EU gør klar til at tage for sig af bankkonti: Kun Glass-Steagall kan redde dig!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger;

Formand for det tyske parti, BüSo[1]

 

Den 11. maj, 2013

Ifølge magasinet Focus er EU-kommissær for det indre marked, Michel Barnier, allerede i gang med at forberede den cypriotiske model, d. v. s. eksproprieringen af bankindeståender i tilfælde af, at bankerne går bankerot, for hele EU. Efter at man har overtrådt alle tabuer og »røde linjer«, som man angiveligt aldrig ønskede at overskride, vil man ikke kunne udelukke, at man snart, fra og med en euro (1,-), må hæfte, og Merkels og Steinbrücks løfter fra oktober 2008 vedr. den formodede statsgaranti for indskud op til 100.000 euro er i dag lige til makulatoren. Ifølge rygter står »bail-in« for hele Europa allerede på dagsordenen for EU-finansministrenes nyeste møde!

I betragtning af »derivatbomben« på adskillige billioner i udestående derivatkontrakter og en situation på finansmarkedet, der er endnu mere anspændt end før Lehman Brothers-kollapset, er det ikke underligt, at bl.a. den statslige bank, KfW[2], afprøver finanssystemets »værst tænkelige scenario«: sammenbruddet af en »for-stor-til-at-gå-ned«-bank med efterfølgende global kædereaktion og eurozonens kollaps. I dette tilfælde ville selv endnu mere pengetrykning, som allerede finder sted gennem centralbankerne, ikke være tilstrækkeligt, men man ville derimod ekspropriere indehaverne af konti og opsparinger. Det er den cypriotiske model, som chefen for eurogruppen, Dijsselbloem, har talt om. Efter den snigende ekspropriering gennem den iboende hyperinflation, der følger af »bail-out«, redningspakkerne til bankerne – bankrenterne har allerede længe ikke kunnet kompensere for indskuddenes værdiforringelse -, truer nu den åbenlyse ekspropriering gennem bail-in.

Euroens sidste time er kommet, derom vidner den kendsgerning, at tidligere så forskellige og politisk modstridende fortalere for Den europæiske Møntunion som de tidligere finansministre for hhv. Schröder-regeringen, Oskar Lafontaine, og Thatcher-regeringen, Nigel Lawson, nu samtidig vender sig bort fra euroen hhv. EU, såvel som den voksende opposition mod euroen i praktisk talt hver eneste EU-medlemsstat. For eksempel skriver den franske økonomiprofessor Jean-Pierre Vesperini således i Le Monde, at den tysk-franske tragedie, der samtidig aftegner sig, kun kan bringes til ophør, hvis euroen nedlægges, eftersom det er selve skabelsen af euroen, der er roden til denne tragedie.  

Det er hævet over enhver tvivl, at finansoligarkiet på rutinemæssig vis planlægger at anvende Carl Schmitts teori, ifølge hvilken kun de, der forvalter krisen, er de virkelige magthavere. Meget snart vil denne verdens Draghi’er og Dijsselbloem’er forsøge at gennemføre et kup og true: Enten vil medlemsstaterne i EU indvillige i den omgående realisering af Finans- og Bankunionen, såvel som i den fælles hæftelse af gælden, eller også vil euroen bryde sammen med forfærdelige konsekvenser – kombineret med eksproprieringen af bank- og opsparingskontiene, naturligvis.

Chefen for London School of Economics’ Europæiske Institut, altså helt enkelt City of Londons monetaristiske kadresmedje, Paul de Grauwe, fremkommer ligeledes med det argument, at Europa nu ikke længere har noget andet valg end enten at gennemføre Finansunionen og den fælles gældsforpligtelse, eller finde sig i de (angiveligt) katastrofale konsekvenser af at opgive euroen. I en nylig artikel på Internetbloggen »Project Syndicate« havde de Grauwe den frækhed at sammenligne den krævede, fælles gældsforpligtelse i EU med Alexander Hamiltons omformning af krigsgælden fra den amerikanske uafhængighedskrig til et kreditsystem (en forholdsregel, der i sin tid på afgørende vis bidrog til at forvandle USA til en fuldstændig monetær, finansiel og politisk union).

Men intet kunne være fjernere fra sandheden, for det, takket være EU-politikken, i mellemtiden inderst inde, under Bruxelles-bureaukratiets oligarkiske knut (russisk pisk, -red.), antagonistiske Europa, og det unge, republikanske Amerika er lige så forskellige som dag og nat. En europæisk finans- og gældsunion betyder ren monetarisme, d. v. s. den så godt som betingelsesløse opofrelse af realøkonomi og menneskers levestandard, som vi med stor forfærdelse oplever det i Sydeuropa, mens det kreditsystem, som Alexander Hamilton skabte, derimod var drivkraften i den industrielle revolution og den dermed forbundne forbedring af livsbetingelserne i Amerika og indirekte også i Europa, Rusland og Japan.

Det, der i øjeblikket sker i Grækenland, Cypern, Italien, Spanien og Portugal, er Europas skam, for hvis skyld EU i sin nuværende form vil gå i stykker – og jo hurtigere, jo bedre. I Grækenland lever 31 % af menneskene under fattigdomsgrænsen, læger kan ikke længere operere, 2,5 mio. mennesker har ikke længere nogen sygeforsikring og har ikke råd til at gå til lægen, man skal i gennemsnit vente 18 måneder på en operation for cancer, og børn bliver ikke længere vaccineret. Arbejdsløsheden for unge mellem 15 og 24 ligger på 64,2 %! Det vil sige, at to ud af tre unge mennesker ikke har noget arbejde og, under det nuværende EU-regime, heller ingen fremtid!

Jeremy Warner skriver i Daily Telegraph, at det af Den internationale Valutafonds seneste månedsrapport fremgår, at Spanien i virkeligheden for længst er insolvent og den angivelige reduktion af budgetunderskuddet, der ansås for at være en succes, fremkom på den måde, at beløbene for de sidste redningspakker fra året før ganske enkelt ikke blev medregnet, og at regeringen ganske enkelt venter på indførelsen af Bankunionen! Altså skal først og fremmest de tyske skatteborgere betale for de spanske banker, der har spekuleret sig bankerotte!

Det, som en Bankunion og en fælles gældsforpligtelse ville betyde, er udelukkende, at lignende fattigdomsvilkår også ville opstå i Tyskland, som, i en ny udgave af Versailles-traktaten, skulle være den endelige kassemester for alle andre. 1923 sidder stadig for godt fast i Tysklands kollektive bevidsthed til, at vi ikke kan forstå tidens tegn og cui bono (hvem har fordel heraf, -red.): Med hyperinflation bliver befolkningen eksproprieret på den mest brutale måde.

Det tyske institut for økonomisk forskning, DIW, kommer i en netop offentliggjort undersøgelse frem til den slutning, at det af forbundsregeringen fremlagte udkast til et såkaldt »bankopdelingssystem« vil have en lige så lidt afgørende virkning, som alle andre forslag, der for tiden diskuteres fra officielt hold i Europa. For eksempel ville regeringsudkastet se til, at bankerne ganske enkelt ændrer deklarationen af deres egne forretninger til »Market Making«, og så længe tilsyneladende opdelte banker stadig væk er samlet i et holdingselskab, vil effekten af denne lov i bedste fald være marginal.

Men hvorfor fremlægger DIW så ikke det eneste forslag, der virkelig har en effekt, der virkelig beskytter opsparerens indestående og realøkonomiens konti og forsyner realøkonomien med virkelig kredit til produktive investeringer? Den eneste måde, hvorpå en umiddelbar trussel fra finanssystemet kan afvendes, er gennem en omgående vedtagelse af den originale Glass/Steagall-bankopdelingslov, som Roosevelt gennemførte i 1933, og som, takket være LaRouche Aktionskomiteens mobilisering, i øjeblikket diskuteres i den amerikanske Kongres, i det amerikanske Senat, såvel som i de amerikanske delstatskongresser og bredt i den amerikanske befolkning. Hvis Glass/Steagall-loven bliver vedtaget i USA, vil det forandre situationen over hele verden, så at sige natten over, og i Europa vil der ikke være andet tilbage end at gøre det samme.

Dette uerstattelige, første skridt må dernæst efterfølges af det andet lige så uerstattelige skridt: etableringen af et rigtigt kreditsystem i traditionen efter Alexander Hamilton, som er det stik modsatte af monetarisme. I stedet for den nuværende, sanseløse fiksering på penge for pengenes skyld vil kreditsystemet sørge for, at realøkonomien bliver bragt i overensstemmelse med lovene for det fysiske univers, der udvikler sig på en anti-entropisk måde. Det vil sige, at der stilles kreditlinjer til rådighed for investeringer, der fører til en permanent forøgelse af energigennemstrømningstætheden i produktionsprocessen og således bidrager til, at hver generation kan udvikle sig til et kvalitativt højere trin og komme deres virkelige identitet som den eneste, hidtil kendte, skabende art i universet nærmere.

Med fare for, at monetaristerne får et hjerteslag: Penge i sig selv vil i dette kreditsystem ikke spille nogen rolle, og derivater behøver man bare ikke. Nøglen til fremtidens organisering af den fysiske økonomi ligger snarere i en forståelse af, hvordan livet som sådan er organiseret i universet, og hvilke love, der styrer dette livs udvikling fra lavere til højere udtryksformer. Nøglen ligger i en forståelse af, at den menneskelige kreativitet er en genspejling af universets lovmæssighed.

Også i Danmark mobiliserer Schiller Instituttet for indførelse af Glass-Steagall-bankopdelingsloven, et kreditsystem og opbygning af realøkonomien. Hjælp os, og hjælp dit land.

Slut dig til os!      



[1]Bürgerrechtsbewegung Solidarität, Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet

[2]KfW: Kreditanstalt für Wiederaufbau, Kreditanstalt for Genopbygning