Tyskland må ikke fortsat være et besat land: Vi behøver en borgerrettighedsbevægelse!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga Zepp-LaRouche, den 13. juli, 2013

Det kolossale, globale aflytningsangreb uden historisk fortilfælde på de amerikanske borgere, såvel som på borgere i fremmede stater og deres regeringer, institutioner og virksomheder, repræsenterer en eklatant krænkelse af menneskerettighederne mod alle de mennesker, der bliver udspioneret, og har faktisk ophævet folkeretten. Gennem overvågningsprogrammerne »Prisme« og »Tempora« bliver samtlige telefonsamtaler, fax, e-mails, breve, chats, video- og audioudsendelser, fotos, datatransmissioner, videokonferencer og meget personlige samtaler opbevaret, kommunikationer kan tages direkte fra Microsoft-, Google-, Yahoo-, Facebook-, Paltalk-, YouTube-, Skype-, AOL- og Apple-serverne. Det betyder, at også kongres- og forbundsdagsmedlemmer, videnskabsfolk, ingeniører, erhvervsfolk, dommere, advokater, deres klienter, læger, præster osv. bliver aflyttet. At disse informationer blot opbevares i arkiver, tror vel kun Tornerose på.

Ulykkeligvis har vi i Tyskland en dobbelt erfaring med overvågningsstater. Gestapo havde ved Det tredje Riges slutning omtrent 31.000 medarbejdere og havde yderligere etableret et perfidt system af stikkere, der bidrog til, at befolkningen opøvede det »tyske blik«1. Stasi-systemet lod ligeledes hånt om folks private sfære efter Mielkes motto: »Kammerater, vi må vide alt!« Men til trods for den ubarmhjertighed, med hvilken modstandere af DDR-systemet blev forfulgt: Den, der har besøgt Stasi-museet i Normannenstrasse, vil nok være enig i, at Stasis skjulte kameraer i fuglehuse ligefrem var nuttet i forhold til NSA’s globale informationsstøvsuger.

Derfor har Edward Snowden gjort menneskeheden en meget, meget stor tjeneste. Edward Snowden forklarede motivet til sine afsløringer i et interview til Guardian:

»Vi er i virkeligheden i færd med at vildlede offentligheden, og vel at mærke ikke blot den amerikanske offentlighed, men alle offentligheder, for at skabe en bestemt, mental tilstand i den globale bevidsthed, og jeg var selv et offer for dette.«

Han havde håbet, at disse excesser ville blive bragt under kontrol, men:

»Jeg måtte konstatere, at dette ikke skete, men at vi tværtimod mangedoblede tidligere regeringers excesser, og at alt det, vi gjorde, var langt alvorligere og langt mere gennemgribende. Og der er ingen, der gør modstand imod det for at få det stoppet… NSA har med hensyn til eksistensen af dette instrument løjet over for Kongressen og bestemte kongresmedlemmer i forbindelse med besvarelse af tidligere undersøgelser af deres overvågningsaktiviteter.«

Dermed har Snowden sat fingeren på det ømme punkt: Senest siden Bush seniors regering, men først og fremmest under Bush juniors to regeringsperioder, og endnu mere massivt under Obamas regeringsperioder, har USA forvandlet sig fra at være en republik til at være et imperium, der forsøger at kontrollere verden på basis af det særlige, angloamerikanske forhold. Eller som Daniel Ellsberg, der offentliggjorde Pentagon-papirerne for 40 år siden og dermed udløste den skandale, der førte til Richard Nixons tilbagetrækning, konstaterede: »Det land, som jeg blev i (for at lade sig stille for retten, -forf.), var et andet Amerika, for meget længe siden«, og derfor har Snowden nu givet amerikanerne chancen for at redde sig selv fra »United Stasi of Amerika«.

Netop af denne årsag drejer det sig med hensyn til denne totalovervågning, som takket være Snowden nu er kommet frem for dagens lys, heller ikke om, at »Amerika har i alle årene været, og er, vores mest trofaste forbundsfælle«, som fru [Angela] Merkel mener, men det, som det drejer sig om, er: Vil vi acceptere at leve som vasaller under et imperium, eller står vi ved vor republikanske forfatning?

Vi skylder Snowden hjertelig tak, for hans afsløringer er en hjælp til netop at sætte en hele stribe af tabuemner på dagsordenen, nemlig:

  1. at Tyskland siden 1945 og frem til i dag har været et besat land, hvilket også dokumenteres på en måde, der er hævet over enhver tvivl, i historikeren Josef Foschepoths bog, som gennem Snowden er kommet i rampelyset, »Det overvågede Tyskland«2; en status, som alle regeringer siden 1945 har accepteret uden modstand, og som heller ikke har forandret sig efter genforeningen i 1990. Det er vældig godt, at denne omstændighed nu så usminket bliver lagt åbent frem, for nu må enhver stille sig selv det spørgsmål, om han fortsat vil være undersåt, eller han vil være en fri borger i en suveræn republik.
  2. Med hensyn til den informationsoverflod, der kan tage vejret fra én, og hvor omfanget af NSA-operationerne, der også er udgået fra tysk jord, udvekslingen af information med den tyske efterretningstjeneste, og oven i købet rapporter om udspionering af selv EU og ambassader, i løbet af de seneste uger er blevet offentliggjort, giver fru Merkels udtalelse om, at hun kun har hørt om hele affæren fra medierne, stof til eftertanke.

Hvis hun virkelig ikke havde nogen anelse om det, så har hun hverken udøvet sin opsynspligt som forbundskansler over tjenesten, eller efterkommet sin embedsed, at afvende ulykke for det tyske folk. Men hvis hun har beskæftiget sig så lidt med materialet, hvorfor er hun så så hurtig til at bagatellisere totaludspioneringen af borgerne, idet hun så hurtigt tilbageviser sammenligningen med Stasi? I betragtning af de excesser, som den amerikanske politik har nået siden Bush-Obama-æraen, lige fra angrebskrige mod Irak og Libyen, der er opbygget på basis af løgne, Abu Ghraib, Guantanamo, dronekrig, Benghazi-skandale, bevæbning af al-Qaeda-netværk imod den syriske regering, skattemyndighedernes angreb på politiske modstandere osv., kunne hun vel nok have gjort sig nogle tanker om det billede, der egentlig aftegner sig.

Det taler til fordel for, at det amerikanske koncept om »plausible deniability«, den »troværdige benægtelse«, er kommet i spil, dvs., at beslutningskæden er således anlagt, at det politiske ansvar i tvivlstilfælde kan tilbagevises. Men at fru Merkel så letfærdigt bagatelliserer NSA’s totale udspionering, erindrer desværre om, at hun nu ganske vist insisterer på, at Stasi uden sammenligning var værre end NSA, men som under hendes ungdomstid i DDR helt igennem opførte sig konformt med systemet.

Fru Merkels retfærdiggørelse af NSA-totaludspioneringen i Tyskland bekræfter desværre også Gertrud Höhlers tese, der i sin bog Die Patin3 påstår, at Merkel arbejder på det tyske demokratis nedbrydning; hun lader »illegale handlinger sive ind i det legale system«. Og så er der også den oprørende sætning, som hun fremsagde ved festen i anledning af 60-års dagen for CDU’s grundlæggelse:

»For vi har sandelig intet retskrav på demokrati og social markedspolitik i al evighed.«

Hvad vi imidlertid i allerhøjeste grad har, er et krav om de i grundloven tilsikrede lovmæssige rettigheder og her især artikel 10 (1) – brevhemmeligheden såvel som post- og telegrafhemmeligheden er ukrænkelig –, lige såvel som de umistelige menneskerettigheder, som er givet ethvert menneske gennem naturretten. Og ud fra dette standpunkt har De svigtet politisk og moralsk, fru forbundskansler, De afvender ingen ulykke fra det tyske folk, men De forsvarer tværtimod en politik, der allerede har ophævet alle principperne i Den amerikanske Forfatning!

Heldigvis findes der i Amerika patrioter som kongresmedlemmet Rush Holt, der forbereder love, som igen vil afskaffe Patriots Act og FISA Amendment Act, der oprindelig gjorde den nuværende overvågningsstat mulig.

Det er muligt, at NSA’s totale udspionering – endnu – har en vis legalitet i USA, den overtræder nu engang Den amerikanske Forfatning, og legitimitet har den heller ikke der. I Tyskland bestemmer den hverken over det ene eller det andet. Det er en af forfatningshistoriens store landvindinger, at regeringer kun oppebærer legitimitet gennem de regeredes konsensus, hvilket er udtrykt så vidunderligt i Lincolns tale ved Gettysburg i formuleringen »of the people, by the people, for the people« –, en regering »af folket, ved folket og for folket.«

Deres socialisering, fru forbundskansler, har ganske åbenbart ikke tilladt Dem at lære disse grundidéer om republikanske dyder at kende, og De ville sandsynligvis tage Gesslers parti i Schillers drama Wilhelm Tell. I Kina findes det koncept, at regeringen kun har himlens mandat, hvis den forsvarer det almene vel, og kun dette mandat giver den retten til at forlange lydighed og trofasthed af borgeren. Himlens mandat kan i tilfælde af et dårligere regime atter trækkes tilbage. Jeg vil mene, at hendes forklaring om NSA var en sådan opsigelse.

Det, vi nu behøver i Tyskland, er en borgerrettighedsbevægelse, der sørger for, at alle garanterede rettigheder i grundloven bliver tilbageerobret, og at Tyskland endelig opnår sin fulde suverænitet, som det senest med den fredelige revolution i 1989 har kæmpet sig til – og det skal vel at mærke være den fulde suverænitet over inden- og udenrigspolitik, den økonomiske politik og valutapolitikken.

Vi behøver den anden, fredelige revolution, fordi vi blev snydt for belønningen for den første! Slut Dem til os!

 

[1] Det tyske blik kaldte man det, når man så sig sky og mistroisk omkring for at se, at der nu ikke var nogen, der lyttede, og hvem, der i det hele taget var i nærheden. Man kunne jo i disse nazi-år aldrig vide, om en eller anden bemærkning, en eller anden kritisk udtalelse blev videregivet til Gestapo – med ødelæggende følger for den berørte person.

[2] Den tyske titel er: »Überwachtes Deutschland«

[3] Gudmoderen