Chatham House udsteder Dronningens ordrer til NATO

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

13. juni 2014 – Chatham House – Royal Institute for International Affairs – udgav en rapport den 10. januar, som foreslår, hvordan NATO burde konfrontere ”sikkerhedsudfordringer af i dag”, dvs. dem, som er dukket op efter NATO’s 2010 Strategiske Koncept. Dokumentet, som er på seks sider, erklærer ved begyndelsen, at ”ledere må vise politisk vilje til at konfrontere sikkerhedsudfordringer i dag, ikke i morgen. De må overbevise borgere om, at disse ikke kan tage deres sikkerhed for givet. Selv, mens den økonomiske krises ar og populistiske politikeres sirenesang frister til at vende sig indad, må regeringer atter bekræfte værdien af den Atlantiske Alliance. De må også tilegne sig og anvende de nødvendige ressourcer, til trods for, at dette vil betyde, at der skal træffes barske valg. I kølvandet på sin tilbagetrækning fra Afghanistan har NATO behov for atter at bekræfte sin værdi omkring tvillingemålene, fælles forsvar og fælles sikkerhed.”

 

De lægger således ud med at fremlægge et falsk valg, dvs. at, mht. til international politik, er der enten NATO’s politik med intervention og konfrontation, eller også er der isolationisme. Der findes intet andet alternativ, som kan komme i betragtning. Og derudover er der kravet om nedskæringspolitik – nøjsomhed. Det er, hvad ”at træffe barske valg” altid betyder, som om den europæiske befolkning, som allerede ofres i et forgæves forsøg på at redde euroen, ikke allerede har lidt nok under nedskæringspolitikken.

 

Dernæst går forfatterne videre til ”værdien” af NATO. ”Det transatlantiske forbund reflekterer en overbevisning, som deles af Canada, USA og dets europæiske allierede, om, at international fred og fremgang bedst fremkommer gennem en kombination af demokratiske institutioner, åbne økonomier og regering ved lov.” NATO’s job, siger de, er at sikre, at dets medlemsstaters borgere kan leve efter disse principper. De fortsætter med at sige, at, i de fleste af de seneste 25 år, har der været en overbevisning om, at verden bevæger sig i vestlig retning. De nylige begivenheder i Ukraine viser, at dette ikke længere er tilfældet. ”Som følge heraf kan NATO-medlemmer ikke længere udskyde helligelsen af den politiske vilje og ressourcer til Alliancens to kernemål for det 21. århundrede”, dvs. fælles forsvar og fælles sikkerhed.

 

Det næste afsnit er et direkte angreb på Rusland. ”Ruslands nuværende politik med, på basis af tvang, at opbygge en sfære af eksklusive interesser i det postsovjetiske område udgør risici for det transatlantiske samfund, som ikke er set siden 1989”, skriver de. Anklagen lyder på, at Putin har gennemtvunget en stadig mere autoritær form for lederskab over Rusland, etableret en ”Ruslands-domineret” Eurasisk Union og benytter økonomisk og politisk tvang for at opnå dens vision, som det gjorde i Ukraine, efter at Janukovitj var blevet væltet. 

 

Yderligere degeneration …

 

Herfra går det yderligere ned ad bakke, og de opremser dernæst en liste over skridt, som NATO og dets medlemsstater må tage som respons. Listen inkluderer, men begrænser sig ikke til, at hæve alliancens militære potentiale ved at gøre ting som at øge forsvarsudgifterne, forbedre dets militære infrastruktur, forstærke NATO’s beredskabsstyrker (Response Force), udføre flere og flere jævnlige øvelser, der skal inkludere ”snap”[1]-øvelser for at afprøve parathed, og så videre. Rapporten kræver, at NATO skal være i stand til at respondere på ”ikke-lineær aggression”, så som dis-information, og alle de ting, som Rusland er blevet beskyldt for at gøre i Krim og det sydøstlige Ukraine. Det inkluderer også ikke-militære forholdsregler, såsom at reducere visse europæiske landes afhængighed af russisk gas.

 

Se også: ”Farverevolutioner er ulovlig krigsførelse”

 

Dokumentet begrænser sig imidlertid ikke blot til den russiske trussel. ”Store dele af Mellemøsten og Nordafrika, såvel som Sahel, står foran mindst et arti med uro.” De nævner Syrien, Irak og Egypten, så vel som truslen fra Yemen over hele Sahel-regionen. ”Det transatlantiske samfund kan ikke ignorere den voksende og sandsynligvis varige ustabilitet i Europas sydlige og sydøstlige naboegne”, skriver de, og igen skaber de et falsk koncept ved at nægte at anerkende Vestens rolle – såsom NATO’s bombning af Libyen i 2011 – i den oprindelige skabelse af disse kriser.

 

Dernæst bestemmer de en række skridt, som NATO bør tage for at konfrontere denne internationale usikkerhed. For blot at nævne nogle få, så kræver de, at andre NATO-medlemmer tager en større del af ansvaret, så det ikke alene hviler på USA’s skuldre; NATO og EU må arbejde tættere sammen, inklusive gennem nye arrangementer, hvorigennem de hver kan låne aktiver og kapaciteter fra hinanden; og fuldbyrdelsen af Transatlantic Trade og Investment Partnership (TTIP) så snart som muligt. Det lyder alt sammen som en opskrift for opbyggelsen af et imperium.

 

Forfatterne til Chatham House-rapporten er:

 

Martin Butora, chef for Institute of Public Affairs in Bratislava

Ivo Daalder, præsident for Chicago Council on Global Affairs

Camille Grand, direktør for Foundation for Strategic Research i Paris

Robin Niblett, direktør for Chatham House og formand for denne særlige komite

Ana Palacio, tidl. udenrigsminister i Spanien

Roland Paris, direktør for Centre for International Policy Studies in Ottawa

Volker Perthes, direktør for German Institute for internationale and Security Affairs i Berlin

Nathalie Tocci, vicedirektør for Institute for International Affairs i rom

Sinan Ulgen, direktør for Center for Economics and Foreign Policy Stidies i Istanbul

Marcin Zaborowski, direktør for Polish Institute of International Affairs i Warszawa.

 

 

Stop 3. Verdenskrig; Internationalt 

 


[1] Short Notice Annual Practice