Lad os løfte blikket mod stjernerne

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Leder, EIR, 19. juli, 2013: Den 20. juli 1969 blev menneskeheden i sandhed borgere i Solsystemet, da Apollo 11-rumskibet landede på Månen. Dette historiske øjeblik, der efterfulgtes af den uforglemmelige udtalelse – »et kæmpeskridt for menneskeheden«, overlever som et vidnesbyrd om USA’s sande identitets ånd, som, under vore store præsidenter, forpligtede USA til at udvide hele menneskehedens viden og almene vel.

Hvad er der sket med denne identitet? Hvordan kunne vi som nation degradere os selv til at bortkaste den skønne vision om menneskets bedrifter og underkaste os sådanne »ledere« som Barack Obama, hvis politik, som et af hans mange ofre, systematisk er i færd med at aflive rumprogrammet? Er vi rent faktisk i stand til at mønstre et intellekt af den kvalitet, der skal til for at kæmpe for at genoptage den mission, som præsident Kennedy fremlagde for nationen, og begynde at finde vejen tilbage til fremskridt?

Svaret på disse spørgsmål skal findes ved at gøre sig nogle fundamentale sandheder om den menneskelige natur klart. Som Lyndon LaRouche har understreget i løbet af de senere år, så er mennesket ikke et fysisk-sanseligt væsen, der styres af, hvad det kan se, høre, lugte, smage og føle. Mennesket er et noëtisk væsen, der er bestemt af, at det har et intellekt, et sind, der kan (og må) forudse fremtiden, og som bevidst og viljemæssigt kan handle for at skabe denne fremtid. Gennem dets intellekt, som udvikler idéerne og dernæst redskaberne til at gribe ind i naturen, udøver mennesket evnen til at underlægge sig sine omgivelser, til fordel for planeten som helhed.

Hvor forskellig er ikke denne virkelighed i forhold til den almindelige opfattelse i dag, at vi skulle være væsener, der er bestemt af vor biologi og de ressourcer, der er overleveret os fra fortiden? Vi er i bogstavelig forstand næsten blevet totalt »fordummet« med hensyn til, hvem vi er, under vor aktuelle oplevelse, og når vi kommer med den forvrøvlede undskyldning, at vi »ikke har råd«, når vi stilles over for krav fra dem, der har helliget sig rumprogrammet, om, at vi genoptager vor månemission – som blot et eksempel – som det nødvendige springbræt til den fuldt udviklede udforskning af Solsystemet, som er nødvendig for at forsvare Jorden i de kommende generationer.

For udforskning af rummet, inklusive eventuelle bemandede missioner, er ikke en luksus; det er en nødvendighed for menneskehedens overlevelse og fremskridt. Det er faktisk Solsystemet, og hinsides dette galaksen, der bestemmer vore livsbetingelser og vor fremtid som art. At benægte denne kendsgerning er det samme som selvmord.

Præsident Kennedys beslutning om at sætte en mand på Månen i 1960’erne repræsenterede ikke blot et »praktisk« svar på den daværende, sovjetiske førerposition i rummet, men også en bekræftelse af menneskets natur som et noëtisk væsen, som kan opdage de principper, der styrer universet, og bemestre dem. Som sådan havde det nødvendigvis »praktiske« konsekvenser i og med, at det øgede den menneskelige arbejdskrafts produktive evne, som et biprodukt af denne højere forpligtelse.

Den modsatte side af dette spørgsmål er, at en fast beslutning om at dræbe udforskning af rummet, inklusive bemandet rumfart, er en refleksion af den anti-menneskelige hensigt at ødelægge menneskeligt fremskridt, og mennesker som sådan. Det ses ganske tydeligt i Obamas tilfælde, idet han beredvilligt antager Wall Streets og den britiske Dronnings programmer, der dræber millioner af mennesker, for at redde pengene og miljøet. Sådanne programmer redder ingenting – ikke engang deres bankerotte imperiesystem.

Det menneskelige intellekt som højdepunktet af Skabelsen – det er det princip, som må genoprettes. Det er fundamentet for alle de programmer, som er nødvendige for at redde menneskeheden. Fokusér på det, og vi kan lykkes med det.