Stop 3. Verdenskrig: Israelsk prøveaffyring af missiler kunne have udløst Tredje Verdenskrig

Printervenlig versionPrintervenlig versionSend by emailPDF versionPDF version

Af Nancy Spannaus, 9. september, 2013 – Det russiske militær blev sat i højeste alarmberedskab den 3. september efter en israelsk prøveaffyring af missiler, der sendte to missiler mod øst henover Middelhavet i samme retning, som hvis de var rettet mod Rusland. I en tale på russisk fjernsyn kom viceforsvarsminister Anatoli Antonov med en dødsensalvorlig advarsel: »Middelhavet er en krudttønde. En tændstik er tilstrækkelig til, at der udbryder en brand, som eventuelt spreder sig til ikke blot nabostater, men også til andre områder i verden. Jeg må minde jer om, at Middelhavet er tæt ved grænserne af Den russiske Føderation.«

Dagen efter indkaldte Antonov de amerikanske og israelske forsvarsattachéer for at belære dem om faren ved at gennemføre en sådan aktion i denne region, især uden forudgående varsling af den russiske regering.

En meddelelse fra forsvarsministeriet lød: »Anatoli Antonov understregede, at opdagelsen af, at missiler var blevet afsendt med retning mod russisk territorium, ikke er en bagatelagtig begivenhed. Det nødvendiggjorde vort lands politiske lederskabs opmærksomhed.« Forsvarsminister Sergei Shoygu havde omgående givet præsident Vladimir Putin, landets øverstbefalende, en briefing; generalstaben og kommandocentralerne for forsvaret af luftrummet var sat i højeste alarmberedskab, sagde meddelelsen.

Idet han citerede de sovjetisk-amerikanske aftaler fra 1988 om varsling af affyring af missiler, gennemgik Antonov for attachéerne, hvad der kunne anses for at være en hårfin udløser af en gengældelsesaktion med affyring af atomvåben. »Formålet med denne aftale«, sagde han, »var at reducere muligheden af en forkert reaktion på opdagelsen af et missil i luften, eftersom sandsynligheden for, at en prøveaffyring af missiler bliver bedømt til at være starten på et missilangreb, er temmelig stor.« Han sagde, at hændelsen den 3. september lignede den i 1996, hvor den norske vejrsonde Black Brant i Rusland blev sporet som et muligt missilangreb. »Banen for de missiler, der blev sporet over Middelhavet, lignede derved, at det er praktisk taget umuligt efter affyringen at determinere, hvad det er for en klasse af missiler, der flyver i en ballistisk bane.«

Antonov tilrådede, at der ikke blev foretaget prøveaffyringer af missiler over Middelhavet, eftersom der i denne region er en massiv amerikansk tilstedeværelse, som er bevæbnet med missilsystemer, der kan angribe russisk territorium.

 

Uberegneligt

Hændelsen med prøveaffyringen af missiler understreger en af de pointer, som Lyndon LaRouche fremlagde i sin vurdering af situationen omkring Syrien den 29. august. LaRouche erklærede, at »påstande om, at den amerikanske regering skulle have en »forståelse« med Rusland og Iran for at forhindre en sådan eskalering [hen imod en konflikt mellem supermagterne, -EIR-red.] må afvises som upålidelig, i særdeleshed, når de vejes op imod truslen om en militæraktion, der kan føre til en verdenskrig, samt sandsynligheden for, at termonukleare våben bliver taget i brug.«

Alt imens russiske talmænd som udenrigsminister Sergei Lavrov har gjort det klart, at Rusland ikke har til hensigt at gå ind med militæraktioner i den syriske konflikt, så har russerne utvetydigt gjort det klart, at de vil gøre hvad om helst, der måtte være nødvendigt, for at forsvare princippet om national suverænitet, på hvilket international lov er baseret. Som det blev understreget i en tale af premierminister Dmitri Medvedev i maj 2012, »handlinger, der underminerer statens suverænitet, kan meget let føre til fuldt udviklede, regionale krige, hvor man – jeg forsøger ikke at skræmme nogen her – tager selv atomvåben i brug.«

I et interview umiddelbart før sidste uges G20-møde i Skt. Petersborg tog præsident Putin igen emnet op som svar på anklager om, at Rusland forsvarede Assadregeringen: »Vi forsvarer ikke denne regering. Vi forsvarer normerne og principperne for international lov. Vi forsvarer den moderne verdensorden. Vi forsvarer den mulighed … at magt kun kan anvendes inden for den eksisterende verdensorden, de internationale regler og international lov. Det er den standard, som er absolut. Når spørgsmål i forbindelse med magtanvendelse løses uden for rammerne af FN og FN’s Sikkerhedsråd, så er der en risiko for, at sådanne ulovlige beslutninger ville kunne anvendes mod hvem som helst, og under et hvilket som helst påskud.«

Som en del af dette forsvar udstationerer den russiske flåde nu ekstra styrker i det østlige Middelhav, idet fire skibe allerede er til stede eller meldes undervejs. Alt imens Kremls stabschef Sergei Ivanov den 5. september sagde, at den primære grund til udstationeringen var at organisere en eventuel evakuering af russere i Syrien, så sagde Antonov samme dag, at den forhøjede tilstedeværelse var »en legitim, naturlig og forudsigelig reaktion på den situation, der er under udvikling.«

I begyndelsen af overfaldet på Syrien i 2011 var der iflg. meldinger 30.000 russiske borgere, der boede i landet – udover den russiske flådebase, beliggende ved Middelhavshavnen Tartus. Der er mindst 8000 russere tilbage, hvoraf mange har boet der i mange år med syriske ægtefæller og børn.

 

Voldsomt diplomatisk pres

Den primære intervention fra Ruslands side, i håbet om en løsning på den syriske konflikt, har været af diplomatisk art og begyndte naturligvis med forslaget om at indkalde til en Genève II-konference, som udenrigsminister Kerry og udenrigsminister Lavrov blev enige om for flere måneder siden. Det er fortsat Ruslands mål, til trods for konstant sabotage fra USA.

Alt imens repræsentanter for Rusland gentagne gange har understreget, at en militæraktion mod Syriens præsident Bashar al-Assad ville udgøre en krænkelse af international lov, så har de samme repræsentanter søgt at organisere andre. Mange møder afholdt på sidelinjen af G20 fokuserede på dette.

En af stressfaktorerne har været de totalt ubeviste anklager om, at Syrien skulle have anvendt kemiske våben mod sin egen befolkning i Damaskus-forstaden Ghouta. Både Putin og Lavrov har hævdet, at de såkaldte beviser ikke er endegyldige, og Rusland har, i lighed med mange andre nationer, krævet, at USA venter, til FN’s team af våbeninspektører har afsluttet sit arbejde, før man beslutter at handle.

I sin pressekonference forud for G20 gik Putin endnu videre, idet han stillede spørgsmålet: »På den anden side rejser der sig et andet spørgsmål. Hvis det konstateres, at masseødelæggelsesvåbnene blev brugt af oprørerne, hvad vil USA så gøre med dem? Hvad vil de, der sponsorerer oprørerne, gøre med dem? Vil de afskære våbenleverancerne? Vil de lancere militæroperationer imod dem?«

Forud for topmødet tog Putin også imod lederne af parlamentet, den erfarne diplomat Valentina Matviyenko, formand for Det føderale Råd, og Sergei Naryshkin, formand for Dumaen, hvor Putin gav sin fulde støtte til parlamentarikernes forslag om at sende en delegation til Washington for at mødes med deres amerikanske kolleger, med det formål at søge at få en dialog i gang på baggrund af truslen om, at en udvidet krig kunne blive udløst af et angreb på Syrien. Lederen af det amerikanske Senatsflertal, Harry Reid, afviste den russiske anmodning.

Den 4. september lagde det russiske udenrigsministerium så en erklæring ud på sin hjemmeside, der meddelte, at det havde indleveret en 100-siders rapport til FN i juli måned, som inkluderede en detaljeret, videnskabelig analyse af en prøve, som russiske teknikere havde samlet ved Khan al-Asat, gerningsstedet for et angiveligt kemisk angreb i marts måned. Denne rapport konkluderede, at syriske oprørere, ikke styrker, der var loyale over for præsident Assad, stod bag det dræbende saringasangreb i Aleppoforstaden.

På sin pressekonference efter G20 understregede Putin Pave Frans’ modstand mod et angreb på Syrien og gav en detaljeret gennemgang af de G20-nationer, der var imod, idet han understregede Kinas, Indiens, Indonesiens, Argentinas, Brasiliens, Sydafrikas og Italiens »kategoriske indsigelser« - såvel som Ruslands.

 

Lejesoldater for saudierne?

Den russiske ledelse har vedvarende påpeget over for USA og andre, at den syriske opposition, som de [USA] støtter, er en gruppe jihadistiske ekstremister med tilknytning til al-Qaeda. Den 8. september havde Channel One, det største, landsdækkende TV-netværk, et indlæg om den amerikanske trussel om en krig i Syrien, hvor tingene blev sagt på en endnu mere barsk måde. I udsendelsen, der blev set af millioner af russere, blev det sagt, at amerikanske soldater blev gjort til lejesoldater for saudierne, og at USA’s suverænitet er trådt under fode af det virkelige imperium, som er »det globale marked«. Indslaget begyndte med at citere den amerikanske chef for de samlede generalstabschefer, general Martin Dempsey, hvis vurdering, der er indeholdt i hans officielle breve fra i sommer, gik ud på, at angreb på Syrien kunne svække Assadregeringen, samtidig med, at de ville være til fordel for ekstremister som al-Qaeda.

Lige som Putin selv gjorde det på G20-mødet, blev den interne modstand i USA mod Obama og hans »røde linje« slået stort op af udsendelsens vært.

En anden reporter opdaterede status for angrebsplanerne. »De tre dage, som Obama oprindelig havde givet til at straffe Assad, er blevet til tres dage«, sagde han, »hvor regningen for ekstraudgifterne bliver sendt til Saudi Arabien. De amerikanere, der tjener i hæren, og som allerede er meget lidt begejstrede for at kæmpe på al-Qaedas side, må se i øjnene, at de gør det som lejesoldater for saudierne.«