EU-valgkamp i Tyskland: Vi behøver ikke kaste os næsegrus til jorden for krigspartiet: Vi tyskere kan standse verdenskrigen!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

På spørgsmålet om, hvad hun (Helga Zepp-LaRouche) ville råde forbundskansler Angela Merkel til mht. sit besøg i Amerika, svarede hun: »Når man rejser til nogen, der allerede befinder sig i en yderst svækket position, så behøver man måske ikke lægge den samme imødekommenhed for dagen – for nu at udtrykke det høfligt – som måske syntes nødvendigt tidligere, men at man derimod virkeligt kan gøre det meget, meget klart, at Tyskland er et økonomisk stærkt land, det har en stærk position i Europa, og at det har en egeninteresse.« Fru Merkel burde »utvetydigt og officielt meddele, at Tyskland ikke vil tage del i yderligere sanktioner mod Rusland, men at Tyskland tværtimod kommer med konstruktive forslag til, hvordan krisen kan løses.« Noget i den retning burde fru Merkel sige i Washington, ellers er der slet ingen grund til at rejse.

 

 

Af Alexander Hartmann, redaktør for Neue Solidarität (LaRouche-bevægelsens organ i Tyskland)

4. maj 2014 – Jakob Augstein har i sin SpiegelOnline-spalte »Krig ved en fejltagelse« fra 28. april udviklet et scenario for, hvordan en militær konflikt kunne udvikle sig af krisen i Ukraine: 

»I Østukraine tager en krigsherre en gruppe vestlige observatører til fange. Mændenes skæbne er usikker. Rusland mister kontrollen over gidseltagerne. Men Vesten tror ikke på Putin. NATO beslutter sig for at gribe ind. Separatisterne kalder Rusland til hjælp. Hvad man kunne undgå under den Kolde Krig, bliver til virkelighed: Kampe mellem NATO-tropper og russiske kampstyrker. I Estland gør den russiske befolkning oprør.  Det kommer til dræbte under stridigheder med sikkerhedsstyrker. Russerne går over floden Narva (danner grænse til Estland). Regeringen i Tallinn proklamerer, at dette falder ind under alliancen. En tilbagetrækning er ikke længere mulig for nogen af parterne. Den amerikanske præsident Obama og Putin har kun ét mål: at redde ansigt. For at imødegå NATO’s teknologiske overlegenhed sætter russerne taktiske våben ind.«

 

Augstein kommenterer dette scenarie: »Den, der anser det for absurd, bør betænke følgende: Den første del af dette scenarie er allerede indtruffet.« Augstein undrer sig: »USA har forbløffende beredvilligt taget Putins udfordring op«, og han gør den indenrigspolitiske situation i USA ansvarlig for dette. Det er desværre ønsketænkning efter mottoet, »det kan ikke være rigtigt, som ikke må være rigtigt.« For den egentlige skandale i den vestlige politik er, at der faktisk findes ledende kredse i Vesten, som ønsker konfrontationen med Rusland. Således rapporterede Helga Zepp-LaRouche i sit seneste Internetdiskussion om en Konference i Washington i Atlantic Council (»Toward a Europe whole and free – På vej mod et forenet og frit Europa«, 29.-30. april), hvor dette konfrontationsønske viste sig klart. Hun beskrev den fremherskende tankegang dér: »Man tænkte, at man befandt sig i et lukket system, hvor formodninger reciteres som mantra-lignende formler, som intet som helst har med virkeligheden at gøre.«

Næsten alle talerne ved denne konference havde understreget, hvor godt denne EU- og NATO-udvidelse havde været, at NATO-udvidelsen måtte gå videre, at dørene var slået op og at man måtte vise, at alle yderligere stater – undtagen Rusland naturligvis – var velkomne. Den fortsatte udstationering af tropper, militærfly og alt muligt militært isenkram blev forsvaret.

 

»Det eneste menneske, som i grunden talte fornuftigt og reagerede mentalt sundt«, fortsatte Helga Zepp-LaRouche, »var Horst Teltschik.« Teltschik påpegede nemlig, at dialogen med Rusland ikke engang ophørte på højdepunktet af den Kolde Krig med Sovjetunionen, og at Putins reaktioner kun kan forklares ud fra en total skuffelse over, at alle forslag fra Ruslands side – som f.eks. idéen om en ’Eurasisk Union fra Brest

til Vladivostok’, som oprindeligt stammede fra EU-kommissionens præsident Prodi – konstant blev afvist af Vesten.

Teltschiks position blev ganske vist helt igennem respekteret, da han, som Kohls fortrolige i tiden for genforeningen, talte som et slags øjenvidne fra den tid, men han var dog en »ensom stemme« blandt folk, »der virkelig var for konfrontation.« I stedet for at indrømme, at et nazistisk kup havde fundet sted i Ukraine, havde man krævet, at også selve Rusland skulle destabiliseres med de samme metoder, som Vesten havde brugt til at opbygge de anti-russiske netværk i Ukraine – ved hjælp af Internettet og 2200 vestligt finansierede »NGO’er«.

 

Faktisk holder Putin ligesom tidligere døren åben for en fredelig løsning på krisen. Under mødet i det Øverste Eurasiske Økonomiske Råd den 29. april i den hviderussiske by Minsk sagde han:

»Kan situationen løses? Det kan den sandsynligvis, men for at gøre det må de modstridende parter sætte sig sammen ved forhandlingsbordet og respektere Genève-aftalen. Det betyder, at myndighederne i Kiev skal løslade de fængslede personer, som ukrainerne har vist deres tillid og valgt som ledere, og at de skal indlede en direkte dialog med disse folk. Det betyder, at de skal afvæbne de radikale grupper – Sektor Højre og andre radikale grupper – og sætte dem ud af bygningerne i Kiev, i stedet for at legalisere deres aktiviteter. Det betyder også ligeværdig respekt for mennesker i andre dele af Ukraine, især i den østlige og sydøstlige del af landet. At indgå i en dialog og søge kompromisløsninger må til. Det forkerte ville være at lede efter syndebukke andre steder.«

I stedet for at respondere på Putins tilbud, indledte regimet i Kiev en offensiv mod de pro-russiske separatister i Østukraine, således, at Kreml den 2. maj så sig foranlediget til at komme med den erklæring, at der nu formentlig »ikke længere var noget håb for fredsaftalen i Genève.«

 

Pres på Tyskland

Baggrunden for denne drivkraft i Vesten mod konfrontation er det vestlige finanssystems bankerot. Med det mod, som desperationen giver, er lederskabet af det britisk styrede finansimperium parat til at gå helt til randen af en atomkrig for at tvinge Rusland og Kina til underkastelse under globaliseringsimperiet. I denne plan udgør den tyske politiks tøvende holdning mht. at gå med i denne konfrontation en torn i øjet på krigsmagerne i Vesten, og derfor bliver den tyske regering udsat for et enormt pres for at godkende de krævede økonomiske sanktioner – selv om det ville være selvmord for den tyske økonomi. Augstein citerer en højtplaceret embedsmand i den amerikanske regering, »det er troligt, at europæerne i givet fald også ville være med til sanktioner mod den russiske økonomis nøgleområder, ’hvis f.eks. russiske tropper overskrider grænsen til Ukraine.’ Der skulle være samtaler i gang om dette.«

 

Faktisk er det endda fuldt ud tænkeligt, at gidselkrisen i Østukraine blev fremprovokeret bevidst af Kiev-regimet, for at overvinde modstanden især i Tyskland. Således retfærdiggjorde de pro-russiske myndigheder, som havde foranlediget anholdelsen af de otte militærobservatører (herunder fire tyske) i Slavjansk, at observatørerne ikke var forsynet med de sædvanlige dokumenter fra Kiev-regimet. Selv om de ikke var en del af den officielle OSCE-observatørmission, var de under påskud af denne mission blevet sendt til Slavjansk, hvor de dernæst blev anholdt. Den kendsgerning, at man i de vestlige medier straks talte om en »befrielsesaktion« ved hjælp af specialstyrke-enheder, selv om regeringen hurtigt dementerede dette rygte, og det hele udspillede sig umiddelbart før kansler Merkels besøg i Washington, taler i hvert fald til fordel for den formodning, at denne kedelige episode blev bevidst fremprovokeret.

 

En del af denne intimideringsstrategi over for Berlin er utvivlsomt også et 12-punkts dokument fra det velrenommerede amerikanske advokatfirma Rubin, Winston, Diercks, Harris og Cooke, som SpiegelOnline rapporterede om den 1. maj, og at det efter forlydende var blevet videresendt til Forbundsregeringen gennem den tyske ambassade.

Af dette dokument bliver det forfærdeligt tydeligt, hvor ringe respekten for selv »venligtsindede« regeringers suverænitet og for parlamenternes rettigheder i finansimperiets førende kredse er: Forfatterne bestrider den tyske Forbundsdags ret til at lade NSA-whistlebloweren Edward Snowden afgive vidnesbyrd til NSA-undersøgelsesudvalget, og de tyske embedsmænd bliver truet med, at de gennem en sådan afhøring gør sig »strafskyldige«.

SpiegelOnline citerer: »Det ville være en ’strafbar handling’, iflg. den amerikanske jurist, hvis ’gerningsmanden’ (hermed menes Snowden, anmærkning af SpiegelOnline) gennem afhøringer af tyske parlamentarikere afslørede hemmelige informationer. I givet fald kunne det blive vurderet som ’tyveri af statslig ejendom’. Ifølge hver af disse omstændigheder ville strafforfølgelse kunne udgå på basis af en ’sammensværgelse’.

 

Faktisk ville den tyske regerings eftergivenhed – også når det desværre er ret sandsynligt, at den vil give efter – ikke blot være selvmord, det ville også være helt unødvendigt. Helga Zepp-LaRouche påpegede i sin onsdagsdiskussion, at den amerikanske præsident Obama i dag i meningsmålingerne står på det måske laveste niveau, som nogen amerikansk præsident nogensinde har stået på. I en del aviser i og uden for USA diskuteres det i detaljer, hvor meget, den oprindelige begejstring for Obama i mellemtiden er slået om, hvor skuffede folk er over Obama, og at Obamas præsidentskab egentlig er mislykket. Også hans seneste rejse til Asien var en fiasko.

 

På spørgsmålet om, hvad hun (Helga Zepp-LaRouche) ville råde forbundskansler Angela Merkel til mht. sit besøg i Amerika, svarede hun: »Når man rejser til nogen, der allerede befinder sig i en yderst svækket position, så behøver man måske ikke lægge den samme imødekommenhed for dagen – for nu at udtrykke det høfligt – som måske syntes nødvendigt tidligere, men at man derimod virkeligt kan gøre det meget, meget klart, at Tyskland er et økonomisk stærkt land, det har en stærk position i Europa, og at det har en egeninteresse.« Fru Merkel burde »utvetydigt og officielt meddele, at Tyskland ikke vil tage del i yderligere sanktioner mod Rusland, men at Tyskland tværtimod kommer med konstruktive forslag til, hvordan krisen kan løses.« Noget i den retning burde fru Merkel sige i Washington, ellers er der slet ingen grund til at rejse.

(En liveoptagelse af Helga Zepp-LaRouches diskussion finder du på BüSo’s webside; http://www.bueso.de/node/7282)

 

Også når man næppe kan forvente, at forbundskansler Merkel vil følge dette råd, kan det ikke være grund til at opgive. For hvis Tyskland nægter at deltage i optrapningen, vil krigspartiet i Vesten ikke kunne gennemtvinge deres planer; faktisk spekuleres der allerede over, at NATO så kunne falde fra hinanden.

 

»Vi tyskere kan standse Verdenskrigen«, lyder derfor Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritets (BüSo) budskab til alle vælgere. Hjælp os med at udbrede dette budskab!