Helga Zepp-LaRouche: Merkel er tilhænger af overvågningsstaten, EU-kommissionen af finansfascismen

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

20. juli 2013 – I Washington D.C. finder den kamp i øjeblikket sted, der efter al sandsynlighed vil afgøre, om den globale krise vil føre til en morderisk finansfascisme og den snarlige, termonukleare udslettelse af menneskeslægten, eller om det, så snart, som overhovedet muligt, vil være muligt at gennemføre en bankopdeling i traditionen efter Franklin D. Roosevelt, først i USA og dernæst i europæiske nationer, såvel som i andre dele af verden. I disse dage og uger, hvor alle insidere kort sagt forventer det næste sammenbrud, bliver det på begge sider Atlanten krystalklart, hvilke politikere og hvilke medier, der står på det almene vels side, og hvem, der vil gøre sig til politibetjent for finansoligarkiet og den angloamerikanske overvågningsstat.

LaRouche-Aktionskomiteen LPAC’s Policy Committee, med opbakning fra vælgergrupper fra delstater på den amerikanske østkyst, førte i den forgangne uge samtaler med et stort antal kongresmedlemmer og senatorer, såvel som med deres medarbejdere, om den bydende nødvendige, omgående vedtagelse af en bankopdeling efter Glass/Steagall-standarden på grundlag af de allerede fremlagte lovforslag. Herved blev det politiske landskab i Washington forvandlet til en arena, der domineredes af ét eneste tema: Kan Wall Streets magt – hvis JPMorgan-Chase-bank åbent opfordrer til fascistiske løsninger på krisen – brydes, og Glass/Steagall-bankopdelingen og et kreditsystem, med henblik på atter at stimulere realøkonomien, indføres i tide, inden det næste sammenbrud?

Under disse interventioner kom nogle kongresmedlemmer eller deres assistenter ud af deres puppe som direkte repræsentanter for Wall Streets interesser. Den svingdørspolitik, ifølge hvilken mange bankfolk går ind i politik i Washington, dernæst går tilbage til bankerne, for så atter at tage til Washington, de eksorbitante summer, som bestemte medlemmer får som bidrag til valgkampen fra bankerne, hæren af Wall Street-lobbyister, som dagligt færdes i Kongressen, og den kendsgerning, at Kongressen selvfølgelig også bliver udspioneret af NSA – alle disse rammebetingelser viser med al tydelighed, at kampen for genindførelsen af denne lov, der bidrog afgørende til, at Roosevelt kunne føre USA ud af depressionen i 1933, snarere ligner en guerillakrig i junglen end en demokratisk proces.

Men momentet for Glass-Steagall vokser, på sin vis i direkte forhold til realøkonomiens sammenbrud, der netop har manifesteret sig i Detroits bankerot og Wall Streets samtidige rekordoverskud i 2. kvartal. Den procedure, som Detroit nu holder forprøve på, burde over hele verden opfattes som et advarselsskud, der viser, hvordan oligarkiet påtænker at blive den gæld kvit, som ikke mere kan betales: Bestyreren af den nødstedte bys finanser, Kevyn Orr, har forhandlet en aftale, hvor pensionisterne kun får håndører for dollar fra deres pensionsfonde, altså i deres alderdom bliver bedraget for det udkomme, som de har optjent gennem deres livsværk, alt imens gæld til Bank of America og UBS bliver honoreret med 75-80 %. I tilfælde af, at Glass-Steagall ikke skulle blive vedtaget, ville der, gennem den planlagte Cypern-model – den såkaldte bail-in, som i form af Dodd/Frank-lovens artikel II allerede findes i USA, og som samtidig er til drøftelse i Europaparlamentet –, finde et langt større tyveri af bankkundernes indskud sted, i betragtning af bankernes gigantiske, udestående gæld, end tilfældet var i Cypern. Den planlagte anvendelse af Cypern-modellen i hele det transatlantiske område ville have millioner af menneskers snarlige død til følge, for med den ville der komme knaphed på fødevarer, sundhedsomsorg og andre livsnødvendige, basale behov!

Det drejer sig om intet mindre end USA’s eksistens. I bevidsthed herom, og som en vigtig repræsentant for Glass/Steagall-fraktionen i USA, plæderede Thomas Hoenig, vicechefen for Statens Indskudsgarantifond, FDIC, lidenskabeligt i det amerikanske Senat for vedtagelsen af de to, fremlagte lovforslag i Senatet, S985 og/eller S1282, under en briefing torsdag, der var organiseret af »Main Street Alliance« og »Americans for Financial Reform«, for at forhindre, at bankindskudsgarantien blev opsnappet af bankernes risikoforretninger af et sikkerhedsnet, og skatteyderen dermed endnu engang måtte betale for spekulantgælden. Den tidligere cheføkonom for IMF, Simon Johnson, støttede Hoenig og krævede ligeledes en opdeling af bankerne, dels i et sikkert område, der absolut må understøttes, og dels i et relativt risikabelt område, hvor indskyderne selv kan afgøre, om de kommer til at tjene eller tabe penge.

Kendsgerningen er imidlertid den, at kasinoøkonomien under alle omstændigheder er forbi –, enten på en velordnet måde gennem en forebyggende gennemført bankopdeling, hvor de fleste, om ikke alle, investeringsbanker bliver erklæret insolvente, og det monetære system erstattes af et kreditsystem, der er indrettet til produktion, eller gennem fascistiske kup, hvorved gælden, ligesom i Cyperns eller Detroits tilfælde, på brutal vis væltes over på befolkningen, hvis levestandard og forventede levetid reduceres drastisk. I betragtning af den allerede massivt indskrumpede, produktive kapacitet i USA og Europa, truer den planlagte bail-in, dvs. ekspropriering af indskyderne, med at udløse en sådan ødelæggelse af realøkonomien, at livsgrundlaget for en meget stor del af befolkningen ville forsvinde –, og det ved bankiererne lige såvel som de ledende politikere, der uophørligt efterplaprer mantraerne om »markedsstabiliteten« som det højeste gode, og »mere Europa«.

Fronterne er trukket klart op: Glass/Stegall-bankopdeling, eller storbankernes finansfascisme.

I denne henseende er det ikke kun JPMorgan, som kræver »løsninger ligesom i 1930’erne«. En af medforfatterne af oligarkiets berygtede kampskrift, bogen »Grænser for vækst«, der blev udspredt af Romklubben, Joergen Randers, sagde for nylig i et interview i Corriere della Sera, at EU-kommissionen var det »bedste eksempel, han kendte« på en gennemførelse af forholdsregler til nedskæringer, som efter hans mening var nødvendige. Den var et »elitokrati«, bestående af meget kompetente mennesker, der ikke kontrolleres af EU-parlamentet, og for hvem det er lykkedes at gennemføre resolutioner, som de enkelte, demokratisk valgte, nationale parlamenter sandsynligvis aldrig ville have bifaldet. Randers lovpriste Italien som model for en vellykket befolkningsreduktion, fordi man der havde skabt et samfund, der ikke tillod kvinder samtidig at have et arbejde og et barn, og at man derfor havde opnået verdens laveste fødselsrate med 1,3 barn pr. kvinde.

Alle tegn peger på stormvejr, klokken er fem minutter i tolv, og det er på meget høje tid, at menneskene vågner op og forsvarer sig! »Løsninger ligesom i 1930’erne« betyder fascisme. Det globale finanssystem står for at disintegrere, og »finans-elitokratierne« ved, at politikken med redningspakker ikke længere er tillokkende, og at selv alle kontohaveres indskud ikke rækker til at finansiere banksystemets samlede gæld. Derfor er det erklærede mål at fjerne udgifterne til socialstaten og, som en følge heraf, selvfølgelig sænke levealderen.

Det bør ikke overraske nogen, at de samme regeringer, der i snart seks år har overøst bankerne med »redningspakker« og ført »markedsstabiliteten« på banen, altså betragter Londons og Wall Streets interesser som den absolutte prioritet, nu også er de samme, der med hensyn til historiens største overvågningsskandale forbliver tavse. Når fru Merkel og hendes uudsigelige indenrigsminister Friedrichs seks uger efter Edward Snowdens afsløringer stadig opfører sig, som om Internettet var »Neuland«, og som om der eksisterede et »fortroligt samarbejde med den amerikanske og britiske efterretningstjeneste«, så kan man kun give magasinet Cicero ret i, at det drejer sig om et eklatant tilfælde af at »røvrende folket«.

Med en rigelig forsinkelse er også Der Spiegel vågnet op og har i artiklen »Amerikas vildfarelse« opdaget, at den amerikanske regering opfører sig »patologisk« i sin udspionering af verden og hæver sig almægtigt over retsstaten. Kommentatoren i Der Spiegel finder det »trøsteløst«, at det nu er Obama, der handler således, og ikke kun »stands Bush«, og kommer derefter til den konklusion: »Der er kun ét Amerika«. Og netop dette er en falsk konklusion.

Sandheden er den, at både USA og EU på få millimeter nær har fået fascistiske regeringsformer. I USA er den erkendelse for længst slået igennem hos langt de fleste, tidligere Obama-tilhængere, at Obama har videreført alle George W. Bushs onder i en endnu værre form. Men heldigvis er der en voksende, upartisk opposition, frem for alt vedrørende kampen for genindførelsen af Glass-Steagall, som Lyndon LaRouche og hans Aktionskomite LPAC går i spidsen for.

Alle dem, der i begyndelsen hoppede på Obamas limpind og nu er åh, så »skuffede« over den demaskerede Messias, henviser jeg til min artikel »Souffléen Obama, eller de tyske massers tilbøjelighed til at blive forført af ’karismatiske førere’«1, 2, fra sommeren 2008, hvor jeg, endnu under præsidentvalgkampen, påpegede Obamas karakter. Og hvor stor var ikke harmen, da Lyndon LaRouche allerede i april 2009, efter, at Obama i anledning af sit besøg i London havde vist sine sande hensigter, i et internationale Internetforum3 havde påpeget Obamas psykologiske profil som værende en ny kejser Nero!4

LaRouche og BüSo5 spåede ikke blot absolut rigtigt med deres analyser over finanskrisen, Obama, euroen og mange andre aspekter, men vi er beviseligt det eneste parti, der fremlægger konstruktive, positive løsninger på krisen, såsom Glass-Steagall, kreditsystemet, et genopbygningsprogram for den globale økonomi, en tilbagevenden til suveræniteten over valutapolitikken og den økonomiske politik, en renæssance af klassisk kultur, for nu blot at nævne nogle af vore kerneidéer.

Hvis De, kære borger, vil have en fremtid, så slutter De Dem til os!

 

I Danmark fører Schiller Instituttet an i kampen for en bankopdeling i nøjagtig den form, som Roosevelt gennemførte i 1933, og som reddede USA ud af depressionens kløer og i løbet af relativt får år, med et kreditsystem, der var indrettet på produktion, genrejste USA, der blev den stærkeste, økonomiske magt, verden nogensinde har set. Følgelig steg befolkningens levestandard, sundhedstilstand og forventede levealder! Tolerér ikke, at den nuværende, katastrofale politik med redningspakker, bail-in og nedskæringer og den påtænkte indførelse af finansfascisme, som vi har afsløret, stjæler din politiske frihed, din fremtid og dit liv! Hjælp os med at få dette mareridt stoppet!

Slut dig til os!

 

[1] http://bueso.de/artikel/obama-souffle

[2] http://www.solidaritaet.com/neuesol/2008/31/hzl.htm

[3] http://bueso.de/artikel/webcast-prasident-obamas-narziss-syndrom

[4] http://larouchepac.com/node/20293

[5] Bürgerrechtsbewegung Solidarität, Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet