Ny Renæssance: Æstetisk uddannelse og det skønne

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga-Zepp LaRouche

 

Mod den klassiske musiks renæssance

 

Vi vil forsøge at slutte af på en smuk tone, som er idéen om klassisk kultur. I går aftes, da vi havde den vidunderlige koncert, der integrerede de professionelle med folk, der er i en læreproces, og dette var så bevægende, at jeg tror de fleste af os, der var til stede, ikke kunne lade være med at få tårer i øjnene og lod sig rive med af en forsmag på den verden, der ville være mulig, hvis alt dette onde ikke eksisterede.

Jeg ved ikke, om Bruce Fein1 stadig er her, men jeg har en løbende kontrovers med ham om menneskets natur. Og jeg vil gerne i mine indledende bemærkninger, og også i den korte, efterfølgende diskussion, tale om dette spørgsmål.

Hvis man ser på verden i dag, så er den tydeligvis fuld af ondskab, fuld af fordærv, det er en systemisk krise, som hr. Fursov netop sagde. Men jeg mener ikke, vi skal tage fejl af, hvad det menneskelige potentiale er. Og mens vi befinder os i en Mørk Tidsalder, så er jeg fuldstændig overbevist om, at hvis vi blot tænker på udviklingen hos den menneskelige art, der kun har eksisteret i ganske kort tid …

Den nedskrevne historie går ikke længere end 200 generationer tilbage, hvilket er ligesom i går; og i dette korte tidsrum har udviklingen af videnskab og teknologi været ganske imponerende: en sten, som for et par tusinde år siden blev brugt til at slå sin nabo ihjel med, en Faustkiel [en tveægget stenøkse] i dag er størrelsen på det samme redskab – man har en iPhone, der har en computerkapacitet, så man kan køre sin økonomi fra hele verden; man kan have konferencer, man er fuldstændig i forbindelse, og man kan gøre alt sit arbejde – alt dette er sket i løbet af meget kort tid.

Tænk blot på, hvordan menneskeheden vil se ud om 1000 år, hvis vi skaber det. På samme måde, som en udviklet person i dag siger, »Hvor latterligt at bruge denne sten til at slå sin nabo ihjel med, nu har jeg hele verden i dette lille instrument!« Tænk engang: Om tusind år vil folk se tilbage og sige, »Ha-ha! Disse latterlige mennesker fra 2013, de troede, at en iPhone var noget særligt!« De vil se på en iPhone, som om det var en Faustkiel.

Så jeg mener ikke, vi behøver at være begrænset til civilisationens nuværende tilstand, men vi bør have en idé om, at hvis vi får denne videnskabelige og teknologiske og industrielle genopbygning af verden, og vi kombinerer det med en klassisk uddannelse, den æstetiske uddannelse, som Schiller og andre taler om, hvorfor skulle vi så ikke være i stand til at udvikle civilisationen på en sådan måde, at vi i fremtiden – jeg har ganske vist talt om små drenge på fire år, som sparker en over skinnebenene, og det vil nok altid være sådan, for børn, især små drenge, er tilbøjelige til at være ukontrollable små monstre i en vis alder! Men så bliver de voksne.

 

At få bugt med børnesygdommene

Min vision om fremtidens civilisation er, at vi får bugt med disse børnesygdomme, som alle de følelser, der hænger sammen med globalisering. Og forestil jer blot engang, hvis ethvert barn på kloden fik en universel uddannelse, hvis det havde forældre, der ville drage omsorg for, at barnets kreative potentiale blev udviklet. Hvorfor skulle det ikke være muligt? Jeg mener, at Fornuftens Tidsalder, som Schiller talte om, ikke er utopi.

Men jeg mener, at vi befinder os i en overgangsfase, hvor vi, hvis vi skaber det nye paradigme, så vil få en fremtidig civilisation, hvor folk har en identitet som videnskabsfolk, skabende komponister, digtere, ingeniører, lærere, forældre – en helt anden identitet, der er helliget civilisationens fremskridt. Jeg mener, at dette er menneskets sande identitet, hvis vi skal overleve som civilisation.

Så jeg mener, at vi har det utrolige ansvar at skabe denne overgang og lægge den verden, som jeg virkelig gerne vil kalde »oligarkiske børnesygdomme«, bag os. Og på en vis måde vil der aldrig komme en anden Beethoven, der vil aldrig komme en anden Schiller, men inden for kreativitetens område er graden af frihed ubegrænset. Og jeg mener, at vi bør have denne idé om, at menneskeheden vil blive en virkelig, kreativ art, hvor flertallet af menneskene vil være kreative, ikke slaver!

Det er noget, der er værd at arbejde og kæmpe for, og jeg mener, at stor klassisk kunst er vejen til at opnå dette. Og derfor vil jeg gerne give ordet til Antonella Banaudi2.

 

[1] Bruce Fein talte over emnet »The Foundation of Civilisation«. Hans tale er publiceret i EIR, 17. april, 2013

[2] Operasangerinden Antonella Banaudis tale, »Skønhed er universets sprog«, vil snarest blive oversat til dansk.