LaRouche: Obama kunne nu stå over for sin egen Watergate.

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Lyndon LaRouche udtalte den 16. juni, at det tværpolitiske oprør mod præsident Barack Obamas skamløse overtrædelse af forfatningen og loven om krigsmagtanvendelse er nøjagtig ligesom begyndelsen på Watergate-skandalen imod Richard Nixon. "Det er bare begyndelsen, men parallellerne til Watergate er ikke til at tage fejl af", kommenterede Lyndon LaRouche.

Siden begyndelsen af ugen har en tværpolitisk opstand sat præsident Obama i fokus for hans forsøg på at lyve sig fra sin forfatningsmæssige forpligtelse til at anmode om Kongressens tilladelse til at sende nationen i krig i Libyen.

En højtstående amerikansk efterretningskilde med tætte forbindelser til Det hvide Hus var ligefrem i sine kommentarer denne morgen: "Præsident Obama har overtrådt loven om krigsmagtanvendelse og den føderale forfatning. Hans argument, at en amerikansk militærintervention i Libyen er en 'humanitær indsats', er en undvigelse. USA havde pr. sidste uge brugt 718 millioner dollars på militæroperationen i Libyen. I næste uge vil det beløb have oversteget 1 milliard dollars". Han tilføjede, at uden direkte amerikansk militær indblanding ville NATO ikke være i stand til at udføre kampagnen i Libyen. "75 procent af alle NATO-operationer involverer USA's formåen. Uden USA er det ikke muligt at opretholde NATO’s militære operationer".

LaRouche bemærkede den ironi, at det i denne uge er 40 år siden Pentagon-dokumenterne blev lækket, hvilket afslørede omfanget af USA's engagement i Vietnam. "Pentagon-dokumenterne var en del af den indledende mosaik af Watergate, og Daniel Ellsberg havde ret, da han sagde, at Nixon ville have været jaloux på præsident Obamas øjensynlige evne til at slippe væk med seriøse overtrædelser af forfatningen. Men nu har vi tværpolitisk handling i Kongressen for at genindføre forfatningsmæssige retsregler. Og det er, tror jeg, begyndelsen til enden på Obamas præsidentskab".

Den højtstående efterretningskilde pointerede, at Obamas Hvide Hus på arrogant vis misfortolkede situationen i Kongressen i forventning om, at en tværpolitisk ikke-bindende resolution af senatorerne John McCain og John Kerry ville tillade præsidenten at omgå kravene fra loven om krigsmagtanvendelse. Men en artikel i Washington Post d. 5. juni af senator Richard Lugar (R-Ind.), den højest rangerede republikaner i Senatets Udenrigskomité, fremlagde de forfatningsmæssige spørgsmål så utvetydeligt, at McCain og Kerry trak deres resolutionsudkast for støtte til den videre Libyen-mission tilbage. Det hjalp til med at igangsætte det tværpolitiske oprør, som vi nu ser med vedtagelsen af Brad Shermans ændringsforlag, der stopper yderligere finansiering af missionen i Libyen, samt det tværpolitiske føderale sagsanlæg fra i onsdags for at stoppe præsidenten i at fortsætte krigen i Libyen med den begrundelse, at den overtræder paragraf 1, punkt 8 i den føderale forfatning, som udelukkende giver Kongressen bemyndigelse til at erklære krig.

- Forfatningsmæssig konsensus dukker op i Kongressen - Daniel Ellsberg: De forbrydelser som Nixon begik imod mig ville nu  være lovlige under Obama

På baggrund af det samme tværpolitiske oprør introducerede Jim Webb (D-Va.) og Bob Corker (R-TN.) d. 8. juni en samlet resolution i Senatet, der udfordrer præsident Obamas forfatningsstridige handling med at igangsætte USA's militære aktion i Libyen uden Kongressens tilladelse.

Ved at introducere Senatsresolution 13 pointerede senator Jim Webb, at hvad der er på spil er, "om en præsident - hvilken som helst præsident - egenrådigt kan starte, og fortsætte, en militær kampagne af grunde, som, ifølge hans definition alene, opfylder kravene for at risikere amerikanske liv og bruge milliarder af vore skatteborgeres penge".

I et interview med MSNBC den 9. juni advarede senator Webb imod farerne ved at tillade at sætte præcedens for, hvorledes præsidenten kan bruge argumentet "humanitære kriser" til at retfærdiggøre militær indblanding. Det er ikke sådan USA’s regering forventes at arbejde, sagde han. Det sætter "en meget bred standard som præcedens, når vi i fremtiden ser en præsident tage egenrådige beslutninger om at bruge militær magt, og derefter ikke rettidigt søger Kongressens
tilladelse".