“Til den tunesiske befolkning, efter præsident Ben Alis fald”

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Den 19. januar 2011 af Jacques Cheminade, præsidentkandidat til det franske præsidentvalg i 2012.

 

Præsident Ben Alis fordrivelse fra magten er tegn på, at en befolkning og en hær, der ikke længere kan tolerere at leve under en politisk mafiaklans undertrykkelse, er ved at vågne op til dåd. Mit hjerte er hos dem, der har taget deres frihed tilbage, men solidariske ord rækker ikke her. Frankrig har en forpligtelse over for disse mennesker, set i forhold til såvel vor fælles historie, som til den seneste tids utålelige laden-stå-til-holdning.

Holdningen hos vor udenrigsminister Michèle Alliot-Marie, der den 11. januar tilbød det tunesiske regime hjælp til at holde ro og orden, er blot en afspejling af hele vor politiske elites historiske kompromis, fra François Mitterrand til Nicolas Sarkozy, så vel som under Jacques Chirac. Under påskud af at ville nedkæmpe den spirende islamisme, har vore regeringer beskyttet og støttet et system, der systematisk har udplyndret landet, først under præsidentens bror Habib Ben Ali og siden under Trabelsi-familien, der i stort omfang begik finansielt tyveri.

IMF gav fra starten af det nye årtusinde sit besyv med ved at presse Tunesien til at igangsætte et kæmpemæssigt privatiseringsprogram, der udviklede sig til et gigantisk røveri, hvor den regerende familie stjal hele økonomien ved hjælp af de lån, landet modtog.

Det er dette, der skal stoppes én gang for alle. Det vil de tunesiske regeringer aldrig selv blive i stand til at udføre, og derfor bør vi hjælpe dem. For at kunne det må vi, langt om længe, afkolonisere vore holdninger.

Det, der fik krudttønden til at eksplodere, var stigningerne i priserne på basale fødevarer i en stat, hvor magthaverne sørgede godt for sig selv, mens unge studenter ikke kunne få arbejde. Det var således den vold, der blev udøvet af den præsidentielle garde samt dele af politiet, der førte til det store oprør. Systemet består imidlertid stadig, selvom præsident Ben Ali og hans mafiafamilie er sat ud af spillet, og priserne på basale fødevarer, der dikteres af internationale beslutninger, der sætter finanssystemets overlevelse op over befolkningens, er ikke faldet.

Desuden må det være vores politik at hjælpe især Tunesien, særligt set i lyset af den livsfarlige, internationale dynamik, der nu omspænder hele verden og i særdeleshed de fattige lande, der importerer deres basale fødevarer, som ofte udgør 60-80% af husholdningsbudgettet.

 

Jeg foreslår derfor følgende tiltag:

  • Send omgående hvede, madolie og sukker af sted for at løse nødsituationen.
  •  

  • At vor finansielle efterretning yder assistance til dem, der fangede klanleder Belhassen Trabelsi og General Ali Seriati, tidligere efterretningschef for den præsidentielle garde og tilsyneladende chef for antioprørsmilitsen, der terroriserede befolkningen i Tunis.

 

Frankrig bør tilbyde at samarbejde med Tunesien og assistere med finansielle efterretninger om den nu arresterede Belhassen Trabelsi, klanens ”godfather”, og ligeledes om General Ali Seriati, tidligere chef for både efterretningstjenesten og den præsidentielle garde og tilsyneladende også chef for antioprørsenheder, der terroriserede civilbefolkningen i Tunis. Vi må, ved hjælp af deres vidneudsagn, forfølge deres medskyldiges spor.

 

Mere fundamentale tiltag:

  • en plan for landbrugsproduktion og udvikling for hele verden, med absolut topprioritet til dyrkning af spiselige afgrøder og et totalt stop for al produktion af biobrændsel.
  •  

  • En opdeling i investeringsvirksomhed og almindelig bankvirksomhed for derved, idet det monetaristiske oligarkis magt brydes, at kunne omdirigere kreditter til de, for de afrikanske befolkninger generelt og den tunesiske især, nødvendige projekter.
  •  

  • I denne sammenhæng at igangsætte en ”blå” revolution for Tunesien og Maghreb, benytte moderne metoder til at genstarte François-Elie Roudaires plan for at tilføre vand til chottsøerne, eller brakvandsmarskområderne i det sydlige Tunesien, og derved forvandle dem til et kornkammer og center for landbrugsproduktion.

 

At hjælpe det tunesiske folk vil sige: at befri det fra det imperialistiske finanssystem, der undertrykker det, og at genindføre princippet om udvikling af den fysiske økonomi og ved at sige ”aldrig mere” til det rovgriske system, der er baseret på outsourcing, fast ejendom og turisme.

Ben Ali er sat på porten. Det system, der skabte ham, skal nu fjernes, og Tunesien må blive et symbol på genopbygning som omdrejningspunkt for verdensøkonomien, sådan som statsmænd som Roosevelt, de Gaulle, og også Bourguiba og Mendès-France, ville have ønsket det i deres tid. Til dem, der tror at dette er en utopi, svarer vi, at alternativet hertil, som er den nutidige finansielle globalisering, vil skabe noget, der er meget værre end selv Ben Ali-klanen.