Stop 3. verdenskrig: Obama leger med Verdenskrig

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Netop, som dette nummer af EIR [30. august, 2013] bliver slutredigeret, rapporteres det, at præsident Barack Obama har besluttet at lancere militære angreb mod Syrien med baggrund i den tvivlsomme påstand, at Assad-regeringen skulle have brugt kemiske våben imod sin egen befolkning. Alene den kendsgerning, at de påståede angreb med kemiske våben skulle have fundet sted få timer efter, at FN’s inspektionsteam ankom til Damaskus, rejser alvorlig tvivl om fundamentet for Obamas »vished« om, at sådanne våben var blevet brugt af regeringen. Desuden kontaktede Obama-regeringen, få timer efter inspektørernes ankomst til gerningsstedet for de påståede angreb med kemiske våben den 26. august, FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og beordrede ham i bogstavelig forstand til at trække våbeninspektørerne tilbage, fordi »Obama var overbevist om«, at forbrydelsen var begået af Assad-regimet, og at tiden var kommet til at lancere en militæraktion. Chefen for FN har hidtil nægtet at efterkomme ham.

Hvis alt dette synes at være »déjà vu om igen«, så er det rigtigt. Det er en Obama-genindspilning af George W. Bush’ og Dick Cheneys krigsmarch mod Irak med baggrund i de tvivlsomme påstande om, at Saddam Hussein oplagrede masseødelæggelsesvåben.

Hvis præsident Obama, som det forventes, beordrer militære angreb mod mål i Syrien som »gengældelse« for de, indtil videre, ikke-beviste anklager om kemiske våben, vil han risikere meget mere end tab af liv på krigsskuepladsen. Han løber risikoen for en langt mere udbredt krig, der trækker nabostater med ind, såvel som Rusland og måske selv Kina. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har rent ud kaldt anklagerne imod Assad-regimet for grundløse. Obama-regeringen indbyder til en langt mere alvorlig konfrontation, som sluttelig kunne eskalere til en termonuklear krig.

Så krigsgal, som Obama end har været i den måde, hvorpå han på det seneste har håndteret den længerevarende, syriske konflikt, så er han blevet overgået af sine europæiske modstykker, især Storbritanniens David Cameron, William Hague og Tony Blair. London-trojkaen presser på for at trække USA ind i nok en katastrofal krig i Sydvestasien. For London er det primære formål med en sådan konflikt at udløse en hundredårskrig i hele den arabiske og islamiske verden, idet de sætter sunnier op imod shi’iter, stamme op imod stamme, muslimer op imod kristne og arabere imod israelere. Målet er massiv befolkningsreduktion gennem permanent krig.

Præsident Obama er, såvel som den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, en brik i dette spil. Faktisk rapporterer højtstående, amerikanske efterretningskilder til EIR, at det primære »bevis« for det syriske angreb med kemiske våben kom fra den israelske Unit 8200, modstykket til det amerikanske National Security Agency.

Skulle præsident Obama beordre krydsermissilangreb mod kommando- og kontrolcentre og våbenlagre i Syrien, kunne han meget vel være i færd med at udløse krigen, der skal gøre en ende på alle krige – ved at udslette menneskeheden gennem et termonukleart holocaust.

Ifølge vore seneste oplysninger har præsident Obama besluttet, at han kan gå i krig uden om Kongressens tilladelse, således, som det kræves iflg. artikel I, paragraf 8, i Den amerikanske Forfatning. Han har ikke engang til hensigt at henvende sig til FN’s Sikkerhedsråd, vel vidende, at Rusland og Kina vil nedlægge veto imod et sådant angreb (med god grund). Præsident Obama overvejer endnu en forbrydelse, som straffes med en rigsretssag, og denne gang kan Kongressen ikke tillade, at han slipper godt fra det. Selve menneskehedens overlevelse står måske på spil. I en verden, hvor der findes termonukleare våben, må »Augusts Kanoner« forblive tavse.