I stedet for militær styrkeprøve og finanskollaps: En regering for og ikke imod folket!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga Zepp-LaRouche, stifter og international formand for Schiller Instituttet

12. maj 2012

 

Milliardstor fejlspekulation hos JP Morgan, Grækenland foran insolvens, spansk bankkrise: Det transatlantiske finanssystem ligner et minefelt, hvor en eksplosion på et hvilket som helst sted kan udløse en kædereaktion, som så ikke kan standses igen. Finanseliten og Europas politiske establishment, som den kontrollerer, ved det, og præcis af denne grund forsøger de med alle midler at piske den permanente redningsforanstaltning ESM (1) igennem parlamentet, som, hvis den virkelig bliver indført den 1. juli, kun kan føre til ét resultat: et EU-juntadiktatur, der ikke skal stå nogen til regnskab, og til hyperinflation som i Tyskland i 1923.

Stillet over for umuligheden af græsk regeringsdannelse er et nyvalg sandsynligt, og den kommende regering vil opsige aftalen med EU. Ligegyldigt om Grækenland så træder ud af Eurozonen, eller EU trods brud på ordningen stiller yderligere redningspakker til rådighed, vil det givne eksempel i alle tilfælde danne skole, og klokkerne vil have ringet for euro'ens endeligt. Snart vil Wolfgang Schäuble lyde som fordums Günter Schabowski med sin berømte sætning, at DDR-borgerne med øjeblikkelig virkning havde tilladelse til at rejse ud. Blot at det denne gang er grækerne, der må forlade Eurozonen.

Euroeksperimentet har slået fejl, og dets "succeshistorier" er knusende: En pensionist, der skød sig selv, er blevet synonym for modstanden mod den af EU forordnede nedskæringspolitik i Grækenland; i Italien demonstrerer enkerne efter 70(!) mænd af mellemstanden, som siden årets start har begået selvmord, fordi de mistede deres eksistensgrundlag; i Spanien ligger ungdomsarbejdsløsheden på over 50%; i alle middelhavslandene forlader unge mennesker, videnskabsfolk og faglærte, deres hjemstavn, fordi de ikke kan se noget fremtidsperspektiv der. Hvis den nuværende politik fortsætter – en brutal nedskæringspolitik over for folket og endeløse redningspakker til bankerne – trues Europa af en social eksplosion og nedstyrtning i kaos.

Der findes en udvej, som finanseliten og dens politikere indtil videre dog hysterisk afviser: Den giftige affaldsbunke, som de transatlantiske banker stadig sidder på, skal gennem indførelsen af en bankopdeling efter traditionen af Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov (2) afskrives, statsgælden skal indefryses og befries fra sine illegitime komponenter, og det nuværende monetaristiske system skal erstattes af et kreditsystem (3).

Dette nye system, der hviler på møntfodens og den økonomiske politiks suverænitet – som for eksempel den nye D-mark i Tyskland – må stille nye kreditlån til rådighed for realøkonomien til investering i produktion efter principperne for fysisk økonomi. En "Marshallplan" for syd- og sydvesteuropa i form af en forlængelse af Den eurasiske Landbro (4), udbygning af infrastruktur og investering i reel vækst af industri og landbrug udgør den åbenbare udvej ud af krisen.


Ifølge den viste fremstilling kan fase 3 af NATO-planen ikke opsnappe iranske missiler, hvorimod fase 4 ville kunne opsnappe russiske missiler.

Vi befinder os i en verdenshistorisk brydningstid, i hvilken helt andre parametre for længst er kommet i spil, end de pragmatiske politikere og kontrollerede medier har fået kendskab til. Således er for eksempel Obamaadministrationens forsøg på at fortsætte Bushregeringens inddæmningspolitik over for Rusland med det europæiske missilforsvarssystem stødt på granit i den russiske regering. Den russiske generalstabschef Makarov bebudede på en sikkerhedskonference i Moskva i begyndelsen af maj et præventivt angreb på opstillingen af missilforsvarssystemet i Østeuropa (5), og hans stedfortræder Gerassimov demonstrerede ved hjælp af videoanimation, at det planlagte NATO-forsvar ødelægger den strategiske ligevægt mellem Rusland og NATO og derfor ikke er acceptabelt. Alt imens Det amerikanske Videnskabsakademi såvel som to andre tænketanke indrømmer, at NATO-forsvarssystemet er dyrere end planlagt og sluttelig bringer Ruslands fundamentale sikkerhedsinteresser i fare, slår de fleste vestlige politikere, som for eksempel forsvarsminister de Mazière, på fuldstændig uansvarlig måde Makarovs erklæring hen som "propaganda" og "sabelraslen". Kendsgerningen er den, at den russiske regering har erklæret opstillingen af missilforsvarssystemet for casus belli, en krigshandling. De drager dermed slutkonklusionen af den kendsgerning, at Obama-administrationen, efter helt andre indledningsvise løfter, helt har tilpasset sig til George W. Bush's Ruslandspolitik og afvist adskillige russiske tilbud om at samarbejde om et fælles missilforsvarssystem. Det er tåbeligt og uansvarligt at undervurdere den russiske regerings og det russiske folks selvforståelse, der kom til udtryk i Putins tale ved 67-års dagen for sejren over nationalsocialismen, i hvilken han vækkede den russiske befolknings dybe følelser til live ved mindet om den store patriotiske krig:

 

For 67 år siden besejrede vi den frygtelige og kyniske magt, nationalsocialismen. Vi må aldrig glemme, hvordan denne magt blev født, og blev stærkere og dristigere for øjnene af verdensoffentligheden.. Vi må have i frisk erindring, at nazisternes aggressive planer ikke tidsnok stødte på en kollektiv modstand, og at splittelsen mellem nationerne og deres gensidige mistanke og ideologiske opgør forhindrede dem i at forhindre Anden Verdenskrig. Menneskeheden betalte en frygtelig pris herfor, men sluttelig skete det uundgåelige, og ansvarligheden og den fælles resolutte vilje til at besejre dette onde, triumferede til sidst.."



Den russiske regerings nye strategiske beslutsomhed blev understreget af Putins afbud til G8-topmødet og et topmøde med præsident Obama i Camp David umiddelbart før NATO-topmødet i Chicago den 20. – 21. maj. Ifald NATO-topmødet i Chicago skulle beslutte at fortsætte som planlagt med det europæiske missilforsvarssystem, vil Rusland og Kina meget snart handle på det af dem opfattede afgørende tidspunkt, hvor den fra angloamerikansk side udtænkte sikkerhedsarkitektur ikke efterlader nogen plads til deres legitime krav som suveræne stormagter.


Den eneste chance for at forhindre en atomar krig, der ville udslette menneskeheden, består deri, at den offensive plan om NATO-missilforsvarssystemet i Europa opgives, og at det russiske forslag om et fælles missilforsvarssystem og forslaget om SDE1 (6) i stedet accepteres. Dette ville også stemme overens med den amerikanske generalstabschef Dempseys opfattelse, der anser et russisk-amerikansk samarbejde om dette spørgsmål for uundgåeligt.

Af historisk betydning er i denne forbindelse den tale, som den demokratiske senator Jim Webb den 9. maj holdt i Det amerikanske Senat, og i hvilken han fremlagde et lovforslag (7), der på ny ville stadfæste Kongressens forfatningsmæssige ret, der går ud på, at kun Kongressen – og ikke præsidenten – har ret til at erklære krig. Senator Webb hudflettede den siden 11. september eksisterende tendens til skridt for skridt at ophæve Kongressens forfatningsmæssige ret, og til at antage argumentet om humanitær intervention som påskud for militære interventioner i hele verden. Han erklærede, at hans lovtekst ville stoppe dette smuthul.

Senator Webbs initiativ må ses i forbindelse med Kongrestilforordnede Walter Jones' Resolution 107 (8), der stiller en rigsretssag i udsigt for enhver præsident, der undlader at indhente Kongressens samtykke til militæroperationer. Dette upartiske initiativ – Senator Webb er demokrat – udgør spydspidsen af institutionelle kræfters patriotiske modstand i USA mod den fortsatte politik af udskiftning af regeringer, der sætter sig op imod det angloamerikanske imperium, og en styrkeprøve med Rusland og Kina, hvis formål er disses kapitulation – selv for en pris af atomar krig og den dermed forbundne mulige udslettelse af menneskearten.

Denne dramatiske nye strategiske realitet om Ruslands resolutte vilje til at forsvare sin suverænitet, og amerikanske militærfolks og patrioters resolutte vilje til at forsvare den amerikanske forfatning og forhindre aggressive krige under påskud af humanitær intervention, er et enormt fremskridt, der meget betegnende er gjort fuldstændig usynligt i de tyske og europæiske medier, men som på trods heraf vil have afgørende indflydelse på alles skæbne.

Vi befinder os i dag med hensyn til den transatlantiske verden og globaliseringssystemet i en situation, der kan sammenlignes med sensommeren og det tidlige efterår 1989 i DDR: Egentlig er systemet allerede for længst gået bankerot, men betonhovederne insisterer stadig på deres systems evighedskarakter. Den efterstræbte permanente redningsforanstaltning, der udgøres af ESM og Finanspagten, ville betyde et grufuldt diktatur og skrive Europas tilbagegang ind i den brüning'ske tradition.

Men hvis vi ønsker at skabe et Europa, der ikke er et diktatur, i hvilket borgerne føler sig godt tilpas og som er stærkt, fordi borgerne bakker op om idéen, så må regeringerne have befolkningens tillid. For Europas fremtid i verden er tillidsforholdet mellem regeringerne og befolkningerne derfor et nøglespørgsmål.

Der findes en vej ud af krisen. Den findes i den helhedspakke, der består af et opdelt banksystem, et kreditsystem, en suværen møntfod, et opbygningsprogram for realøkonomien og et fremtidsperspektiv for menneskehedens fælles mål.

Lad os tage fat på det, det er vort liv og vor fremtid!


Henvisninger (til den tyske hjemmeside)

(1) http://bueso.de/aufruf-esm-1fiskalpakt
(2) http://bueso.de/trennbankensystem-ueber
(3) http://bueso.de/kreditsystem
(4) http://bueso.de/wlb
(5) http://bueso.de/node/5659
(6) http://bueso.de/node/5189
(7) http://bueso.de/node/5670
(8) http://bueso.de/node/5491