Israel fører an i Imperiets krigsfremstød mod Syrien

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

På trods af voldsom modstand fra den amerikanske generalstab er præsident Obama ved at indlede en direkte bevæbning af de syriske oprørere, på trods af den voksende magt hos radikale elementer, der stiller op på linje med al-Qaeda i den syriske opposition.

 

Af Jeffrey Steinberg

 

Den 6. maj, 2013 – Nyhedsflash: Dommer Carla Del Ponte, den schweiziske jurist, der leder FN’s undersøgelse af den påståede anvendelse af kemiske våben i Syrien, gav et interview til schweiziske medier i dag, hvor hun fortalte, at undersøgelsen indtil nu har bekræftet anvendelsen af dødbringende saringas. Baseret på øjenvidneberetninger og interviews med læger, der behandlede de sårede, meddelte Del Ponte den foreløbige konklusion, at de kemiske våben var blevet brugt af de syriske oprørere. Der er foreløbig ikke fundet nogen som helst beviser, der peger på, at den syriske regeringshær skulle have anvendt disse våben.

FN erklærede, at undersøgelsesteamets fulde rapport ikke ville være færdig før om en måneds tid. Del Pontes afsløringer repræsenterer imidlertid et tilbageslag for de personer, der kræver omgående militær intervention med henblik på at vælte Assad-regeringen, baseret på den påstand, at Assad havde »overskredet den røde streg« ved at tage kemiske våben i brug. Kilder i Washington beretter, at Del Pontes meddelelse er en styrkelse af general Martin Dempsey, chef for generalstaben, der er gået ud med advarsler og er imod enhver amerikansk militærintervention i Syrien.

 

Den 5. maj, 2013

Det berettes, at Israel inden for en tidsramme af 72 timer har lanceret missilangreb mod mål i Syrien, hvilket har tilskyndet den syriske præsident, Bashar al-Assad, til at anklage Israel for at erklære sit land krig – i alliance med al-Qaeda og de andre terroristelementer, der fører en to år lang kampagne for regimeskift imod hans regering. Den 3. maj, og igen her til morgen, ramte israelske missiler mål i og omkring Damaskus, inklusiv en forskningsfacilitet ved Jamraya i bjergene rundt om hovedstaden, og ved Damaskus Lufthavn.

Amerikanske efterretningskilder afviste de israelske påstande om, at deres mål var udskibninger af våben til Hezbollah i Libanon, idet de bemærkede, at de mål, man skød efter, faktisk var våbenlagre. Det, der ifølge de amerikanske kilder ændrede situationen på jorden, er, at den syriske hær har generobret en vital hovedvej, der forbinder hovedstaden med den libanesiske grænse, og som i månedsvis havde været i hænderne på oprørere, der støttes af Vesten og Saudi Arabien/Qatar. Der er ingen beviser for, at der er planlagt nogen overførsler af våben til Libanon.

På trods af voldsom modstand fra den amerikanske generalstab tager præsident Obama skridt til at bevæbne de syriske oprørere direkte, på trods af den voksende magt hos neo-salafister, der er på linje med al-Qaeda i den syriske opposition. Under stærkt pres fra London og Paris for at begynde at udruste oprørerne med avancerede våbensystemer, forbereder Det hvide Hus, ifølge amerikanske efterretningskilder, at give dødbringende støtte til oprørerne. Disse forsyninger skal indledes før Obamas fastlagte møde i Rusland med præsident Putin i juni, i forbindelse med G-8 landenes statsledertopmøde.

 

Det amerikanske militær siger nej

Obama-regeringens interne kamp om politikken i forbindelse med den syriske situation blev offentlig i den forgangne uge, da general Dempsey afholdt et møde med forsvarsreportere på Christian Science Monitors kontorer den 30. april. Demsey erklærede, at USA ikke har nogen militære muligheder i Syrien, der er gennemførlige, inklusiv oprettelsen af en »flyveforbudszone«, som kyllingehøgene i Kongressen og andre fortalere for Det britiske Imperiums strategi kræver. Enhver indsats vil trække USA dybere ind i en total krig og vil intet gøre for opnåelsen af krisens fredelige løsning.

»Omkring 10 % af de dødsfald, der påføres den syriske opposition, sker gennem anvendelsen af luftstyrker,« sagde Dempsey. »De øvrige 90 % sker ved direkte skududvekslinger eller gennem artilleri,« selv om disse tal kan variere med to eller tre points til hver side. »Så spørgsmålet er altså, hvis man eliminerer en potentiel modstanders kampevne, vil der så være en tendens til, at man kommer i en position, hvor man vil blive bedt om at gøre mere mod resten?« spurgte han. Så ikke alene ville en flyveforbudszone, hvis den blev succesfuldt oprettet – og selv det er der ingen garanti for – måske ikke opnå det, som dens fortalere kræver, men hvis det mislykkes at opnå disse mål, så kunne det skabe et krav om yderligere forholdsregler og således suge os dybere ind i krigen.«

Men Dempsey stoppede ikke her. »Jeg er nødt til at formode, at den potentielle modstander ikke blot vil læne sig tilbage og tillade os at gennemtvinge vores vilje over dem – at de faktisk kunne gøre indsigelse imod det faktum, at vi anvender en flyveforbudszone og dernæst sætte ind uden for deres grænser.« Denne indsats, sagde han, kunne omfatte »langdistanceraketter, missiler, artilleri eller selv truslen om asymmetrisk krigsførelse« - Pentagon-sprogbrug for indsatser, der strækker sig fra vejsidebomber til cyber-angreb. Vist kunne det amerikanske militær gennemtvinge en flyveforbudszone, men om det ville skabe den ønskede effekt – en afslutning på volden og et stabilt Syrien – eller ej, er en anden sag.

»Det er grunden til, at jeg har advaret mod anvendelsen af militære magtmidler: for jeg kan ikke se, at det står klart, at det vil frembringe et sådant resultat«, sagde han (fremhævelse af red.)

Dempsey’s advarsler har fundet genklang i dusinvis af nye historier og redaktionelle kommentarer, mange af kvalificerede efterretningsfolk. En del nyere historier understregede, at det var for tidligt at antage, at oprørerne kunne slå Assads regeringsstyrker. Den syriske hærs indtagelse af strategiske punkter i flere dele af landet støttede denne vurdering i en sådan grad, at selv Times of Israel reklamerede for den mulighed, at Assad vandt. En tidligere britisk ambassadør til Syrien offentliggjorde i Londons Sunday Telegraph den 30. april en op-ed, der krævede, at både USA’s og Storbritanniens regeringer skal standse al støtte til oprørerne og indgå en aftale med Assad-regeringen om en politisk overgang, sammen med Rusland.

I en spalte i The National Interest den 30. april understregede den tidligere CIA-efterretningsanalytiker Paul Pilar, at bittesmå stykker bevis på påstået anvendelse af kemiske våben har meget lidt at gøre med grunden til, at de personer, der ønsker at intervenere, vil have krig, og fremmaner genfærdet fra invasionen i Irak i 2003, der blev retfærdiggjort gennem Tony Blair-regeringens løgne om kemiske våben. Andre, der skriver faste spalter i aviserne, har understreget, at oppositionen domineres af jihadister, hvis sejr mildest talt ikke vil være i USA’s interesse eller til fordel for stabilitet i området.

 

Israel træder i aktion for krig

Det var i sammenhæng med denne interne kamp i USA at det israelske kabinet den 2. maj gav premierminister Benjamin Netanyahu autorisation til at bombe udvalgte mål i Syrien, med den begrundelse, at våben, der »ændrer spillet«, var ved at blive udskibet til Hezbollah i Libanon. Israelske forsvarsstyrker blev overført til grænserne af både Syrien og Libanon, og amerikanske kilder siger, at Israel har udarbejdet planer om at oprette en bufferzone i det sydlige Syrien, ligesom den bufferzone, som Israel opretholdt i det sydlige Libanon fra 1978-2000.

Israelernes handlinger var ikke ensidige. I løbet af de seneste to uger har præsident Barack Obama, udenrigsminister John Kerry og forsvarsminister Chuck Hagel konstant holdt rådslagningsmøder med israelske ledere og arabiske ledere fra Saudi Arabien, Qatar, Jordan og De forenede arabiske Emirater, og Obama skal snart have et møde i Washington med den tyrkiske premierminister Erdogan.

Amerikanske embedsmænd har bekræftet, at Obama, på trods af den stærke modstand fra generalstaben, har fortalt topfolk i den nationale sikkerhedstjeneste, at det »syriske problem« skal løses inden årets udgang – hvilket vil sige, at Assad skal være fjernet fra magten inden da. Alt imens Obama er kommet med en stribe officielle udtalelser i de forgangne 48 timer med påstanden om, at der ikke er planer om at »amerikanske støvler skal betræde jorden« i Syrien, så er dette det rene sofisteri. Modellen for regimeskiftet imod Assad er den kampagne, der blev ført i 2011 for at sætte Muammar Gaddafi fra magten i Libyen – en amerikanskledet kampagne, der har overgivet landet til al-Qaeda-relaterede netværk og Det muslimske Broderskab.

Generalstabens modstand mod en syrisk flyveforbudszone er baseret på den nylige libyske krig, hvor oprettelsen af en flyveforbudszone var en krigshandling, som sikrede, at USA kunne gennemføre en indsats for regimeskift. Forsvarsminister Robert Gates tog sin afsked fra Obama-regeringen på grund af sin modstand mod flyveforbudszonen, netop fordi det var en aggressiv krigshandling.

Syrien er ikke Libyen, og den igangværende indsats imod Assad-regeringen vil sætte Obama-regeringen på kollisionskurs med Rusland.

 

Næste mål: Iran

Hertil kommer, at præsident Obama fortsat forsikrer Israel om, at USA aldrig vil tillade Iran at udvikle atomvåben. Hagel har offentligt bekræftet, at USA vil ajourføre og revidere de militære muligheder mod Iran straks efter det iranske præsidentvalg i juni. Optrapningen af kampagnen for regimeskift i Assads Syrien har tydeligvis forbindelse til de overordnede planer for krig mod Iran. Dagens nyheder indikerer, at Washington forfølger en »4+1«-militæralliance bestående af Saudi Arabien, De forenede arabiske Emirater, Jordan og Tyrkiet, plus Israel, vendt mod Iran. Mens beretningerne i nyhederne hævder, at indsatsen er baseret på den mulige »opdæmning« af et Iran, der er bevæbnet med atomvåben, så er virkeligheden den, at Iran er udset som næste mål på listen, efter Syrien.

Tilbage i 2011 advarede Lyndon LaRouche om, at Obamas Hvide Hus, kontrolleret af briterne, havde haft til hensigt at gå direkte videre fra regimeskift i Libyen til en lignende indsats over for Syrien, og dernæst Iran. Den stærke modstand fra generalstaben og andre patriotiske kræfter havde sinket denne udvikling, og den tiltagende disintegration af det transatlantiske finanssystem havde yderligere kompliceret indsatsen. Dengang havde LaRouche pointeret, at de virkelige mål for krigsfremstødet var Rusland og Kina – ikke Syrien og Iran. Officielle, russiske embedsmænd var helt enige i denne bedømmelse, og både Rusland og Kina blokerede for ethvert tiltag i FN til støtte for regimeskift og gjorde det klart, at de var parat til at besvare aggression fra USA og NATO med indsats af asymmetrisk militærmagt.

Den aktuelle situation er, at Mellemøsten og Den persiske Golf befinder sig på den yderste rand af en total krig. Enhver illusion om, at optrapningen i Syrien kan holdes inden for grænserne af denne nation, der er udset som mål, er en vrangforestilling. Den virkelige fare i de kommende dage er, at et desperat Britisk Imperium vil bruge sine instrumenter, Obama og Netanyahu, til at tage det næste skridt hen imod Tredje Verdenskrig.

Netanyahu har allerede spillet ud. Spørgsmålet i de umiddelbart forestående timer er, om Obama vil blive stoppet.