Russisk-kinesisk, økonomisk fællesskab viser vejen ud af sammenbrudskrisen

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

Af Alexander Hartmann, redaktør for den tyske avis Neue Solidarität. 

25. maj 2014 – Den russiske præsident Vladimir Putins besøg i Kina har hævet de russisk-kinesiske relationer op på et helt nyt niveau mht. økonomisk og strategisk samarbejde. Putin, som rejste til Kina i forbindelse med det 4. topmøde for Konferencen for Interaktion og Tillidsskabende Foranstaltninger i Asien (CICA), som fandt sted den 21. maj i Shanghai, gjorde det helt tydeligt for sin kinesiske modpart Xi Jinping, at de to stormagter ville gå frem med den økonomiske opbygning af verden og heri ikke ville lade sig opholde af den vestlige imperie-fraktion. Inden for rammerne af topmødet blev en historisk, 30-årig aftale om levering af gas i et omfang af 400 mia. dollars, såvel som yderligere 46 russisk-kinesiske enkeltaftaler, underskrevet. Desuden deltog Xi og Putin i en åbningsceremoni for kinesisk-russiske flådemanøvrer i det Østkinesiske Hav, der vil vare en uge.

Putin støttede ganske eftertrykkeligt opbygningen af økonomiske udviklingskorridorer langs med den Nye Silkevej, som Xi Jingping promoverer. I den fælles afslutningserklæring hedder det: ”Rusland anerkender den enorme betydning af det kinesiske initiativ med opbygningen af ’det økonomiske Silkevejsnetværk', og Rusland ved især at påskønne den kinesiske sides beredthed til, ved dettes udvikling og virkeliggørelse, at tage de russiske interesser i betragtning. Begge sider søger efter yderligere muligheder for at forbinde perspektivet for Silkevejens økonomiske netværk med idéen om den Eurasiske Økonomiske Union. Til dette formål har de til hensigt at intensivere samarbejdet mellem de relevante embedsmænd i virkeliggørelsen af begge projekterne, især ved opbygning af trafikveje og infrastruktur.” Præsident Putin selv erklærede: ”Skabelsen af tættere relationer til Den kinesiske Folkerepublik – vor betroede ven – er Ruslands ubetingede, udenrigspolitiske prioritet. Ruslands og Kinas samarbejde nærmer sig et nyt stadium af omfattende partnerskab og strategisk interaktion. Det er ikke forkert at sige, at det har nået det højeste niveau i hele deres århundredelange historie.”

Helga Zepp-LaRouche betegnede denne aftale som historisk. I lyset af den aktuelle verdenssituation – især situationen i Ukraine – er det ”det bedste bidrag til opretholdelse af verdensfreden, som kan tænkes, fordi det ganske enkelt sætter den virkelighed på dagsordenen, at Rusland og Kina er rykket tættere sammen end nogen sinde før.” Nu bliver det tydeligt for ethvert tænkende menneske, ”at optionen med inddæmning er ført ud i det absurde”, eftersom man nu har at gøre med et russisk-kinesisk forbund.

Hertil kommer, at der, efter parlamentsvalget i Indien, også i dette land angives en omlægning hen imod den eurasiske, økonomiske opbygning, således, at også dette, Asiens andet-største land vil læne sig tættere op ad Kina og Rusland. Boris Wolchonskij, lederen af det Russiske Institut for Strategiske Studiers asiatiske afdeling, kommenterede Narendra Modis[1] tårnhøje valgsejr: ”Mange iagttagere forventer et skift i den indiske udenrigspolitiks fokus over til regionale spørgsmål. Dermed er en tilnærmelse til Kina mulig, til trods for alle problemerne i relationerne. Særlig opmærksomhed vil man give politikken med ’blikket rettet mod øst’, udviklingen af samarbejdet med Østasiens lande og Stillehavsområdet … Med denne baggrund består der fremragende udsigter til, at de russisk-indiske relationer vil nå op på et højere plan.”

 

Vesten trues af sammenbrud

I kras modsætning hertil står de økonomiske og strategiske perspektiver i Vesten, hvor der findes alle forudsætninger for den næste, store sammenbrudskrise.

Således svarede viceformanden for den amerikanske, statslige indskudsgarantifond, FDIC, Thomas Hoenig, i et interview med CNN og magasinet Fortune den 20. maj, på spørgsmålet om, hvilke af de amerikanske storbankers risikable aktiviteter ”skræmte ham mest”: ”Disse institutter var under krisen [2008] stærkt finansieret med kredit. De bedrev forretninger med derivater og solgte gældsforpligtelser med sikkerhedsstillelse (CDO’s).  Krisen kom, og de fik behov for hjælp fra regeringerne …, men i dag er den pålydende værdi af derivaterne sågar endnu højere end under krisen.”

Faktisk må man gå ud fra, at ECB-chef Mario Draghi umiddelbart efter valget til EU-parlamentet vil køre ”Tykke Berta” i stilling, dvs. sætte en ny, kraftigere bølge af pengetrykning i gang. Men truslen går ikke blot ud på denne ”kvantitative lempelse”, men også en ny runde af regeringsstøtteforanstaltninger (”bail-out”) – samt konfiskering af bankkunderne (”bail-in”).

I et interview med den italienske online-avis affaritaliani.it advarede den tidligere italienske finansminister Giulio Tremonti ligeledes: ”Regeringernes penge er brugt op. Der er for meget gæld. Man trykker penge, men man kan ikke blive ved med at trykke penge i alt for lang tid. De planlægger at beslaglægge borgernes opsparinger. På engelsk kalder de det ”bail-in”, men det, som det betyder, er, at man røver bankkontiene.”

Lyndon LaRouche påpeger, at alle disse forsøg på at understøtte bankerne ikke vil fungere. Lige så snart, man begynder på den såkaldte ”bail-in”, vil hele finanssystemet, gennem fjernelse af likviditeten, styrte i grus – ligesom en elevator i et højhus, hvis kabel bliver skåret over på 70. etage. Dermed står samtlige verdens nationer, og dermed også Tyskland, foran det alternativ, at de enten holder fast ved den hidtidige politik med at støtte finansboblen for enhver pris – helt frem til en mulig militær konfrontation med Rusland og Kina – og dernæst gå under sammen med det bankerotte, vestlige finanssystem, eller også bryder de med denne politik og tilslutter sig det russisk-kinesiske perspektiv med opbygning.

 

Tyskland i ”De intetanendes dal”[2]

I lyset af disse alternativer er det indlysende, hvorfor der især fra de tyske økonomiske kredse kommer betydelig modstand mod Vestens konfrontationspolitik over for Rusland. Også i den brede befolkning bliver denne politik afvist. Men mange er pessimistiske, fordi de ser, at den kommer ”fra storebror” i Vesten og derfor til syvende og sidst vil blive gennemført – og denne pessimisme afholder efter al sandsynlighed mange mennesker fra at give klarere udtryk for deres opposition.

Ansvarlig for dette er frem for alt den kendsgerning, at massemedierne fortier væsentlige aspekter af verdenssituationen eller endda fremstiller den falsk, således, at folk i Tyskland i dag er lige så dårligt informeret om den faktiske situation, som borgerne i DDR engang var.

Det bliver f.eks. fortiet, at modstanden mod den amerikanske regerings politik også i USA vokser dag for dag, hvilket især fremgår derved, at de talrige skandaler imod Obama og hans medarbejdere til stadighed eskalerer. For blot at nævne de vigtigste eksempler:

I Kongressen og for domstolene forsøger man,

- endelig at afsløre Saudi-Arabiens rolle i angrebene den 11. september 2001, som beskrives i dokumenter, som den amerikanske præsident fortsat holder klassificeret;

- at afsløre den sande baggrund for mørklægningen af al-Qaeda-angrebet på USA’s konsulat i Benghazi i Libyen i 2012;

- at opklare amerikanske embedsmænds omfangsrige våbenleverancer til mexicanske narko-karteller;

- at straffe CIA’s undersøgelse og manipulation af det superviserende Senatsudvalg, med hvilken intervention efterforskningerne af Bush/Cheney-regeringens tortur- og overgivelsesprogram skulle forhindres;

- samt få klarhed over det amerikanske skattekontor IRS’ forskelsbehandling af oppositionsgrupper.

 

I alle disse sager strammes løkken om Obamaregeringens hals, og stadig oftere trækkes der i de amerikanske medier en parallel til Watergate-skandalen, som sluttelig førte til præsidentens tilbagetræden.

Alle disse undersøgelser og afsløringer drives frem af patriotiske kræfter i de amerikanske regeringsinstitutioner, som har erkendt, at den aktuelle politik driver landet ud over en afgrund af økonomisk og finansielt sammenbrud, samt ind i en militær konfrontation, som kunne føre til en atomkrig, og at de derfor aktiverer alle løftestænger for, med juridiske foranstaltninger, at frembringe et regimeskift i Det hvide Hus. Dermed vil de befri landet fra dets rolle i det amerikansk-britiske, særlige forhold som en de facto koloni af det globale, anglo-hollandske finansimperium og atter føre det tilbage til dets forfatningsmæssige rolle som førende nation i kampen mod det koloniale formynderskab, som det sidste gang havde under præsidenterne Roosevelt og Kennedy. Heri spiller den amerikanske økonom Lyndon LaRouches bevægelse en meget væsentlig rolle som katalysator.

Disse bestræbelser har i de seneste uger dag for dag gjort fremskridt, og derfor kan det meget snart komme til dramatiske forandringer i Det hvide Hus. Men den, der følger med i de tyske medier, må få det indtryk, at Obama sidder som en olympisk gud, som ingen kan angribe. Det gør han imidlertid ikke, og hans tilbagetræden som følge af en rigsretssag ville skabe fri bane for, at Amerika kan tilslutte sig det russisk-kinesiske forbund. Hvis dette ikke sker, vil USA meget snart kollapse, sammen med Wall Streets banker. Det står altså klart, at der under alle omstændigheder venter dramatiske forandringer i den nærmeste fremtid, og hvis det var almindeligt kendt her til lands, ville endnu flere mennesker – i institutionerne såvel som på gaden – efter al sandsynlighed have mod til at vende sig bort fra det gamle, kollapsende globaliseringssystem og åbent tilslutte sig oppositionen.

 

Hjælp os derfor med at hive folk ud af ”de intetanendes dal”, idet De gør Dem bekendt med vores bevægelse (BüSo, Tyskland – i Danmark, Schiller Instituttet, -red.) (samt vores avis[3]) og informerer Dem om en fælleseurasisk opbygningspolitiks optimistiske perspektiver, der med Ruslands og Kinas samarbejde står åbent for alle øvrige nationer, åbner sig for os alle. For kun et sådant samarbejde mellem nationerne gør det muligt for os at løse menneskehedens store, fælles problemer.           

 


[2] ’De intetanendes dal’ var et satirisk navn i DDR for regioner i nordøst til Griefswald og i den sydøstlige del af DDR i det tidligere Dresden-distrikt, hvor man ikke kunne modtage VHF-radio og vestligt Tv. I disse områder, der dækkede ca. 15 % af befolkningen i DDR, blev befolkningen meget dårligt informeret, fordi de kun kunne modtage oplysninger fra censurerede DDR-medier.

 

[3] Neue Solidarität, LaRouche-bevægelsens organ i Tyskland, udkommer hver 14. dag. Kontakt vores kontor, hvis du er interesseret i at abonnere på avisen, tlf. 35 43 00 17.