Israelsk angreb mod Syrien

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

 

I kølvandet på israelske luftangreb mod Syrien gav møder på højt niveau, med deltagelse af USA’s justitsminister Kerry, den russiske præsident Putin og den russiske udenrigsminister Lavrov, et signal om, at stormagterne tager forholdsregler med henblik på afværgelse af krig for at forhindre den syriske konflikt i at eksplodere i almen krig.

 

Af Jeffrey Steinberg

 

Den 12. maj, 2013

Da israelske luftangreb mod Syrien for en uge siden bragte Mellemøsten, og verden som helhed, på randen af krig, intervenerede kredse på højt niveau i 11. time for at udgå, at en almen konflikt skulle bryde ud. Det, der tydeligst indikerede disse forholdsregler til afværgelse af krig, var mødet i Moskva den 7. maj mellem USA’s justitsminister John Kerry og den russiske præsident Vladimir Putin og den russiske forsvarsminister Sergei Lavrov.

Efter en tre timer lang diskussion bag lukkede døre meddelte Kerry og Lavrov, at USA og Rusland vil sammenkalde til en konference inden udgangen af maj for at bringe den syriske regering og oppositionen sammen med henblik på at forhandle om en våbenhvile og en plan om en efterfølger på basis af den rammestruktur, der blev fastlagt i juni 2012 i Geneve. Denne rammestruktur blev underskrevet af USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Tyrkiet, Qatar og andre nationer med det formål at bringe den to år lange konflikt til en fredelig afslutning. I det mellemliggende år er der imidlertid sket nul fremskridt, idet USA, Storbritannien, Frankrig, Tyrkiet og Qatar til stadighed har tilskyndet til regimeskift og sørget for våben og andet materiel til støtte for oprørerne i forsøg på at vælte Assad-regeringen.

De nylige begivenheder, med de to israelske bombeangreb på syriske regeringsmål i spidsen, bragte situationen til randen af en konflikt, der med sikkerhed ville sprede sig til nabolandene og ultimativt ville inddrage de tre stormagter USA, Rusland og Kina. General Martin Dempsey, chefen for den amerikanske generalstab, der efter programmet skal besøge Moskva i midten af juni, blev mål for et giftigt angreb fra senator John McCain (R-Arizona) og andre, der insisterer på, at USA skal intervenere militært for at vælte Assad gennem oprettelsen af en flyveforbudszone, et befriet område og andre forholdsregler. Dempsey har gentagne gange fortalt præsident Obama og hans nationale sikkerhedsteam, at der ikke findes nogen militære udsigter, der er gennemførlige, og at USA ikke kan gentage krigen mod Libyen fra 2011 på det østlige Middelhavs kyster.

Dempseys dristige modstand mod enhver amerikansk militæraktion fik i dag kraftig opbakning fra tidligere forsvarsminister Robert Gates.  På CBS’s program Face the Nation sagde Gates, at det såkaldte »arabiske forår« skulle revurderes; at disse landes revolutionære proces er et kunstig fabrikering af de europæiske kolonimagter, der skabte syntetiske lande med intern splittelse af etniske, religiøse og stammerelaterede grupper. Han mindede seerne om, at Den amerikanske Revolution er den eneste revolution, der har været succesrig i de sidste 250 år. Han mindede om sin stærke modstand mod flyveforbudszonen i Libyen, som var en uoverensstemmelse med Det hvide Hus, der førte til, at han tog sin afsked i utide i juni 2011. Han argumenterede endnu kraftigere imod en sådan flyveforbudszone i Syrien, idet han tilføjede, at under hans embedsperiode som forsvarsminister gennemførte USA to regimeskift-invasioner, som begge kørte USA fast i en krig, der varede i ti år.

 

Kerry’s slår om til krigsafværgelse

Lyndon LaRouche mærkede sig omhyggeligt Kerry’s møde i Moskva som et afgørende tilbageslag for driften mod almen krig. Han bemærkede, at Obama er »ved at gå ned«, og at Kerry er så tilstrækkelig meget af en opportunist, at han erkender denne kendsgerning og slår om til krigsafværgelseslejren. I Moskva argumenterede Kerry faktisk kraftigt for et strategisk partnerskab mellem Rusland og USA – ligesom alliancen under Anden Verdenskrig, der reddede verden fra fascismen. Han understregede den alvorlig fare for krig og gjorde det klart, at Washington og Moskva ville arbejde sammen for at bringe de krigsførende parter til forhandlingsbordet for at bringe krisen i Syrien til en afslutning ad diplomatisk vej, ikke krig.

Det var ikke alle, der glædede sig over resultatet af mødet i Moskva. Den britiske premierminister David Cameron skyndte sig til Moskva og derfra til Washington for at skyde Storbritannien ind i centrum for planerne om et nyt møde i Geneve, utvivlsomt for at sabotere det, før det finder sted. Den tyrkiske premierminister Erdogan kastede sig også ind i kampen, idet han forsat fremførte de nu bredt afviste påstande om, at Assad-regeringen havde brugt kemiske våben mod det syriske folk.

Selv efter, at FN’s undersøgelseskommissær, dommer Carla Del Ponte, fortalte de schweiziske og britiske medier, at de foreløbige FN-resultater pegede på, at de syriske oprørere, og ikke den syriske hær, havde brugt saringas, fortsatte Erdogan med at støtte den løgn, at Assad således havde overskredet præsident Obamas »røde streg« angående anvendelse af kemiske våben. Selv, da beskyldningen mod Assad om brug af kemiske våben blev afvist, fortsatte Erdogan med at lægge ved på bålet mod den syriske regering og lagde skylden for et terrorangreb i det sydlige Tyrkiet på Syrien trods den kendsgerning, at de eneste personer, der blev arresteret, var af tyrkisk nationalitet.

Den tyrkiske premierminister skal mødes med præsident Obama i Washington den 16. maj, og han vil utvivlsomt også tilskynde til en amerikansk militærintervention og forsøge at sabotere det fælles, russisk-amerikanske fremstød for fred.

Alt imens den israelske premierminister Netanyahu insisterede på, at de israelske missilangreb på syriske mål kun var rettet imod Hezbollah og ikke var en del af en israelsk intervention til fordel for oprørerne, så er kendsgerningen dog, at Israel fortsat er en ’wildcard faktor’ i den overordnede Mellemøstenkonflikt, og yderligere israelske angreb på Syrien eller Libanon kunne udløse en generel krig.

 

Krigsafværgelse betyder drop Obama

I løbet af de seneste uger har syriske militærstyrker genvundet kontrollen med afgørende flaskehals-transitkorridorer, der fører til den libanesiske og jordanske grænse. Der er blevet lagt hindringer i vejen for de syriske oprørere i den seneste tid, og efter Kerry’s tur til Moskva har nogle syriske oprørsledere anklaget USA for at »forråde« deres sag og holde våben og ammunition tilbage fra oprørerne og på denne måde tillade den syriske hær at vinde adskillige kampe om strategiske territorier.

Kendsgerningen er, at de syriske oprørere ikke kan vinde over den syriske hær på nuværende tidspunkt, og i øjeblikket er tidevandet skiftet i kampen. Vanvittige krav om udefrakommende militærintervention fra personer som de amerikanske senatorer MacCain og Lindsey Graham (R-South Carolina) og andre amerikanske høge har ikke fået generalstaben til at vakle. Og McCains gentagne og skarpe angreb mod Dempsey med anklager om, at han gav et falsk billede af den syriske hærs kvalifikationer, fordi han »ikke ønsker at kæmpe«, vil sandsynligvis kun gøre militæret og andre kræfter, der er imod krig, endnu mere besluttede på at stå fast. Gates intervention i dag er et godt eksempel på, hvor intens den kamp, der nu er på vej, bliver.

Med Cameron og Erdogan i Washington i denne uge er der fare for, at Obama vil ignorere sine generalers kloge råd og tilslutte sig den britiske krones krigsplaner. Med Obama og Netanyahu på scenen er faren for krig fortsat stor. Som LaRouche har understreget, så er den eneste pålidelige, krigsforebyggende foranstaltning til syvende og sidst, at Obama fjernes fra embedet.