Helga Zepp-LaRouche: Provinsguvernør eller suveræn partner i de tysk-amerikanske relationer?

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

 

27. juli 2014 – Forholdet mellem Tyskland og USA og endvidere det transatlantiske forhold er igennem længere tid blevet rystet af jordskælv, hvor opfattelsen af, hvilken jordskælvsstyrke, det drejer sig om, imidlertid er helt forskellig på de to sider af Atlanten. 

Alt imens erosionen i Tyskland, siden Edward Snowdens afsløring af NSA-skandalen startede, ganske vist med nogen forsinkelse, men så meget desto mere dybtgående, underminerede grundvolden under de tysk-amerikanske relationer, manglede der i Washington enhver antenne for den tyske befolknings reaktion på totaludspioneringen. 

Til syvende og sidst betragter etablissementet i Washington og på Wall Street – ligesom Zbigniew Brzezinski – Tyskland som et amerikansk protektorat, og desuden var man sikker på, at NSA’s samarbejde med BND og beskyttelse fra forfatningen havde involveret og kompromitteret regeringen i Berlin så tilpas tilstrækkeligt, at der ikke var grund til at frygte alvorlige konsekvenser.  Først den tyske regerings udvisning af CIA-chefen i Tyskland i midten af juli måned har pludselig fået et par alarmklokker til at ringe i Washington.

Oprørt fastslog lederen af Bertelsmann-stiftelsen i Washington, Annette Heuser, under en hastigt arrangeret Atlantic Council-telefonkonference, at det tysk-amerikanske forhold var rystet i sin grundvold, og afsløringen af blot endnu en spion kunne blive det endelige ligkistesøm i hele det transatlantiske forhold. 57 procent af tyskerne har ønsket sig en større uafhængighed af USA, og allerede nu har de mindre EU-stater givet udtryk for deres harme over, hvordan USA mon ville behandle dem, når selv det relativt stærke Tyskland blev behandlet sådan. Derfor befinder ikke blot det tysk-amerikanske, men hele det transatlantiske forhold sig i frit fald. Nej, - iflg. fru Heuser – selv, hvis man nu, mere end et år efter Snowden-afsløringerne indbød Tyskland til at være en del af »Fem Øjne«, er løbet kørt; efter at man i så lang tid har ignoreret de tyske bekymringer og f.eks. har afvist en »No-Spy-aftale«, ville sådanne tilbud nu blot blive betragtet som spil for galleriet og snarere gøre skaden større.

 

Selv Jeffrey Gedmin, forhenværende præsident for Aspen-Instituttet i Berlin, gjorde sig i Washington Post umage for at begrænse skaderne i sidste øjeblik. Man måtte forstå, hvorfor tyskerne reagerede så ømfindtligt, overvågning var immervæk nazi-terrorens kerne, efter at op imod to millioner, iflg. en Stasi-officer, »uofficielle medarbejdere« havde spioneret for Stasi, og det ud af en befolkning på 17 millioner.

 

I virkeligheden er naturligvis det, som NSA og den britiske variant GCHQ praktiserede i form af udspionering noget, som Gestapo og Stasi kun kunne have drømt om. Hvis man sammenligner de ud fra en moderne anskuelse i Mielkes DDR snarere latterlige kameraer, der var skjult i fuglehuse, og som kan beses i museet i Normannenstrasse, med de metoder, som anvendes af NSA og GCHQ, så er dette ligesom forskellen på en børnefødselsdag og et narkoorgie med menneskeofringer.  Hvor skrækkelig Gestapo og Stasi end var, så drejer det sig i dag om den totale tankekontrol i nutid og fremtid, altså tilintetgørelsen af enhver menneskelig frihed. »Die Gedanken sind frei« - »Tankerne er frie«, den sang, som mange mennesker i den tyske modstandsbevægelse mod nazisterne gjorde til deres egen, og som Sophie Scholl spillede på fløjte foran Ulmer-fængslets mure, hvor hendes far var fange, det skal altså ikke mere gælde med neo-Gestapo.

 

Journalister og forfattere, som den nyligt afdøde Frank Schirrmacher, har gjort opmærksom på »verdens radikale totalovervågnings« (Sascha Lobo) metoder og vidtrækkende følger. Når digitaliseringen af vore liv allerede har ført til vidtrækkende adfærdsforandringer og har degraderet mange mennesker i den yngre generation til rent ud sagt at være Internet-ormeforlængelser, hvis intellektuelle evner de lader visne, så sigter totaludspioneringen ikke blot på overvågning i nutiden, men også i fremtiden, baseret på Norbert Wieners teori om, at man ud fra adfærden i fortiden kan udlede adfærden i fremtiden. Alt, hvad individet vil gøre i fremtiden – hvilken type aktier, han vil købe, hans kreditværdighed, hans sundhedsprognose, hans sandsynlige feriemål, hans modesmag, hans tilbøjelighed til at omgå bestemte love, varigheden af hans ægteskab eller partnerskab, hans drikke- og spisevaner, hvordan han vil stemme, ja, selv hans hemmeligste fantasier: alt dette skulle ved hjælp af algoritmer være forudsigeligt og kunne konstrueres ud fra en kombination af websidebesøg, elektronisk kommunikation, GPS-data, sundhedsjournaler osv. Det totalt gennemsigtige menneske, i nutid som i fremtid.

 

Set i bakspejlet viser det sig, at George Orwells rædselsvisioner i virkeligheden var programmer, og at hans 1984-model for overvågning for længst er blevet lige så overhalet af NSA og GCHQ som også Animal Farm, for nogle dyr er sandelig mere lige end andre, som man kan se det af den kendsgerning, at 85 personer på Jorden råder over lige så mange besiddelser som halvdelen af menneskeheden. Det er nærliggende at mene, at denne uanstændige hamstring af besiddelser også har en hel del, hvis ikke alt, at gøre med økonomisk spionage og påvirkning af forbrugsmønstret, som netop udgør et aspekt af totaludspioneringen. Alarmeret over udvisningen af den tyske CIA-chef udsendte Det hvide Hus stabschef Denis R. McDonough og rådgiver i terroranliggender Lisa Monaco til et møde i Berlin med Merkels kabinetchef Peter Altmeier og Günter Heiss, koordinator for de tyske efterretningstjenester. De enedes om etableringen af en »struktureret dialog«, inden for hvis rammer det fremtidige samarbejde skulle drøftes. Hermed skulle det mangeårige, men mislykkede samarbejde stilles på en stærkere legal og politisk basis, som David Ignatius glædede sig over i Washington Post. Desuden skal BND udstyres således, at det i fremtiden også skal overvåge venligtsindede efterretningstjenesters aktiviteter, dvs. kan udvikle det såkaldte 360 graders overblik. Kun på tysk territorium, naturligvis.

 

En ikke navngiven repræsentant for Obamaregeringen formulerede det således: »Det er vigtigt at genvinde den offentlige fremstilling (eng. narrative) over, hvor vigtigt dette forhold er for amerikanerne, tyskerne og europæerne.« »Narrative«, det er et yndlingsord i Washington, og det vil netop ikke sige principper og sandheden, men tværtimod den fremstilling af et anliggende, som bedst lader sig sælge, og som er til gavn for bevarelsen af ens egen magt.

 

For mere end pga. halløjet over udsmidningen af en let erstattelig CIA-chef var London chokeret over den voksende opposition mod den planlagte, transatlantiske frihandelsaftale, TTIP, som formelig eksploderede som reaktion på udspionering og CIA-agenter i Forsvarsministeriet og BND. TTIP-traktaten er i Wall Streets og City of Londons øjne endnu vigtigere end NATO, for dermed ville Imperiet cementere sin endegyldige kontrol og eliminere enhver tilbagebleven rest af national suverænitet. Det, der menes med »at genvinde fremstillingen« (’narrative’), er i virkeligheden den faste beslutning om at konsolidere det transatlantiske finansoligarkis diktatur.

 

Dette transatlantiske forhold er imidlertid af en langt mere eksistentiel grund rystet i sin grundvold. Stadig flere mennesker fatter, at Imperiet, som har lanceret et totalangreb på alle borgeres privatsfære, også er drivkraften bag NATO’s og EU’s udvidelse mod øst, såvel som også bag optrapningen af sanktionerne mod Rusland, der naturligvis rammer tyske interesser (og italienske, franske osv.) lige så meget, hvis ikke mere. Og stadig flere mennesker fatter også, at efter Blairs løgne om Irakkrigen og Camerons og Obamas løgne om den syriske regerings angivelige kemiske våben, så udbreder man nu de samme løgne om russernes angivelige ansvar for nedskydningen af det malaysiske fly over Ukraine. Konsekvensen af det hele: Det store flertal af tyskere har ikke den ringeste lyst til af dette Imperium at blive trukket ind i en konfrontation med Rusland, som ville betyde Tredje, nukleare Verdenskrig, og dermed menneskehedens udslettelse.

 

Med hensyn til det tysk-amerikanske forhold kan og må det ikke dreje sig om, at Tyskland, som et protektorat i Imperiet, atter indordner sig, men udelukkende kun om, at det, som en suveræn nation på baggrund af sin højkultur, den tyske klassik og videnskabstradition, udvikler et virkeligt venskab med Den amerikanske Revolutions og Forfatnings Amerika. At finde tilbage hertil er den opgave, som afgør Amerikas, og hele verdens, fremtid.

 

 

Stop 3. Verdenskrig