Forbundsdagsvalgkampens virtuelle verden eller: Det drejer sig om Deres opsparingskonto og Deres liv!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga Zepp-LaRouche, 18. august, 2013 – I det virkelige liv drejer det sig for tiden om to opgør, og intet mindre end menneskehedens eksistens afhænger sandsynligvis af udfaldet heraf, nemlig for det første spørgsmålet, om den globale finanskrise vil blive overvundet i rette tid gennem genindførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingen i USA, eller, om finansoligarkiet kan gennemtvinge sine planer om en ny fascisme i den transatlantiske verden. Og for det andet, om den voksende fare for, at krisen i Mellemøsten spreder sig til en global atomkrig, kan blive stoppet i rette tid og blive overvundet gennem en fredsplan.

I sammenligning med denne virkelighed ligner forbundsdagsvalgkampen blandt de heri hidtil repræsenterede partier en eventyrtime i et luftslot. Partierne propagerer deres ideologiske positioner, som om Tyskland befandt sig i et historisk og strategisk vakuum, hvor det ikke gør nogen forskel, om rammebetingelserne netop fundamentalt ændrer sig eller ej. Alt imens de afgørende parametre, som er fastsat af finansinstitutionerne og NATO, bliver accepteret, er det kun nuancer, der adskiller partiprogrammerne inden for disse rammer.

I total kontrast til forbundsdagsvalgkampens virtuelle verden brød den virkelighed, der normalt kun udspilles bag scenen, glasklart igennem i Atlanta i USA. På den årlige kongres for State Legislators, delstatskongresmedlemmer, blev senator Catherine Cloutier fra Delaware, der havde fremlagt en resolution for genindførelsen af Glass/Steagall-loven og, sammen med to andre medlemmer, havde argumenteret for den i forsamlingen, gennem massivt pres fra Wall Street-lobbyisterne bragt til at trækker resolutionen tilbage igen.

Efter at et team af aktivister fra LaRouche-aktionskomiteen i et flyveblad havde afsløret lobbyisternes hooliganmetoder over for kongresmedlemmerne og havde gjort dette tilgængeligt for alle deltagere i kongressen, kom det til ophedede debatter om disse tildragelsers uhyrlighed. Indignationen over Wall Street-lobbyisternes åbenlyse forsøg på, ved hjælp af diverse trusler, at afholde delstatskongresmedlemmerne fra at engagere sig til fordel for det almene vels og deres vælgeres interesse, skabte stor bølgegang. Efter at bankiererne og deres lobbyister allerede sikkert havde troet, at deres mafiametoder havde været succesrige, fik de sig en ubehagelig overraskelse, da yderligere fem medlemmer igen fremlagde Glass/Steagall-resolutionen for den sidste forsamling i form af et ændringsforslag til en anden begæring. Foran 500 delstatsmedlemmer kom det herefter til en debat om Roosevelts bankopdelingslov, der endte med en afstemning med 33 nejstemmer og 11 jastemmer og fire blanke stemmer fra delegationens side, der var splittet i spørgsmålet.

Selv om begæringen dermed gennem afstemningen overfladisk set led nederlag, så ligger betydningen af dette utrolige tilfælde dog i noget andet. Foran den samlede forsamling af delstatskongresmedlemmer blev der ikke blot diskuteret for og imod Glass-Steagall til overvindelse af finanskrisen, men også det mere fundamentale spørgsmål, om man kan tillade Wall Street, gennem en blanding af trusler og løfter, at sætte valgte repræsentanter under et sådant pres, at de kapitulerer og opgiver at forsvare deres vælgeres interesse. Alt taler for, at bankiererne og lobbyisterne med deres bølletaktik har vundet en Pyrrhussejr, for den indbildte magts arrogance kunne ikke træde klarere frem for dagens lys, og nyheden om den skandaløse tildragelse i Atlanta spreder sig med vindens hast over hele landet.

 

Bevægelsen til fordel for Glass-Steagall forstærket

Bevægelsen for genindførelsen af Glass/Steagall-loven har derved under Kongressens sommerferie snarere fået vind i ryggen i et Amerika, der befinder sig i en panisk stemning på grund af den førhen fjerdestørste, amerikanske by, Detroits, bankerot, og den morderiske afvikling, hvor pensionerede offentligt ansatte har fået strøget 95 % af deres indtægter. Time-magasinet havde i overensstemmelse hermed overskriften: »Bliver din by den næste?«

I Tyskland derimod bliver der gjort mangfoldige forsøg på at forhindre vælgerne i at få et klart syn på virkeligheden. Hurra, recessionen i eurozonen er slut! Ligeledes NSA-skandalen, efter Pofallas oplæste erklæring! Alle børn, hvis forældre ønsker det, har en daginstitutionsplads, og homoseksuelle ægteskaber løser det demografiske problem i Tyskland, alt er altså ved det bedste! I Tyskland er naturligvis hverken de tilforordnede korrupte, eller bankerne involverede i manipulation med Libor-renten eller salg af skrabsammen-værdipapirer til duperede kunder, og Banktilsynet lukker aldrig begge øjne. Der er altså ingen grund til ikke at vælge fru Merkel eller De Grønne, der netop har forskønnet alle tyske landskaber varigt med disse vidunderlige betontårne.

Tilbage bliver håbet om, at den tyske Mikkel i rette tid inden den 22. september hiver nathuen væk fra øjnene og begynder at kigge på, hvad det egentlig er for et land, han lever i. I så fald vil han konstatere, at hele spektret af neoliberal, monetaristisk, grøn og diktatorisk politik, sådan, som den forfølges af den rød/grønne og også den sort/gule koalition, er mislykket. Her er »Mainz-forholdene«, hvor perronen om aftenen bogstavelig talt bliver klappet op, kun toppen af isbjerget. Den samme ikke-investeringspolitik har produceret en investeringsprop på adskillige hundrede milliarder euro inden for infrastruktur, så bestemte motorvejssegmenter, når man kører på dem, allerede lyder, som de gjorde mod slutningen i DDR.

Alle den netop afskedigede Siemens-direktør Peter Löschers grønne projekter er symptomatiske. Den praksis, at kundens strøm bliver dyrere, desto mere solenergi, der tilføres, og jo billigere prisen bliver på strømbørsen i Leipzig, demonstrerer, at vi ikke blot som fordums Don Quijote må kæmpe imod stadig flere vindmøller, men også, at man serverer alle mulige molbohistorier for os. Og da der ikke længere er nogen, der tror på, at tyskerne kan regne, eftersom vi klarer os så dårligt i Pisa-undersøgelserne, kan man også fortælle os, at inflationsraten ligger på 1,9 %, selv, når kartofler er blevet 44 % dyrere, energi 12 %, madolie 15,4 %, smør 30,8 % og husleje 30 %. Åh, jamen lystyachter er blevet billigere, altså kommer det med i de 1,9 %!

Da Internettet er »Neuland« for fru Merkel, ved hun tydeligvis heller ikke, at man med dette nymodens instrument bl.a. kan følge med i dagspressen fra hele verden, at man altså ikke kan afskærme den tyske valgkamp så hermetisk fra sandheden, som valgkampstrategerne vel gerne havde set. Der, hvor der ikke hersker nogen tysk valgkamp, kan man nemlig få at vide, at, i modsætning til de »tyske fantasier«, eurokrisen »hvad øjeblik, det skal være« atter kan bryde ud, som Jeremy Warner skriver i Daily Telegraph, eller at konkursen af blot en »TBTF-bank«, altså en bank, der angivelig skulle være for stor til, at man kan lade den gå ned, vil få hele finanssystemet til at forsvinde op i den blå luft, som f.eks. vicedirektøren for den amerikanske Indskudsgarantifond [FDIC], Thomas Hoenig, har advaret om.

Faktisk går den finansielle »industris« øverste etager ud fra, at det globale finanssystem iflg. alle forventninger ikke vil komme igennem slutningen af regnskabsåret, altså september-oktober-perioden. Derfor arbejder Det finansielle Stabilitetsråd, EU-kommissionen, Den europæiske Centralbank (ECB), Den internationale Valutafond (IMF), City of London, Federal Reserve Bank og Wall Street i øjeblikket på højtryk for at bringe den såkaldte bail-in-mekanisme (konfiskering af bankindeståender, -red.), i stilling. Den såkaldte Cypern-skabelon, der for nylig også blev anvendt i Detroit, skal altså også være midlet til gældsafvikling i hele det transatlantiske område.

I praksis betyder dette, at, iflg. det samme kreditorhierarki, som vi netop har oplevet i Detroit, alle kontohavere, ved hjælp af en »hårklipning«, vil være med til at betale bankernes spekulationsgæld. I Detroit tabte de pensionerede, offentligt ansatte 95 % af deres retmæssige krav!

Da det er tydeligt for alle bankierer, at hele systemets samlede gæld aldrig kan finansieres, skal, ved hjælp af det såkaldte »bail-in-instrument«, en stor del af denne gæld afskrives, henholdsvis væltes over på kontohaverne. Det er det erklærede mål, at det virtuelle område, altså derivatkontrakterne, swapforsikringerne og deslige, skal honoreres, alt imens fordringer fra opsparingskonti, forretningskonti og pensioner skal grundigt årelades.

 

»Bail-in« har morderiske konsekvenser

Den øjeblikkelige effekt på forsyningerne af fødevarer, medikamenter og medicinske forsyninger i almindelighed, trafik og kommunikation ville betyde, at de livsnødvendige minimumsforsyninger ikke længere ville være sikret, at dødsraten altså lynhurtigt ville stige. Også dette er allerede inkluderet i planen, for bag hele debatten om den demografiske udvikling i Tyskland og de fleste stater i Europa skjuler sig i virkeligheden den iskolde beregning, at pensionerne fra nu af ikke længere kan finansieres, og at en af »naturlige årsager« forårsaget forkortelse af levealderen derfor ville være en velkommen, om end nødvendig, sag. Her er vi altså nok engang kommet ud på et skråplan, som der ikke, når det en gang er betrådt, kan sættes en stopper for, sådan, som dr. Leo Alexander tematiserede under Nürnbergprocesserne.

Ifølge en rundspørge tror kun 17 % af forbundsstatens borgere, at det værste af eurokrisen er ovre, 91 % tror, at vi kommer til at være optaget af eurokrisen i lang tid. Kun 10 % tror, at politikerne skænker ublandet vin for os. Man kan med en sandsynlighed, der grænser til sikkerhed, gå ud fra, at størstedelen af disse mennesker ville være kisteglade, hvis de kendte til de reelle alternativer, der eksisterer med indførelsen af Glass/Steagall-bankopdelingsloven og den efterfølgende genopbygning af realøkonomien. Så behøvede ingen være bange for masseungdomsarbejdsløshed, social eksplosion og alderdomsforarmelse.

Det bedste, som enhver borger i forbundsstaten derfor kan gøre for at redde sin opsparing og sit liv, er at videreformidle nyheden om kampen mellem Wall Street og folkets valgte repræsentanter i Atlanta, for det er præcis den kamp, der også raser mellem London og Frankfurt og de folkevalgte i Tyskland – om end hidtil bag kulisserne.

Hvis vi kan bringe disse hændelser frem i offentlighedens lys inden den 22. september, er der håb om, at de alternativer, der er til disposition, kan blive virkeliggjort.

I Danmark fører Schiller Instituttet an i kampen for indførelsen af en bankopdeling i nøjagtig den samme form som Glass/Steagall-loven fra 1933, der satte en stopper for den store depression i USA under præsident Franklin D. Roosevelt, samt etableringen af et kreditsystem til øremærkede storprojekter til genopbygning af den fysiske økonomi, der skal finansiere den velfærdsstat, som vi nu er ved at miste, samt videreudvikle vort samfund til nye højder. Studér vore specialrapporter på dansk her på hjemmesiden, og gør dig til ekspert i at redde dit land, din familie, din fremtid, dit liv – og din nabos. Smid alt unødvendigt til side, kom til vore orienteringsmøder, eller ring til os og hør, hvad du kan gøre. Aldrig har din aktive indsats været mere påkrævet, og aldrig vil effekten af din indsats være af større betydning. Bliv aktivist, stil op til kommunal- og folketingsvalg og kæmp sammen med os for alt, hvad du har kært!

Slut dig til os!