HOVEDARTIKEL: Videnskaben om kreativitet, af Phil Rubinstein, LaRouchePAC

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

EIR, 23. august, 2013 – Phil Rubinstein, en veteranleder i LaRouchebevægelsen, holdt denne tale på Schiller Instituttets konference i San Fransisco, USA, den 29. juni d.å.: N.B. at Phil Rubinstein taler på Schiller Instituttets møde torsdag den 29. august kl. 19 i Foredragssalen, Medborgerhus, Danasvej 30 B, Frederiksberg. Info: 35 43 00 33, www.schillerinstitut.dk

 

Jeg vil gerne yderligere skærpe et par punkter, med udgangspunkt i det, som Megan Beets[1] og andre har sagt.

Lyndon LaRouche udtrykte sig meget klart her til morgen, da han sagde, at vi behøver Glass/Steagall-loven, men vi behøver Glass/Steagall i en dybere og mere indgående forstand end blot »Glass/Steagall«. Det var interessant at opdage, at hr. [Henry B.] Steagall også fremlagde et lovforslag i 1941 om paritet, men Carter Glass var faktisk velkendt som en slags ven af bankiererne. Jeg mener, at Steagall var mere en Roosevelt-demokrat. Så Glass/Steagall fortæller kun en lille smule.

Lyndon LaRouche har understreget, at grundlæggende set er der ingen, der virkelig har forstået, hvad et amerikansk kreditsystem er, med undtagelse af de mange bestræbelser, han har gjort, og de få bestræbelser, få andre har gjort. Og at Glass/Steagall i bund og grund ikke virker, ikke gør det, vi ønsker, den skal gøre, med mindre vi har en dybere forståelse af, hvad den betyder. Han diskuterede, hvorfor alle amerikanske patrioter bør hade alle monetaristiske systemer, især vort eget. Og han talte om det katastrofale i, at troen på et monetaristisk system stadig eksisterer.

 

Hvad er fascisme? 

Først og fremmest, hvad er Glass-Steagalls udgangspunkt sådan, som Lyndon LaRouche fremsætter det? Man afskaffer enhver tro på det monetaristiske system. Det er ikke blot et spørgsmål om, at man opdeler bankerne i kommercielle banker og investeringsbanker: man definerer noget, der er radikalt anderledes. Man siger, grundlæggende set, at spekulative investeringer er råddenskab. Det er noget skidt.

Hvad er, grundlæggende set, en spekulativ dollar? Det er en licens til at suge blodet ud af et eller andet. I sin yderste konsekvens er det en licens til at suge blodet ud af et eller andet menneske, ved at forværre deres livsvilkår, ved at udplyndre deres omgivelser, eller ved slet og ret at slå dem ihjel. Eller ved helt bestemt at gøre deres liv værre.

I har hørt om en masse detaljer i dagens løb. Lad mig give et ironisk eksempel. Helga [Zepp-LaRouche] sagde, at hun havde talt med en person, der sagde, at ingen burde leve ud over de 66 år. Jeg er 66 år gammel, så jeg føler mig på sæt og vis personligt krænket af dette.

Hvad er essensen af fascisme? Det er ikke det, som de fleste mennesker tror, det er. De fleste mennesker har enten en propagandistisk anskuelse, eller en slags Hollywood-anskuelse eller undertiden den lidt romantiske anskuelse, at disse fyre på en eller anden måde var de slemme drenge, og at de gik klædt i ridestøvler, og denne her galning, der styrede det hele, og så var der vist en eller anden klovn i Italien, og så videre. Sandheden er: Korrekt forstået var det amerikanske slavesystem et fascistisk system. Når vi taler om at reducere sundhedsvæsenet i Grækenland eller Spanien i en grad, hvor vi ved, at folk vil dø en for tidlig død, så er det fascisme.

Fascisme er grundlæggende set, når et samfund er underbetalt mht. sin evne til at reproducere det samme befolkningstal, eller en større befolkning, med en højere levestandard. For det er den eneste måde, hvorpå den menneskelige art kan overleve. Og hvis man forstår det, så forstår man, at denne ’grønne’ ideologi – folk spørger, hvordan fik man denne store befolkning til at støtte fascisme? Ja, hvordan fik vi den amerikanske befolkning –?

(Se venligst på Californien. Det eneste sted, hvor der er flere træ-elskere pr. kvadrat-yard end i Californien, er Seattle, og vi har en gruppe dér. Faktisk er det sådan, at de mennesker, der ikke mener, Californien er grøn nok, flytter til Seattle. Og nu siger folk fra Seattle, at de ikke vil have flere tilflyttere fra Californien, fordi de ikke er grønne nok, eller de forurener vores miljø.)

Sådan var det overalt i 1920’erne og 1930’erne. Der var slavearbejdslejre ved siden af stålfabrikker, ved siden af kemikaliefabrikker. Det var sandt i alle årene i 1930’erne og i visse tilfælde endnu tidligere. Ikke, at mange vidste det, men ordet »koncentrationslejr« ejes ikke af Anden Verdenskrig. Ordet koncentrationslejr kommer fra Sydafrika, hvor boerne blev holdt som slavearbejdskraft i koncentrationslejre mod slutningen af det 19. århundrede, hvor Boerkrigen fandt sted. Hvad var krigen imod? Den var imod britisk råddenskab. Den var imod Britisk Ostindisk Kompagni – det vil sige, imperialisme.

Det er fascisme; det er, hvad Obama prædiker. Og det er selvfølgelig grunden til, at vi ender med en termonuklear krig. Fordi, som det skete i 1920’erne og 30’erne, fascisme blev promoveret af finansoligarkiet, af Det britiske Imperium. Det meste af Europa endte med at gå med brune skjorter. Det meste af Frankrig kapitulerede, Vichy-regimet. Italien blev fascistisk, Rumænien blev fascistisk. Østrig accepterede fascismen. Vi nåede frem til det totale sammenbrud, og der var intet lederskab, især ikke i Europa.

Det var ikke blot et spørgsmål om at give indrømmelser. Der var intet lederskab. Der var intet alternativ. Der var ingen økonomisk politik. Der var en afvisning af videnskabeligt fremskridt.

Meget af vor arv i dag – eksistentialisme, vanvid inden for videnskab – man troede på, at vi havde nået vejs ende mht. videnskab med visse elementer af kvantemekanik og den slags. Det var det! Videnskab var slut. Det minder mig om den her fyr Francis Fukuyama i 1989, og 1990-91, da Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen faldt, og Fukuyama sagde: Her slutter historien, for nu har teorien om den fri markedsøkonomi vundet, og resten af historien vil blot være praktiseringen af det frie marked.

Alt for mange amerikanere købte det. Vi er én supermagt; teorien om markedet er drivkraften i alting. Og på dette tidspunkt sagde Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche, at det Vestens system vil gennemgå et større sammenbrud, end Sovjetunionen og Warszawa-pagtlandene gjorde. Det er, hvad vi nu gennemlever.

 

Hvad Roosevelt i realiteten gjorde

Det, der skete i 1930’erne, var i korthed, at vi havde Roosevelt. Her er et godt eksempel på noget: Stort set alle i dette land tror – og sandsynligvis de fleste mennesker i denne sal tror – at Roosevelt var en dygtig politiker; han var optimist, han havde altid høj cigarføring, han smilede altid, han holdt disse faderlige hyggetaler søndag aften, han vandt folks tillid, og gebærdede sig ellers igennem, så godt han kunne. Og på en eller anden måde endte det med, at vi kom ud af det, og krigen opbyggede vores magt, og så videre.

Intet af dette er rigtigt. Og jeg tror, det understreger Lyndon LaRouches pointe på et dybere niveau end selv Roosevelt. Men kendsgerningen er, at det lige fra begyndelsen var Roosevelts plan at gennemføre New Deal, hvilket han allerede delvis havde gjort, da han var guvernør i staten New York. Det er meget interessant at undersøge hans embedspræstationer og konstatere, at det meste af det, han gjorde som præsident, havde han allerede gjort i mere begrænset omfang i staten New York. Oprettelse af pensionskasser, indførelse af bankgaranti og så videre.

Der er noget interessant ved miljøbevægelse. Man må huske på, at Roosevelt anså sig selv for at være skovbeplanter. Når han blev spurgt, hvad han lavede, svarede han, at han plantede træer. Under CCC (Civilian Conservation Corps, Det civile Bevaringskorps) plantede vi tre millioner træer i dette land. Og jeg siger jer, at det er mere, end nogen Grøn person nogen sinde har gjort i sit liv, ganget op adskillige gange.

Da Roosevelt kom til, var det hans hensigt at ændre hele systemet. Som han sagde, hvilket ofte er blevet hånet, vi vil jage pengevekselererne ud af templet. Husk den sidste, der gjorde det, han blev også angrebet! Roosevelt sagde, at vi vil afskaffe spekulation. Han sagde det om og om igen. Han sagde, at vi vil give folk mulighed for at leve et produktivt liv, og vi vil give dem en vis sikkerhed i deres alderdom.

Det, jeg vil sige med dette, er, at han havde en plan, og han havde et forudanelse om fremtiden. Han vidste, i 1933-34, at vi havde kurs mod krig, hvis vi ikke ændrede omstændighederne. Han gjorde mange bestræbelser på at ændre omstændighederne, som ofte blev kaldt vanvittigt. Men han forsøgte, og samtidig vidste han, at vi havde kurs mod krigen.

Og således opbyggede vi et industrielt grundlag midt i en depression, med modstand fra Wall Street hele vejen, med Det republikanske Parti på en budgetsviretur – de ønskede budgetter, hvor udgifter og indtægter balancerede. Og til trods for dette, og selv til trods for en ny nedtur i 1937-38, til trods for modstand fra Højesteret, så opbygge Roosevelt, sammen med andre, et industrielt grundlag, som, ved starten af Anden Verdenskrig – starten af Anden Verdenskrig, i realiteten før starten af Anden Verdenskrig, i 1939 og 1940 – allerede var den største, industrividenskabelige magt i verden, eller i hvert fald rent potentielt.

Vi havde således Låne- og Lejeloven. Og da krigen så startede, da vi blev trukket ind i krigen, havde vi den største industrivirksomhed, som på mange områder blev det største videnskabsområde i verden, ironisk nok, fordi mange af den europæiske, videnskabelige elite fandt et tilflugtssted i USA.

På denne måde kunne vi bygge atombomben. Årsagen til, at russerne ikke kunne gøre det var, at de ikke samtidig kunne gennemføre en industriel udvikling og bygge en atombombe.

Vi burde ikke have kastet atombomben – det var ikke nødvendigt at kaste den. General MacArthur vidste dette, og ethvert normalt menneske vidste det. Og faktisk, for dem, der mener, at Lyndon LaRouche overdriver, når han taler om faren for udslettelse i dag: Ved Anden Verdenskrigs slutning vidste folk, at hvis atombomberne, som vi kastede ned over Hiroshima og Nagasaki, var en vision om fremtidige konflikter, så ville den menneskelige art ikke overleve.

Mange af de førende personer – MacArthur, Eisenhower, nogle af de førende videnskabsfolk, Oppenheimer, Einstein – sagde, at hvis vi fortsætter ad denne vej, vil vi uddø som art. Se blot på Anden Verdenskrigs ødelæggelser, som allerede dengang kostede 100 mio. menneskeliv. Millionbyer fjernet fra Jordens overflade, på begge sider, med undtagelse af USA. Læg så hertil udviklingen inden for atombomber, og man vil indse, at hvis man atter udløser noget i retning af Anden Verdenskrig, vil der ikke være noget tilbage, og det vil ikke tage fire år.

Hvad var det så, Roosevelt gjorde? Det var Roosevelts plan at ændre historiens kurs. Roosevelt havde også planer om et Bretton Woods, om en aftale om et fast vekselkurssystem, et Forenede Nationer, der anerkendte national suverænitet, et internationalt kreditsystem – som blev bekæmpet af John Maynard Keynes, bekæmpet af britiske finanselementer, bekæmpet af Wall Street. Og derfor var Roosevelts død et så afgørende øjeblik.

 

Monetarisme og vanvid

På dette tidspunkt havde vi Truman, og vi havde Churchill og andre. Truman var virkelig fej. I ved, mange amerikanere tror, at han var en lille fyr med masser af kampånd. Det eneste, der er sandt, er, at han var en lille fyr. Han mente faktisk, og sagde det offentligt, at Sovjetunionen ikke var intelligent nok til at konstruere atomvåben. Hvis det ikke er racisme, hvad er så?

Det var sådan, vi blev ført ud ad denne vanvittige vej. I dag er folk bekymret over NSA, den hemmelige stat. Det begyndte i 1946 og 1947. Truman tvang alle videnskabsfolk, der var knyttet til noget som helst sikkerhedsprojekt, men især Manhattanprojektet, til at underskrive en troskabsed. Troskabsederne startede længe før senator Joseph McCarthy, og det var begyndelsen til efterretningsstaten: hele idéen om hemmeligstemplingen og idéen om, at andre mennesker ikke måtte tænke på, hvad vi måtte tænke på, så det var bedre at hemmeligholde det. De fleste videnskabsfolk vidste, at det var latterligt. Det meste af det, man behøvede, var offentligt tilgængeligt.

Så mange af de overbevisninger, man havde i tiden efter Anden Verdenskrig, var vanvittige.

Vi adopterede anskuelsen om det fri marked, og vi blev i stigende grad en monetaristisk kultur fra 1971 og fremefter, som Lyndon LaRouche har identificeret det. Hvad det flydende vekselkurssystem? Det er et kasino! Det er implicit, fra begyndelsen, et hasardspilssystem. Hvad spiller man hasard om? Penges værdi. Når man handler, er man nødt til at vædde på, at den valuta, som man betales i, nu også vil holde den værdi, som man forventer, og man åbner op for muligheden for, at folk kan spille. Spekulation, derivater: de har ingen som helst betydning.

Monetarisme er en form for klinisk skizofreni. Troen på pengenes magt er i bogstavelig forstand en religiøs tro, i den forstand, at man gør en virkelighed, der ikke eksisterer, til et objekt. Penge eksisterer ikke. Som Harley Schlanger sagde (EIR, 2. august, 2013), så eksisterer derivater ikke i virkeligheden. De har en monetær værdi, men de repræsenterer ingenting.

Penge spiller en rolle i arbejdets deling og så videre, men det er underkastet, det styres af samfundets bestemmelse om, hvad der repræsenterer virkelige værdier. Tænk på et samfund, der er vanvittigt nok til at tro på værdistigningen af en aktie – fordi folk har indgået visse vædemål i løbet af et par timer, og så kan man tjene på dette væddemål i form af flere penge. Lad os sige, at det er en aktie i en maskinværktøjsfabrik. Hvor mange stykker maskinværktøj tror man blev lavet i løbet af de fem minutter, handelen blev indgået? Hvor stort produktionsfremskridt? Hvilken videnskabelig innovation? Hvilken stigning i produktivitet?

Nul.

Og faktisk, i et spekulativt system, i et monetaristisk system – monetaristisk er et bedre ord – jo hurtigere omsætningen er, jo større monetær værdi, man hælder i, des mindre værdi er der. Og man har intet lavet. Så værdien kommer af at underbetale samfundet, fra at udplyndre visse samfundsaspekter – fødevareproduktion osv. Og det frie markedssystem gjorde meget af den slags. Det skal angiveligt være billigere at importere varer, der er lavet af billig arbejdskraft 5000 miles væk.

Det er for øvrigt en ting, der blev klart understreget af Lincoln: at, med mindre man underbetaler arbejdskraften, så gør transportudgifterne i sig selv importen dyrere. Det er sandelig også årsagen til, at transportsystemerne er så afgørende vigtige.

Hvad gjorde Roosevelt så til en begyndelse? Det var alt sammen helt bevidst. Og på en måde vil jeg sige, at det er den samme form for tænkning, der finder sted i en komposition; det er lige som klassisk kunst – politik og videnskab, det er det samme. Det er ikke engang et spørgsmål om at føre de to ting sammen til én ting; problemet er, at vi har delt én ting op i to ting, der i virkeligheden ikke eksisterer hver for sig.

Man kan ikke have videnskabsfolk, der ganske enkelt deducerer ud fra allerede eksisterende love og ligninger, fra et resultat, der allerede findes. Det er i virkeligheden en unødig gentagelse, det er blot at udbygning af oplysninger. Enhver stor videnskabsmand tilfører noget, der ændrer de foreliggende oplysninger. Da Einstein fremlagde relativitetsteorien, ændrede det hele vores opfattelse af rum-tid. Da Kepler fremlagde sin version af harmonierne, ændrede det hele vores opfattelse af Solsystemet. Og det, Lyndon LaRouche siger, er, at det er den vej, vi skal gå. Vi må forstå det indre Solsystem, som en forbedring af den måde, Kepler så på hele Solsystemet.

Hvad gør vi så med Glass/Steagall? Roosevelt indførte Reconstruction Finance Corporation (Finansselskabet for genopbygning). Han indførte et kreditsystem. Han satte Federal Reserve fra bestillingen: Han neutraliserede grundlæggende set Federal Reserve i en periode. Og midlerne kom i form af kredit, næsten udelukkende skabt kredit. Folk kaldte det penge efter ordre, men på hvilken baggrund skabtes de? På baggrund af investeringen i genåbningen af den amerikanske industri, af at få folk i arbejde igen og af videnskabelig udvikling, og i bevarelsen af visse folk, der havde speciel viden.

De er derfor, med den såkaldte grøftegravning, han ønskede, at folk skulle holdes beskæftiget inden for udøvelse af en vis faglighed, et vist formål, så de kunne genbeskæftiges i den reelle produktion.

 

»Vi behøver ikke Wall Street!«

Det, som Lyndon LaRouche taler om, er, at vi må forstå, at Glass/Steagall vil sige, at det er slut med monetarismen, ikke blot opdelingen af bankerne. Det betyder, at vi tillægger økonomien en fuldstændig anden værdi, og at vi siger, at den slags monetært fidusmageri er dårligt. Hvis man vil spille, kan man gå hen, hvor der spilles. På hestevæddeløb.

En derivat minder lidt om at vædde på et væddemål, som en person har indgået. Med andre ord, så har man fem personer, der har satset på hest nummer ét, og så går man ind og placerer et væddemål på, at de fem personer vinder – man vædder med hr. C, at de vinder. Det gør man måske for at opveje de tab, man tror man har på et tidligere væddemål. Så man har altså garderet sit væddemål. Der er grundlæggende set ingen forskel på dette og en derivatkontrakt.

Vi må have en meget skarpere opfattelse af dette. Hvis penge er ens primære værdi, hvis man taler om en fordeling af penge, og værdien af finansinstrumenter, ligesom spørgsmålet om aktier: Hvis man vædder om en akties værdi, så har det intet at gøre med økonomien. Det plejede vi at erkende gennem nogle af vore love. For eksempel plejede det at være almindeligt, at man skulle eje en aktie i et vist tidsrum, for at få den laveste beskatning. Hvis man forhandlede den dagen efter, skulle man betale en højere skat. Det udgør en forskel.

Det bedste, man kan gøre, er at afskaffe det fuldstændigt.

Når Lyndon LaRouche sagde, at vi ikke har brug for Wall Street, må man erkende, hvor chokerende det er. Vi behøver ikke Wall Street. Vi behøver ikke J.P. Morgan. Vi behøver ikke Bank of America. Hvis de alle sammen går bankerot, er de ikke for store til, at man kan lade dem gå ned. Sandheden er, at de i realiteten ikke er noget værd.

I vores organisering har vi mange mennesker, der siger: Vi har ikke råd til at have et rumprogram. Lad os lægge nogle af de ting, som LaRouche har foreslået, til side, men vi har heller ikke råd til disse ting.

Jeg har faktisk set dette; jeg vil give et eksempel: Princeton Plasma Physics-fabrikken. De har udviklet et design, som de mener, vil fungere. Det er bedre end Tokamak, og vi taler om $159 mio. Det er blevet lukket ned. Hvorfor blev det lukket ned? Konfiskation, samt budgetnedskæringer.

Vi har ikke $159 til avanceret videnskab, men vi har trillioner, eller $85 milliarder om måneden, fra Federal Reserve til, at finansministeriet kan købe veksler og værdipapirer med sikkerhed i ejendom. Hvor kom det fra? Var det ikke det, der ødelagde det hele? Det, og så nogle få mennesker, der narrede bankerne. I ved, de stakkels immigranter, der manipulerede bankerne til at give dem huslån til millioner af dollar. Den historie kan jeg virkelig godt lide.

Disse ting må absolut fjernes. Vi behøver virkelig ikke disse mennesker.

Men, for at gøre det, må vi være parate til at fortælle, hvad vi så har.

Hvad er et kreditsystem, et nationalt banksystem? Idéen er, at samfundet har en plan om at forbedre den menneskelige arts produktivitet, landets produktivitet, produktiviteten i andre samfund, man samarbejder med. Man udsteder kredit, dvs. tilsagn om kredit – de øvrige detaljer kan man se i nogle af de artikler, vi har udgivet. Hvad siger sådanne tilsagn om kredit? De siger, at i fremtiden, i løbet af tre, fem, syv år – i forskellige økonomiske cyklusser mht. landbrug, infrastruktur osv.,  videnskabelig forskning – vil disse områder forbedre produktiviteten, som vil tillade en overførsel af flere industri- og landbrugsvarer til befolkningen. Penge bruges så som middel til denne overførsel. Penge er underkastet udstedelsen af kredit, og Nationalbanken anvendes som en afregningscentral til dette.

Dernæst behøver vi projekter som NAWAPA (Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde) – NAWAPA, ikke med 26 gigawatt vandkraft, men 26 gigawatt atomkraft – og så kan vi anvende vandkraften til andre ting. Det tager omkring 26 gigawatt at få gang i Livermore Inertial Ignition Program. Med andre ord, hvis man bruger lasere til at frembringe fusion, til at starte det op, skal man bruge den mængde kraft. Og det har vi, med NAWAPA.

Jeg ved ikke, hvilket fusionsprogram, der vil virke, men vi behøver fusionskraft. Det må vi kunne skimte ude i horisonten. Så kan vi anvende vores olie i de mængder, vi vil. Hvis vi ved, at vi har fusionskraft, der venter forude i horisonten, så er energikilder ikke noget problem.

Hvad betyder dette? Ja, hvad vil værdi i en økonomi sige? På basis af hvad eksisterer den menneskelige art? Og igen, så er vi forskellige fra dyrene, og jeg ikke bare, at vi kan tale og har et par idéer, men derudover er vi dyr; at vi har nydelser, vi har vilde fantasier (glem forestillingsevnen!) Vi begærer visse ting – vi elsker at spise. Vi dyrker vore kropslige funktioner, og vi udlever vor dødelige cyklus.

Nej, det er noget ganske andet, jeg mener.

 

Mennesket er ikke et dyr

Den menneskelige art, det menneskelige individ og arten som helhed, er enestående i den forstand, at vi udfolder os, vi udvikler os, gennem udviklingen af større magt gennem viden og interaktion med universet. Det vil sige, at når vi handler og udøver indflydelse på universet, er det sådan, vi får viden. Der er ingen anden måde at få viden på. Det er den eneste måde at komme ud over sin egen, fysiske begrænsning. Hele fidusen i britisk empiri er, at man siger, at man er fastlåst i sin fysiske begrænsning, så det eneste, man har, er sin fysiske sanseopfattelse. Og der er ingen ånd. Ånden er en elektrisk maskine, en samling nerveforbindelser. I realiteten er man et produkt, man er selv en kunstig intelligens.

Det er, hvad kunstig intelligens er. Det ser ud, som om man har en hjerne, som om man har en ånd, men det har man ikke. Man er blot en kompliceret chimpanse. Og chimpanser er meget ubehagelige dyr – for de af jer, der elsker dyr, prøv at være sammen med en chimpanse en hel dag!

Den menneskelige art udvikler sig således ved at generere universelle idéer, videnskab, der ændrer vores syn på universet og åbner op for områder, som vi ikke vidste eksisterede. Vi vidste end ikke, at atomfysik eksisterede i 1880. Vi vidste knap nok, at atomer eksisterede. Vi vidste ikke, at der fandtes galakser. Vi anede det ikke. Vi troede, at alting fandtes inden for Mælkevejen. Man havde nogen idé om tågedannelser og den slags, men ikke galakser.

Vi vidste ikke, at atomverdenen fandtes. Vi åbnede op for et helt nyt univers ved slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede, gennem folk som Planck og Einstein, som, jo, de havde fået en uddannelse i klassisk musik, men jeg tror ikke, at selv de havde helt de samme idéer, som Lyndon LaRouche. For klassisk musik var vigtig for dem; de vidste, at det udvidede deres forestillingsevne, at det nærede deres videnskabelige kreativitet. Men de vidste ikke, at der i realiteten var tale om det samme: evnen til at begive sig ind i fremtiden, til grænsen af det kendte, og til at erkende, at det, vi synes at vide, ikke er tilstrækkeligt. Det er paradoksalt. Det er ironisk. Derfor, idéen om metafor, ironi – Lyndon LaRouche har haft andre diskussioner, som folk bør studere, om korets betydning i dramaer, som er det samme princip [se EIR, 12. juli, 2013].

Dette er virkeligheden.

Hvad er så værdi? Det eneste, der kan udgøre værdi, er kreativitet; det eneste, der gør os menneskelige, er kreativitet. Det er bestræbelsen på at tilføje noget til menneskets udvikling, så langt, vore evner rækker, at være i stand til at lære andre mennesker noget. I kender det gamle ord, de, der ikke kan lære fra sig …! Hvis man virkelig ikke synes, man har gjort noget, der var kreativt, så kan man lære noget om et andet menneskes kreativitet og kommunikere det videre til andre mennesker, og det kunne muligvis tænde ens egen, kreative glød.

Et barn, f.eks., har mulighed for at vokse op og bidrage til lageret af menneskelig viden, begive sig ud for at udvide menneskelig viden. Vi har modtaget en gave! Tænk på, hvor vildt det er, at vi i begyndelsen af det tyvende århundrede opdagede, at nogle få gram fysisk materie indeholdt energi nok til at fylde et helt lager. Mere, end man i sin vildeste fantasi kunne forestille sig.

Men det kom der ud af nogle få menneskers kreative forestillingsevne, på en lovformelig måde.

Vi har en sådan magt i dag, men kun, hvis vi opgiver denne fiksering på penge. Og det er alt sammen den samme surdej: Monetaristisk teori, teori om spil, empiri, geopolitik, kunstig intelligens, positivisme, informationsteori – det er alt sammen det samme. Det er en anskuelse af den menneskelige hjerne som en blot og bar maskine, eller et dyr. Det er et forsøg på at fjerne den kendsgerning, at vores faktiske eksistens, hvem, vi er, det, der definerer os, er vores kreative udforskning og udviklingen af vort forhold til universet.

Udviklingen af selve den menneskelige art er bevis på, at ikke alene er universet levende, det er også kreativt.

Jeg vil fortælle en historie, jeg netop hørte forleden dag, fordi den viser afvigelsen – jeg kan lide det faktum, at det overrasker videnskabsfolkene. Det handler om rumprogrammet. Jeg ved ikke, om det er Voyager I eller Voyager II, men de blev opsendt omkring 1977. Så, for omtrent et år siden, troede de, at den ene af dem havde nået til ydergrænsen af Solsystemet, den såkaldte heliopause. Så gik det op for dem, at den ikke var kommet forbi Solsystemet; at der stadig var mere af Solens magnetiske felt, og solvinden, og så ramte den det, de kalder Solens  bovbølge. Det er her det interstellare medium rammer heliosfæren, og heliosfæren beskytter Solsystemet fra stråling.

Men de opdagede, at det ikke var det, der skete; at i takt med, at disse kosmiske stråler kommer ind, sker der det, at de, i stedet for at blive afbøjet eller slippe igennem, så vi får en lille smule kosmisk stråling, begynder at rulle sig op i spiralformer eller cylindriske former og danner et nyt magnetisk felt inden for grænserne af bovbølgen og heliopausen. Man ved ikke, hvad dette er, eller hvorfor det sker.

Hvilket igen betyder, at man ikke aner, hvad pokker kosmiske stråler er for noget. Som Lyndon LaRouche sagde, så er rummet ikke tomt. Rum-tid er ikke tom.

 

»Os selv og vor efterslægt«    

Vi er altså ved et punkt, hvor, hvis vi skal overleve som art – men det handler ikke blot om overlevelse. Dette må vi erkende ontologisk, som Lyndon LaRouche taler om i en nylig artikel: Hvad er det ved os, der får os til at eksistere? Hvad er vores væsen? Det, der definerer os, er, at vi har en ånd, der ligger uden for enhver biologisk eksistens; men den former biologien, der huser ånden, en ånd, der kan kommunikere med andres ånd, hvis vi forstår det som en kommunikation mellem ånder, og ikke mellem dyr, eller ting.

Vi må tænke på, at sprog altid må bevæge sig mod det poetiske, for ethvert en gang fastlagt sprog vil være mangelfuldt. Og på en vis måde er det i det mindste lidt i den retning, at vi må opfatte Glass-Steagall. For hvad er et kreditsystem? Det er menneskehedens fremtid, som det bestemmes af en menneskelig republik. Det er fremtiden! Derfor behøver man de videnskabelige projekter, man behøver platformene, men man behøver også den stadige udvikling af de fremtidige generationer – som der står i Forfatningen, »for os selv og vor efterslægt«. Det er, hvad der gør os enestående.

Der findes så vidt jeg ingen anden Forfatning, der forpligter nationen, ikke over for præsidenten, men, som den siger, over for enhver borger, og hvad vi gør for dig, gør vi for fremtiden. Og vi må garantere, at fremtiden har en fremtid. Vi bør i det mindste tænke så langt: vi bør ikke blot sige, at vi også vil være her i 2100, men at, når vi når frem til 2100, vil vi også have gjort det nødvendige for at give folk i 2100 mulighed for at leve i endnu et århundrede.

Ethvert anden opfattelse af økonomi er døden.

Mennesker har en fri vilje, ligesom i musik. Man skaber en komposition; man forsøger at opføre en komposition; og man lever i en anden tid, for den tid, man lever i, er det stykkes fremtid, som du spiller. Det er en fremtid, der findes i kompositionens ånd. Man befinder sig således i en anden form for tid, selv om man oplever det som lineær tid. Det er problemet med livet: Man oplever livet lineært, hvis man reducerer sig selv til fysisk sanseopfattelse. Hvis man hæver sig op over fysisk sanseopfattelse til et niveau af, hvad ånden er i stand til at komponere, så lever man ikke i helt den samme tid.

Man erkender så, at vi er en art, der udvikler sig således, at vi aldrig behøver uddø. Det bliver aldrig nødvendigt. Man kan sige om dyr, at tiden er kommet for dem til at forsvinde. De kan ikke tilpasse sig, de kan ikke ændre sig, de kan ikke gennemtænke det.

Menneskelige væsner behøver aldrig gå til grunde. Hvis vi går til grunde, så er det, fordi vi ikke levede op til at være menneskelige væsner.



[1] Læs Megan Beets indlæg fra konferencen: »The Sense Un-Certainty Of Truth« i EIR, 23. august.