Digerne brister: 2013 - de store beslutningers år

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale præsident, den 27 dec. 2012

Flyvebladet som pdf

 

Ædle ven! Hvor åbner der sig et tilflugtssted for freden, for friheden? Århundredet tog afsked i en storm, og det nye begynder med mord.

 

Man kommer til at tænke på disse begyndelseslinier af Schillers digt: »Det nye århundredes ankomst« – denne gang vedrørende begyndelsen af det nye år 2013 – når man, de dramatiske forandringer mod årets slutning taget i betragtning, forsøger at danne sig et billede af, hvad det nye år mon vil bringe. En ting er sikker: Fiaskoen for den hidtidige politik, både med hensyn til den strategiske situation såvel som med hensyn til finanssystemets afregulering, vil nu med stor kraft komme op til overfladen. Med hensyn til begge disse aspekter vil digerne nu briste; i Sovjetunionen ville man før i tiden have sagt, at vi står foran »pludselige forandringer«.

Til de vigtigste begivenheder før årets slutning hører, at den ugudelige alliance, som Storbritanniens og USA’s regeringer har indgået med det formål at gennemtvinge politikken med regimeskift, er blevet internationalt bekendt. En FN-kommission til undersøgelse af situationen i Syrien erklærede i en pressekonference i Bruxelles, der vakte international opsigt, at den såkaldte opposition i Syrien imidlertid bestod af krigere fra 29 nationer. Medier i Indien, Libanon og Rusland, såvel som talløse internetportaler, beskæftigede sig med den kendsgerning, at USA og Storbritannien systematisk satser på og har bevæbnet grupperinger og aflæggere af al-Queda for at igangsætte et regimeskift i Libyen og Syrien. Og det viste sig, at den storslåede »humanitære intervention« i Libyen med det formål at fjerne Gaddafi i virkeligheden var en aktion for at støtte al-Queda-grupper i Benghazi.

I en banebrydende høring i den amerikanske kongres’ udenrigsudvalg om de omstændigheder, der førte til mordet på den amerikanske ambassadør Stevens i Benghazi i Libyen, blev spørgsmålet om Obama-regeringens samarbejde med jihad-terrorister i Libyen og Syrien for første gang vedholdende stillet. Det demokratiske kongresmedlem Brad Sherman fra Californien påpegede, at oprørerne indeholder elementer, der er lige så slemme som dem, der angreb ambassaden i Benghazi, med den klare implikation, at den amerikanske regering er ansvarlig for begge katastrofer. Det republikanske kongresmedlem Ed Royce, ligeledes fra Californien, gjorde den amerikanske regerings holden fast ved denne politik ansvarlig for, at Libyen i dag er en heksekedel af våben, jihad-tilhængere og voldsideologi. Han citerede en artikel i New York Times, der beskrev den amerikanske regerings samtykke til våbenleverancer, med Qatar som mellemled, til de »forhærdede jihad-elementer i Libyen« – våben, der nu spredes overalt, også til Mali og Syrien. Det republikanske kongresmedlem Ted Poe fra Texas borede i spørgsmålet om disse våben blev benyttet til at angribe ambassaden i Benghazi, og om disse våben nu er sendt til Syrien.

Dermed har disse kongreshøringer for første gang taget de temaemner op, som er blevet fremlagt af Lyndon LaRouches politiske aktionskomité, LaRouchePAC, i et temahæfte om baggrunden for samarbejdet i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien mellem saudiske, britiske og amerikanske kredse. Konsekvensen af denne politik var at hjælpe terrornetværker til magten som en del af en konfrontationsstrategi med Rusland og Kina. Sagens akter var i dagene før høringen blevet uddelt til alle Washingtons institutioner.

 

Nej til forfatningsstridige krige

En dag tidligere, den 19. december, fandt der en ligeledes strategisk betydningsfuld pressekonference sted, hvor kongresmedlemmerne Walter Jones (republikaner fra North Carolina) og Charles Rangel (demokrat fra New York) opfordrede præsident Obama til først at indhente en udtrykkelig tilladelse fra den amerikanske kongres før en udstationering af amerikanske tropper i Syrien. Øvrige deltagere ved pressekonferencen var fhv. oberst Patrick Lang og fhv. oberstløjtnant Tony Schaffer, begge mangeårige analytikere i den amerikanske militære efterretningstjeneste DIA (Defense Intelligence Agency), såvel som chefen for EIR’s (Executive Intelligence Review) efterretningsstab, Jeff Steinberg.

Walter Jones citerede et brev, som han og Charles Rangel, såvel som kongresmedlemmerne Ron Paul, Mo Brooks, Michael Michaud og Justin Amash, har sendt til præsident Obama: »Vi skriver til Dem for udtrykkeligt at opfordre Dem til ikke igen at føre nationen ud i krig uden kongressens tilladelse. Deres nylige trusler om ’konsekvenser’ for Syrien, hvis det benytter kemiske våben, minder på foruroligende vis om kravet om en krig imod Irak for at tilintetgøre dets ’masseødelæggelsesvåben’. Lad os minde Dem om, at den amerikanske kongres alene har beføjelse til at erklære krig. Ingen FN- eller NATO-resolution kan erstatte den beføjelse, der med fuldt overlæg blev tildelt repræsentanterne for det amerikanske folk.« Walter Jones fortsatte: »Krigen i Irak var unødvendig. Den fortsatte krig i Afghanistan er unødvendig, og vi bør ikke blande os i situationen i Syrien. Diplomatiske tiltag? Okay. Men lad os ikke udsætte nogen soldater, marineinfanterister, matroser eller piloter for fare. Det er det ikke værd.«

Det demokratiske kongresmedlem Charles Rangel understregede lidenskabeligt kongressens ansvar for hærens unge mænds og kvinders liv og beklagede, at man var nået til et punkt, »hvor præsidenten blæser på kongressen«. Hvad skulle man sige til de pårørende, når kisterne med de dræbte kom hjem? Patrick Lang og Tony Schaffer påpeger, at den amerikanske regering allerede er slået ind på vejen til krig mod Syrien. (Videooptagelsen af pressekonferencen findes på LaRouche-Aktionskomitéens internetside: larouchepac.com/jonespress2.) Ved pressekonferencen blev en erklæring fra gruppen »Veteraner for fred« imod en militær fremrykning i Syrien også uddelt. For øvrigt er Walter Jones ophavsmand til lovforslag HR 107, hvis formål er omgående at indlede en impeachment-proces mod enhver præsident, der igangsætter militæraktioner uden kongressens tilladelse.

På en anden pressekonference i kongressen forlangte de republikanske senatorer John McCain, Lindsay Graham og Kelly Ayotte ligeledes en opklaring af hændelserne i Benghazi, af tilsløringen af al-Quedas rolle gennem Obamaregeringen og specielt af præsident Obamas egen adfærd. I en kommentar kritiserede Washington Post igen voldsomt regeringens politik med at samarbejde med organisationer, der er klassificeret som terroristiske. I øvrigt munder de forskellige undersøgelser ud i spørgsmålet: at man ikke længere gør årsagerne til de manglende sikkerhedsforanstaltninger til emnet for undersøgelsen, men grundlæggende stiller spørgsmålet, hvordan det kunne komme til en sådan katastrofal politik, hvorigennem al-Queda og beslægtede organisationer i dag er blevet til en mægtig terrortrussel mod USA og Vesten som helhed.

 

Pengehvidvaskning i søgelyset

Men også med hensyn til det andet store område, afreguleringen af finanssystemet, er den mislykkede politik som sådan sat i gabestokken. Symptomatisk for dette er afsløringen af Deutsche Bank som Tysklands muligvis mest kriminelle bank, der over alt var aktiv dér, hvor der blev spekuleret mest, det være sig på det sekundære ejendomsmarked i USA, gennem tilbageholdelse af skat, manipulering med statusopgørelser, pengehvidvaskning, i LIBOR-skandalen eller i sager om svindel med miljøcertifikater med mulig pengehvidvaskning som yderligere komplikation.

Man bør huske på, at hr. Josef Ackermann var chefrådgiver for forbundskansler Merkel under finanskrisen, og at fru Merkel gentagne gange har betegnet sin politik med redningspakker til finanssektoren som værende »uden noget alternativ«. Da BüSo (Bürgerrechtsbewegung Solidarität, -red.) i 2008 og 2009 lancerede en kampagne for etableringen af en Pecora-kommission til undersøgelse af mulige kriminelle forhold i banksektoren, fandt flere medlemmer af Forbundsdagen, at der »ikke engang var en elementær mistanke«, der kunne retfærdiggøre en sådan undersøgelse.

Den amerikanske oberst Prouty – den såkaldte »Mister X« i Oliver Stones film JFK – bemærkede i sin tid, at mordet på den tidligere chef for Deutsche Bank, Alfred Herrhausen, der skulle være udført af en angivelig »tredje generation« af Fraktion Rote Armée, hvis eksistens indtil i dag ikke er blevet bevist, havde den samme paradigmatiske betydning for Tyskland, som mordet på præsident Kennedy havde for USA. Han fik ret, for med mordet på Herrhausen, en moralsk industrileder, blev porten slået op på vid gab for de ovenfor omtalte, kriminelle aktiviteter – ikke blot i Deutsche Bank.

Lige så lidt, som Obama-regeringens ugudelige alliance med al-Queda fortsat kan forblive skjult, vil det nuværende finanssystems omfattende kriminelle karakter, sådan som det f.eks. under kongreshøringerne om HSBC og deres involvering i stort anlagte pengehvidvaskningsoperationer for den mexicanske narkotikahandel er kommet frem for dagens lys, heller ikke længere kunne fejes ind under gulvtæppet. Men den skade, der er opstået pga. den totalt fejlslagne, herskende politik, er gigantisk: her et helt område, fra Nordafrika til Mellemøsten og Sydvestasien i krig, kaos og domineret af terrororganisationer; dér, en utålelig forskel mellem rig og fattig med et socialt eksplosionspotentiale af et omfang, der er uden fortilfælde.

Endnu er et omslag – forhåbentlig – muligt, men det må ske omgående. Uden en tilbagevenden til international folkeret og til en mod mennesker orienteret realøkonomi er det slut med civilisationen. Vi behøver omgående en indførelse af et opdelt banksystem i traditionen efter Roosevelts Glass/Steagall-lov, indføring af et kreditsystem og genopbygning af en produktiv nationaløkonomi i USA, Europa og Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, kort sagt: det program, som Schiller Instituttet og organisationer i Europa og USA, der er venner af Schiller Instituttet, længe har kæmpet for.

Slut dig til os: i 2013 vil der blive truffet beslutninger, der kommer til at afgøre, om vi skal overleve eller ej.