Hverken "Ring Fencing" Eller "Liikanen Light": Kun En Ægte Bankopdeling Duer!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Alexander Hartmann, redaktør for BüSo*-avisen "Neue Solidarität" (Tyskland)
Den 26. januar, 2013

 

* BüSo: (Bürgerrechtsbewegung Solidarität (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet) med Helga Zepp-LaRouche som formand)

 

Hele facaden af tilsyneladende solvens hos de vestlige storbanker, som er skabt og opretholdt ved hjælp af bankredningspakker, kreativ bogføring, bedragerier som LIBOR-manipulationen eller sågar pengehvidvaskning, står og falder med regeringernes og centralbankernes evne til at pumpe stadig flere penge ind i finansboblen. Uden denne evne ville det stunde helt anderledes til for bankerne: De ville slet og ret være bankerot.

Denne kendsgerning, som Lyndon LaRouche og hans internationale bevægelse allerede i årevis har gjort opmærksom på, trænger nu efterhånden også frem i den offentlige debat. Således påpegede f.eks. den for finansstabiliteten relevante eksekutive direktør i Bank of England, Andrew Haldane, i en artikel på websiden Voxeu.org ("Have we solved 'Too big to fail'?") den 17. januar, at bankerne stadig hænger som en dråbe under regeringerne og bankerne. Alene den forbedrede kredit-rating gennem den implicitte statslige støttegaranti til de "systemrelevante" banker udgør i sig selv en kæmpemæssig, skjult subvention. Haldane: "Før krisen var det nogle dusin milliarder dollar om året – i dag er det hundreder af milliarder." Den 4. januar skrev den meget læste kommentator Matt Taibbi i tidsskriftet Rolling Stone:

"Det er fire lange vintre siden, at den amerikanske regering brugte 700 mia. dollar af skattemidlerne for at redde Wall Street fra dens eget snyderi og pengegriskhed. Hvis man skal tro, hvad bankiererne og deres forbundsfæller i Washington fortæller os, så var det det bedste, der er sket inden for amerikansk økonomi, siden samlebåndet blev opfundet. Det havde ikke blot forhindret en yderligere stor depression, men alle pengene var blevet tilbagebetalt, og herved havde regeringen endda tjent flere penge. Der var ikke sket nogen skade eller uret – eller?

Forkert. Det var løgn alt sammen – en af de største og mest raffinerede løgne, som man havde serveret for det amerikanske folk. Man fortalte os, at skatteyderen blot trådte til – naturligvis midlertidigt -for at komme økonomien til undsætning og redde verden fra en finansiel katastrofe. I virkeligheden gjorde vi nøjagtig det modsatte: Den amerikanske skatteyder blev forpligtet, permanent og blindt, til at støtte et uregerligt, ureguleret og hyperkoncentreret finanssystem, som pengegriskheden og den gennem krakket udløste ulighed yderligere havde forværret og endda tvunget Wall-Street-bankerne som Goldmann Sachs og Citigroup til at forhøje sine risici i stedet for at reducere dem."

Også chefen for International Institute of Finance (IIF), Charles Dallara, måtte over for journalister i Zürich indrømme, at han med hensyn til fremtiden følte sig "utilpas", som Handelsblatt kunne fortælle den 22. januar. Markederne var "utilstrækkelig forberedt til den idé, at seddelbankerne en dag igen måtte stramme deres pengepolitik."

De tyske økonomer Harald Hau og Hans-Werner Sinn udtrykte det endnu tydeligere i Frankfurter Allgemeine Zeitung fra den 22. januar under overskriften "Bankunionens farlige dimension": "Banksystemerne står på randen af ruin, og bankens aktionærer kan ikke få deres penge tilbage, hvis man ikke kan finde andre mennesker, der betaler dem tilbage i stedet for banken." At vælte de afskrevne tab over på skatteyderne fører til "en destabilisering af de hidtil endnu sunde eurolande". Den af EU-kommissionen foreslåede bankunion bliver "i offentligheden fremstillet som et middel til at rejse en brandmur til beskyttelse af de sydeuropæiske eurolande, men i virkeligheden åbner de en brandskakt, der gør det muligt for flammerne at æde sig ind på de endnu sunde eurolandes budgetter".

 

Meget mere giftaffald end i 2008

Det er en kendsgerning, at krisen er meget værre end i 2008, fordi der i dag er meget mere "giftaffald" i finansmarkederne: Alle de penge, der blev pumpet ind i bankerne, flød ikke ind i realøkonomien, men i finansmarkederne og skabte dér nye, endnu mere gigantiske finansbobler. Og mens realøkonomien – ikke mindst som følge af de massive nedskæringer, med hvilke støtten til bankerne blev "genfinansieret" – går mere og mere i knæ, falder naturligvis også denne økonomis evne til fortsat at støtte finansboblen – nøjagtig, som Lyndon LaRouche allerede i 1995 demonstrerede det med sin "typiske kollapsfunktion".

I betragtning af den kendsgerning, at der stadig bliver mindre at hente hos regeringerne, forlader centralbankerne sig stadig mere uholdbart på pengetrykning. Tro mod Federal Reserve-chefen "Helikopter-Ben" Bernankes løfte om, om nødvendigt, at "kaste penge ned fra en helikopter" for at kvæle finanskrisen med penge, smider man netop de frisktrykte penge efter bankerne. I mellemtiden antager centralbankerne værdipapirer som sikkerhed for støttemidlerne, som de tidligere ikke engang ville have accepteret som toiletpapir – og som i dag temmelig ofte udelukkende fremlægges til dette formål.

Således har f.eks. Federal Reserve forøget deres beholdning af lån til den amerikanske regering fra 500 mia. dollar ved begyndelsen af Obama-æraen til i dag knap 1700 mia. dollar – og desuden yderligere opkøbt for 1500 mia. dollar hypoteksikrede værdipapirer. ECB's beholdning af "værdipapirer" ligger endda på omtrent 4000 mia. euro. Og man kan roligt gå ud fra, at den derivatboble, der er skabt ved hjælp af denne pengetilførsel, er langt større.

Konsekvensen af den indskrumpede realøkonomi og den forunderlige pengeformering gennem Federal Reserves og de øvrige centralbankers berømte "Kvantitative Lempelser" er naturligvis, at misforholdet mellem den pengemængde, der er i omløb, og de reelle værdier, bliver stadig hurtigere større: Man behøver altså ikke være synsk for at forstå, at en hyperinflation af hidtil ukendt omfang her er under opsejling. Og som Lyndon LaRouche understregede i et interview i en russisk fjernsynskanal den 24. januar:

Bevidstheden om denne umiddelbart forestående eksplosion er den motor, der driver verden frem mod almen krig. Vi har ikke, ifølge LaRouche, at gøre med krig i Libyen, Syrien eller Mali, men derimod med en march imod en global krig.

 

Et "opdelt banksystem" – men hvilket?

På denne baggrund forstår man, hvorfor stadig flere repræsentanter for banker og politik taler til fordel for et "opdelt banksystem": Situationen er ganske enkelt blevet uholdbar, og det er tydeligt for enhver seriøs iagttager, at man må skaffe de dårlige papirer ud af verden, hvis man ikke vil kvæles i dem.

Hertil bidrager ikke mindst LaRouche-bevægelsens massive, verdensomspændende kampagne, som i USA mobiliserer opbakning fra delstatskongresmedlemmer, byråd, fagforeninger og andre til, at forslag nr. HR 129 fra kongresmedlemmerne Marcy Kaptur (dem.) og Walter Jones (rep.) om genikrafttræden af bankopdelingsloven "Glass/Steagall" hurtigst muligt vedtages i den amerikanske kongres: En vældig bølge af opbakning ruller frem, og pludselig er (næsten) alle for en "Opdeling af kommercielle banker og investeringsbanker", og dét ikke blot i USA.

Men ikke overalt, hvor et opdelt banksystem er på dagsordenen, er også præsident Roosevelts Glass/Steagall-lov fra 1933 med! Under denne betegnelse finder man også en række af forslag – Volcker-regel, Vickers-ring fencing, Liikanen-forslaget og endnu flere -, hvis hovedformål frem for alt består i at forhindre et ægte bankopdelingssystem. Efter mottoet: Det er bedre at tilkaste hunden et ben end at blive bidt af den, gør man hist og her en lille indrømmelse, som gives udseendet af en ægte reform, til befolkningsstemningen og parlamentsmedlemmerne.

Sådan forholder det sig f.eks. med de reformplaner, som forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident, Francois Hollande, bebudede ved deres fælles pressekonference i Berlin efter det tysk-franske ministerrådsmøde i anledning af 50-års dagen for Élysée-traktaten. De referer udtrykkeligt til Liikanen-forslaget, ifølge hvilket storbankerne skal udskille "særlig risikable dele" af deres investeringsaktiviteter og anbringe dem i et datterselskab.

Men man kan ikke være "lidt gravid". Et ægte bankopdelingssystem betyder et langt mere vidtgående indgreb: Glass/Steagall-loven foreskriver en total adskillelse af normal, kommerciel bankvirksomhed og investeringsaktivitet; den forbyder enhver sammenblanding af finansiel eller personlig art mellem disse to bankafdelinger, og frem for alt forbyder den enhver kredit fra de kommercielle banker til investeringsbankerne eller til spekulative aktiviteter. Det rejste en ægte brandmur, en, der er så stærk, at de kommercielle banker og realøkonomien ikke bliver ramt, hvis investeringsbankerne går ned – og det vil de gøre, så snart man fratager dem den statslige støtte og adgangen til befolkningens opsparingskonti.

Det er netop, hvad statholderne i finansverdenens "Ancien Régime" (gamle verdensorden) frygter; de frygter kun den ægte Glass/Steagall-lov, men ikke den "ring fencing", som er indeholdt i Vickers-kommissionens forslag eller Liikanen-forslaget, og som de med lethed kan omgå. Verdensøkonomien kan imidlertid kun blive sund, hvis bankerne bliver tvunget til at sluge den for dem bitre pille og indstille deres vanvittige spekulation.

 

Alternativet

I sit interview understregede LaRouche: "Når man fjerner Obama fra embedet og atter sætter Glass/Steagall i kraft, åbner der sig helt nye muligheder." Glass/Steagall må omgående vedtages, så vil faren for hyperinflation omgående være stoppet. På dette grundlag vil man kunne gennemføre en økonomisk revolution og ved hjælp af et kreditsystem gå i gang med store infrastrukturprojekter. "Store projekter danner grundlaget for et nyt forhold mellem stormagterne, begyndende med USA, Rusland og Kina. Når man bliver enig om store projekter i menneskehedens interesse, så har man et grundlag for en helt ny verden. NAWAPA, fornyelsen af rumprogrammet, det strategiske forsvar af Jorden, kernekraft – det er drivkraften for et nyt, globalt forhold."

Også Angela Merkel og Francois Hollande må gå netop denne vej, hvis de ikke vil gå under sammen med investerings- og universalbankerne.

 

Også i Danmark må vi have et opdelt banksystem og et kreditsystem til opbygning af realøkonomien. Slut dig til Schiller Instituttet, og hjælp os med at mobilisere befolkningen og politikerne til støtte for denne politik.