Bankierer lægger pres på kongresmedlemmer: »I vover ikke at forsvare det almene vel«

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Helga Zepp-LaRouche, 25. august, 2013 – Allerede nu, to uger, før den amerikanske Kongres atter tiltræder efter sommerferien, befinder Wall Street sig i en tilstand af åbenlys panik: I hele USA og mange andre lande vokser støtten til genindførelsen af Glass/Steagall-loven, det bankopdelingssystem, med hvilket Franklin D. Roosevelt i 1933 førte USA ud af depressionen. Det står dem fuldstændig klart, at dette betyder enden på den myte, at disse banker skulle være »Too Big To Fail« – »for store til, at man kan lade dem gå ned«. Tværtimod, stadig flere mennesker forstår det: Der findes et liv efter Wall Streets bankerot – og ikke før.

Den seneste episode i det drama, af hvis udfald det vil afhænge, om civilisationen styrter ud i kaos, eller om vi snart kan gå i gang med at genopbygge verdensøkonomien, har top-bankiererne, der egentlig helst vil operere bag kulisserne, nu opført på scenen i deres eget navn. Efter at avisen The Oklahoman den 14. august offentliggjorde en replik af EIR-redaktøren, Paul Gallagher, om bestyrelsesformanden for JPMorgan, Jamie Dimons, angreb på Glass/Steagall-loven, tog den øverste forretningsfører for det amerikanske bankforbund, Michael Hunter, til genmæle i samme avis med et angreb på Paul Gallagher og med en hel liste over de rationelle begrundelser, som bankerne sædvanligvis fremfører for deres højrisikospekulationssystem.

Hvor desperat, denne branche imidlertid er, fremgik endnu tydeligere af et brev, som det californiske bankforbund skrev til alle medlemmerne af den californiske delstatskongres, efter at et resolutionsforslag for genindførelsen af Glass/Steagall-loven den 5. august ligeledes var blevet fremlagt her. I en åbenlyst truende tone blev medlemmerne opfordret til at stemme »Nej«, hvis resolutionen skulle komme til afstemning i finansudvalget. I brevet bliver Glass-Steagall udelukkende betegnet som »LaRouche-forholdsreglen«. Det er naturligvis fantastisk, i betragtning af den kendsgerning, at dette lovforslag i mellemtiden understøttes af 75 kongresmedlemmer og ti senatorer som medstillere, at støtteresolutioner er blevet fremlagt i 24 af 50 delstater, og at et hastigt voksende antal nationale organisationer og ledende personer, som Thomas Hoenig, Sheila Bair, Sandy Weill, fagforeninger som International Association of Machinists, og fagforeningsforbundet AFL-CIO, National Farmers Union og mange andre, engagerer sig offentligt til fordel for Glass-Steagall.

Jo mere, kampagnen for genindførelsen af denne lov, der først og fremmest er inspireret af aktivisterne fra LaRouche-organisationen »LaRouchePAC«, i løbet af de seneste uger har vundet tilslutning, desto tydeligere er de kriminelle metoder, med hvilke lobbyisterne og topdirektørerne fra Wall Street udøver pres på medlemmerne, blevet.

Allerede en uge før delstatsmedlemmernes årlige kongres i Atlanta, blev medlemmer ringet op i deres hjem og hver enkelt efter deres personlighed opfordret til at stemme Nej ved afstemningen om Glass/Steagall-resolutionen eller undlade at stemme, for at der ikke skulle opstå et beslutningsdygtigt antal, eller også truede de åbenlyst med at udrydde tusindvis af arbejdspladser i deres delstat, da bankerne så ville trække sig tilbage fra dette sted. Andre fik besked om, at de ville miste ethvert bidrag til deres valgkamp, og deres karriere ville dermed eksplicit være forbi. Det juridiske udtryk for den slags opførsel hedder afpresning!

Da alle vejrmeldinger lyder på storm mht. det transatlantiske finanssystems endelige sammenbrud mod slutningen af det amerikanske budgetår, altså i tidsrummet fra nu af og frem til engang i oktober, arbejder det internationale finansoligarki på højtryk på at lukke de sidste huller med hensyn til de forskellige »bail-in«-love – Cypern/Detroit-modellen. Efter mere end fem år med de såkaldte redningspakker, altså pengetrykning, der skaber hyperinflation, og bankredninger på skatteydernes regning, også kaldet »Bail-out«, skal den generelle konfiskering af bankindeståender finde sted – den såkaldte »Bail-in«.

Præsident Obama indkaldte til et hastemøde med alle tilsynsmyndigheder i Det hvide Hus om mandagen straks efter sin ferie for at give dem den opgave, endelig at færdiggøre udarbejdelsen af Dodd/Frank-loven, der blev gennemtvunget i 2010 af Wall Street – for allerede dengang at forhindre genindførelsen af Glass-Steagall. Ikke blot lader Dodd/Frank-loven smuthuller så store som ladeporte stå åbne for spekulanterne, den er også, med sine tusinde sider lovtekst og omtrent 10.000 sider forskrifter for gennemførelsen, fuldstændig ugennemsigtig. I den forbindelse har kongresmedlemmerne, ud af 398 planlagte regler, indtil videre kun udarbejdet 158. I åbenlys panik over, at Kongressen efter sommerferien straks kunne vedtage Glass/Steagall-lovforslagene i Repræsentanternes Hus og Senatet, fik chefen for Federal Reserve, Ben Bernanke, finansminister Lew og repræsentanterne for tilsynsmyndighederne besked om hurtigt at give »Dodd-Frank tænder« (sætte tempoet op, -red.) og om nødvendigt rydde et par banker af vejen for dermed at foregøgle offentligheden, at loven skulle være effektiv, og at Glass-Steagall derfor ikke behøvedes.

Obama-regeringens økonomiteam forsøger i øjeblikket, lige så fortvivlet som beslutsomt, at gennemtvinge, at netop Larry Summers bliver Ben Bernankes efterfølger som chef for Federal Reserve. Larry Summers spillede en afgørende rolle ved afskaffelsen af Glass/Steagall-loven i 1999. Omsætningen af perspektiverne for en Fed-chef Summers ville betyde den øjeblikkelige anvendelse af Bail-in, Cypern-skabelonen for hele Europa og USA, og koste millioner af mennesker livet.

New York Times-bestsellerforfatteren Gregg Palast har netop offentliggjort en artikel med titlen: »Larry Summers og det hemmelige slutspilsmemorandum«, der, som han selv siger, ville bekræfte enhver sammensværgelses-freaks værste anelser. (Men det er vi jo, senest efter Edward Snowdens afsløringer af NSA’s og GCHQ’s totale udspionering, vant til.) Memoet beskriver så temmelig akkurat det kup, som Larry Summers og cheferne for de største Wall Street-banker udførte fra 1997 at regne, og hvordan de udnyttede den lidet kendte WTO-aftales Financial Services Agreement til at fjerne bankreguleringerne i alle de 156 nationer, der var tilsluttet WTO:

»Når man i dag ser en arbejdsløshed på 26,3 % i Spanien, fortvivlelse og sult i Grækenland, opstande i Indonesien og bankerot i Detroit, så må man gå tilbage til dette slutspilsmemorandum, tilblivelseshistorien for blod og tårer«, skriver Palast. Hertil kan man trygt regne de mere end 50.000 mennesker, der hver dag dør af sult, den milliard mennesker, der hver dag sulter, og de mange hundrede millioner, der i de forgangne årtier unødvendigt er døde af sult eller er døde tidligt, fordi der er blevet ofret meget lidt af profitten på den med lethed mulige udvikling af mange millioner mennesker.

Hvis denne bankierkabale skulle få held til at gennemtvinge »Bail-in«-politikken i løbet af de nærmeste uger, så vil ikke blot mennesker i Afrika sulte ihjel, men også mange tusinde i Oberhausen, Magdeburg og Bremen. Sygehuse vil blive lukket, medikamenter forsvinde, fødevarer mangle og kaos bryde ud. Virksomheder vil dreje nøglen om, og hjemløshed vil herske. Og til trods herfor vil alt dette ikke bringe ophavsmændene til denne politik nogen fordel, til slut vil også de blive ofre for deres egen inhumanitet.

Endnu er ikke alt fastsurret, endnu er der marginale uenigheder om de modaliteter, under hvilke en bankunion skal fungere, hvem, der sluttelig skal have myndigheden til at afvikle bankerne og kontiene, endnu skal alt holdes ude af den offentlige debat til efter valgdagen den 22. september. Dette ændrer ikke noget ved substansen.

Den konflikt, der nu er trådt åbent frem for dagens lys, må blive afgjort: Hvem skal have retten til at bestemme over menneskers velfærd og samfundets fremtid – griske banker, som beviseligt har mistet enhver retsbevidsthed, som arbejder i et imperieoligarkis tjeneste, der er fast besluttet på at reducere verdens befolkning med et par milliarder for at kunne udleve deres fantasier om en feudal orden? Eller har den århundredelange kamp for suverænitet, republik og befolkningens deltagelse i deres egen regering, formidlet gennem det repræsentative system, for forfatning og retsstat, for menneske- og borgerrettigheder, haft en betydning?

Den politiske klasse i Tyskland synes hidtil i vidt omfang at have besluttet sig for en tilpasning til den første variant. Og befolkningsmasserne har, i det mindste i øjeblikket, fortsat afgivet myndigheden over den selvstændige tænkning til arkitekterne af tidens ånd, eller er i deres stille sind så terroriseret over den virkelighed, som de aner, at enhver adspredelse er belejlig. En lille del af borgerne er imidlertid hverken så korrupte, at de, for systemets behageligheds skyld, er parate til at blive bødler for folkemord, eller så åndslammede og følelsesforstyrrede, at de, med åbne øjne, vil lade deres lille livsskib drive hen imod et vandfald, der river alt med ned i afgrunden. Af disse borgere vil udfaldet afhænge.

Top-bankiererne bryder sig hverken menneskelighed, ej heller tror de på en højere magt eller naturretten, og man kommer til at tænke på et digt af Heinrich Heine, Belsazar:

»Jehova! Dig forkynder jeg evig hån –

Jeg er Konge af Babylon!«

 … læs videre hos Heine.

Kampen om Glass-Steagall kan vindes!

I Danmark behøver vi også en særdeles aktiv bevægelse, der kan rejse en folkelig debat om en Glass/Steagall-bankopdelingslov med tilhørende kreditsystem, så vi kan begynde at genopbygge realøkonomien i Danmark, samt investering i videnskabelig forskning og teknologi, der skal sikre, at vort samfund fortsat udvikler sig til stadig højere, menneskelige niveauer. Det er denne udvikling, der skal bære det almene vel både for vores samtid og for de kommende, endnu ufødte slægter. Alternativet er, også i Danmark, det rædselsbillede, som Helga Zepp-LaRouche udmaler for Tyskland, og som vi allerede kan se på Cypern, i Grækenland og, med byen Detroits bankerot, i USA.  Prisen for at lukke øjnene og leve i fornægtelse af virkeligheden kan blive meget høj; vi er mennesker, og mennesker har en fri vilje; vi behøver ikke være passive, mens kyniske og menneskefjendske kriminelle stjæler vore ældre familiemedlemmers liv, vore egne liv, vore børns fremtid og liv. Denne monstrøsitet skal bekæmpes, og de alternative løsninger er til stede. Hjælp os med at rejse en bevægelse i Danmark, der kan tvinge politikerne til at føre en politik til fordel for det almene vel, ikke for de griske og kriminelle banker. Bliv et af de mennesker, der er med til at afgøre vores fremtidige skæbne. Slut dig til Schiller Instituttet!