Helga Zepp-LaRouche webcast: I stedet for krig og kaos - en vision for fremtiden.

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

INDHOLDSFORTEGNELSE

 

Hovedtalen (video* og afskrift oversat til dansk)

Først spørgsmål (video)

Andet spørgsmål (video)

Tredje spørgsmål (video)

Fjerde spørgsmål (video)

Femte spørgsmål (video)

Sjette spørgsmål (video)

Syvende spørgsmål (video)

 

*(Alle videoer her er med engelsk tale)


 

 

Hovedtalen:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Schiller Instituttets internationale præsident, og formand for det tyske politiske parti, Bürgerrechtsbewegung Solidarität (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet), BüSo den 11. november 2012


STEFAN TOLKSDORF: God aften, mine damer og herrer, og velkommen til denne liveudsendelse.Som det fremgår af invitationen vil vi tilbringe denne eftermiddag i selskab med Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale præsident og formand for det tyske politiske parti, Bürgerrechtsbewegung Solidarität [Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet], BüSo.

Helga Zepp-LaRouche er på det seneste blevet meget kendt, og det er måske også her, I har mødt hende for første gang, da hun holdt en tale på Rhodos-konferencen En dialog mellem civilisationer, en tale, der fik bred, international opmærksomhed, fordi hun ikke blot præsenterede en meget koncentreret analyse af den nuværende strategiske verdenssituation, men også en løsning på den. Og, hvad der er vigtigere, så behandlede hun spørgsmålet om i det hele taget at tænke over en sådan løsning, for det er ofte der, problemet ligger. 

Helga Zepp-LaRouche er også den betydeligste ophavsmand til og organisator af en plan for udvikling, som vi har præsenteret i mange europæiske lande, en plan med titlen »Plan for et økonomisk mirakel i Sydeuropa, Middelhavsområdet og Nordafrika«, som er karakteristisk for den måde, vi griber den aktuelle situation an på.

Det er vort formål denne eftermiddag at forandre historiens gang. Og for at gøre dette må vi tage fat på nogle meget fundamentale spørgsmål, som normalt ikke bliver behandlet, for som I på nuværende tidspunkt, i året 2012, har forstået, så ved alle, at vi formentlig befinder os i den værste krise, vi har oplevet i de seneste mange hundrede år i moderne historisk tid. Og de, der eventuelt ikke ved det, ved jeg ikke, hvordan man skal hjælpe!

Men at erkende, at denne krise eksisterer, betyder ikke nødvendigvis, at man er klædt på til at fremkomme med en løsning, og som man kan se af det såkaldte Fredagsprojekt, som hr. Lyndon LaRouche har kørt i USA i den seneste måned, så er der mange flere implikationer i denne situation. Og en indikation, som jeg er temmelig sikker på, at Helga også vil tale om, er, at fyringen eller tilbagetrædelsen af den nu tidligere chef for CIA er et første fingerpeg om, at verdenssituationen er ved at forandre sig efter det amerikanske præsidentvalg, som hr. LaRouche har understreget. Og med denne indledning giver jeg ordet til fru Helga Zepp-LaRouche.

 

HELGA ZEPP-LAROUCHE: God eftermiddag til folk i Europa, og god morgen til folk på den anden side Atlanten. Jeg afholder dette webcast, fordi menneskeheden befinder sig i overhængende livsfare, og fordi vi på nuværende tidspunkt befinder os i en strategisk krise, der overgår de fleste menneskers forestillinger. Hvis vi tager alle aspekter i betragtning, så befinder vi os, for blot at nævne denne krises vigtigste elementer, i en systemisk krise af det finansielle system, som står umiddelbart foran en disintegration, i hvert fald hvad angår det transatlantiske område; dernæst har vi en strategisk, militær krise, der, som jeg vil fremhæve, betyder, at vi potentielt er meget, meget tæt på Tredje Verdenskrig; og endelig, og dette er formentlig den underliggende årsag til alt dette, så befinder vi os i en meget dyb kulturel og moralsk krise, og alle disse elementer spiller sammen med hinanden.

Det må stå ethvert tænkende menneske, der ser på verden i dag, klart, at civilisationen er på nippet til for fuld fart at brase direkte mod en mur. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi får en diskussion om et paradigmeskift, der fuldstændig ændrer vores måde at gøre tingene på og vores holdning til alting. Formålet med dette webcast er derfor at videreudvikle den dialog, der allerede eksisterer mellem intelligente mennesker og mennesker af god vilje rundt omkring i verden, samt at foreslå og gennemføre et konkret skift, der omgående må introduceres i den strategiske diskussion. Det er ligeledes formålet med dette webcast at vise, at der findes særdeles praktiske alternativer, samt én gang for alle blive den absurde udtalelse kvit, som er en af [den tyske forbundskansler] fru Angela Merkels favoritsætninger, hvor hun hele tiden siger, at »der intet alternativ er« til hendes politik. Der er et alternativ! Det vil være nyttigt her at huske på, hvad min mand, hr. Lyndon LaRouche, sagde for blot en uge siden: På det tidspunkt, hvor al valghysteriet i USA stadig var på sit højeste og folk kun tænkte på partipolitik, og om man tilhørte den ene eller den anden klub, da sagde han, »Tænk ikke på, hvad der sker på tirsdag, den 6. november; vent til ugens slutning, og se så, hvordan virkeligheden vil manifestere sig.« Og sandelig, her kun fem dage efter det amerikanske præsidentvalg, er der ved at ske dramatiske forandringer på globalt plan, der betyder, at vi allerede lever i et andet univers, end vi gjorde for en uge siden. 

Allerede tre dage efter valget tog general David Petraeus, chefen for CIA, sin afsked. Den angivelige årsag er en vedgået, udenomsægteskabelig affære; det kan der meget vel være noget sandt i, for det er nu blevet klart, at FBI havde haft en undersøgelse i gang mod Petraeus siden foråret dette år, men af indlysende grunde besluttede man at beholde Petraeus og undgå en skandale før valget. Dette repræsenterer muligvis et alvorligt, nationalt sikkerhedsproblem, som må undersøges. Men det er langt mere sandsynligt, at general Petraeus' afskedigelse eller rettere tilbagetræden har forbindelse til det, der nu har fået betegnelsen »Benghazi-gate«, nemlig skandalen omkring mordet på [den amerikanske] ambassadør J. Christoffer Stevens og tre andre amerikanske ansatte ved ambassaden [i Libyen] den 11. september, altså for otte uger siden. Og den republikanske senator John McCain har betegnet omstændighederne ved denne begivenhed, dette Benghazi-gate, som »langt alvorligere end Watergate.« For i Watergate-affæren var der ingen af de implicerede, der havde blod på hænderne.

Denne Benghazi-gate-historie er en meget, meget stor affære, men det andet, særdeles dramatiske skift, der er sket inden for de seneste par dage, er, at den russiske forsvarsminister og generalstabschefen er blevet udskiftet, og der er foregået en endnu større reorganisering af militæret og militærindustrien. 

Umiddelbart efter valgdagen i USA besluttede Storbritanniens premierminister Cameron, med opbakning af præsident Obama, desuden at indlede en militær optrapning mod Assad-regeringen i Syrien ved at bevæbne oprørerne, en politik, der meget let kunne føre til en konfrontation med Rusland og Kina og udløse en storkrig.

Og affyringen af en raket fra den syriske side ind over Golanhøjderne, der angiveligt skulle være et svar på flere dages affyring af granater, viser også, hvilken krudttønde, situationen i Mellemøsten virkelig er.

Endelig er der som det fjerde både i USA og i Europa indført en absolut brutal, morderisk nedskæringspolitik, og i kølvandet på den voldsomme storm Sandy, som ødelagde vigtige områder af New York og New Jersey, viser det sig nu, at evnen til at udbedre disse ødelæggelser ikke eksisterer, og at den stolte stad New York delvis er blevet reduceret til en tilstand, der kan sammenlignes med Haiti og landene i den tredje verden. 

Situationen i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, hvor de nedskæringer, som er blevet gennemtvunget af Troikaen, eller rettere »Destroikaen« [»Ødelæggeren«], som den nu kaldes, har forhøjet dødsraten; generelt er Eurozonen og USA's finansielle banksystem og økonomi ved at disintegrere, enten gennem et kædereaktionsagtigt sammenbrud eller gennem den skændige politik med »kvantitative lempelser III«, som er synonym for pengetrykning; dette foretages ikke blot af Ben Bernanke, men også af [Den europæiske Centralbank] ECB.

Kombinationen af alle disse ting burde fortælle enhver, at vi befinder os i en absolut eksplosiv situation, som kunne komme ud af kontrol, mens vi taler her, eller rettere jeg taler, og I lytter.

Lad os først se på situationen vedrørende general Petraeus' tilbagetræden: Se, det her er stort, meget stort, og denne ånd, der således er sluppet ud af flasken, forsvinder ikke tilbage i den igen. For alle forsøg på at lægge røgslør ud og den slags vil ikke virke, for alt for mange mennesker er blevet forurettet eller dræbt for den sags skyld; der vil blive afholdt mange høringer i Kongressen og Senatet, som begynder den 13. ds., dvs. to dage fra i dag, og fortsætter den 15. ds. i Repræsentanternes Hus og Senatet. Den første runde af disse høringer vil foregå bag lukkede døre, men på trods af, at der er visse tegn på et ønske herom, så er det meget usandsynligt, at man kan undertrykke sandheden om, hvad der virkelig foregår.

Det her er virkelig en vigtig sag, for som jeg sagde, så begyndte FBI allerede i foråret at undersøge general Petraeus' e-mails og andre ting. I betragtning af at han havde denne affære med en journalist, som nok er amerikaner og uddannet på West Point, men alligevel, så er det oplagt, at det, at han havde al denne e-mailkorrespondance sandsynligvis betyder, at han skulle være trådt tilbage for flere måneder siden, fordi det sandsynligvis var til fare for den nationale sikkerhed. Men alt peger på, at præsident Obama ikke ville have, at denne skandale brød ud før valget, og det er oplagt, at der er meget mere i det, og selv om sandheden kun vil komme frem, i takt med at alle disse kongresundersøgelser gennemføres, så er visse omstændigheder allerede kendt: En af disse er, at der er meget vigtige politiske spørgsmål involveret, fordi det nu alment anerkendes af en stor del af det amerikanske militær og efterretningsvæsen, såvel naturligvis som af observatører fra andre dele af verden, at hele den politik med krig mod al-Qaeda, krigen mod terrorisme, politikken med regimeskifte, brug af dronefly, at hele denne politik har slået fuldstændig fejl. Og selv hvis man betragter det ud fra de amerikanske interessers indenrigspolitiske synsvinkel, så ligger resultatet alligevel hen som en bunke murbrokker.

Et eksempel er, at der er folk inden for militæret og efterretningsvæsenet, der erkender, at denne krigsførelse med dronefly har haft den stik modsatte virkning; den har nemlig medført en øget rekruttering af medlemmer til al-Qaeda, og det var specielt general Petraeus, som var ansvarlig for den såkaldte »militarisering af CIA«. Og dette har faktisk medført et forøget had til USA og selvsagt mange uskyldige ofre.

Denne krigsførelse ved hjælp af dronefly har som et minimum kostet i alt 5000 menneskeliv, heraf en stor del uskyldige civile, af hvilke mindst en femtedel er børn. På grund af dette er lovforslag om en rigsretssag imod præsident Obama netop nu ved at blive udarbejdet, fordi dette var fuldstændigt ulovligt: Der er intet anklageskrift, ingen retssag, og i FN pågår der netop nu en undersøgelse af denne kriminelle handling. Og situationen kompliceres naturligvis af, at der nu er regeringer bestående af det muslimske broderskab, eller regeringer med stærk tilknytning til det muslimske broderskab, i Egypten, Tunesien, Tyrkiet og potentielt mange andre lande.

Det er oplagt, at det, der virkelig står på spil her, er hele Benghazi-affæren. Obama-administrationen og Obama personligt, og især Susan Rice, fastholdt helt frem til to uger efter terrorangrebet den 11. september, at det ikke havde noget som helst at gøre med al-Qaeda men var en spontan demonstration pga. en anti-islamisk video, hvilket mange myndigheder allerede dengang vidste ikke var tilfældet.

De spørgsmål, som man nu stiller, er hvorfor, på elleveårsdagen for 11. september, efter der i mange måneder, havde været klare advarselstegn på, at hele situationen var temmelig uholdbar, hvor ambassadør Stevens havde skrevet adskillige rapporter, hvori han bad om forstærket sikkerhed, hvorfor gjorde man så intet for at forstærke sikkerheden? Og hvorfor, når alle andre institutioner, som Den britiske Ambassade, Røde Kors og andre, havde forladt Benghazi pga. den uholdbare sikkerhedssituation, hvorfor forblev så Det amerikanske Konsulat og CIA-huset, der lå halvanden mils vej fra konsulatet, på stedet? Hvorfor benyttede man et privat, britisk sikkerhedsfirma, der angiveligt kun havde ubevæbnede ansatte, og hvorfor var der ingen respons på den kendsgerning, at disse ansatte advarede om, at et terrorangreb var undervejs? Hvorfor, når angrebet var kendt 20 minutter efter det skete, og e-mails blev sendt til Det hvide Hus, Udenrigsministeriet og Pentagon, blev intet gjort for at hjælpe ambassadøren og de tre andre amerikanere? Der var et CIA-hus i nærheden; der var specialstyrker trænet til disse opgaver, forstærkningsenheder i Rota, i Spanien, på Sicilien, i Bahrain, hvorfor blev de ikke sat ind? Hvis det er sandt, at dronefly, der transmitterede live videooptagelser til Det hvide Hus og andre, fløj over konsulatet i Benghazi, hvorfor var der ingen aktion? Hvorfor diskede præsident Obama dagen efter stadig op med denne her historie om spontane demonstrationer - Jeg mener, en forklaring kunne være, at han havde baseret hele sin valgstrategi på den kendsgerning, at han havde dræbt bin Laden, elimineret al-Qaeda, at han gik stærkt ind for sikkerhed og ikke ville have, at et terrorangreb ødelagde hans image.

Men det ser nu ud til, at der ligger andre ting bag, for vi, dvs. vore amerikanske kolleger fra EIR [Executive Intelligence Review], fik allerede rapporter den 12. september, dvs. dagen efter angrebet, at angrebet blev udført af Ansar al-Sharia, en al-Qaeda-relateret terrorgruppe, og at de var stærkt repræsenteret i Libyen og især i Benghazi.

Det er meget sandsynligt, at hele denne operation har forbindelse til våbenforsyninger fra Libyen til Syrien, at det havde forbindelse til forstærkningen af den del af den syriske opposition, der udgjordes af terrorister. En kommentar, der slog hovedet på sømmet, var en sarkastisk bemærkning fra præsident Putin, der sagde, at »hvis man så på de folk, der opererede i Syrien, så kunne man jo bare åbne Guantanamofængslet, slippe disse folk fri, bevæbne dem og sende dem til Syrien, for det er de samme folk.«

Wall Street Journal og Daily Telegraph har antydet, at konsulatet i Benghazi kan have tjent som skalkeskjul for hemmelige CIA-missioner, og at hele operationen kan have været involveret i våbenleverancer til den syriske opposition. Se, efter planen skulle general Petraeus have afgivet forklaring under ed for komitéer i Repræsentanternes Hus og Senatet den kommende onsdag eller torsdag [den 14.-15. nov., men bliver nu afløst af den nye midlertidige CIA-chef]. Men han kan sandsynligvis ikke slippe for at afgive forklaring, eftersom det republikanske kongresmedlem Peter King, som er formand for House Homeland Security Committee, og som også er medlem af House Intelligence Committee, grundlæggende sagde, at Petreus vil blive nødt til at aflægge forklaring senere, fordi han så absolut befandt sig i begivenhedernes centrum, og at han mere end nogen anden behøver at vidne i sagen. Ånden forsvinder derfor ikke tilbage i flasken.

Dette er en meget, meget stor sag. For det implicerer den mislykkede politik med regimeskift, der tog sin begyndelsen under præsident Bush senior og de neokonservative, da Sovjetunionen opløstes i 1990. Man vil huske, at der på det tidspunkt, da Sovjetunionen grundlæggende gik i opløsning, og muligheden fandtes for at få en virkelig fredelig verdensorden for det 21. århundrede, så opstod de neokonservative og deres New American Century-doktrin i USA, ulykkeligvis under Bush seniors administration. Idéen var i det væsentlige, at nu, hvor hovedfjenden var væk, så skulle man undertvinge verden et angloamerikansk imperiums kontrol, baseret på den særlige forbindelse mellem Storbritannien og USA. Se, en udvækst af denne forfærdelige, imperiale politik var Blair-doktrinen. Tony Blair holdt denne rædselsfulde tale i Chicago i 1999, hvor han erklærede, at Den westfalske Freds æra var forbi, og at det grundlæggende var slut med FN-charteret, der sikrer den nationale suverænitet. Fra nu af, sagde han, havde man »retten til at beskytte«, som denne politik senere blev kaldt, man havde ret til at foretage »humanitære interventioner« rundt om i verden og, under påskud af, at der fandt overtrædelse af menneskerettighederne og lignende ting sted, til at intervenere imod en hel liste af skurke, af slyngelstater, og dette førte grundlæggende til den nuværende kæde af katastrofer. Man bør huske, at Tony Blair, ophavsmanden til denne politik, som Obama-administrationen har adopteret, også var ophavsmand til de løgne, der gav os Den anden Irakkrig. Han medvirkede til at skrive eller få skrevet dette M15-memorandum, der sagde, at Saddam Hussein havde forbindelse til al-Qaeda, hvilket var løgn; at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, hvilket var løgn; at disse våben kunne nå en hvilken som helst by i verden på 45 minutter, hvilket alt sammen viste sig ikke at være sandt. Og ikke alene repræsenterer Blairs politik krigsforbrydelser, men den har også ført til en total fiasko for USA's, og ulykkeligvis også Vestens, politik, i hvert fald hvad angår dem, der deltog i elementer af denne politik.

Politikken med regimeskift og mordet på, eller slutteligt henrettelsen af, Saddam Hussein, betyder, at dette land [Irak] er blevet bombet tilbage til stenalderen; man er nu på randen af en total religionskrig mellem sunnier og shiiter i Irak. Hvis man dernæst ser på Afghanistan, hvor, i lyset af, hvad vi nu ved om de sande omstændigheder omkring 11. september, det originale, første 11. september, denne krig, hvor man påberåbte sig NATO?s artikel 5, efter al sandsynlighed aldrig burde have fundet sted. Hvis man ser på den aktuelle situation i Afghanistan, så har krigen også her været en total fiasko, hvor de afghanere, der er under oplæring, og som formodedes til sin tid at skulle overtage ansvaret for sikkerheden, nu mere og mere skifter side og dræber dem, der træner dem, hvilket ikke just er et bevis på denne politiks succes.

Aggressionskrigen imod Libyen var en offensiv krig og ikke en humanitær intervention sådan, som Obama erklærede, sandsynligvis for at narre folk i USA, så han kunne undgå at gå til Kongressen og få lov til at erklære krig, for Amerikas grundlæggere sagde med god grund, at kun Kongressen har lov til at erklære krig, og ikke én mand, ikke præsidenten. Man skal have Kongressens tilladelse, hvilket Obama undgik ved at erklære det for en humanitær intervention. Dette fik ligeledes Rusland og Kina til at forholde sig neutrale i FN's sikkerhedsråd. Rusland og Kina lærte selvsagt lektien, og i tilfældet Syrien står de ikke længere neutrale, men har meget klart sagt nej med hensyn til at udføre operationer i Syrien.

Da det kom til det bestialske mord på Gaddafi stod det klart, at dette var en del af en større kampagne, som det var meningen omgående skulle udvides til at omfatte Syrien, Iran, Rusland og Kina.

Se på situationen i Libyen i dag: Landet er fuldstændig ødelagt, et land, der vel ikke var noget humanistisk tilflugtssted under Gaddafi, men som, ligesom under Saddam Hussein i Irak, og som man klart ser det i Syrien i dag; alle disse lande havde meget, meget bedre vilkår under de såkaldte diktatorer, end de har nu! I Libyen er der nu stammekrige, der er en øget tilstedeværelse og kontrol af al-Qaeda og lignende grupper. Og ser man i dag på den virkelige syriske opposition, som faktisk findes i Syrien, [i modsætning til udenlandsk finansierede rebeller], så foretrækker de stadig præsident Assad frem for det, der nu kommer i form af Salafister og al-Qaeda-styrker, der finansieres af Qatar og Saudi-Arabien.

Se, alt dette må underkastes en undersøgelse, og det må indbefatte et argument, som senator Bob Graham, der var leder af House and Senate Congressional Investigation Commission, der stod for undersøgelsen af 11. september [2001], der mundede ud i en rapport, er fremkommet med. 28 sider af denne rapport er imidlertid stadig hemmeligstemplet den dag i dag til trods for, at præsident Obama under sin 2008-valgkampagne havde lovet at ophæve hemmeligholdelsen, noget, som familierne til ofrene for [angrebet på World Trade Center-] tårnene havde krævet, fordi de ville vide, hvad der stod i disse 28 sider, men Obama ophævede aldrig hemmeligstemplingen.

Ved den seneste 11. september-begivenhed [i Benghazi] skrev senator Graham en artikel i The Huffington Post, hvori han skriver, at det haster med at ophæve hemmeligstemplingen af disse 28 sider, fordi de omhandler Saudi-Arabiens rolle. Og hvis man har noget som helst kendskab til dette område, så er dette et afgørende spor til virkelig at finde ud af, hvad det er for en kontrol man har, en saudiarabisk og britisk imperial kontrol, dels over amerikansk politik, men som også rækker ind i europæisk politik.

Se, det er premierminister Camerons og præsident Obamas hensigt - og husk på, at Tony Blair for tiden er Obamas militærrådgiver - at bevæbne oprørerne og forstærke indsatsen for at vælte præsident Assad, eller, hvis den tyrkiske regering får opfyldt sit ønske om at oprette en flyveforbudszone; hvis dette sker - og det er meget tæt på at ske, så kan det kun gennemtvinges med militære midler. Og dernæst vil vi, i betragtning af, at Tyrkiet er medlem af NATO, sandsynligvis omgående få en konflikt med Rusland og Kina, der meget hurtigt kunne udvikle sig til Tredje Verdenskrig.

Man er nødt til at se situationen som et helhedsbillede for at forstå, hvorfor jeg siger, at vi er tæt på Tredje Verdenskrig: Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har en erklæret hensigt om at gennemføre et angreb mod Irans atomanlæg. Har Iran da atomvåben? Jeg tror det ikke. Og af samme overbevisning er National Intelligence Estimate, paraplyorganisationen for de amerikanske efterretningstjenester, som for nylig gentog deres undersøgelsesresultater fra 2007, der sagde, at Iran havde afbrudt sit militære program, sit atomvåbenprogram, i 2003, og ikke har startet det op igen. Iran er omringet af atommagter: Rusland, Kina, Indien, Pakistan og Israel, som efter sigende har 200 eller 400 atomsprænghoveder, og hvis man sætter sig i Irans situation, så forsøger Iran, ifølge den bedste vurdering af de kendte kilder, at være i besiddelse af kapaciteten til at kunne fremstille atomvåben så hurtigt som muligt. Man har altså ikke et atomvåbenprogram, men hvis der kom et angreb på Iran, så ville Iran selvsagt i et sådant tilfælde - og det vurderes, at man ikke ville kunne ødelægge hele Irans atomprogram - med en forsinkelse på måske et år eller to med sikkerhed forsøge at fremstille atomvåben. Opsige Ikke-spredningsaftalen og dernæst fremstille atomvåben så hurtigt som muligt. Men det er en anden situation end den, hvor man hævder, at Iran allerede nu har et program for fremstilling af atomvåben.

Hvis dette skulle ske, så ville det betyde Tredje Verdenskrig. Det mener alle Mellemøsteksperter eller strategiske analytikere, og den eneste grund til, at det ikke er sket endnu, er, at det amerikanske militær, den amerikanske militære generalstab, det israelske militær, de israelske efterretningstjenester - Mossad, Shin Bet - alle er totalt imod det, fordi de ved, at det ikke blot ville føre til Israels ødelæggelse, men sandsynligvis også til Tredje Verdenskrig. Forskellige folk har udtalt, hvordan dette ville føre til 100 års ødelæggelse af hele dette område. Men der en kun en hårfin afstand til, at udløsermekanismen aktiveres.

Netanyahu har altså denne hensigt, som han selv har udtalt mange gange, og nu har vi også disse yderligere forhold: Der løber en større militærøvelse af stabelen, som omfatter næsten 5000 soldater, 3500 amerikanske soldater og 1000 israelske soldater, i en militær manøvre, som hedder »Austere Challenge 2012«. Denne manøvre simulerer et luftangreb, for at styrke luftforsvarsstyrkernes »interoperabilitet« og der indsættes amerikanske skibe af Aegis-klassen, en nøglekomponent i de raketforsvarssystemer, som USA og NATO er i gang med at opbygge, og som Rusland og Kina har modsat sig. Denne manøvre begyndte den 21. oktober og fortsætter stadig. Dernæst begyndte en kæmpe manøvre for et par dage siden, som omfatter amerikanske og japanske styrker, omkring disse omstridte øer i Stillehavet. Vi taler om 50.000 tropper, og den kinesiske regering har allerede sagt, at alene ud fra antallet af tropper i denne politik betragter de dette som en provokation. Man må dernæst se på, hvad Ruslands og Kinas position er. Da den gamle Bush-administration begyndte på politikken med regimeskift i 1990, som kun blev afbrudt under Bill Clintons otte år lange regeringstid, var der en helt klar situation, hvor NATO-udvidelsen mod øst blev betragtet som en inddæmningspolitik af Rusland og Kina. Nu er USA's og NATO's fælles missilforsvarssystem, som er ved at blive installeret i Polen, Tjekkiet og Spanien, blevet erklæret fuldstændig uacceptabelt af den nye, russiske generalstabschef, general Gerasimov, som på en konference i Moskva for et par måneder siden grundlæggende set understregede, at missilforsvarsskjoldet ikke var beregnet på Iran, men ville tilintetgøre Ruslands mulighed for at foretage et gengældelsesangreb med strategiske atomvåben og derfor stort set ville efterlade Rusland fuldstændig forsvarsløs, samt fuldstændig ødelægge den strategiske balance. Og som general Gerasimov dengang sagde, så kunne dette medføre, at man tog atomvåbnene i selve Europa i brug.

Hvis man samlet ser på alle disse situationer, situationen omkring Syrien-Tyrkiet, den kendsgerning, at konflikten allerede har spredt sig over grænsen til Libanon og Jordan; den spændte situation mellem Israel og Iran; installeringen af missilforsvarssystemet, hvor Ruslands bemærkninger ikke kan affejes som værende »til brug for indenrigspolitisk propaganda«, som visse, i mine øjne temmelig ansvarsløse, politikere i Vesten har sagt. Det her er alvor! Så har man alle disse militære manøvrer, og oven i alt dette en meget anspændt situation med en krigsudvidelseskampagne, der køres netop nu, først og fremmest af Blair, af Cameron; alt dette betyder, at vi befinder os på randen af Tredje Verdenskrig. Og hvis det kommer dertil, ville det med stor sandsynlighed betyde, at man tager atomvåben i brug. Sådanne våben vil ifølge deres natur alle sammen blive affyret på én gang, og den menneskelige art kunne blive udslettet på ca. halvanden time.

Som jeg sagde i starten, så har vi en krise, der overgår enhver forestilling, for den finder sted samtidig med eskaleringen af den finansielle krise i det transatlantiske område. USA's og Europas banksystemer havde, hvis det ikke var for denne endeløse strøm af redningspakker, allerede været erklæret fuldstændigt bankerot.

Hvis man ser på det, der sker i USA i kølvandet på stormen Sandy, så er der stadig hundrede tusinder af mennesker i New York og New Jersey uden varme, uden elektricitet, uden benzin; der er mennesker, der ikke kan forlade højhusene, huse på 20 etager, hvor ældre mennesker ikke så godt kan gå gennem buldermørke gange, gå tyve etager ned og så gå halvanden km for at hente mad og vand; så nogle mennesker er nu virkelig ved at bryde sammen, og de dør hele tiden! Da stormen ramte, sagde min mand, Lyndon LaRouche, omgående, at det her aldrig ville blive genopbygget, for pengene er der ikke; det ville kræve enorme summer! For at forhindre denne katastrofe skulle man have bygget værn mod oversvømmelserne, som måske ville have kostet 6 mia. dollar at opføre. Der forelå et tilbud fra et hollandsk firma for ca. tre år siden, men på grund af nedskæringer besluttede man ikke at opføre det. Nu står man så i stedet med ødelæggelser for 60 eller 100 mia. dollar, men pengene er der ikke - og reservedelene er der ikke! For hvis man f.eks. vil genopføre New Yorks undergrundsbane, ja, så findes produktionsmulighederne til at gøre dette ikke længere. Man kan se på et par tal for resten af det amerikanske økonomiske billede: 43 mio. amerikanere er afhængige af madkuponer! Se, det er ikke noget lille tal. Det er omtrent det samme som det halve af Tysklands befolkning! Hvis man tegnede en streg omtrent ved Rhin-Main-området, så ville alle mennesker enten nord eller syd for denne streg leve af madkuponer. Hver syvende amerikaner er afhængig af dem.

Ved årets slutning vil USA's statsgæld beløbe sig til 16,8 billioner dollar [16.800 mia. dollars]. Dette beløb voksede med 6 billioner dollar under Obama-administrationens embedsperiode. Gældsbyrden per person i USA er 35 % højere, end den er i Grækenland, og højere end den er i Italien, Spanien, Portugal eller Frankrig.

Hvis nu den eneste respons i denne situation er en morderisk nedskæringspolitik, hvilket er, hvad Obama nu bekendtgør, og som har fået den amerikanske fagforeningsbevægelse til at bekæmpe den samme Obama, som de stemte på for kun fem dage siden, og afholde møder alle vegne; denne nedskæringspolitik bliver nu påtvunget Grækenland, som allerede har en ungdomsarbejdsløshed på 58 % og Spanien med 55 % ungdomsarbejdsløshed. Og nu kræver Troikaen, eller rettere Destroikaen, yderligere nedskæringer, før den næste portion af redningspakken kan blive udbetalt. De kræver 10, 20, 30 % nedgang i lønninger og pensioner; de vil lukke hospitaler; de vil skære ned på sundhedsvæsenet: Og det tager livet af folk!

EU er i sin nuværende form, og folk skal ikke stikke sig selv blår i øjnene i dette spørgsmål, blot et andet udtryk for Blairs politik. Hermed mener jeg, at hvis Blair-doktrinen går ud på at sætte en stopper for national suverænitet, at sætte en stopper for Den westfalske Freds æra, så er der kun et mål: at udsætte det bankerotte finanssystems konkurs, og det er, hvad vi ser netop nu. De kombinerer en brutal, morderisk nedskæringspolitik med Kvantitative Lempelser III, og Mario Draghi fra Den europæiske Centralbank siger, »vi vil redde euroen for enhver pris«. Dette vil på kort sigt ? og jeg mener virkelig kort sigt ? føre til en hyperinflation som i 1923 i hele det transatlantiske område. Og som vi i Tyskland ved, fra vore egne familiers erfaringer, så er hyperinflation den mest brutale form for ekspropriering, der findes. Jeg kunne udpensle dette billede meget mere, men lad os blot stoppe her.

Der findes en løsning. Det vil imidlertid kræve et fundamentalt paradigmeskift, en total afvisning af politik, som den i dag sædvanligvis praktiseres. Vi må vende tilbage til princippet i Den Westfalske Fred; den totale respekt for national suverænitet. Vi må fuldstændig afvise idéen om humanitær intervention og overnationale bureaukratier.

Det vil for Europas vedkommende betyde, at vi må fuldstændig ophæve EU-traktaterne fra Maastricht til Lissabon, vende tilbage til nationale valutaer, og samtidig med dette må vi indføre en global Glass/Steagall-lov som den, Franklin D. Roosevelt fik gennemført, og ikke en eller anden udvandet version som Vickers-kommissionens »ring fencing« (intern bankopdeling), eller Volcker-regelen, der efterlader huller så store som ladeporte for bankspekulation. Og vi må have en reel opdeling af bankerne, hvor staten beskytter de normale banker, og hvor investeringsbankerne må klare sig uden skatteborgernes penge og uden, at de har adgang til de normale bankers opsparingskonti. Hvis dette indebærer, at de fleste af disse investeringsbanker må erklæres konkurs, ja, så er det bare ærgerligt! Men dette kredsløb, hvor man genfinancierer en lille kreds af spekulanter, der bliver rigere og rigere, og samtidig har en befolkningsmasse i USA og Europa, der må tage et fald i livsbetingelser ned til Den tredje Verdens niveau, det må stoppe. Og der findes ingen lovlig grund til at fortsætte med denne politik ét eneste minut længere!

Der findes en løsning, nemlig at gå tilbage til et kreditsystem i traditionen efter Alexander Hamilton, USA's første finansminister, at gå over til et nationalbanksystem og at udstede kreditter til fysisk produktion. Det skal indrømmes, at overgangen ikke vil forløbe helt jævnt, der vil blive en kort periode, hvor der vil være problemer. Men i sammenligning med en hyperinflation, der vil opæde befolkningens opsparinger og føre til kaos på kort tid - hvis selv Helmut Schmidt, som går ind for denne politik, advarer om at borgerkrig og revolutioner bryder ud i Europa, så kan jeg kun sige, at det er, hvad der kan ske på kort sigt. Hvis der kommer hyperinflation eller et ukontrollabelt sammenbrud, så vil folk gå amok, for der er ingen fremtid og intet håb!

Hvis man imidlertid gennemfører en ordnet reorganisering, ophæver EU-traktaterne fra Maastricht til Lissabon, går tilbage til en national valuta og kontrol over egen valuta og økonomi og så går i gang med at genopbygge realøkonomien, så er der ingen grund til, at det økonomiske mirakel, som Tyskland skabte i efterkrigstiden med hjælp fra Marshallplanen og de udstedte kreditter fra Kreditanstalt für Wiederafbau, der var målrettet til fysisk produktion, så er der ingen grund til at dette eksempel, ikke skulle kunne gentages i alle dele af verden.

For USA's vedkommende betyder det, at vi må i gang med NAWAPA, historiens største vandoverførselsprojekt nogen sinde, som allerede er klar til at blive sat i gang: Kongressen har allerede for længe siden lavet gennemførlighedsstudier, og vi har opdateret projektet til NAWAPA XXI. I Europa har vi brug for, at Den europæiske Landbro udbygges til at strække sig ned over Middelhavsområdet og Afrika. Vi har dernæst brug for en helt anden indstilling til Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien. Der må omgående igangsættes en reel økonomisk udviklingsplan for hele området, inklusiv Centralasien og Golfregionen. Vi må have infrastrukturkorridorer med opkobling til Verdenslandbroen i Rusland og Kina og andre lande, og vi må have transportkorridorer, der forbinder den del af verden med Asien og Europa. Men vi har især brug for nye kilder til enorme mængder af ferskvand, for hvis man overflyver dette område, fra Sahel og Sahara til Den arabiske Halvø og det centrale Asien, så er det jo ørken, hvor der er stor mangel på vand!

Det er en latterlig absurditet, at for hver dollar, som de fleste mennesker i dette område tjener - jeg taler ikke om sheikerne, men om den jævne befolkning - så bruger man 50 dollar på militærudgifter! Er det ikke vanvid? Mon ikke det var bedre med en aftale mellem Rusland, Kina, Indien, Iran, forhåbentlig nogle europæiske lande og forhåbentlig også USA, om en reel udvikling af området.

Mit institut, Schiller Instituttet, arbejder i øjeblikket på en omfattende udviklingsplan for hele dette område, fra Centralasien og hele vejen til Iran, Irak, Golfstaterne, Egypten, Syrien, Israel, Palæstina og hele vejen til Tyrkiet, idet man opfatter dette område som et sammenhængende areal, og så udarbejder en udviklingsplan for infrastrukturen på samme måde, som man ville gøre det i Vesteuropa, eller visse udviklede dele af USA. Der er ikke noget til hinder for, at dette område kan opbygges gennem en fælles udviklingsstrategi og på denne måde blive til et område på et højere niveau. Dette ville tillade, at i alle disse lande, som for øjeblikket, eller i hvert fald mange kræfter i disse lande, bliver myrdet, bliver slagtet, slagter hinanden i etniske, religiøse og andre konflikter, grundlæggende kunne sige, at hvis de bliver enige om at samarbejde om et højere formål, så kan der etableres fred.

Schiller Instituttet vil om kort tid præsentere denne plan, og jeg vil gerne invitere alle de mennesker, der lytter til dette webcast, til at kontakte os og samarbejde med os om implementeringen af dette projekt. Vi må forvandle dette område, som man i øjeblikket kunne kalde »Cockpittet til Tredje Verdenskrig«, og som, i lighed med Balkanområdet før Første Verdenskrig, er et område med så mange historiske alliancer og konflikter, som omgående begynder at sætte hinanden i gang og udvikler sig til en storkrig; alt dette må fuldstændig forandres. Dette område må blive et økonomisk fremgangsrigt område og må ledes af politikken om »fred gennem udvikling«.

Som jeg før sagde, så er der, hvis vi kan aktivere de store statsmagter, Rusland, Kina, Indien, Iran, forhåbentlig nogle europæere, forhåbentlig USA, der om ganske kort tid vil befinde sig i en helt anden situation - det er jeg sikker på - så er der håb. I den aktuelle situation, hvor perspektivet foran os er den potentielle udslettelse af civilisationen, må vi have et nyt paradigme og holde op med at tænke i formodede geopolitiske interesser og destruktiv udvidelse af krige, som er en absolut ondskabens politik! Denne politik, hvor man udskifter regeringerne, hvor man forsøger at vælte den ene regering efter den anden, er ond, og den må stoppe!

I stedet må vi forandre politikken til at orientere sig imod menneskehedens fælles mål. Hvis vi ikke foretager dette skift, så vil resultatet sandsynligvis blive, selv om der nok ikke vil være nogen til at observere det, at vi ikke har været mere intelligente end dinosaurerne, som uddøde for 65 mio. år siden.

Lad os se lidt på et andet område, hvor menneskehedens fælles mål er en hastesag: I vort univers, i de forskellige galakser, flyver der milliarder af asteroider og kometer rundt. Mange er endnu slet ikke blevet opdaget, vi ved ikke, hvor de fleste af dem befinder sig, men de kan have totalt ødelæggende virkninger. Vi har alle set billeder af månen med kratere efter sådanne nedslag af kometer og asteroider. For omtrent 250 mio. år siden var der et asteroidenedslag på vores planet, som havde en dødbringende kædereaktion af begivenheder i sit kølvand; tsunamier, vulkanudbrud, giftige væsker, som udvikledes, og alt dette førte til, at 98 % af alle daværende arter uddøde. Og for 65 mio. år siden var der et andet asteroidenedslag i nærheden af den mexicanske kyst, hvis sprængkraft svarede til 200.000 gange det nuværende, totale atomarsenal. Dette sendte chokbølger hele verden rundt og skabte en gigantisk støvsky. I forbindelse med dette gik dinosaurerne og ca. 70 % af alle daværende arter til grunde og uddøde.

Det seneste, større nedslag fandt sted i 1908 i Tunguska i Sibirien, hvor enten en asteroide eller en komet eksploderede, før den ramte Jorden, men ikke desto mindre var styrken af den nedad- og udadgående trykbølge kraftigere end St. Helena-vulkanudbruddet. Objektet var af relativ ringe størrelse, men skabte ikke desto mindre et kæmpekrater på størrelse med hele New York-området.

Tidligt på året fløj en asteroide tæt forbi Jorden - den ramte os selvsagt ikke - men nu viser det sig, at den kommer tilbage. Den flyver igen forbi Jorden den 13. februar [2013] i en afstand af kun 24.000 km. - og det er ikke nogen stor afstand i sammenligning med hele universets størrelse. Den har kun en diameter på 30 meter og ville kunne skabe et krater, ifald den ramte jorden, på størrelse med en mindre by.

I løbet af de seneste 60 år har der været enorme fremskridt inden for videnskaben om vor egen og andre galakser; teorien om kometer udvikledes, vi udviklede teleskoper og ubemandede rumfartøjer, der sender data til jorden, og som vi kan sende ud i det nærmest omgivende rum. Vi har nu en større og dybere forståelse af kredsløbsbaner, disse asteroiders og kometers stofsammensætning, og det har i øjeblikket højeste prioritet at opdage dem med så lang varslingstid som muligt, samt at udvikle metoder til at neutralisere dem, til at forandre deres bane. Der foreligger forskellige forslag til, hvordan dette kan gøres. Men alle disse ting er endnu ikke afprøvet, og man må være ekstremt forsigtig med hensyn til bivirkninger, men til dato findes der ingen pålidelig metode.

Hvis man tænker nærmere over dette, så har menneskeheden god grund til at frygte, at vi sluttelig vil lide samme skæbne som dinosaurerne. Og selv om det er rigtigt, at disse kometer altid udløste en ny udviklingsperiode eller et kvalitativt nyt udviklingstrin med hensyn til arter - efter at reptilerne blev elimineret i en tidligere, stor udslettelse, udviklede dinosaurerne sig; efter at dinosaurerne blev elimineret, udviklede pattedyrene, de varmblodede dyr, sig. Jeg synes ikke, at vi kan forlade os på, at hvis vi uddør, så vil nogle mere intelligente arter udvikle sig, som universet så sandsynligvis vil frembringe. Jeg mener ikke, at det er acceptabelt.

Så grundlæggende set må mennesket udvikle evnen til at overvinde farer, der kommer fra rummet, og længe før Solen får alvorlige vanskeligheder, måske meget tidligere end to milliarder år fra nu af, skal vi være i stand til at omdefinere vores måde at tænke på, vores opfattelse af vores egen position på planeten. Vi må definere menneskehedens fælles farer og fælles mål og arbejde sammen, ligesom med forslaget om SDE [Det Strategiske Forsvar af Jorden], globale missilforsvarssystemer, som ikke ekskluderer Rusland og Kina, men tværtimod inkluderer dem. Vi må have fælles forskning og udvikling vedrørende faren ved asteroider og kometer, tidlige varselssystemer for vulkanudbrud og jordskælv, og det er disse ting, som vi grundlæggende skal samarbejde om.

Der er grund til optimisme, for da Marsrobotten »Curiosity« for kort tid siden landede, fik vi for første gang mulighed for, med Mars som udgangspunkt, at se de fremtidige forandringer, som vi nu er nødt til at begynde at fokusere på. Vi har nu et observationspunkt på Mars. Indrømmet, der er en forsinkelse på 14 min., før signaler, der udsendes fra Jorden, bliver virksomme på Mars. Men fra nu af har vi mulighed for at bruge denne Marsrobot og andre fremtidige robotter og instrumenter til at kortlægge de indbyrdes relationer i Solsystemet og til at studere de områder, hvor asteroide- og komettætheden er stor, f.eks. området mellem Mars og Venus. Og vi er nødt til at finde ud af, hvor disse klippestykker befinder sig, hvad deres kredsløbsbane er og hvilke af dem, der udgør en trussel mod Jorden. Og vi må ophøre med at tænke, at vi blot er små mennesker på planeten Jorden, der kigger op i rummet, men i stedet tænke med udgangspunkt fra Mars, selvfølgelig fra Jorden, fra Månen og snart andre steder fra. Dette betyder, at vi kan tænke på universet på en helt anden måde.

Det betyder, at vi kan foretage et kvalitativt spring i vores måde at tænke på. Vi kan forlade den sansebaserede perceptions domæne og afhængigheden af vore sanser som redskab til erkendelse. Vi kan tænke inden for rammer, der siger, at universet består af en kompleksitet af universelle principper. Og som det har vist sig i videnskabens og den klassiske kunsts historie, når som helst, man introducerer et nyt princip, et nyt, kvalitativt princip, så omdefinerer det altid alle de hidtil eksisterende kendte principper.

Vi står nu foran en situation, hvor vi enten fortsætter på samme måde som nu, eller også foretager vi et spring, hvor vi går over til menneskehedens fælles mål og det lykkes os at præstere det, som den store raketvidenskabsmand Krafft Ehricke kaldte den »udenjordiske forpligtelse«. Han navngav dette begreb for at specificere den nødvendige næste fase i menneskehedens udvikling. Jeg mener, hvis man tænker på, at livet udviklede sig fra havet, ved hjælp af fotosyntese til landjorden i form af vegetation; og efter et bestemt punkt i udviklingen opstod menneskelige væsener. Først levede disse mennesker udelukkende ved floder og kyster; dernæst, fordi de udviklede infrastruktur, kunne de mere og mere brede sig til mere og mere territorium, en proces, der endnu ikke er fuldendt, fordi der stadig er enorme områder på jorden, der ikke er udviklet med infrastruktur. Men bemandet rumfart vil være et nødvendigt trin i menneskehedens udvikling. Det var Krafft Ehrickes idé, og også, at den udenjordiske forpligtelse ville betyde, at folk ville være nødt til at blive rationelt tænkende mennesker og indrette sig efter naturlige, fysiske, videnskabelige principper, for ellers kan man ikke overleve i rummet!

Jeg tror, at vi har nået det punkt, hvor vi må tage os sammen og holde op med at løse konflikter gennem krig, for det truer med at føre til vores egen udslettelse. Vi må forlade denne, de geopolitiske kriges infantile æra, eller denne ungdomskriminalitet, og komme frem til menneskehedens manddomsår.

Der er et tredje aspekt af denne civilisationskrise, som jeg omtalte i starten, og det er vor vestlige kulturs moralske forfald, og det er denne dybe, dybe kulturpessimisme, der grundlæggende set næsten har overtaget de fleste mennesker. Hvis man beder folk på gaden om at hjælpe med at implementere disse planer, som jeg her har omtalt, så er det svar, man normalt får, »Man kan jo alligevel ikke gøre noget«. Eller, »mennesket er alligevel dårligt, ondt«. For folk lider af en kulturel pessimisme, der har dybe rødder, som selvfølgelig stammer fra det paradigmeskift, der har fundet sted i løbet af de seneste 40 år.

Prøv blot at sammenligne folks nuværende opfattelse, hvad de tænker, med den kulturoptimisme, der eksisterede i den periode, hvor man havde Apollo-programmet. Når man dengang spurgte sine børn eller teenagers: »Hvad vil du være, når du bliver voksen?«, så svarede mange af dem: »Jeg vil være astronaut, jeg vil være ingeniør, jeg vil være dit eller dat.« Nu har man 58 % ungdomsarbejdsløshed i Grækenland, og man har unge mennesker, der ikke kan ansættes, fordi de ikke er motiverede for at lære noget. Mange mellemstore virksomheder ansætter lærlinge for blot at afskedige dem efter et par uger, fordi de ganske enkelt ikke vil arbejde, eller ikke kan arbejde. Se på ungdomskulturen, som i mange tilfælde er en kombination af dyrisk pornografi og vold, og som er resultatet af en fortsat degeneration fra den ene generation til den næste hen over de seneste 40 år, måske endnu længere. Denne totale mangel på empati, denne totale egoisme, næsten autisme hos mange børn og unge, ja, det kan ikke nægtes, at vi har et stort problem. Hvis den unge generation er den mest frygtede og farlige del af samfundet, ja, så er der noget, der er gået helt galt.

Tænk så, som en modsætning hertil, et øjeblik på den totale entusiasme, som Curiosity's landing på Mars udløste hos unge over hele verden, der, selvom de selvfølgelig måske ikke kendte alle de videnskabelige principper, der var involveret, alligevel reagerede med et: »Nej, der er en fremtid, der er noget derude, der er stadig noget, som jeg må opdage, noget, som jeg må studere for at forstå.«

Den idé, at der findes en fremtid, er det, der er så vigtigt, for den eneste måde, mennesket kan undgå udslettelse, er et identitetsskifte hos et stadig større antal mennesker, væk fra umiddelbar tilfredsstillelse af de sanselige behov, maksimering af nydelse og undgåelse af smerte, og et skift til en identitet, hvor man er et ægte, kreativt menneske. Kreativitet, den lidenskabelige opdagelse af nye, universelle principper i klassisk kunst og i naturvidenskab, og det lidenskabelige studie af universets love, er kun muligt, hvis man har en vision om fremtiden. En vision om mennesket i rummet, mennesket, som bruger de nye gennembrud til at forske i rummet for at løse problemer på Jorden, fordi det er den eneste måde, de kan blive løst på. Og bruge dette som en vejledning, der former nutiden.

Når det står klart, at mennesket kun kan overleve i universet ved at gå fremad til højere trin af videnskabelig forståelse og højere niveauer af energigennemstrømningstæthed, ville det så ikke være en forbrydelse ikke at stræbe efter disse videnskaber og udviklinger? Det grønne paradigme må fuldstændig opgives, for det grønne paradigme betyder, per definition, at mennesket aldrig vil overvinde de farer, der kommer fra rummet, for alle de videnskaber og teknologier, der er nødvendige, og som opererer med et højt niveau af energigennemstrømningstæthed, vil blive ofre for sådanne tåbelige idéer. Som f.eks. hr. Hans Joachim Schellnhubers tåbelige plan med at »befri verdensøkonomien for kulstof«! Hvis man går i retning af det grønne paradigme, så vil menneskeheden ikke overleve! Det bliver måske ikke en lige så hurtig død som atomkrigsdøden, men det bliver en langsom død, for det ville betyde, at vi anbragte alle de videnskabelige værktøjer, som vi har brug for til at sikre vores egen overlevelse, uden for vores rækkevidde.

Lad os sætte tingene lidt i perspektiv: Den menneskelige art har kun eksisteret i sølle 7 mio. år, det er meget, meget kort tid. Vi har kun skriftlige, historiske optegnelser for de sidste 5000 år! Udforskning af rummet begyndte først for alvor for 100 år siden. For kun 50 år siden begyndte man for alvor at tænke på opsendelsen af teleskoper og ubemandede rumfartøjer, der kan sende data tilbage til jorden. Tænk så bare på, hvad der vil ske, hvis vi skifter gear nu, siger nej til det grønne paradigme, siger nej til geopolitiske krige, og i stedet fokuserer på menneskehedens fælles mål, fokuserer på de videnskabsgrene og teknologier og klassiske former for kunst, som er virkeligt menneskelige. Tænk så over, hvordan menneskeheden ville se ud 1000 år fra nu.

Vi vil foretage kvalitative spring, der vil være meget, meget større, og langt skønnere og mere spændende end den udvikling, vi gennemgik fra Stenalderen og frem til i dag. Og hvis man havde spurgt stenaldermennesket, hvordan folk ville se ud i 2012, ville han sikker have set temmelig dum ud. Hvis man stiller det samme spørgsmål til de fleste borgere i dag, »Hvordan vil menneskeheden i universet, i rummet, se ud om 1000 år?«, så vil man sandsynligvis få en lignende reaktion. Men det betyder ikke, at det ikke netop er menneskets sande natur at være denne kreative art i universet, og at være den eneste art, der kan overvinde disse farer og være den eneste art på denne planet, og måske hinsides, der kan blive en udødelig art.

Hvis vi skal overleve, så kan det kun ske ved, at flere og flere mennesker tænker som klassiske kunstnere og naturvidenskabsmænd. Vi må indføre et sådant paradigmeskift, og vi må have en debat om det; for det er en skrigende mangel i øjeblikket. Da man havde Cuba-krisen, var der en kæmpe debat. I medierne, blandt politikerne; John F. Kennedy advarede om, at hvis det kom dertil, at atomvåben blev taget i brug, så var de mennesker, der døde i de første minutter, at betragte som de heldige, sammenlignet med de mennesker, der først døde efter et par uger.

I dag har vi overhovedet ingen debat om dette emne, selv om faren er langt større. Da vi havde krisen over mellemdistancemissilerne, krisen over SS-20- og Pershing II-missilerne i begyndelsen af 1980'erne, gik hundrede tusinde mennesker på gaden og advarede om, at dette kunne føre til civilisationens udslettelse, fordi disse våbensystemer var indstillet til »launch on warning« (automatisk udløst gengældelsesangreb).

I dag er praktisk taget alle våbensystemer indstillet til »launch on warning«, og vi har ingen debat til trods for, at alle kan se, at vi så afgjort befinder os meget tæt på vores egen tilintetgørelse. Det, vi har brug for, er ikke blot en debat om denne fare, fordi folk skal vide det, og folk skal tænke over det og træffe en oplyst afgørelse om, at de ikke vil have dette. Men vi har også brug for at diskutere alternativerne; at der ikke er nogen grund til ikke at vende tilbage til en Glass/Steagall-standard, til et kreditsystem, til opbygning af realøkonomien, til at have videnskabelige gennembrud, til at vende tilbage til en klassisk, humanistisk kultur, og vi må absolut have en debat om disse ting! Vi kan ikke bare stå og se til, mens civilisationen forulykker mod en mur, og så ikke gøre noget ved det.

Det er min appel til Jer.

 

Første spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Andet spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Tredje spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Fjerde spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Femte spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Sjette spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)

 

Syvende spørgsmål:  (til indholdsfortegnelsen)