Der er et liv efter euroen: Et økonomisk mirakel for Sydeuropa, Middelhavsområdet og det afrikanske kontinent

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

economic_miracle.pdf  (the whole report in English).

 

Introduktion

ved Helga Zepp-LaRouche:

25. maj 2012

     Vi befinder os alle, hver nation i Europa og dets borgere, i en dobbelt eksistentiel fare: Eurosystemet og hele det transatlantiske finanssystem befinder sig i en total desintegrationsproces, som udelukkende ved hjælp af den hyperinflationære likviditetspumpe kan udskydes nogle uger. Det er resultatet af Det britiske Imperiums forliste system, der desuden, på grundlag af den såkaldte Blair-Doktrin, truer med at trække os ind i en atomar konfrontation med Rusland og Kina.
    Der er en løsning, men den er helt umulig inden for det nuværende system: Globaliseringens og kasinoøkonomiens uigenkaldeligt bankerotte system må erstattes med et kreditsystem, der udelukkende må orienteres hen imod fremtidige investeringer i en realøkonomi med høj energigennemstrømningstæthed. En genopnået suverænitet er en absolut forudsætning for både genoprettelsen af økonomien og bevarelsen af freden. Vi har øjeblikkelig brug for etableringen af et bankopdelingssystem i traditionen efter Franklin D. Roosevelt, et kreditsystem i traditionen efter Alexander Hamilton og Reconstruction Finance Corporation, en tilbagevenden til en national møntfod, et fastkurssystem og et program for økonomisk opbygning af Sydeuropa, Middelhavsområdet og det afrikanske kontinent.
    I en variant af titlen på Francisco de Goyas berømte radering kunne man om resultatet af EU-politikken sige: "Den økonomiske fornufts søvn har frembragt et monster". For hvem vil endnu betvivle, at euroen er et mislykket eksperiment?

    Situationen i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien, ja, sågar Balkanstaterne, er i sandhed monstrøs og koster allerede nu mange menneskeliv. Det er ikke den nuværende befolknings skyld, men er et resultat af den europæiske monetære unions, ØMU’ens, fejlagtige politik, såvel som EU’s og de europæiske regeringers monetære politik, der, især siden den globale finanskrise brød ud i juli 2007, endnu kun har ført en politik, der var til gunst for spekulanterne og bankerne, imod det almene vels interesse.
    Eurozonen var fra begyndelsen ingen "optimal monetær zone"; det skulle egentlig fra begyndelsen have stået enhver med økonomisk forstand klart, at stater med så forskellige økonomiske strukturer, sprog og kulturer som Tyskland, Finland, Grækenland eller Portugal ikke ville kunne udvikle sig harmonisk i en monetær union. Som bekendt blev euroen ikke født med baggrund i solide, økonomiske overvejelser, men med baggrund i den geopolitiske hensigt at lægge Tyskland, efter genforeningen, i EU's spændetrøje og tvinge det til at opgive D-marken. Francois Mitterands tidligere rådgiver, Jaques Attali, har i mellemtiden indrømmet, at det dengang stod klart for alle de implicerede, at en monetær union ikke kunne fungere uden en politisk union, men at denne fødselsdefekt ved euroen var tilsigtet, for at man senere kunne gennemtvinge Europas politiske union!
    Præcis dette oplever vi nu, hvor Europafortalerne under ekstreme kriseforhold forsøger, ved at indføre eurobonds, at tage det sidste skridt til en EU-forbundsstat. De magtbeføjelser, som skal tildeles ESM, hvis direktion og ledelse nyder livslang immunitet og ikke har nogen pligt til at stå til regnskab, ville nu først rigtigt gøre denne forbundsstat til et diktatur i bankernes og City of Londons interesse. De ville være en garanti for, at Europa ville styrte ned i et økonomisk, politisk og socialt kaos.
    Tyve år efter, at ratificeringen af Maastricht-Traktaten havde skabt et monster, og elleve år efter euroens indførelse, er flere stater i Eurozonen i fare for at styrte ned i afrikanske tilstande, dvs. de sociale systemer bryder sammen, dødsraten stiger, infrastrukturen ikke mere vedligeholdes, økonomisk virksomhed i vid udstrækning går i stå, hver anden eller tredje unge person er arbejdsløs og faglært arbejdskraft flygter fra deres hjemstavn, fordi de nu overhovedet intet fremtidsperspektiv kan se der.
    Det formentlige boom i Eurozonens såkaldte udligningslande var en boble, der er bristet. Når turiststrømmen bliver mindre, og folk ikke mere har råd til en sekundær feriebolig, bliver det tydeligt, at samfundsøkonomien under disse landes angivelige boomfase ikke er forbedret – der er stadig ingen tilstrækkelig infrastruktur eller industrikapacitet. For eksempel har Grækenland ikke en eneste jernbaneforbindelse til resten af Europa eller til Asien!
    Men også befolkningen i Eurozonens såkaldte mest profitable land, Tyskland, har fået en lang næse. I løbet af euroens elleve år er det indre marked skrumpet, realindkomsten faldet, købekraften reduceret, sundhedssystemet betydeligt forringet, og spektret i beskæftigelsesstrukturen forskubbet i retning af lavtlønnede. "Eksportverdensmesterens" formentlige særstilling, der fortrinsvis kom DAX-500 firmaerne til gode, og de mellemstore virksomheder mindre til gode, bryder selvfølgelig sammen, i det øjeblik eksportmarkederne styrtdykker.
    EU-politikken har ikke styrket freden i Europa, som propagandisterne for europæisk integration ville binde folk på ærmet, tværtimod har fjendtligheden mellem folkeslagene nået sit højeste siden Anden Verdenskrig. I stedet for at fremme det almene vel og fællesskabssindelaget, breder jungleloven sig: Enhver forsøger at sikre sin egen overlevelse. En fortsættelse af denne politik, hvad enten det er gennem brutale nedskæringer i traditionen efter Brüning, eller det er i form af en hyperinflationær kollektivisering af gælden, er det samme som højforræderi mod idéen om et Europa i den kristne-humanistiske tradition.
    De europæiske nationers underkastelse under Det britiske Imperiums diktat betyder imidlertid ikke blot ufred hjemme, den trækker også uvægerligt Europa ind i en konfrontation med Rusland, Kina og andre asiatiske stater. Både Ruslands præsident Putin og den russiske ministerpræsident Medvedev har gjort det meget klart, at Rusland ikke vil acceptere undermineringen af den internationale folkeret, som den er fastlagt i FN-Charteret, og at en politik, der krænker den nationale suverænitet under påskud af "humanitære interventioner", vil føre til angreb med atomvåben.
    Obama-administrationen har gjort den såkaldte Blair-Doktrin, ifølge hvilken Den westfalske Freds æra er forbi, og "humanitære interventioner" i hele verden skal følge Imperiets interesser, til sin egen. Obama-administrationens såkaldte "Råd til forhindring af grusomheder" har fremstillet en lang liste af stater, heriblandt naturligvis Syrien, Sudan og mange andre, der er gyldige målskiver for militære interventioner.
    Tony Blair, ophavsmanden til den løgn der førte til Irakkrigen, har tilbudt sig som hjælper for Obama i valgkampen de næste seks måneder og erklærede offentligt i USA, at han, efter det af ham efterstræbte genvalg af Obama, med dennes hjælp igen vil bestræbe sig på at få premierministerposten i Storbritannien. Det er øjensynligt planen at regere verden som et imperium på basis af den anglo-amerikanske særstilling. Dermed står Blair-Doktrinen – Verden som et imperium, i hvilket der ikke længere skal være suveræne nationalstater – og Putin-Doktrinen, der er baseret på et forsvar af den internationale folkeret og forsvar af nationalstaternes suverænitet, uforsonligt over for hinanden.
    Overlapningen af Blair-Doktrinen – ifølge hvilken interventioner mod "skurkestater" gennem NATO skal være mulige over alt i verden, også selv om medlemslandene ikke skulle være "direkte berørte" – og NATO’s og selv EU's politik – især siden Lissabon-traktaten – betyder, at alle europæiske lande bliver trukket ind i en konfrontation med Rusland, Kina og andre asiatiske stater, uden at de ville blive spurgt eller have nogen vetoret.
    Den gradvise, og i offentlighedens bevidsthed i vid udstrækning ukendt    e, proces med at afgive den nationale suverænitet til det overnationale diktatur i Bruxelles, har bragt os frem til et farligt punkt. Det pro-europæiske etablissement har, for at være med, vænnet sig så meget til afgivelsen af suverænitet, at en modstand mod den imperialistiske interventionspolitik, som endnu fandtes i Schröders ”Nej til Irak-krigen” og i Westerwelles undsigelse af deltagelse i Libyen-krigen, yderligere nedbrydes.
    I en lidt anden sammenhæng bliver de europæiske politikeres fortrængningsattitude tydelig i spørgsmålet om det amerikanske missilforsvarssystem i Europa, som den russiske regering på deres side har kaldt et potentielt casus belli, hvilket på ingen måde blot er "propaganda", som nogle politikere på uforsvarlig vis hævder.
    NATO’s nye strategiske koncept, der blandt andet blev fremlagt af chefen for de britiske væbnede styrker, general Sir David Richards, i forbindelse med det seneste NATO-topmøde i Chicago, det såkaldte "Smart Defense", i hvilket NATO’s 28 medlemsstater skal opgive deres suveræne rettigheder i forbindelse med troppernes indsats i udlandet og rekvirering af krigsmateriel, viser samme tendens. Richards meddelte, at en yderligere NATO-konference i september endegyldigt ville fastlægge dette spørgsmål, uden nogen vetomulighed for folkevalgte nationale regeringer og parlamenter.
    Richards er i øvrigt også "Commander of the Order of the British Empire" ligesom sin kollega, chefen for forbundsregeringens Videnskabssagkyndige råd for Miljøforandringer, Hans Joachim Schellnhuber, der ligeledes modtog en udmærkelse af den britiske dronning personligt for sine tjenester for Imperiet.
    Den vestlige og en stor del af den øvrige verden domineres af institutionen Det britiske Imperium, når man dermed ikke mener Storbritannien, men globaliseringssystemet med hovedkvarter i London, altså forbundet af centralbanker, investeringsbanker, hedgefonde, holdingselskaber, forsikrings- og genforsikringsselskaber, hvis primære interesse består i en parasitisk klasses profitmaksimering og en gigantisk omfordeling af rigdomme nedefra og op.
    EU fra Maastricht til Lissabon er i praksis ikke andet end dette systems regionale udtryk. Forudsætningen for de europæiske nationers sameksistens med dette EU er af de omtalte økonomiske og sikkerhedspolitiske egeninteressemæssige grunde ikke længere givet. Derfor har enhver nation ud fra et folkeretsligt standpunkt ret til at træde ud af dette forbund.
    Underkastelsen under Det britiske Imperiums globaliseringsregime, hvis regionale udtryk er EU, som den har udviklet sig fra Maastricht- til Lissabon-traktaten, ville udvirke nøjagtig det modsatte af dets erklærede mål om et angiveligt fredens Europa. Den ville føre til økonomisk kaos og krig, og være højforræderi imod Europas folkeslag.

 

Alternativet: Et opdelt bank- og kreditsystem og et økonomisk mirakel for Sydeuropa og Middelhavsområdet!

         Først når den kendsgerning psykologisk er blevet fordøjet, at det nuværende transatlantiske monetære system ikke står til at redde, - enten fordi det desintegrerer i en pludselig kædereaktion, eller fordi alle folks samlede formuer i Europa og Nordamerika tilintetgøres i en hyperinflatorisk eksplosion, som det skete i Tyskland i 1923 – først da vil vore hoveder være parate til at vende sig mod konstruktive løsninger. Ved at indføre en opdeling af banksystemet efter præcis samme tradition, som den Glass/Steagall-standard Franklin D. Roosevelt indførte i 1933, ville de kommercielle banker som første skridt komme under statens beskyttelse, mens hele rækken af "kreative finansinstrumenter" og derivatkontrakter må slettes af bøgerne. Der må udstedes et moratorium for al statsgæld, og den del af statsgælden, der stammer fra finansieringen af alle bankpakkerne, må ligeledes fjernes fra bøgerne.

         EU-traktaterne fra Maastricht til Lissabon må ophæves, og samtidig må den nationale suverænitet over den monetære og økonomiske politik genetableres. Kompetente gennemførlighedsstudier for en "Plan B", der indbefatter de tekniske forberedelser til, og gennemførelsen af, en udtræden af euroen, er allerede blevet udarbejdet af blandt andre professor Dirk Meyer ved Forbundsmilitærskolen i Hamburg. En forlænget weekend kunne fungere som en bankferie, hvor man kunne forberede omstillingen til ny valuta og opgøre saldiene på giro- og opsparingskonti. Tyske statsborgere, udlændinge med bopæl i Tyskland og udenlandske firmaer med filialer i Tyskland kunne få deres kontantbeholdninger stemplet med magnetisk blæk. Tidsbegrænset kontrol med kapitaloverførsler og grænsetrafik kunne forhindre, at "fremmede" europenge indføres, og en kortfristet procedure for behørig opgivelse af aktiver kunne indføres af hensyn til opretholdelse af den offentlige orden.

         Udtræden af euroen må følges op af en tilbageførsel af den monetære suverænitet  til de respektive nationalstater, der blev overgivet til EU; dette kunne ske efter en hurtig beslutning i Europarådet. En ny national valutalov kunne dernæst lovgive om vedtagelsen af den nye deutschmark, respektive andre nationale valutaer. Euroen kunne, ligesom tidligere ECU'en, fortsat anvendes som beregningsenhed mellem de nationale banker.

         En tilbagevenden til nationale valutaer ville generelt blive enklere, fordi man kan drage nytte af erfaringerne og handlingsforløbet fra euroens introduktion. Omkostningerne forbundet hermed ville blive relativt lave i forhold til, hvad der ville ske ved en kaotisk desintegration af euroen.

  

Historiske eksempler på anvendelsen, henholdsvis den manglende anvendelse, af et kreditsystem

          Mens Roosevelt i De forenede Stater med succes førte sit land ud af depressionen ved hjælp af en række forholdsregler: Glass/Steagall-loven, Pecora-kommissionen, New Deal, Recontruction Finance Company (RFC), Tennessee Valley Authority (TVA), tog Tyskland som bekendt vejen fra Brünings nedskæringspolitik til Hjalmar Schacht og Hitler. Den tyske regering synes ikke at have lært noget som helst af disse forskellige eksempler, og indfører ligesom den berygtede Trojka den samme politik for hele Europa, som førte til katastrofen i Tyskland.

         Men også dengang var der kritiske røster mod Brüning samt økonomiske forslag, der mindede om Roosevelts politik. Daværende leder af den almene tyske fagforenings (ADGB) statistiske afdeling, den russiskfødte økonom fra St. Petersborg, Wladimir Woytinsky, sammen med Fritz Tarnow, formanden for skovarbejdernes fagforening, og Fritz Baade, Det socialdemokratiske Partis (SPD) politisk økonomiske talsmand, fremlagde et internationalt program til løsning af den verdensomspændende økonomiske krise, den efter sine ophavsmænd opkaldte WTB-Plan.

         Woytinsky skrev: Samtlige folkeslag lider under, at verdensøkonomien er syg. De må altså samle deres kræfter om en fælles aktion til løsning af denne verdenskrise", og videre: "De midler, der frigives gennem en international kreditskabelsespolitik, må anvendes til at skabe arbejdspladser og sågar til realiseringen af en storslået plan for genopbygningen af Europa." Planen forudså skabelsen af 1 million produktive arbejdspladser, der skulle finansieres via et Rigsbanklån på 2 milliarder Rigsmark. Desuden skulle der udstedes langfristede kreditter med lav rente og lave amortiseringsrater mod obligationer, der dernæst kunne indløses i Reichskredit AG og diskonteres i Reichsbank. ADGB gik ind for denne plan, men den blev afvist af SPD-ledelsen under Otto Wels og SPD’s såkaldte økonomiske eksperter Hilferding, Naphtali og Bauer.

Senere skrev Woytinsky i sin selvbiografi: "Det var, som om jeg formelig så for mine øjne, hvordan Brüning førte Tyskland ud i katastrofen … Men man bør ikke svinge pisken for hårdt over Brüning og hans fejltagelser. Hans fejlagtige idéer deltes af mange af hans rådgivere i hans eget parti og i Det socialdemokratiske Parti. Hvis de sidstnævnte ikke havde støttet hans politik, ville han sandsynligvis have opgivet den."

         Parallelt med WTB-Planen fremlagde dr. Wilhelm Lautenbach, en økonom, der arbejdede i det tyske økonomiministerium, en betænkning, baseret på lignende principper, med titlen: "Mulighederne for en genoplivning af økonomien gennem investeringer og udvidet kredit", i hvilken det hedder:

"Den naturlige vej til løsning af en økonomisk og finansiel nødsituation er … ikke ved at indskrænke, men snarere ved at forøge produktiviteten". Den "paradoksale tilstand" råder jo, hvor "efterspørgslen fortsat halter bag efter udbuddet trods en voldsom nedskæring af produktionen, hvorved tendensen til yderligere nedskæring af produktionen opstår". Under depressionstilstande er der "vareoverskud, produktionsanlæg, der ligger ubenyttet hen, og ubenyttet arbejdskraft". Anvendelsen af dette stærke, ubenyttede produktionspotentiale er "den økonomiske politiks egentlige og mest presserende opgave, og den er forholdsvis enkel at løse".

Staten må "skabe en ny samfundsøkonomisk efterspørgsel, der repræsenterer en samfundsøkonomisk kapitalinvestering. I den forbindelse bør man tænke på sådanne opgaver som … offentlige arbejder, eller arbejder gennemført med offentlig støtte, der betyder en værditilvækst i de samfundsøkonomiske aktiver, og som ved en tilbagevenden til normale forhold sandsynligvis ville være blevet udført alligevel" – altså vejbyggeri, forbedring og udbygning af det nationale jernbanenet osv.

         Lautenbach konkluderer: "Gennem en sådan investerings- og kreditpolitik bliver misforholdet mellem udbud og efterspørgsel netop fjernet, og dermed vil hele produktionen igen have retning og mål. Hvis vi undlader at gennemføre en sådan positiv politik, styrer vi uundgåeligt hen imod et yderligere økonomisk sammenbrud og vor nationaløkonomis fuldstændige undergang, en tilstand, som dernæst vil fremtvinge en ny, kraftig, kortfristet offentlig gældssætning til rene forbrugsformål, for at undgå en indenrigspolitisk katastrofe, alt imens det i dag ligger inden for vor rækkevidde at bringe vor økonomi og vore offentlige finanser i ligevægt ved at anvende denne kredit til produktive opgaver."

         Lautenbach understregede også, at man på et sådant tidligt stadium endnu kunne bruge denne kreditskabelse til produktive investeringer, hvorimod man ved at udskyde eller undlade dette senere ville være tvunget til at bruge den til at finansiere omkostningerne ved arbejdsløshed.

         Hvis man i 1931 havde realiseret WTB-Planen eller Lautenbachs plan, ville de sociale forhold, der to år senere gjorde Hitlers magtovertagelse mulig, ikke have eksisteret. I dag ved vi, hvordan den katastrofe så ud, som Woytinsky forudså, og vi kan enten styrte os ud i en endnu værre katastrofe, eller vi kan vælge den vej, Roosevelt valgte.

 

Kreditsystemet

I Tyskland i 1923 måtte folk gøre den bitre erfaring, at penge i sig selv ikke besidder nogen værdi. I løbet af nogle få måneder oplevede de at se hele deres livsværk eksproprieret, selv hvis de på papiret var milliardærer eller sågar billionærer. I dag, i den elektroniske tidsalders pengeformering med forsikrings- og derivatkontrakter, er pengenes virtuelle karakter, for en stor dels vedkommende, endnu mere åbenbar. Ligesom tilfældet er med det nye markeds bristede boble, det sekundære ejendomsmarked i USA, Lehmann Brothers og AIG, eller den truende insolvens i talløse banker, der uden "redningspakker" allerede for længst ville have drejet nøglen om, så handler det i alle disse tilfælde om tab af virtuelle penge, og derfor egentlig kun om virtuelle tab. Det man aldrig virkelig har ejet, altså en virtuel værdi, kan man egentlig heller ikke miste.

         Det nuværende monetære system har akkumuleret en så gigantisk mængde af disse virtuelle gældsinstrumenter i form af udestående derivat- og forsikringskontrakter, at ethvert forsøg på at honorere hele denne fortidige gæld uvægerligt vil føre til hyperinflation. Den eneste forskel i forhold til Weimar-Tyskland i 1923 er, at det denne gang ikke blot drejer sig om et enkelt land, men om hele den transatlantiske region.

         Det kreditsystem, der må erstatte det insolvente monetære system, er baseret på helt andre principper. Penge i sig selv har en funktion som middel i betalingstransaktioner, hvorimod den kredit, der udstedes af den suveræne stats nationalbank til investering i fremtidig produktion, er af langt vigtigere betydning. Formålet med denne kreditudstedelse er at opbygge realøkonomien, at skaffe fuld beskæftigelse i produktionssektoren og at øge den samlede arbejdskrafts produktivitet gennem videnskab og målrettet grundforskning som drivkraft. I denne forbindelse skal principperne for fysisk økonomi, sådan som de er blevet udviklet af Leibniz, Liszt, Carey, Witte og frem til LaRouche, anvendes.

         De udstedte kreditter skal målrettes den fremtidige produktion, en virkelig værdi, i hvilken der, gennem den menneskelige produktivitets evner, råstoffernes forædling og den industrielle kapacitet, skabes en yderligere merværdi, der vil være så meget desto større, jo højere det videnskabelige og teknologiske niveau er, på grundlag af hvilket produktionen finder sted. Hver nation skal desuden skabe en nationalbank i traditionen efter USA's første finansminister, Alexander Hamilton, der skal åbne kreditlinjer til finansiering af velbeskrevne projekter, som for eksempel NAWAPA-projektet (Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde), konstruktionen af en tunnel under Beringstrædet, et program for genopbygningen af Sydeuropa, Afrika-passet, Transaqua osv. Denne kredit udstedes så via lokale og regionale kommercielle banker til de firmaer, der deltager i projekterne, som så igen indgår kontrakter med underentreprenører og ansætter medarbejdere, der igen bruger deres løn til almindelige anskaffelser til opretholdelse af deres levestandard.

         Ud over den stimulering af produktionen, der opstår som en direkte følge af selve projektet, stimuleres også en sekundær genoplivning af økonomien som helhed. I betragtning af størrelsen af de omtalte og lignende andre projekter opnås en vedvarende produktiv, fuld beskæftigelse, samtidig med, at sammensætningen af arbejdspladser forskydes væk fra servicesektoren til produktive arbejdspladser inden for industri, forskning og landbrug.

         De historiske eksempler på tilfælde, hvor denne produktive kreditskabelsesmetode er blevet anvendt, viser, at de gavnlige virkninger af det således opnåede almene økonomiske opsving, og de herigennem forøgede skatteindkomster, langt oversteg størrelsen af den oprindelige udstedte kredit. Den kredit, der på denne måde skabes, har, i modsætning til pengeskabelse til betaling af det monetaristiske systems gæld, oven i købet en antiinflatorisk effekt, fordi produktiviteten stiger som følge af betoningen af det videnskabelige og teknologiske fremskridt.

 

'For de kommende generationer'

         Men vi taler her også om store projekter, der vil forbedre menneskers livsbetingelser i mange kommende generationer. For personer, der i den virtuelle børsverden er slaver af den hedonistiske dans omkring guldkalven, kan det muligvis forekomme at være en overraskende tanke, men meningen med økonomi er at garantere menneskeslægtens fortsatte overlevelsesevne på et fra generation til generation stadigt forbedret niveau. Kreditsystemets formål er at tage den rigdom, der skabtes af tidligere generationer, og "give den videre til de fremtidige generationer i en forøget og beriget form", som Friedrich Schiller har defineret meningen med den universelle historie.

         Menneskeheden er nemlig ikke som dyrene en art, der i princippet reproducerer sig selv over hundreder og tusinder af år på det samme udviklingstrin, men besidder som den eneste art evnen til kreativitet, det vil sige evnen til at udvikle deres livsgrundlag til stadig højere organisationsniveauer. Vi kan ved hjælp af vor kreativitet skabe noget, der varer ud over vor egen begrænsede levetid; vi investerer i noget, som de fremtidige generationer nyder godt af, og som giver dem mulighed for at opnå grader af materiel og åndelig frihed, der rækker langt ud over, hvad vi som igangsættere har opnået i vor levetid.

         Idéen om et kreditsystem er altså på ingen måde blot en teknisk forbedring af vort banksystem; det er en tilpasning af økonomiens finansielle side til menneskehedens fortsatte beståen i adskillige kommende generationer. Det har altså, om man vil, en åndelig dimension. Kreditsystemet er altså det instrument, ved hvis hjælp en generations skabte værdier, i en forøget form, overføres til de næste generationer. For at gøre det tydeligt at der med kreditsystemet virkelig menes en idé, der sætter mennesket i centrum af økonomien, vil vi her citere de sætninger, med hvilke Friedrich Schiller afsluttede sit skrift: "Hvad er, og med hvilket formål studerer vi universalhistorie?":

         "Der må være en glødende længsel i os efter også at give et bidrag af vore midler til den rige arv af sandhed, sædelighed og frihed, som blev givet os af vore forgængere, og som vi i beriget form atter må videregive til vore efterfølgere, og efter at fæstne vor flygtige eksistens til denne uforgængelige kæde, der slynger sig gennem alle menneskeslægter. Uanset hvilke forskellige beskæftigelser, der venter Dem i det borgerlige samfund – noget kan De alle bidrage med! Enhver bedrift baner en vej til udødeligheden, til den sande udødelighed, vil jeg mene, hvor gerningen lever og iler videre, selv om ophavsmandens navn måtte blive ladt tilbage."

         Den civilisationskrise, der styrter os ud i det transatlantiske finanssystems sammenbrud, burde gøre det klart, selv for det sidste betonhoved, at vi må bringe vore politiske og økonomiske anliggender i overensstemmelse med den orden, der hersker i det fysiske univers, hvis vi vil undgå den skæbne, der førte til tidligere arters undergang. Universet er imidlertid ikke et lukket system, i hvilket "husholdningen må bringes i balance", med derimod et kreativt univers, der udfolder sig på en anti-entropisk måde, et univers, i hvilket energigennemstrømningstætheden og organisationsstrukturen permanent tiltager. Det er på høje tid, at vi tilpasser den menneskelige økonomi til disse grundlæggende love i universet.

Kreditsystemets konkrete opgave med genopbygningen af Sydeuropa, Middelhavsregionen og Afrika, følger af dette universelle opdrag. På den ene side må et nationalbanksystem i hvert af de deltagende lande finansiere de efterfølgende beskrevne projekter ved at stille de tilsvarende kreditlinier til rådighed. Samtidig må der indgås samarbejdstraktater med lang løbetid med henblik på de internationale projekter, der går ud over de nationale grænser, som forlængelsen af den eurasiske landbros transportkorridor til Mellemøsten, og i forbindelse med broer og tunneller til og fra Europa og Afrika. Disse traktater må for at være realistiske spænde over tidsrum svarende til en til to generationer.

Hvis vi skiller os af med idéen om hurtig profit og i stedet helliger os den opgave at overvinde den uværdige tilstand, som underudvikling medfører, gennem et program for genopbygning, hvis afgørende grundlag er opbygning af infrastruktur og videnskab som drivkraft for udvikling, da kan vi, ud af den nuværende sammenbrudskrise, med projekter som NAWAPA og den globale landbro, igangsætte det største økonomiske mirakel i menneskehedens historie. Da kan en ny æra for menneskeheden begynde.

 

            Denne artikel er oversat fra tysk. ASTJ