Valg til Forbundsdagen i Tyskland: Putins intervention forhindrer krig i Syrien; Vælg genopbygning den 22. september!

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Alexander Hartmann, 15. september, 2013 – I ugen op til G20-topmødet nåede den spændte situation omkring den amerikanske trussel om at indlede et militærangreb mod den syriske regerings militære installationer et højdepunkt, hvor præsident Obama så sig tvunget til at foretage et tilbagetog, da det blev klart, at han hverken i Kongressen, i det amerikanske militær, i FN’s Sikkerhedsråd, på G20-topmødet og heller ikke hos en hel del af sine militære allierede havde den nødvendige støtte til dette skridt.

Den russiske præsident Putin hjalp Obama ud af kniben med sit forslag om, at Syrien skulle underskrive den internationale konvention imod kemiske våben og lade disse våben blive destrueret under opsyn af FN. Alligevel kostede hele dette ping-pong-spil vedr. angrebet på Syrien den amerikanske præsident en stor del af hans anseelse og støtte.

Lyndon LaRouche kommenterede denne udvikling i en erklæring den 14. september:

  1. »Den russiske præsident Putins initiativ om at lade Syrien underskrive konventionen om kemiske våben og på en Genève-II-konference sammen med Obama-regeringen arbejde hen imod en omfattende fred, er ekstremt vigtigt. Han har åbnet muligheder for præsident Obama, der ellers ikke ville have været til rådighed. I denne henseende bør det igangværende russisk-amerikanske diplomati til fulde støttes.
  2. Selv om vi støtter dette initiativ, må en vigtig, advarende bemærkning føjes til. Præsident Obama mister mere og mere kontrollen over sit præsidentskab. Han anses i vid udstrækning for at være en »lam and«, og han er i tiltagende grad i færd med at miste den støtte og troværdighed, som han tidligere – med rette eller urette – nød. Han forsøger at gemme sig bag udenrigsminister Kerry. At antage, at denne præsident skulle kunne yde et vedvarende og pålideligt bidrag til denne følsomme, diplomatiske proces, ville derfor være en farlig fejltagelse.
  3. Der findes helt åbenbart kræfter i USA og den øvrige verden, der er rasende over, at præsident Obama har fjernet sig fra sit tilsagn om at gennemføre et militærangreb mod Syrien, selv uden Kongressens eller FN’s Sikkerhedsråds tilladelse. Disse kræfter – heriblandt Saudi-Arabien, Tyrkiet, Storbritannien og Frankrig – kunne eventuelt forsøge at sabotere det russisk-amerikanske initiativ. Det antydes allerede, at der fra bestemte kredse i Kongressen gøres seriøse forsøg på at anbringe en »giftpille« i forhandlingsprocessen for at sikre, at denne mislykkes.
  4. Trods disse faktorer, der komplicerer tingene, har Putins initiativ og de seneste dages samtaler i Genève formindsket den umiddelbare fare for en ukontrolleret konflikt i Syrien, der ville kunne føre til en atomkrig.
  5. Krisen i det globale, anglo-hollandske system bliver til syvende og sidst ikke overvundet, selv om det skulle lykkes dette initiativ at rydde en umiddelbar, mulig udløsning af en verdenskrig af vejen. Det store spørgsmål afgøres af, om Glass/Steagall-bankopdelingsloven i den nærmeste fremtid bliver genindført i USA, og om et kernefusionsdrevet Nordamerikansk Vand- og Elektricitetssamarbejde (NAWAPA 21) og dermed forbundne, transatlantiske storprojekter bliver påbegyndt.«

 

To parlamentariske beslutninger

Det spørgsmål, som er det egentlig afgørende, er altså, hvordan flankerne står med hensyn til finanskrisen og genopbygningen af verdensøkonomien. De to retninger, som denne beslutning kan tage, viste sig i den forgangne uge ved to parlamentariske afstemninger.

Den ene af disse afstemninger fandt sted den 9. september i Det schweiziske Nationalråd, hvor en alliance bestående af Socialdemokrater, Folkepartiet og De Grønne vedtog tre begæringer, der alle havde til formål at indføre et bankopdelingssystem og således beskytte Schweiz mod følgerne af et sammenbrud af den globale finansboble. Nu er Forbundsrådet, den schweiziske regering, blevet bedt om at udarbejde en passende, lovmæssig bestemmelse. Samtidig er et folkeinitiativ under forberedelse, der går ud på i nødstilfælde at lade bankopdelingssystemet beslutte af folket, i tilfælde af, at regeringen »spiller defensivt«.

Den anden var en afstemning i Det europæiske Parlament, som den 12. september, med 559 stemmer mod 62 og 19 blanke stemmer, stemte ja til EU-kommissionens planer om indførelse af en »bankunion« og en ny banktilsynsmyndighed (Single Supervisory Mechanism, SSM), og således yderligere beskar de europæiske staters allerede i vidt omfang afskaffede nationale suverænitet, for at beskytte Europas 150 »systemrelevante« banker. Man forholder sig tavst om de SSM-kriterier, med hvilke man beslutter disse 150 storbankers fremtid, og man offentliggør slet ikke, hvordan og hvad man beslutter med hensyn til Europas 6000 øvrige, »ikke-systemrelevante« banker. Man kan gå ud fra, at frem for alt disse 6000 banker bliver afviklet, skilt ad og videresolgt, og at deres resterende formue – altså også skatteborgermidler fra tidligere bail-outs (bankredningspakker, -red.), såvel som kontohavermidler og de øvrige indeståender, der kan anvendes til bail-ins (konfiskeringer, -red.), – dernæst overføres til de banker, der er defineret som »relevante«.

Alt imens det schweiziske parlament tager skridt til at beskytte deres befolkning mod bankerne og deres praksis, forsøger Det europæiske Parlament at redde bankerne på bekostning af befolkningen.

 

Et økonomisk bælte langs med Silkevejen

Med hensyn til den nødvendige genopbygning af verdensøkonomien er der ligeledes en sammenlignelig kontrast. Alt imens de vestlige lande, der domineres af det anglo-hollandske finansimperium, forfølger en politik med nedskæringer, der fører til død, stræber de eurasiske lande hen imod opbygningsprojekter af netop den art, som menneskeheden behøver for at overleve.

Den kinesiske præsident Xi Jinping gjorde »udviklingen af et økonomisk bælte langs med Silkevejen« til en prioritet ved det topmøde, som begyndte den 13. september i Bischkek i Kirgisistan, med deltagelse af de stater, der har sluttet sig sammen i Shanghai-organisationen for Samarbejde (SCO). Asia Times rapporterede: »Beijing investerer også massivt i nye veje og broer langs med Den eurasiske Landbro – en anden betegnelse for Den nye Silkevej. Som Asia Times Online rapporterede, går Den nye Silkevej ud på motorveje, jernbaner, glasfiberoptik og pipelines, hvortil kommer, gennem det nye, kinesiske fremstød, logistiske centre, produktionscentre og også uundgåeligt nye byer og mindre lokalsamfund.« I mødet deltog, ud over SCO-medlemmerne – Rusland, Kina og de fire tidligere, centralasiatiske sovjetstater – også ledende repræsentanter for Indien, Pakistan og Afghanistan, samt den nyvalgte, iranske statspræsident Ruhani.

I sit internetforum den 13. september påpegede Lyndon LaRouche, at initiativet til opførelsen af »Den nye Silkevej« i begyndelsen af 1990’erne kom fra Helga Zepp-LaRouche, som dengang blev kaldt »Silkevejsladyen« i den kinesiske presse. Men noget mere må føjes til:

»For, for at bygge Den nye Silkevej behøver man en voksende økonomi, der stiller de midler til rådighed, som behøves for at gøre det. Det er noget, som vi for tiden arbejder med … Vi er fast besluttet på at udvikle en ny organisationsform for hele området omring Stillehavet – det område, der strækker sig fra Mississippifloden, over Beringstrædet og dybt ind i Kina. Det, vi behøver, er kernefusion som motor, som drivkraft for et system, som NAWAPA vil være en del af, men i en ny, kernefusionsbaseret version. Og derudover et specialprogram for kernefusion som energikilde på det, for de ting, der nu må gøres, absolut nødvendige niveau.«

For Kina står foran et kollaps – »et kollaps, som ikke er forårsaget af Kina, men derimod af det transatlantiske område. Det transatlantiske område bryder sammen. Europa bryder sammen, det er truet af nedbrydning. USA kunne også gå ind i et sammenbrud på grund af de europæiske staters, USA’s og dets seneste præsidenters dumme politik.

Spørgsmålet er altså: Kan vi afværge faren for et generelt sammenbrud, der udgår fra det transatlantiske område og også truer med at ødelægge det, som Kina hidtil har opnået? Silkevejsprogrammet, den asiatiske Silkevej, er altså nødvendigt, men spørgsmålet er, om vi har tilstrækkelig energi til det.

En af de udfordringer, som vi må løse, er spørgsmålet om tilgængeligheden af vand. Man behøver en mængde vand, og for at bemestre denne vandmængde, behøver man et system, der kan bemestre det. Og det er den fredelige udnyttelse af kernefusion. Kernefusion er altså uundværlig, hvis et hvilket som helst af disse programmer skal blive til virkelighed for Kina eller andre dele af verden. Den er, med andre ord, absolut nødvendig.

Spørgsmålet er: Hvornår kommer kernefusion på banen? Nuvel, den skal ikke bringes på banen lige netop nu, fordi vi rent umiddelbart har andre ting, som vi først må gøre. Men vi må omgående ændre vor politik: Nogle ting må afskaffes. Vi må blive fri af denne grønne politik, som tager livet af os. Vi bliver aldrig i stand til at komme os, hvis denne grønne politik ikke afskaffes.«

 

Tyskland foran valget

Vælgerne i Tyskland står netop foran dette valg, når der er valg til den tyske Forbundsdag næste søndag. Så længe »globaliseringens blokfløjtepartier« marcherer videre i takt på diktat fra Bruxelles, går Tyskland og Europa sin selvforskyldte undergang i møde. Med Bürgerrechtsbewegung Solidarität (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet) er der dog et parti på stemmesedlen, som går ind for den nødvendige kursændring og har et klart perspektiv for, hvordan verdensøkonomien kan genopbygges. En stemme på BüSo er en stemme for dette perspektiv. Benyt Dem af denne chance! (-AH)

 

Schiller Instituttet i Danmark stiller også op med kandidater til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november. Følg med her på hjemmesiden i den kommende tid, hvor vi fremlægger vort valgprogram, hvor vi, i lighed med LaRouchebevægelsen i USA, vort søsterparti BüSo i Tyskland og vore øvrige søsterpartier i Frankrig (Solidarité et Progrès), i Sverige (Europæisk Arbejderparti), i Italien (Movisol) og i mange andre lande, står for en kursændring hen imod et totalt paradigmeskift med internationalt samarbejde om menneskehedens fælles interesser, de store vandstyringsprojekter som NAWAPA i USA og Transaqua i Afrika, tunnel under Beringstrædet, transport- og udviklingskorridorer på alle fem kontinenter, højhastighedstog baseret på den seneste teknologi med magnetisk levitation (maglev), internationalt samarbejde om udvikling af næste generation kraftværker baseret på kernefusion, udvikling af de arktiske områder, forvandling af de store ørkenområder til frodige landbrugsområder, så vi kan brødføde verdens voksende befolkning, internationalt samarbejde om det fælles projekt for Jordens forsvar mod farer fra rummet i form af asteroidenedslag, og som vil drive de videnskabelige og teknologiske fremskridt frem til et hidtil uset niveau – samtidig med, at vi ophører med den primitive forestilling, at vi kan løse vore angivelige problemer gennem fatale krige, der fuldstændig vil lægge Jorden øde. Sammenlign disse to billeder, og træf dit valg. Hvad vil du bruge dit liv til? Vil du passivt lade andre bestemme over dig, om du og dine efterkommere skal have en fremtid eller ej, om du skal leve eller dø, eller vil du tage skæbnen i egen hånd og sætte disse hensynsløse, egoistiske mordere og røvere på deres rette plads – som absolut ikke er som verdensherskere, der opererer med skjulte dagsordener bag din ryg – og påtage dig dit ansvar som menneske og sørge for, at både du selv og dine medmennesker over hele verden kan leve et liv, der virkelig er et menneske værdigt? Grib ind i historien. Ring og hør, hvad du kan gøre. Vi har mange idéer.

Slut dig til os! (-SI/DK)