Enhed i mangfoldigheden og omsorg for fremtiden

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

af Helga Zepp-LaRouche, international formand for Schiller Instituttet

Helga Zepp-LaRouche

den 13. oktober 2012

Jubilæumskonferencen i anledning af tiåret for stiftelsen af Åbent Verdensforum for Dialog mellem Civilisationer, der fandt sted fra den 3. –8. oktober på Rhodos, efterlod ingen tvivl hos deltagerne: I løbet af ét årti er der her opstået en international bevægelse, der har udviklet sig til en af de vigtigste modpoler til de kræfter, der forsøger at tvinge verden ind under en unipolar struktur, det være sig gennem »regimeskifte« eller enhver form for tvang. Til trods for mangfoldigheden af behandlede temaer og de indbyrdes forskellige, præsenterede verdensanskuelser, opstod der blandt de fleste af deltagerne alligevel en fælles identitet med forumets filosofi, der indebærer dialog som middel til konfliktløsning og den principielle respekt for repræsentanter for andre civilisationer og kulturer.
Det var ikke kun den geografiske nærhed af det kriseramte område, Mellemøsten – på det smalleste sted ligger Rhodos kun ti sømil fra den tyrkiske kyst –, der rykkede den akutte krigsfare ind i deltagernes bevidsthed. Konferencen lagde ud med en video af Noam Chomsky, hvori han advarede om, at eskaleringen af situationen omkring Iran var en trussel mod hele verden, og sågar advarede om faren for en atomkrig. Chomsky understregede, at Israel for nylig fra Tyskland har fået de mest moderne ubåde, fra hvilke raketter, armerede med atomsprænghoveder, kan affyres. Der kan ikke herske megen tvivl om, at disse ubåde ville slutte sig til den vældige amerikanske armada, der er sejlet ind i Golfen; et hændeligt uheld kunne udløse en forfærdelig krig – en fare, der må afværges gennem diplomati og forhandlinger.
Også formanden og medgrundlæggeren af forumet, Vladimir Jakunin, og viceformanden, professor Dallmayr fra Notre Dame Universitetet i Indiana, USA, såvel som undertegnede, advarede om faren for en verdenskrig. Det drejer sig ikke om formelle eller akademiske spørgsmål her, forsikrede professor Dallmayr deltagerne ved en rundbordssamtale, der drejede sig om arven efter J.C. Kapur, forumets vigtigste inspirator, der var død 2 år tidligere, men om menneskeheden overhovedet har en fremtid!
Seks plenarforsamlinger og cirka et dusin samtalerunder, 550 fremstående deltagere fra 65 nationer – over for den overflod af præsenterede temaer og idéer kan beretningen fra en enkelt referent kun lige strejfe nogle aspekter. Et krav, som flere talere udtalte, var skabelsen af en ny ordning, der spændte over alle civilisationer, og som ville muliggøre menneskenes mest ophøjede bestræbelser og realiseringen af menneskenes højeste potentiale, som i den aktuelle verden, hvor umådelige rigdomme er koncentreret i hænderne på de få, og hvor ulighed og mangel på menneskeværd for så mange støder sammen, ja nærmest er løbet fuldstændig løbsk, som Francisco Tatad fra Filippinerne udtrykte det.
De fleste deltagere var enige med hinanden i, at den væsentligste årsag til den trøstesløse tilstand i verden findes i den liberale, økonomiske model, og at denne model er helt og holdent mislykket. Adskillige talere henviste til lektionerne fra historien, der viser, at alle imperier og hegemoniske magter altid har afstedkommet deres egen undergang, der hidrørte fra systemet.
Derimod stak talen af Hans Jörg Rudloff, bestyrelsesformand for Barclays Capital, en investmentbanking-gren af banken, ud, med en næsten uvirkelig arrogance. Den mand, hvis bank stod i første række med LIBOR-manipulationen, hvorved kunder over en årrække var blevet bedraget for et milliardbeløb, og hvorom han ifølge egne udtalelser intet ville have vidst, svang den store knippel. De, der angriber den kreative investmentbankings metoder, truer almindelige folks pension, forhindrer investeringer og nærmer sig Nationalsocialisterne, som også havde angrebet finanskapitalen, sagde han. Hvis denne tale har bidraget med noget, så er det anskuelsesmateriale til belysning af den aksiomatiske tænkning, der ligger til grund for krisen.
Et tilbagevendende tema var de moralske værdiers fuldstændige sammenbrud, alle den sociale ordens loves forsvinden og det herved udløste fald ned til arkaiske og barbariske adfærdsformer. Ud fra forskellige filosofiske og religiøse synspunkter krævede man en renæssance, der svarer til den højeste standard af menneskeværdighed. Ligegyldigt, om det var den etiske standard hos munkene på bjerget Athos, eller det var den katolske kirkes værdier, eller det var genoplivningen af Konfucianismen i Kina – fællesnævneren var en henvisning til den kulturelle liberalisering og dekadence, der er en del af globaliseringen, og at man atter besinder sig på de forskellige kulturers og civilisationers rødder. Respekten for disse kulturers og civilisationers principielle lighed muliggør en gensidig dialog og forståelse.
I spørgsmålet om en identitet, der historisk set er blevet voksen, var der også tale om yderst interessante foredrag om den byzantinske traditions rolle for Europa eller om spørgsmålet om eurasisk integration. Men også spørgsmål inden for emnerne teknologi og økonomisk politik, fra implikationerne af nanoteknologi til infrastrukturprojekter for forskellige områder i verden, bød på idéer og visioner om, hvordan man skulle overvinde menneskehedens nuværende krise.
En kvindelig analytiker fra Portugal, Ghoncheh Tazmini, præsenterede en af deltagerne vel modtaget analyse af problematikken i Vestens optræden over for Iran, som er karakteristisk ved en universaltænkning, der slet ikke reflekterer de virkelige forandringer, som finder sted i de forskellige kulturer. Den æra, hvor man havde en fikseret, eurocentristisk, ufleksibel forestilling om modernitet, er forbi. Hvordan skulle et land som Iran finde sin egen vej til den tilpasning til de globale og økonomiske realiteter, som skønnes nødvendig, når Vesten uophørligt forsøger at »tæmme« Iran, eller det tvinges til underkastelse af pres fra Vesten og til at finde sig i konstante trusler? Vesten forbinder Ahmadinejads Iran med apokalyptiske scenarier, men man bør huske på, at Iran allerede under den reformvenlige Khatamis præsidentskab blev stemplet som værende en del af »ondskabens akse«. Politikken om »sukkerbrød og pisk« må få en ende, Iranere er ikke kaninunger. En ny politik må være grundlagt på princippet »Enhed i mangfoldigheden«.
Professor Köchler fra IPO (International Progress Organization) i Wien forsvarede sin opgave om Civilisationernes Dialog, som han allerede i 1972 foreslog i et brev til Unescos filosofiske afdeling, og som på ingen måde var miskrediteret eller en utopisk drøm. Det er den absolut nødvendige modgift til sådanne slagord som R2P, »Responsibility to Protect«, en politik, der har leveret påskuddet til den direkte intervention i Libyen og nu den indirekte intervention i Syrien. Idéen om en dialog mellem civilisationer er imidlertid en vision om et globalt fællesskab af ligesindede mennesker.
Naturligvis vil forumet på Rhodos ikke stoppe den umiddelbare fare for en tredje, nuklear verdenskrig. Men i de ti år, det har eksisteret, er en proces kommet i gang, der giver en forsmag på et fremtidigt verdensfællesskab, der én gang for alle har afsværget det barbariske krigsmiddel som middel til konfliktløsning, og hvor forholdet mellem individet og nationen er præget af respekt for menneskeværdet hos alle mennesker på denne planet. Og det er virkelig godt og meget vigtigt, at nogle af verdens største nationer som Rusland, Indien og Kina udsendte betydningsfulde repræsentanter til dette forum.
Det er betegnende for tingenes tilstand, at dette lovende og positive forum, der for øvrigt har planer om mange nye initiativer, så godt som ikke omtales i de vestlige medier. Men ånden fra J.C. Kapur lever videre, og han vil få ret i, at den kosmiske orden, altså lovene for den fysiske skabelsesorden, vil blive gennemført. Den fremtidige menneskehed – hvis der bliver en sådan – vil gøre den cusanske idé om Enhed i mangfoldigheden og idéen om, at den forenede menneskehed udgør en højere grad af værd end det, der udgøres af verdens underkastelse under et unipolart diktatur, der består af uensartede særinteresser, til sit ledemotiv.