Merkel og Hollande danser tango på vulkanen – med små trin

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter;
formand for det tyske parti, BüSo

 

2. juni, 2013

I det transatlantiske område er der for tiden kun en afgørende vigtig diskussion, af hvis udfald fremtiden og sandsynligvis også den største del af befolkningens overlevelse vil afhænge: Enten slår den voksende bevægelse for indførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven igennem – så kan man omgående begynde med at opbygge realøkonomien og gå i gang med at skabe de værdier, som er nødvendige for opretholdelsen af levestandarden og det sociale system. Eller også vil det lykkes finansoligarkiet fortsat at udhule demokratiet og retsstaten og ofre alt til Molok, G-SIFI’erne (»Globally Active, Systemically Important Financial Institutions«, globalt aktive, systemrelevante finansinstitutioner) – og så er sammenbruddet af verdens finanssystem og den generelle ekspropriering af befolkningen kun et spørgsmål om – ganske kort – tid.

På denne baggrund er det fælles holdningsdokument, som [den tyske] forbundskansler Merkel og den franske præsident Hollande offentliggjorde ved deres seneste møde i Paris, og som på forhånd angiver en fælles linje for det næste EU-topmøde i slutningen af juni, et ligeså anstrengt som nytteløst forsøg på at gå i spagat mellem »mere Europa« og mindre irritation hos de tyske vælgere, over for hvem det skal forblive tilsløret, hvem der bliver kaldt hen til kassen.

Alt imens Hollande som tidligere kræver en »ægte regering for økonomi«, og EU-kommissionen i alle tilfælde stræber efter en bankunion og en politisk union så hurtigt som muligt, lyder kompromisset noget i retning af, at ECB ganske vist vil få status af central myndighed til afvikling, som kan erklære bankerne i Eurozonen konkurs, men udførelsen af afviklingen påhviler regeringerne. Den tyske regering frygter åbenbart, at et samtykke til en uindskrænket bankunion og politisk union og en »cypriotisk model« knapt fire måneder før forbundsdagsvalget ikke blot ville få sparekasserne og andelsbankerne op på barrikaderne. De havde allerede opponeret imod kravet om, at de blandt andet skulle betale for udenlandske bankers spekulationsgæld gennem anvendelsen af den for nødstilfælde oprettede støttefond. I en bekendtgørelse, der blev offentliggjort i alle de større dagblade advarede de: »Overtagelsen af udenlandske bankers betalingsforpligtelser ville bringe vore kunders tillid til, at der var sikkerhed for deres opsparingskonti, i fare«.

Det fælles, tysk-franske holdningsdokument hører utvetydigt ind under »Ole Lukøje«-s afdeling, hvis opgave er at sprøjte vælgerne så meget sødmælk i øjnene, så de på det tidspunkt, hvor de endnu kunne kæmpe for deres overlevelse, sov godt og grundigt over sig. For Hollandes ønske om en præsident som Eurogruppens øverste embede, som skal have en indirekte anvisningsret over for de nationale ministre, ville komme lige så meget for sent, som hans ønske om hyppigere, om muligt månedlige, Eurozone-topmøder. Retningslinjerne for afviklingen af kreditinstitutioner og et garantisystem for indskud skal stå klar ved slutningen af juni. Og i den nærmeste fremtid vil sammensmeltningen af de enkelte afviklingsmyndigheder og ESM (Den europæiske stabiliseringsmekanisme) blive formuleret som målsætning! Så hvad er meningen med denne dans på glasskår?

I betragtning af de nye, dramatiske udviklinger i den sydeuropæiske banksektor og det truende sammenbrud på pensionsmarkedet er det mere end tvivlsomt, om Merkelregeringens strategi, der går ud på kun at slippe den halve kat ud af sækken indtil september, vil blive til noget. G-SIFI’erne, også kaldet TBTF’erne (»Too Big To Fail«, for store til, at man kan lade dem gå ned) og tilsyneladende også TBTJ’erne (»Too Big To Jail«, for store til at fængsle) har aktiveret hele hære af lobbyister for at forhindre, at parlamenterne vedtager selv den mindste lov om regulering, der ville indskrænke deres højrisikospekulation. På baggrund af Carl Schmitts teori om krisetilstande er det deres erklærede mål at udnytte den umiddelbart forestående krise til at gennemtvinge det fuldkomne bankdiktatur.
Tidligere italienske økonomiminister og nuværende senator, Giulio Tremonti, gør det i sin nye bog Uscita di sicurezza (»Nødudgang«) begribeligt: »Det, vi har set i Europa og i nogle stater i dag, er blot begyndelsen til noget, som, hvis vi ikke erkender det og ikke sætter os til modværge, vil udvikle sig til en voksende magtovertagelse uden for det republikanske demokrati, i form af en uskreven – den behøver faktisk slet ikke mere blive skrevet – bemyndigelseslov. Loven om den totale nødretsmagt, der er inspireret af Carl Schmitt, og med denne nødret – jeg gentager – en ny form for fascisme: Finansfascisme, hvid fascisme.«

 

Svingdørspolitik mellem banker og politik

Her satser banksektoren på den årelange strategiske praksis med svingdørspolitik, ved hvis hjælp de med succes har placeret et stort antal politikere i parlamenterne, der selv har begyndt deres karriere i bankerne, som Draghi og Monti naturligvis, men også et stort antal parlamentsmedlemmer på alle niveauer. Svingdørstrafikken fra bankerne til politik og tilbage igen, f. eks. mellem Wall Street og Washington, er notorisk. Det er heller ingen hemmelighed, at finansministeriet i Berlin såvel som EU-kommissionen lader deres love skrive af TBTF’s advokatkontorer. EU-kommissionen gør ikke nogen hemmelighed af, at den såkaldte bail-in-lov, altså lovgrundlaget for den cypriotiske model, er skrevet af ISDA, International Swap and Derivative Association, i hvis bestyrelse alle G-SIFI’erne sidder.

Til afstemningen i Europaparlamentets økonomiudvalg, der er planlagt til den 10. juni, om »McCarthy-rapporten om EU-banksektorens strukturreform«, et forslag til »ring-fencing« af bankerne, blev der indgivet 486 begæringer om ændringer, der skulle sikre, at det ikke engang skulle blive til en minimal form for bankopdeling. Det siger sig selv, at disse begæringer alle sammen blev stillet af parlamentsmedlemmer, der kommer fra bankernes stalde.

 

Bevægelse for Glass-Steagall vokser

De gode nyheder er, at bevægelen for genindførelse af det virkelige bankopdelingssystem – i nøjagtig den form, som Roosevelt indførte i 1933, og med hvilken han førte USA ud af depressionen – vokser på flere fronter. Den vigtigste udvikling i den forløbne uge er helt sikkert, at i den amerikanske delstat New York, altså der, hvor Wall Street er hjemmehørende, blev resolution K490 introduceret med 22 underskrivere i en upartisk gruppe af parlamentsmedlemmer. Tre af disse underskrivere er republikanere, og otte er formænd for udvalg. Loven er allerede blevet introduceret i begge Kongreshuse og understøttes i foreløbig 21 delstater af resolutionsbegæringer, som instruerer deres kongresrepræsentanter og senatorer om at vedtage Glass-Steagall.

Heldigvis er det samme nu også tilfældet i Italien, hvor et tilsvarende lovforslag ligeledes er introduceret i begge parlamentets kamre. I den forløbne uge gen-introducerede senator Tremonti sit lovforslag, som han allerede i den forrige lovgivningsperiode havde introduceret. Også i Europaparlamentet vokser der en indtil videre lille, men energisk fraktion for Glass-Steagall frem, og i Frankrig meddelte den statslige radiokanal, at kun en tilbagevenden til den oprindelige Glass/Steagall-lov kunne udgøre en vej ud af krisen. Kun i Tyskland har indtil videre ikke et eneste forbundsdagsmedlem blot tilnærmelsesvis udtalt sig om dette emne. Tværtimod slår den rød-grønne opposition ligefrem kolbøtter for at komme endnu hurtigere frem til en bankunion osv. Hvilken slutning skal man drage af dette?

I tilfælde af, at Trojkaen, altså det monster, der består af EU-kommissionen, Den europæiske Centralbank og Den internationale Valutafond, skulle komme igennem med deres kombination af bail-out og bail-in, altså pengetrykning og ekspropriation af bankkonti, så vil Europa blive styrtet ud i en afgrund, som Grækenland og Cypern blot har givet os en mild forsmag på.

Der findes oven i købet et virkeligt alternativ. Hvis Den amerikanske Kongres vedtager Glass/Steagall-loven, hvad der bliver en stadig mere realistisk mulighed, så må man gøre nøjagtig det samme i Europa. Den eneste chance for en ordnet reorganisering består i den samtidige indførelse af Glass/Steagall-bankopdelingsloven, opsigelse af alle EU-traktater, fra Maastricht til Lissabon, genindførelse af en national valuta, skabelsen af et kreditsystem i traditionen efter Alexander Hamilton og den omgående påbegyndelse af et opbygningsprogram for Sydeuropa i forbindelse med længe savnede infrastrukturfornyelser i Nordeuropa, såvel som en stimulering af økonomien gennem videnskabelige fremstød og anvendelsen af teknologi med en høj energigennemstrømningstæthed.

Mellem disse to alternativer – finansfascisme og nedstyrtning i kaos eller generhvervelsen af den nationale suverænitet og økonomisk opbygning – er der ingen mellemvej. Den af nogle personer fremførte idé, at vi i Europa ikke behøver en Glass-Steagall, men kan gå tilbage til det gamle, stærkt regulerede bankvæsen, kommer tydeligvis fra et elfenbenstårn. Tiden til og flertallet for en traditionel gen-regulering er ikke til stede. Desværre må man gå ud fra, at krisesituationen ikke mere vil lade vente længe på sig, og så bliver det et spørgsmål om magt. Derfor kan løsningen kun komme fra en forandring i USA.

Det, vi kan gøre her i Europa, er at forberede parlamentsmedlemmerne på det.

I Danmark fører Schiller Instituttet en mobiliseringskampagne for indførelse af en Glass/Steagall-bankopdelingslov som det første, uerstattelige skridt på vejen til økonomisk genrejsning, blandt andet gennem underskriftsindsamling. Kom til vore møder og tal med os om, hvad du kan gøre. I disse dage afgøres din og alle andre borgeres fremtid – skal vi have et værdigt liv, eller skal de griske spekulationsbanker stjæle det fra os for at dække deres tab?

Slut dig til os!