Helga Zepp-LaRouche: Imperiet smuldrer! De europæiske nationers fremtid fra Atlanterhavet til Det kinesiske Hav!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

EU-modstandernes succesrige jordskredsvalg i Frankrig, Storbritannien, Grækenland og Irland, samt betydelige succes i Danmark, Italien, Ungarn, Østrig og Polen, betyder et vendepunkt: begyndelsen til enden for EU-imperiet. Samtidig præsenterer valget bureaukratiet i Bruxelles for regningen for det mislykkede eksperiment med møntunionen og krænkelserne af menneskerettighederne, gennem Trojkaens nedskæringspolitik, i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, og Frankrig har fået regningen for sit Bruxelles-inspirerede nedskæringsprogram. Den efterfølgende sjakren om besættelsen af embedet som EU-kommisionspræsident illustrerer den sygdom, som dette EU har fået: Bakterien spreder sig. 

I mange af verdens hovedstæder gætter man om, hvordan det er fat med EU’s fremtid, og hvilken indflydelse, dette oprør vil få på hele den strategiske situation.

 Og her skilles ånderne. For dem inden for og uden for EU, som troede på propagandaen fra Bruxelles om, at EU var garant for freden indadtil og udadtil, og derudover forsvarer Europas interesser over for andre blokke i verden og derfor vil bringe fordele for alle, er dette valgresultat det nødvendige kolde brusebad, som forhåbentlig vil lade dem erkende virkeligheden bedre.

For dem derimod, som i EU, siden Maastricht, har set et imperium i stadig ekspansion, der, sammen med NATO’s udvidelse mod øst har deltaget stadig mere i inddæmningsstrategien over for Rusland, og som udviklede sig mere og mere til et monster, der udelukkende forsvarede bankernes interesser på bekostning af det almene vel for borgerne, mellem hvilke svælget mellem rig og fattig er blevet uacceptabelt stort – for disse personer udgør valgresultatet en meget positiv udvikling.

Intet tænkende menneske kan i dag længere være i tvivl om, at der, hundrede år efter Første Verdenskrigs udbrud i 1914 ikke alene findes paralleller hertil, men at hele verdenssituationen, i betragtning af et atomvåbenarsenal, som er stort nok til at udslette menneskeheden et par dusin gange, og i betragtning af de konsekvenser, som en borgerkrig i Ukraine ville få, er langt farligere, fordi menneskeheden, i en Tredje Verdensskrig, kunne ophøre med at eksistere. Uagtet de fortolkninger, som udbredes af de politiske tænketanke og massemedier, de såkaldte »fortællinger« (»narratives«), så udgår krigsfaren ikke fra Putin og heller ikke fra Kina. Den er udelukkende et resultat af en hel række af intentioner og fejl i Vesten:

1.     Ikke at indbefatte Rusland, efter Sovjetunionens kollaps, i nye alliancer og forbund

2.    Det brudte løfte til Rusland efter Sovjetunionens kollaps om ikke at udvide NATO helt frem til Ruslands grænser

3.    Til EU-associeringsaftalen for Ukraine at knytte et ultimatum, der som konsekvens ville have gjort det umuligt at forsvare Rusland og måtte sønderrive Ukraine, i betragtning af landets sammensætning,

4.    At, med politikken med regimeskift for enhver pris, ved siden af langtidsfinansieringen af 2200 NGO’er i Ukraine, slippe kendte nazi-Frankensteinmonstre løs, og

5.    dernæst have den utrolige frækhed at dække over deres grusomheder, som f.eks. Odessa, samtidig med at prædike demokrati og menneskerettigheder.

Kendsgerningen er, at befolkningen i de europæiske nationer ikke tror på disse »fortællinger«.  Sidste gang, der var en lignende uoverensstemmelse mellem det, som den officielle parti- og medielinje foregav, og det, som befolkningen tænkte, var omkring oktober 1989 i DDR. Mennesker i Europa har to gange oplevet en verdenskrig på deres eget territorium i det 20. århundrede, og selv om de ikke kender alle kendsgerninger og bagrunde, erkender de dæmoniseringen af Putin som en krigshetz og stemmer følgelig imod de partier, som bedriver den.

Den anden hovedårsag til valgresultatet ligger naturligvis i naturen af det, som er kommet ud af EU gennem processen fra Maastricht til Lissabon – nemlig et overnationalt diktatur til gavn for bankernes og spekulanternes interesser. I stedet for at benytte den historiske chance, som opstod ved Berlinmurens fald i 1989, og som kunne være blevet en potentiel stjernestund for menneskeheden, til at etablere en fredsorden for det 21. århundrede, satte den samme geopolitik ind, som allerede karakteriserede forhistorien til Første Verdenskrig. Tyskland blev, som prisen for genforeningen, tvunget til at opgive suveræniteten over egen valuta, D-marken, give tilsagn til den europæiske møntunion mod bedre viden og lade sig klemme inde i EU’s korset gennem Maastricht-traktaten. Med indførelsen af euroen blev eurozonen og implicit hele EU til den regionale repræsentant for systemet med »globalisering«, som blot er et synonym for det verdensimperium, som er baseret på den særlige, anglo-amerikanske relation.

Lissabontraktatens EU, som oligarkiske kredse snarest muligt ønsker at erstatte med en europæisk stat, er ikke andet end en ny udgave af de imperier, som har regeret Europa i årtusinder: det græske imperium, beskrevet af Thukydid, gennem hvilket det antikke Grækenland gik under, det romerske riges imperium, det venetianske imperium, det hollandsk-engelske imperium og sluttelig det britiske imperium, som på ingen måde er gået ned, men som fortsat eksisterer i form af den omtalte globalisering. Der ligger en dybere sandhed i myten om, at den menneskehadende olympiske gud Zeus forvandlede sig til en Tyr for at forføre Europa. Hvis man beskriver den europæiske histories hovedkonflikt i de sidste tre tusinde år ud fra den græske mytologis synspunkt, så bestod denne konflikt imellem Zeus’ oligarkiske system og Prometheus’ progressive system, som bragte ilden, og dermed det videnskabelige og teknologiske fremskridt, til mennesket, og ud fra kristendommens standpunkt kommer denne konflikt til udtryk gennem modsætningen mellem Satan og Guds godhed. EU’s Europa af i dag ligger utvivlsomt under for Zeus’ fristelser, og hvordan skal man karakterisere globaliseringssystemet, når den tager millioner af menneskers død med i købet? I hvert ikke som kristent.

Kendsgerningen er, at EU ganske vist er et europæisk imperium, men at der imidlertid ikke eksisterer noget ’europæisk folk’. Og i det mindste en del af de 28 nationer, der er blevet bragt ind under Bruxelles-diktaturets åg, har givet udtryk for dette. Og da det transatlantiske finanssystem er håbløst bankerot, og Trojkaen, ud over de bekendte, for befolkningen dødbringende forskrifter i bankernes og spekulanterne interesse, intet har at tilbyde, er det kun et spørgsmål om yderst kort tid, hvornår denne oligarkiske konstruktion vil være til ende. Hvis de europæiske nationer vil overleve, må Europas imperiale karakter overvindes så hurtigt som muligt!

Heldigvis dannes for tiden som alternativ en gruppering af nationer, som i stedet for dette har indforskrevet sig til Prometheus-princippet om udvikling af deres befolkninger og samarbejde som suveræne republikker. Kina har hævet programmet om opbygning af den Nye Silkevej mellem Asien og Europa til sin førsteprioritet, og med Shanghai-aftalen mellem Rusland og Kina, hvor man vedtog et langfristet, strategisk samarbejde mellem de to stater og 46 andre enkeltaftaler om grundlæggende samarbejde, bl.a. inden for områder som højteknologi, er der opstået en ny pol, som også Indien og de fleste andre asiatiske stater vender sig imod. Alt vil nu afhænge af, om en gruppe af nationer i Eurasien finder sammen, som konstituerer en alliance af suveræne republikker på denne planet, som for evigt undsiger idéen om krig som middel til konfliktløsning og forener sig i samarbejdet omkring menneskehedens fælles mål.

Den Nye Silkevej, altså opbygningen af mange infrastrukturprojekter på højeste tekniske niveau, og dermed forudsætningen for udviklingen af det eurasiske, men også det afrikanske kontinents, indlandsregioner, er blevet sat på dagsordenen gennem denne nye alliance mellem Kina og Rusland. Dermed begynder den nye økonomiske geometri, nemlig langfristet udvikling af realøkonomien og det almene vel, at blive til virkelighed, og den gamle geometri med »at blive rig i en fart« bliver afløst.

Også selv om de angiveligt praktiske politikere endnu ikke har begrebet det, så reflekterer valgresultatets vendepunkt ved EU-valgene afslutningen af en epoke. Menneskeheden har atter et fremtidsperspektiv.  

 

(Helga Zepp-LaRouche)