ØKONOMI: Pave Frans om »arbejdsløshedens fattigdom« og det mislykkede »system«

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

28. juni, 2013

»Jeg vil gerne understrege, at der ikke findes nogen værre form for fattigdom end den, der fratager en person muligheden for at tjene til livets ophold, som fratager ham arbejdets værdighed«, sagde Pave Frans i en tale til medlemmer af »Centesimus annus - Pro Pontifice«-Fonden, som blev grundlagt for tyve år siden af Pave Johannes Poul II, hvis pavelige Centesimus Annus-rundskrivelse den 1. maj, 1991, mindedes hundredåret for Leo XIII’s Rerum Novarum, der fastlagde kirkens sociale doktrin. Pave Frans sagde, at arbejdsløshed »spreder sig som en løbeild i store dele af Vesten, og at den strækker sig foruroligende nær fattigdomsgrænsen … dette påvirker ikke blot verdens sydlige egne, men hele planeten.«

Han sagde, at spørgsmålet om »solidaritet«, som Johannes Poul II og Leo XIII forestillede sig, således ikke længere kan opfattes som blot »simpel hjælp til de fattige, men som en global genovervejelse af hele systemet, hvor man søger måder, hvorpå man kan reformere og rette det på en måde, der stemmer overens med fundamentale menneskerettigheder, alle mænds og kvinders rettigheder. Dette ord »solidaritet«, som den økonomiske verden ikke ser i et positivt lys – som om det var et slemt ord – har brug for at genvinde sit retmæssige, sociale borgerskab.«

I sin konklusion gentog han sit angreb på »pengekulten« fra den 16. maj: »At jage efter magtens, profittens og pengenes afguder frem for det menneskelige individs værdi er blevet den grundlæggende regel at gå ud fra og et afgørende organisationskriterium. Man har glemt, og glemmer fortsat, at over forretningslogik og markedsparametrene står mennesker, og at man er mennesker skyldige som mennesker i kraft af deres grundlæggende værdighed: muligheden for at leve værdigt og være en aktiv deltager i det almene vel.«