Helga Zepp-LaRouche: Ud af NATO, før det er for sent!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

 

9. august 2014 - I total modstrid med de ensrettede, vestlige massemediers dæmonisering af Putin, optrapper den britiske og amerikanske regering, NATO og EU en konfrontationsstrategi mod Rusland, ved hvis snarlige afslutning en termonuklear verdenskrig og menneskehedens udslettelse venter – hvis det ikke stoppes. Situationens kendsgerninger er således, at der for Tyskland kun findes en eneste udvej: Vi må omgående træde ud af dette forbund, hvis vi ikke vil grave vores egen grav og blive medskyldige i forberedelserne til en angrebskrig. 

 

Det infame scenario påtænker at styrte Putin på den ene eller anden måde. Alt imens der stadig ikke er mindste bevis for, at de østukrainske oprørere eller Rusland er ansvarlige for nedskydningen af det malajiske fly MH17, men at, iflg. den ansete, undersøgende journalist Robert Parry, amerikanske efterretningskredse tværtimod nu regner med, at det var den ukrainske regering eller de ukrainske nazi-bataljoner, så optrapper Vesten imod Rusland.

Ikke et ord om, at Kiev udfører en massakre, der ikke står tilbage for massakren i Gaza, på sin egen befolkning i Donbass.

 

Hensigten er tydeligvis at øge lidelsernes pres på den flåede, overvejende russiske befolkning så meget, at Putin, i betragtning af den »uacceptable, humanitære situation«, bliver tvunget til at gribe ind militært, da han ellers mister støtten i sin egen befolkning.

 

Samtidig skal den russiske økonomi – på absolut ikke retfærdiggjort vis – gennem sanktioner sættes »i stå«, som Obama formulerede det, og bag dette står desuden intentionen om at hidse den russiske befolkning op imod Putin gennem de således frembragte mangeltilstande. I løbet af et par uger, iflg. Wolfgang Münchau i Der Spiegel i den forgangne uge, skal denne finansielle atombombe feje Putin væk. Hvis han beslutter sig for at støtte den truede, russiske befolkning i Østukraine militært, så leverer han påskuddet for en NATO-intervention, og snart vil vi, midt i Europa, være i krig, som på grund af sagens natur ikke kan forblive afgrænset.

 

Samtidig kører forberedelserne i højeste gear til at erstatte det angiveligt forældede NATO-charter, som skal tillade en fremskudt opstilling af våbensystemer og tropper op ad den russiske grænse, hvilket var udtrykkeligt forbudt i NATO’s stiftende dokument, på det kommende NATO-topmøde i Wales, Storbritannien. Den britiske regering har i denne sag, frem for alt pga. Obamas beskadigede tilstand, overtaget overkommandoen. Den britiske premierminister, i bedste tradition efter Tony Blairs løgne om Irakkrigen, udbreder propaganda om en angivelig russisk trussel mod Baltikum. Den britiske vicekommandør for NATO, gen. Sir Adrian Bradshaw, krævede i Wall Street Journal den 3. august, at man skabte en hurtig indsatsstyrke mod Rusland: »Det, der effektivt behøves, er en luft-land-kombination, som sender et klart budskab om, at enhver indtrængen i NATO’s territorium vil føre til en betydelig, voldelig konflikt med hele NATO.« I tilfælde af, at Rusland på et eller andet tidspunkt i fremtiden skulle udøve et diktatorisk pres på et medlemsland gennem at opstille tropper ved landets grænse, ville dette blive »rygdækket« gennem en sådan udrykningsstyrke. At Rusland ikke har den ringeste intention om at falde ind i Baltikum, og at Rusland, trods folkemordet på den russiske befolkning i Østukraine, hidtil har udvist en forbløffende tilbageholdenhed, bliver fuldstændig udeladt i denne Goebbels-propaganda.

 

Men iflg. Cameron, og som også den amerikanske forsvarsminister Hagel gjorde klart under sit seneste besøg i den amerikansk-europæiske kommando i Stuttgart, skal også NATO’s aktiviteter i Østukraine forstærkes, selv om Ukraine ikke er et NATO-medlem, og den aktuelle regering dér ligger lige så langt væk fra det såkaldte »vestlige værdifællesskab«, som Jorden fra de fjerne galakser. Målet er i virkeligheden stadig den inddæmning af Rusland, som har pågået siden Sovjetunionens fald, samt skabelsen af en strategisk situation, hvor Rusland ikke længere kan forsvare sig. I mellemtiden sætter den afgående generalsekretær Rasmussen ind på, at NATO, som for længst ophørte med at være en atlantisk forsvarsalliance, også skal tage sig af opgaver i Stillehavsområdet, altså sammen med USA’s »Asia-Pivot«, Omdrejningspunkt Asien-politik, forfølger inddæmningsstrategien over for Kina. Førende militærpersoner, såvel aktive som pensionerede, ser sig selv i en struktur, hvis karakter, skridt for skridt, forandres. Af den tidligere idé om et Bundeswehr, en tysk forbundshær, der beroede på missionsstrategi, altså medtænkende officerer med det civile samfund som model, er der intet tilbage. Fra NATO-strukturens side får de den brutale besked, at medtænkning og strategiske diskussioner ikke er deres opgave, men at de kun skal udføre ordrer. Netop dette beskriver Samuel Huntington i sin bog Soldaten og Statsmagten (1957) som værende imperiehærens funktion.

 

En exit-strategi om, hvordan man kommer ud af konfrontationen med Rusland igen, bliver ikke diskuteret på noget niveau, hverken inden for NATO eller EU. Optrapningen af NATO’s og EU’s udvidelse mod øst, inducerede regimeskift gennem de såkaldte »farverevolutioner«, økonomiske sanktioner og sluttelig krig er derfor ikke en uforvarende afledning, men hensigten. Målet er ikke blot regimeskift i Rusland og Kina, men den fuldkomne monopolisering af hele deres territorium. Eller, som Madeleine Albright og Joschka Fischer engang udtrykte det: Rusland råder over alt for mange råstoffer til, at man kan overlade dem enekontrollen over dem.

 

Denne imperialistiske grådighed bliver drevet frem af den transatlantiske finanssektors sammenbrud, som bringer den samme, geopolitiske beregning i spil, som netop opflammede dynamikken mod det »eurasiske hjerteland« før Første Verdenskrig. Men forestillingen om, at det i en tidsalder med atomvåben skulle være muligt at udslette ubehagelige opponenter gennem krig og efter krigen atter oprette en imperialistisk dominans, er en selvmordsillusion. Den intention, som Münchau har udtalt, at man vil have skaffet Putin af vejen i løbet af nogle uger ved hjælp af den »finansielle atombombe«, vil vise sig at være ønsketænkning, drevet frem af hallucinationer, og en boomerang. For Rusland er, takket være BRIKS og et godt samarbejde med Latinamerika, på ingen måde isoleret. Den russiske rumfartsmyndighed Roskosmos arbejder allerede med det kinesiske militærkompleks på at erstatte den afslåede, amerikanske elektronik og betragter dette som det første skridt i en ny teknologialliance inden for BRIKS-landene. Latinamerikanske og centralasiatiske stater, såvel som Indien, glæder sig allerede over at kunne forsyne Rusland med landbrugsprodukter. Og allerede nu drager alle disse stater deres konklusioner af Vestens åbenlyse løgnekampagner og provokationer.

 

For Tyskland er det et eksistentielt spørgsmål, ikke at blive trukket ind i en atomkrig med Rusland og sandsynligvis også Kina, som ikke en eneste af landets borgere ville overleve på grund af landets geografiske placering. I tilfælde af, at Tyskland samtykker i det planlagte, nye charter på NATO-topmødet den 4. september i Wales, ville dette være en total kamikaze-operation. Alle borgere opfordres nu til at støtte en udtrædelse af NATO!

 

Der findes et alternativ. Kina har, med programmet for den Nye Silkevej, tilbudt en form for økonomisk samarbejde, som er åben for alle stater. BRIKS-landene, Latinamerika og andre nationer er i færd med at bygge en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, og det er i Tysklands fundamentale interesse at deltage heri. Dette gælder for øvrigt også for USA, hvor førende politikere i øjeblikket netop går ind for dette samarbejde.

 

Kina har også verdens mest ambitiøse rumforskningsprogram med intentionen om at opbygge den fremtidige fusionsøkonomi på Jorden med helium-3 som brændstof, der i store mængder findes på Månen. Den termonukleare fusionskraft på basis af helium-3 er det næste, absolut nødvendige trin af høj energigennemstrømningstæthed, som menneskeheden må opnå inden for Jordens økonomi til opnåelse af energi- og råstofsikkerhed, såvel som energikilde til selve rumfarten og overvindelse af farer, som truer os fra verdensrummet.

 

Tyskland må deltage i opnåelsen af dette menneskehedens fælles mål. Først, når samarbejdet mellem nationerne har nået dette niveau, som det f.eks. er selvfølgeligt for astronauterne på Rumstation ISS eller vedr. Rosetta-rumsonden, vil vi overvinde menneskehedens infantile fase og gøre vores identitet som eneste, skabende art til grundlag for vore handlinger. Og kun således vil vi overleve.

 

Fred kan kun være inklusiv. Det er en umulighed, at i denne verden, som befinder sig i en katastrofal tilstand, er det kun nogle stater, som nyder godt af sikkerhed og samarbejde, og resten af verden synker ned i kaos. I stedet for konfrontation må vi endelig sætte det løfte, som med den tabte chance i 1989 blev spildt, på dagsordenen:

Vi behøver en Fredsordning for det 21. århundrede!

 

 

fra HelgaZepp-LaRouche; Stop 3. Verdenskrig; Internationalt