HOVEDARTIKEL: Glass-Steagall: Hvorfor er Wall Street hysterisk?

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

EIR, 16. august, 2013 – Det ville have været en munter scene, hvis ikke der stod så meget på spil. Sværme af bankierer gik i flok til et høringslokale ved den nationale konference for delstatskongresser i Atlanta den 12. august, i forsøg på at blokere en pro-Glass/Steagall-resolution, der var forelagt denne forsamling. Efter tre fremlæggelser i resolutionens favør, omringede bankiererne – hvoraf nogle var kommet helt fra Delaware – de medlemmer, der havde talt i Glass-Steagalls favør, idet de krævede, at resolutionen blev trukket tilbage.

Det var faktisk en gentagelse, på et mere intenst niveau, af det, der skete i delstaten Delawares kongres i slutningen af juni, hvor lobbyister fra JPMorgan Chase intervenerede i en høring om et Glass/Steagall-memorandum, idet de implicit truede med at nedlægge titusindvis af jobs i staten, hvis memorandaet blev vedtaget.

Hvorfor alt dette hysteri? Hvorfor føler toppen af Wall Street-bankerne sig så truet af resolutioner i Glass-Steagalls favør? Tre kendsgerninger hjælper med at besvare disse spørgsmål og peger på, hvad der må gøres.

For det første står det dem, såvel som en voksende andel af fremstående borgere i hele nationen, klart, at der er et voksende moment i bevægelsen til fordel for en genindsættelse af Glass-Steagall. Med memoranda fremlagt i 24 delstater, inklusive Californien og New York, en voksende liste af sponsorer i begge Kongressens huse, og en præsident, der er imod Glass-Steagall, og som er åbenlyst svækket af skandale og inkompetence, er FDR-modellen for en bankopdeling et »vinder«-forslag i den allernærmeste fremtid.

For det andet forstår Wall Street banksterne, i hvert fald på højeste niveau, at genindsættelsen af Glass-Steagall er en »dødsdom« for de gigantiske, rovgriske banker. Gæld til en værdi af hundreder af milliarder af dollar på de største bankers regnskaber er nøjagtig … intet værd, og, når Glass/Steagall-standarden først er genetableret, og statsstøtten er fjernet, vil banker som JPMorgan Chase og Bank of America opdage, at de står på egne ben – og er bankerotte. Det vil ikke udgøre et virkeligt tab for USA’s økonomi, men disse tilsyneladende almægtige bankierer vil være lige så nøgne, som Kejseren i Hans Christian Andersens »Kejserens ny klæder«.

Den tredje årsag er måske knap så indlysende, men af afgørende betydning. I betragtning af mængden af dårlig gæld i økonomien, sammenlignet med kerneindkomsterne, så er der absolut ingen chance for, at dette monetaristiske system kan reddes. Det vil bryde sammen, sandsynligvis i den meget nære fremtid –, det vil forsvinde i en sky af hyperinflationær røg. Spørgsmålet er blot hvem, der vil have magten til at bestemme betingelserne for overlevelse efter krakket. Wall Street-slænget, der i sig selv er en forbundsfælle til Dronningens [Dronningen af England, -red.] finansimperium, er på hysterisk vis fast besluttet på ikke at være dem, der bukker under. Det kan godt være, at de er ved at gå ned, men de er villige til at tilintetgøre alle andre i et forgæves forsøg på at overleve.

Hvis de vinder, betyder det verdensomspændende massedød, og sandsynligvis Tredje Verdenskrig.

Men med Glass-Steagall kan USA, og resten af verden, overleve. Vi kan anvende det forfatningsprincip, som Alexander Hamilton etablerede, til ganske enkelt at annullere den værdiløse gæld og etablere et kreditsystem, den genstarter økonomien gennem fysisk produktion og en hastig vækst i arbejdskraftens produktive evne gennem teknologisk fremskridt og et kvantespring til et højere niveau af energigennemstrømningstæthed, som ligger i det nødvendige skift til en økonomi, der er baseret på nuklear fusion.

På visse tidspunkter i historien er det bankerne versus folket – og et af disse tidspunkter er nu.