Lyndon LaRouche: Udsigterne for Menneskehedens bevarelse; Spørgsmålet om krig

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

»Det presserende vigtige spørgsmål, vi har for os, er spørgsmålet om den aktuelle dårskab blandt nationerne, fejlagtige handlinger, som må korrigeres ved hjælp af etableringen af en ægte orden i et samarbejde mellem de umiddelbart villige nationer blandt os. Kort sagt, så må vi gøre en ende på krig som en global institution, en institution, som i sig selv meget snart faktisk må blive forvist til fortiden. 

Vi er nu konfronteret med kendsgerningen om aktuelt frembrydende trusler med globalt potentiale, som truer vor planet med faren for en termonuklear krigs evne til at frembringe en hurtig udslettelse af den menneskelige art, og som fordrer, at vi hæver vore passioner op over begrebet om massiv krigsførelse. Vi burde have erkendt, og overvundet, en sådan krigsførelse i tidligere tider. For at opnå dette mål, er det nu i bogstavelig forstand en forudsætning for selve det menneskelige livs fortsatte eksisens, at der etableres en ny orden mellem suveræne nationer, som gør en ende på moderne, oligarkiske imperier i Zeus-traditionen.«

 

Lyndon LaRouche holdt hovedtalen til en heldags videnskabskonference i Moskva i går (29. maj), med en 20 minutter lang videotale med titlen ”Udsigterne for menneskehedens overlevelse”.

Den Internationale Videnskabskonference om Den Varige Udvikling af Menneskeheden i Natur-Samfund-Menneske-systemet (i anledning af 90-års fødselsdagen for P.G. Kuznetsov) blev i fællesskab sponsoreret af Det russiske Videnskabsakademi, Dubna Internationale Universitet for Natur, Samfund og Menneske, samt et par andre videnskabelige institutter.

Vi bringer her et uddrag af LaRouches præsentation, som oprindeligt blev indtalt den 24. maj. Vi anbefaler, at man læser hele den spændende tale (på engelsk) på: http://larouchepac.com/node/30928

 

Udsigterne for Menneskehedens bevarelse,

af Lyndon H. LaRouche, jr.

Jeg er beæret i dagens anledning, som er blevet muliggjort af professor Bolshakov og ærede gæster. Jeg anerkender det ærefulde i at være med her, ved denne anledning, for at dele 90-års mindedagen for min afdøde ven og samarbejdspartner fra mindeværdige år: Pobisk Kuznetsov. Jeg er professor Bolshakov taknemmelig, og taknemmelig for invitationen til denne lejlighed, i Videnskabsakademiets historisk ærværdige tradition.

Tiden er kort, og jeg vil derfor gå direkte til emnet, som jeg anerkender og deler under titlen af det aktuelle ”Udsigter til Menneskehedens bevarelse.”

Det er et emne, som på nuværende tidspunkt har sin egen voksende betydning for både Rusland og verden. Det er et spørgsmål om nye indsigter, som er overhængende relevante og af absolut historisk vigtighed. Det er til ære for videnskabeligt fremskridt i verden som helhed, med hensyn til spørgsmål, som nu ligger umiddelbart forude. Disse spørgsmål drejer sig om fremskridt inden for både videnskaben og menneskeheden. Dette er allerede nu spørgsmål af umådelig værdi: spørgsmål, der skal tages i betragtning ud fra synspunktet om stadig større marginer af indsigt, som jeg har fået under studier af visse afgørende implikationer, som jeg på de seneste har erkendt som en dybere indsigt i det, som Vladimir Ivanovich Vernadsky opnåede af resultater, både med hensyn til videnskab og for menneskehedens fremtid.

Det drejer sig om spørgsmål i hans arbejde, som, for mig, når det betragtes i et nutidigt lys, har den relativt set største betydning for menneskehedens fremtid, for hele planeten.

Som en konsekvens heraf, som jeg ser det, findes den største betydning af Vladimir Ivanovich Vernadskijs videnskabelige arbejde i det, som jeg med stadig større indsigt er nået frem til at erkende har en endnu større relevans for den rolle, som videnskaben har vedr. ståstedet for menneskehedens bestræbelser på at fuldkommengøre vor indsigt i udsigterne for menneskehedens fremtidige skæbne.

Dette drejer sig ikke blot om foranstaltninger for Jorden i dag, men også om en dybere indsigt i at skelne den fremtidige rolle, som det sande princip for menneskeligt liv i vort solsystem i særdeleshed spiller. Dette fordrer en dybere indsigt i de karakteristiske træk af den kvalitet, som den menneskelige arts liv har, en kvalitet, der karakteriseres ved at være absolut hævet over alle andre arter, som vi i øjeblikket kender til. De fremskridt, der ligger i Vladimir Ivanovich’s arbejde, fra da han var en tjener for et i sandhed unikt princip om menneskeligt liv, skal derfor placeres adskilt fra, og hævet over, alle andre nuværende kendte betragtninger. I hans arbejde ligger der ting af betydning, som vi kan opdage i dag, og som ligger ud over alt andet, som videnskaben hidtil sædvanligvis har taget i betragtning.

Derfor skal den afgørende vægt af begrebet om liv som noget, der forekommer inden for tid, erkendes således, at betydningen af tid faktisk skal lokaliseres, ikke i tid som sådan, men snarere som en udmålt tid inden for de autoritære grænser af det mest unikke, og mest virksomme princip om fremskridt, som nu er til rådighed, med hensyn til selve det menneskelige livs egen videnskabelige kundskab og praksis.

 

Spørgsmålet om krig

Det presserende vigtige spørgsmål, vi har for os, er spørgsmålet om den aktuelle dårskab blandt nationerne, fejlagtige handlinger, som må korrigeres ved hjælp af etableringen af en ægte orden i et samarbejde mellem de umiddelbart villige nationer blandt os. Kort sagt, så må vi gøre en ende på krig som en global institution, en institution, som i sig selv meget snart faktisk må blive forvist til fortiden.

Vi er nu konfronteret med kendsgerningen om aktuelt frembrydende trusler med globalt potentiale, som truer vor planet med faren for en termonuklear krigs evne til at frembringe en hurtig udslettelse af den menneskelige art, og som fordrer, at vi hæver vore passioner op over begrebet om massiv krigsførelse. Vi burde have erkendt, og overvundet, en sådan krigsførelse i tidligere tider. For at opnå dette mål, er det nu i bogstavelig forstand en forudsætning for selve det menneskelige livs fortsatte eksisens, at der etableres en ny orden mellem suveræne nationer, som gør en ende på moderne, oligarkiske imperier i Zeus-traditionen.

 

(Lyndon LaRouche; Stop 3. Verdenskrig)