Europa ved en skillevej: Opbygning sammen med Kina – eller Bankdiktatur

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

Af Alexander Hartmann, redaktør for Neue Solidarität, BüSo’s[1] organ i Tyskland. 

18. maj 2014 – Her umiddelbart før valget til EU-parlament den 25. maj viser der sig to klare, modsatrettede perspektiver for Europas og den øvrige verdens fremtid. Men det er de fleste vælgere desværre slet ikke klar over. For hidtil har der været rapporteret meget lidt om begge disse perspektiver i medierne, og det med god grund. Man ønsker tydeligvis ikke, at den brede befolkning befatter sig nærmere med disse idéer – og da slet ikke lige før Europavalget. 

For det ene af disse perspektiver står Spinelli-gruppens og Bertelsmann-stiftelsens planer om, i de kommende år at begynde på et nyt initiativ for at gennemføre en europæisk forfatning, som fuldstændig udelukker de nationale parlamenters og regeringers indflydelse på den økonomiske politik og valutapolitikken, og hvor myndigheden inden for disse områder helt vil blive overdraget EU-kommissionen og Europaparlamentet.

Af kommissionen vil der dannes en art overregering, som har samtlige beføjelser til at forme skatte- og finanspolitikken samt den økonomiske politik i Europa udelukkende i det bankerotte finanssystems interesse.

Og netop dette er tydeligvis også dette initiativs egentlige formål, for de nationale forfatninger har i mange tilfælde vist sig at være en stor hindring for gennemførelsen af de støtte- og nedskæringsforholdsregler, som bankerne kræver. Med Spinelli-Bertelsmann-initiativet ville et system blive skabt, som knap nok behøvede at tage hensyn til borgernes forfatningsmæssige rettigheder.

Hvad det fører til, når bankernes krav har forrang frem for borgernes rettigheder, kan man allerede se i Grækenland og på Cypern, hvor økonomien, arbejdspladser, sundheds-, pensions- og socialsystemet i stor udstrækning blev ødelagt. Og netop dette venter også de øvrige nationer, for iflg. den til den tid eksisterende beslutningssituation vil der, i tilfælde af et krak i en »systemrelevant« bank, blive gennemført en bail-in (dvs. en konfiskering af kontohavernes indeståender, -red.) efter cypriotisk forbillede for at redde de banker, som betragtes som værende for store til, at man kan lade dem gå bankerot. Og i givet fald vil det komme til at dreje sig om langt mere end blot en enkelt bank, fordi de alle sammen er indbyrdes stærkt forgældede. For at redde bankerne vil man altså ofre økonomien og menneskene.

Men heller ikke dette vil være tilstrækkeligt til at fylde det bundløse kar. Vicepræsidenten for den amerikanske, statslige indskudsgarantifond (FDIC), Thomas Hoenig, formulerede det således den 7. maj i en tale til Bostons Økonomiske klub: Da intet har ændret på, at storbankerne er højkomplekse, indbyrdes afhængige og deres pengeressourcer er usikre, ville det være usandsynligt, at en af disse banker endnu kunne få kredit fra privat hold, hvis den skulle befinde sig under konkursbehandling. »Under panikken ville kreditgiver fra den private sektor ikke kunne vurdere, hvor tilgængelig eller pålidelig de sikkerheder er, som skal til, for at dække enorme summer af kortfristede lån med penge. Altså ville den eneste kilde til likviditet for disse institutioner i tilfælde af en konkursbehandling være staten.«

På trods af de forstærkede bestræbelser i retning af internationalt samarbejde, findes der »endnu ikke tilstrækkelige overnationale love for insolvens til klarlæggelse af kreditorernes rettigheder på tværs af de nationale grænser, og ingen mekanisme til sikring af pålideligheden af pengeforretningerne hos blot en eneste af disse institutioner, som eksisterer på tværs af de nationale grænser … Under disse omstændigheder ville det være tåbeligt at ignorere den kendsgerning, at landene ville beskytte deres hjemlige kreditorer og standse pengeudstrømningen, når en krise truer.«

I tilfælde af et krak ville altså, bail-in eller ej, regningen sluttelig ende hos staten – og den har heller ikke flere penge. Hvis det kom til en »Cypernkrise« i globalt målestok, så ville hele den vestlige verdens finansielle, økonomiske og politiske system bryde sammen. Og faktisk må man endda regne med, at et sådant sammenbrud indtræder allerede længe før den nye Europa-forfatning kan blive gennemført.

Denne udsigt er det, som driver det vestlige system ind i en konflikt med Rusland og Kina, og det forklarer NATO’s og USA’s aggressive politik over for disse to magter: Man vil tvinge Rusland og Kina til at overgive sig til globaliseringen og udplyndringen af deres lande til fordel for finansspekulationen. Jo mere fortvivlet, det vestlige systems situation er, desto mere aggressiv bliver vestens politik, og det er klart, at dette udgør vejen til atomkrigens afgrund, med mindre kursen ændres.

 

Fredeligt samarbejde i stedet for konfrontation   

Men denne situation er på ingen måde uden alternativ. Det andet af de to perspektiver viser sig i det forslag, som Det kinesiske Ingeniørakademi har fremlagt, og som går ud på at bygge højhastighedsjernbaner – og vel at mærke ikke blot de kendte forbindelser mellem Kina og Europa, som går under betegnelserne »Den nye Silkevej« og »Den eurasiske Landbro«, men også forbindelser til Singapore og Indien, under Beringstrædet og over til Amerika. Kinas premierminister Li Keqiang fremlagde under sit besøg i Afrika endda det forslag, at man skulle forbinde samtlige det afrikanske kontinents hovedstæder med hinanden gennem et netværk af højhastighedsjernbaner – og dermed implicit også med de øvrige kontinenter.

Helga Zepp-LaRouche, landsformand og spidskandidat for Bürgerrechtsbewegung Solidarität (BüSo) ved valget til EU-parlamentet, og som i Kina også er kendt som »Silkevejs-Ladyen« på grund af sin indsats for den »Nye Silkevej«, kommenterede dette kinesiske forslag den 14.maj i en internetdiskussion, idet hun sagde, at hun var meget lykkelig over dette, »for denne idé om en Ny Silkevej, en Eurasisk Landbro og sluttelig en Verdenslandbro – det er præcis den idé, som vi (BüSo) foreslog, da Berlinmuren faldt. Da Sovjetunionen opløstes, foreslog vi en fredsorden for det 21. århundrede, hvis grundlag netop skulle være opbygningen af denne Eurasiske Landbro; idéen var at forbinde Europas befolknings- og industricentre med Asiens gennem såkaldte udviklingskorridorer … I grunden var det altid vores idé, at man måtte skabe et økonomisk samarbejde mellem først og fremmest Eurasiens stater, men derudover netop også, at man skulle udbrede denne infrastrukturudvikling i de underudviklede dele af verden.«

Efter 23 år med disse bestræbelser har Kina nu sat denne politik ganske massivt på dagsordenen. »Hermed er, for første gang, det realistiske håb til stede, at vi i rette tid kan bevæge os væk fra afgrunden om en truende verdenskrig og i stedet for sætte en helt anden agenda på dagsordenen, nemlig det fredelige samarbejde for menneskehedens fælles mål, hvorunder hører ikke mindst hungersnøden i verden samt den kendsgerning, at hele kontinenter, som det afrikanske kontinent, i øjeblikket virkeligt går under eller trues af undergang.«

Løsningen er naturligvis at udvikle Afrika økonomisk. »Jeg er meget glad for, at Kina nu har taget dette vidunderlige initiativ, og jeg ved fra alle vore afrikanske kontakter i mange afrikanske lande, at de er meget, meget glade over samarbejdet med Kina, som naturligvis også er i kinesernes interesse, men sandelig også i afrikanernes interesse. Og det er dem langt kærere end at høre søndagsprædikener fra EU, men ikke få noget tilbud om udvikling … Vi vil gøre alt for, at også den tyske middelstand og den tyske industri erkender, at Tysklands virkelige interesse ligger i samarbejdet om denne Verdenslandbro.«

 

Kina har vist, hvordan man besejrer underudvikling

Dernæst sammenlignede Helga Zepp-LaRouche Kinas og Tysklands afvigende kurs i den seneste tid. Kina har fundet en vej til at besejre underudvikling. Efter den videnskabs- og uddannelsesfjendtlige »firebandes« fald har det kinesiske lederskab under Deng Xiaoping besøgt og studeret de økonomisk succesrige lande som Tyskland og Japan, og har bevidst »bragt de bedste elementer af disse landes økonomiske udvikling med tilbage og dernæst taget dem i anvendelse« - og har altså gennemført et totalt aksiomatisk skift og dermed sat en sund økonomisk politik på dagsordenen. »Det har i løbet af kort tid sat denne enorme økonomiske udvikling i gang. Og egentlig er alle de mennesker, som jeg for nylig atter talte med i Kina, ganske enkelt overbevist om det: Det er den vej, som kan besejre underudvikling … De reformer, som Deng Xiaoping har gennemført, er et slående bevis på, at en sådan reform, et skift væk fra et falsk, økonomisk koncept, til enhver tid er muligt. Dertil kræves blot politisk vilje og en erkendelse af, at man har været på gal kurs.«

»I Tyskland har vi desværre gjort det stik modsatte«, fortsatte hun, for i Tyskland har tilhængerne af maoismen »gået den lange vej gennem institutionerne«, og disse mennesker befinder sig endnu i dag i førende positioner. »Kina har taget det kloge skridt at overtage den tyske, økonomiske model fra efterkrigstiden, mens vi var så dumme at holde på kulturrevolutionens vranglære frem til i dag, hvilket klarest manifesterer sig i den ’grønne’ politik.

Jeg mener, at hvis Tyskland vil komme ud af den nuværende krise, så må vi atter vende tilbage til de idéer, som engang var ganske almindelige her, nemlig en bekræftelse af det økonomiske og videnskabeligt-teknologiske fremskridt, som er blevet bragt til anvendelse i Kina. Kina har simpelt hen den idé at arbejde sammen med andre stater, for at harmoniske relationer, og dermed en fredelig udvikling, skal opstå, hvilket Kina betragter som sin egeninteresse.«

Europa står altså ved en skillevej. Det må beslutte sig til, om det gå videre ad vejen til et diktatur, som bureaukrater i Bruxelles forvalter, til gavn for bankerne, eller om Tyskland, gennem økonomisk samarbejde med Kina og Rusland om menneskehedens fælles mål, overvinder sin egen økonomiske og politiske krise. Denne afgørelse er op til Dem. Giv BüSo Deres stemme den 25. maj – og hjælp os med at udbrede disse idéer!

 

(Stop 3. Verdenskrig; Verdenslandbroen)

 


[1] Bürgerrechtsbewegung Solidarität er LaRouche-bevægelsens modstykke i Tyskland og et politisk parti, som, med landformand Helga Zepp-LaRouche som spidskandidat, stiller op til EU-valget den 25. maj med kandidater over hele Tyskland. Helga Zepp-LaRouche er desuden stifter af det internationale Schiller Institut, med Tom Gillesberg som formand for afdelingen i Danmark.