Glass/Steagall: Frankrig: BIS forbereder Bail-in som i 1930’erne

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Jacques Cheminade


Tidligere franske præsidentkandidat Jacques Cheminade publicerede denne lederartikel under titlen »Blinde mænd«

12. juni 2013
Vort lands politiske lederskab minder mig om de blinde mænd i pjalter, malet af Peter Bruegel den Ældre som et billede på Kristi kommentar om farisæerne: »De er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.« (Mattæusevangeliet, kap. 15, vers 14).
Præsident Hollande snublede allerede, da han fra Japan kom med denne forsikring, »Det må være klart, at krisen i eurozonen er ovre.«
I virkeligheden ligger grøften umiddelbart foran os: Verdens 28 gigantbanker, inklusiv de fire største, franske banker, har overtaget kontrollen over et system, der rent teknisk er bankerot. Deres forpligtelser i derivater (væddemål om fremtidige priser) beløber sig til 428 gange deres værdipapirer »i første række«. Med andre ord har de stort set ingenting, de kan mobilisere i tilfælde af et større problem. Vore fire største, franske banker alene har for 118 mia. dollar i bruttoforpligtelser, eller 45 gange vort årligt BNP. I betragtning af denne katastrofale situation, har man forberedt en de facto likvideringsmekanisme for konkursbehandling, som man kalder »afvikling«.
Regeringsledere og regeringerne i G20-landene skabte en Finansiel Stabilitetsstyrelse (FSB), som Den internationale Betalingsbank, (BIS), der er hjemmehørende i Basel, var vært for og hovedsagelig finansierede. Denne styrelse, der er et fællesorgan under schweizisk lov, har organiseret implementeringen af en »bail-out« og en »bail-in« i tilfælde af en konkurs. Det, der skete med de cypriotiske banker, kan således anses for at være en »opvarmningsøvelse«, og det samme gælder for dem, der har »fordelsaktier« i spanske Bankia.
I Den europæiske Union er [den franske præsident] Hollande og den tyske forbundskansler Angela Merkel blevet enige om at skabe en Bankafviklingsmyndighed, der kommanderes af Den europæiske Kommission. Den vil de facto være den håndhævende gren af BIS/FSB. I Frankrig har vi en Garantifond med 2 milliarder euro til dækning af indskud op til 100.000 euro i tilfælde af konkurs. Indskud over dette beløb vil ikke blive dækket og vil således indgå i en bail-in. Til indskud under dette niveau vil de 2 mia. euro selvfølgelig ikke være tilstrækkeligt, især eftersom [den franske finansminister Pierre] Moscovicis reform planlægger at knytte Afviklingsmyndigheden til Garantifonden, og den så vil være den første, der overtager sidstnævntes magre ressourcer.
Der er, hvad der ligger bag den tilfredshed, man ser hos Hollande: en konkursbestyrer for oligarkiet, mage til den, der oprettedes i 1930’erne under opsyn af BIS. Dengang spillede Hjalmar Schacht, Hitlers financier, en fundamental rolle i den, sammen med sine associerede i bankerne i City of London og Wall Street. I dag gentager historien sig.
Her i Frankrig er grøften ved at blive gravet med de anti-sociale forholdsregler, som regeringen er i færd med at indføre, og som i den grad fryder avisspalteskribenten Francoise Fressoz og hendes venner på Le Monde. Lederartiklerne i Le Figaro har helt åbenlyst til hensigt at begrave det, som Socialisterne ikke har opgivet af »det franske forbehold«1. Oven i dette har den politiske videnskabsekspert Patrick Buisson bekendtgjort Nicolas Sarkozys comeback, ridende på fremkomsten af en »kristen populisme«, der minder om en Maurras, der er blevet pudset op.2
Vi har behov for at definere positive perspektiver for alle og bekæmpe vore virkelige fjender, i stedet for at gøre de blinde endnu mere blinde ved at forsøge at redde et bankerot finanssystem på bekostning af borgerne.

 

[1] »Det franske forbehold« refererer til en politik, der forsvarer Frankrigs nationale identitet imod stormløb fra globalisering og frihandel. Det inkluderer en kraftig statsstøtte på de sociale, økonomiske og kulturelle niveauer.

[2] Charles Maurras var lederen af det ekstremt højreorienterede Action Francaise, en monarkistisk, nominelt katolsk, antisemitisk organisation, der senere støttede Marskal Pétains Vichy-regime. Vichy-regimets motto var travail, famille, patrie (arbejde, familie, fædreland), som en erstatning for det republikanske motto »frihed, lighed og broderskab«.