen har viet en stor del af sin mentale og moralske udvikling til at studere, og foragte, hvad der beviseligt har været systemiske usandheder, der er blevet mere eller mindre alment accepteret af hans eller hendes ligemænd, og også af de fortidige og seneste generationer. Denne lidenskabelige bevidsthed om alment accepterede, implicit aksiomatiske, systemiske usandheder, baseret på antagelser, som de findes indlejret i hans eller hendes samfunds sædvanepraksis, tjener i det unge, modnende sind til at fremme tilbøjeligheden for en betoning af emner, der hører til det, som Shelley klassificerede som »dybsindige og lidenskabelige idéer om mennesket og naturen«. Denne egenskab har jeg været bevidst om gennem mit personlige livsforløb, min erfaringsdannelse og udvikling, siden barndommen. Af denne årsag genkender jeg langt hurtigere, end folk almindeligvis gør, de relevante egenskaber, eller deres fravær, hos andre personer, både nulevende bekendtskaber og historiske skikkelser.

Hvis indsigten hos en sådan relativ exceptionel personlighed under udvikling er velfunderet, får han eller hun det, som undertiden forbløffede tilskuere ser i ham (eller hende) som »evnen til at profetere«. Så længe jeg med sikkerhed kan huske, har jeg kunnet glæde mig over at besidde denne tilsyneladende evne. I løbet af de sidste cirka fyrre år har jeg aldrig taget fejl i mine vurderinger angående en given udviklings retning og tilnærmelsesvise tidsramme i forbindelse med de økonomiske og hermed relaterede samfundsprocessers langtidsudvikling. Følgelig har jeg aldrig taget fejl vedrørende politiske emner med et langt tidsperspektiv, på hvilke jeg har baseret mit kandidatur til De forenede Staters præsidentembede siden 1975-76, som de offentlige optegnelser over disse faktiske prognoser kan bevidne.

Således lød mit fremsyn i februar 1983, at dersom det sovjetiske lederskab afviste den politik, som jeg havde anbefalet præsident Reagan at foreslå, så ville det sovjetiske, økonomiske system gå under »om cirka fem år«.

Alle mine, blandt ledende politiske skikkelser og økonomer, formodede rivalers aksiomatisk-lignende politiske antagelser er slået totalt fejl. De fleste af dem klynger sig stadig hysterisk til en forfejlet politik, en politik, der udtrykker en falleret måde at tænke på i behandlingen af selve udformningen af politik. Man bør imidlertid ikke give efter for en så stor optagethed af deres meningers og handlingers enkelte fejl, at man overser roden til deres tvungne trang til at begå de samme, eller endnu mere fortvivlede fejl af samme systemiske art, i dag. Se på de systemiske rødder til deres krise; se på deres åndslivs »geometri«, en geometri, hvis eksistens de ikke kender til, men som ikke desto mindre kontrollerer deres sind, som om den havde »forprogrammeret deres tanker«.

Jeg har derfor nu to vigtige missioner. Den første er at sikre, at I kommer velbeholdent igennem den nu fremstormende verdens- og nationale krise, og den anden er, blandt vore unge mennesker at fremme udviklingen af et nyt lederskab, som vil være i stand til at forstå historiens systemiske karaktertræk, og som derfor ville være langt mindre tilbøjelig til at begå fejl, der er lige så tåbelige som de fejl, som de fleste af dem, der tilhører de seneste to voksne generationer, indtil nu har begået.

 

Denne artikel publiceredes første gang i Executive Intelligence Review, 1. nov. 2002, og igen i Fidelio, Sommer 2003. Artiklen har ikke tidligere været udgivet på dansk. April, 2014,  (astj)

 

Noter:

 

 


1 Denne fornuftsevne kaldes også Naturlig Lov, i modsætning til en blot positiv lov. Keplers fremgangsmåde ved sin unikt originale opdagelse af tyngdekraftens universelle, fysiske princip, som han fremlægger som en selvbiografisk beretning i Den Nye Astronomi, er et eksempel på den naturlige lovs metode. Leibniz' unikt originale opdagelse af det universelle, fysiske princip for mindstemodstand, og Gauss' offentliggørelse, i 1799, af sin unikt originale opdagelse af algebraens fundamentale læresætning, er andre eksempler.

         

2 Ifølge de informationer, jeg hidtil har kunnet finde, blev begrebet »anti-euklidisk«, snarere end »non-euklidisk«, geometri introduceret af en af Gauss' to vigtigste lærere, Abraham Kästner. Faktisk reflekteres Gauss' opdagelse af en matematisk form for anti-euklidisk geometri i 1799-offentliggørelsen af hans originale opdagelse af geometriens fundamentale læresætning. Lobachevskys og Janos Bolyais opdagelser adskilles korrekt fra Gauss' og Riemanns anti-euklidiske geometri som »non-euklidisk« geometri, der forbedrer, snarere end vælter, euklidisk geometri. 

 

3 Friedrich Schillers beretning i sin Wallenstein-trilogi udtrykker den samme hensigt, som hans tidligere bearbejdelse af den historiske virkeligheds absolutte betingelser i Don Carlos ligeledes gør det.

 

4 Det følgende spørgsmål er af så stor betydning for det emne, vi her fremlægger, at de følgende noter er ubetinget nødvendige. Gauss' pionerarbejde inden for den anti-euklidiske geometri, som hans lærer Kästner stod for, skriver sig tilbage fra 1792 og spiller en afgørende rolle i det arbejde, der førte frem til 1799-udgivelsen af opdagelsen af algebraens (aritmetikkens, tallærens) fundamentale læresætning. Ulykkeligvis skete tyrannen Napoleon Bonapartes udnævnelse af Lagrange som Napoleons yndling kort tid efter 1799-offentliggørelsen af Gauss' første afhandling om det komplekse domæne. Den britiske udnævnelse (dvs. Hertugen af Wellingtons) af et aktiv for London, det foragtelige franske, genindsatte monarki, videreførte offentliggørelsen af den da afdøde Lagranges svigagtige angreb på Gauss; denne anti-Gauss-politik videreførtes under svindlerne Laplaces og Cauchys fremherskende kontrol. Forholdene på kontinentet, og således også i Hannover, forbedredes ikke før 1840'erne. Gauss selv fremkom ikke med nogen referencer til de anti-euklidiske implikationer af hans afhandling fra 1799, før han fremkom med fortrolige, kompetente referencer til Janos Bolyais arbejde (1832) i sin korrespondance med Wolfgang Bolyai, og halvoffentlige referencer i en senere korrespondance om dette emne med C.L. Gerling (f.eks., 1844) og H.C. Schumacher (f.eks., 1846). I sine senere afhandlinger om den fundamentale læresætning var Gauss således, af politiske grunde, forhindret i at referere til sine angreb fra 1799 på Eulers og Lagranges tåbeligheder. Sandheden om de anti-euklidiske implikationer af 1799-bekendtgørelsen kom først frem for dagens lys i Gauss' protegé Bernhard Riemanns Habilitationschrift af 1854, »Über die Hypotesen, welche der Geometrie zu Grunde liegen« [»Om de hypoteser, som geometrien hviler på«]. Her sporede Riemann de præmisser, på hvilke hans egen definition af anti-euklidisk (ikke non-euklidisk) fysisk geometri beroede, tilbage til Gauss' relevante arbejde om bi-kvadratiske rester, og Gauss' arbejde om de almene principper for fysisk rum-tid-kurvatur. Det komplekse domænes paradigmemål, som det defineres af Gauss-Riemann, er, som kædelinjen (catenary) er nøglen til, idéen om et universelt princip om den fysiske mindstemodstands hurtigste strækning, som den var blevet udviklet under Leibniz' og Jean Bernouillis gensidige samarbejde.   

 

5 Den indbefattede oprindelse til Kants refererede argument er at finde i tidligere europæisk middelalderhistorie fra sådanne kilder som doktrinen om de »udvalgte«, der er forbundet med katarernes neo-manikæiske kult, hvis indflydelse inficerede regionerne centreret omkring akserne af floderne Garonne og Rhône (Frankrig). Katarernes tradition blev af Venedigs Paolo Sarpi søgt forenet med og udnyttet i introduktionen af den empiriske kult, med tilhængere som Francis Bacon, Galileo Galilei, Thomas Hobbes, o.a. I empirismens senere fase, »Oplysningstiden«, med tilhængere som John Locke, Bernard Mandeville, Francois Quesnay, Hume, Adam Smith og den utilitaristiske Jeremy Bentham, antog katarernes neo-manikæiske irrationalisme sådanne former som »Den usynlige Hånd«.